Kapitalismen gennemlever sin værste krise, men den antikapitalistiske venstrefløj står i de fleste europæiske lande svagt og uden et troværdigt alternativ. Hvor er udfordringerne og mulighederne?

Hvis man vil forstå den situation, som den europæiske venstrefløj befinder sig i, er det nødvendigt, at starte med at se på de forskellige aspekter af den økonomiske krise, og den måde hvorpå denne påvirker samfundet og det politiske niveau. Alle organisationer og partier, som er en del af arbejderbevægelsen bliver hårdt ramt af krisen. Der opstår splittelser, og de politiske kræfter bliver tvunget til at organisere sig på en ny måde. Murens fald i Berlin 1989 og sammenbruddet i Østblokken varslede en ny æra. De aktuelle begivenheder er en del af denne æra.

Den aktuelle krise er global. På det økonomiske område er der tale om en overakkumulation af kapital, en overproduktion af varer og tjenesteydelser og underkonsumption blandt masserne. Den reelle økonomiske politik i de imperialistiske lande tager nu højde for, at der er tale om en langvarig nedgangsperiode, og ingen af de ”ortodokse” økonomiske eksperter snakker længere om en ”vej ud af krisen”.

Man drager ofte paralleller mellem den nuværende krise og situationen i 1929. Dengang førte udviklingen til fascisme og Anden Verdenskrig. I øjeblikket bliver den økonomiske krise inddæmmet. Nogle kommentatorer har brugt det udtryk, at ”den nuværende krise svarer til den i 30´erne, men den udvikler sig bare i slowmotion”. Men den aktuelle krise har en dobbeltkarakter, idet der på den ene side er tale om en ”krise for civilisationen”, især hvad angår de miljømæssige aspekter, og på den anden side er der tale om, at ”verden er ved at tilte”. Vi oplever, at der sker en forskydning af det økonomiske og politiske tyngdepunkt. Krisen ramte de dominerende kapitalistiske lande og deres satellitter, mens lande som Kina, Indien og andre lande i Asien oplever fortsat vækst. På samme måde, om end mere moderat, er der lande i Latinamerika, som befinder sig i en langvarig vækstperiode. Den vedvarende økonomiske krise, som er lige så dybtgående som de to kriser i 1857 og 1929, ser ud til at medføre, at Europas dominerende stilling i verden vil forsvinde, og dermed slutter en hel historisk periode.

Forandringerne er ikke konjunkturelle, de er strukturelle. Krisen påvirker både den økonomiske, sociale og miljømæssige stabilitet i hele verden. Det sker i en situation, hvor den kapitalistiske globalisering har påvirket ethvert land i hele verden. De økonomiske nedskæringsplaner, der for tiden rammer alle lande i Europa på baggrund af den internationale kapitalistiske konkurrence og globaliseringen af arbejdsmarkedet, vil ikke være tilstrækkelige til at sikre, at krisen bliver overvundet. Den kapitalistiske globalisering kræver, at hvis Europa, der er det svageste led i kæden, ønsker at fastholde sin placering i den globale konkurrence, må man bryde med resterne af sin gamle økonomiske model.

De herskende klasser og finansmarkederne arbejder på at få reduceret købekraften hos lønarbejderne med 15 til 20 procent og måske endda mere i det sydlige Europa. Man vil tillige have smadret en del af velfærdssystemet og have svækket fagforeningernes rolle. Over alt i Europa bevæger modreformerne i samme retning, og det gælder ikke mindst det, der sker på arbejdsmarkedet. Man ønsker mere fleksibilitet, og det skal være nemmere at afskedige medarbejdere. Brutaliteten i nedskæringspolitikken forstærkes af modsætningerne mellem de store EU-landes interesser, og her specielt Tyskland, og de mindre satellitstater, som påtvinges en særlig udvikling. Disse modsætninger mellem EU-landene er stærkere, fordi EU ikke fungerer som en central stat som i USA eller Kina.

I en global sammenhæng er Europa både karakteriseret ved en økonomisk nedgang og politisk svaghed. Spændingerne, de indre modsætninger, risikoen for sammenbrud er hele tiden til stede i de traditionelle politiske alliancer. Det indebærer, at der kommer massive angreb på de demokratiske frihedsrettigheder. Nedskæringspolitikken forstærker regimernes autoritære træk, og denne krise for demokratiet styrker de fascistiske og ekstreme højrepartier. Det kan ikke længere udelukkes, at presset fra krisen kan føre til politisk omstrukturering eller alliancer mellem traditionelle højrefløjspartier og så den ekstreme højrefløj.

Beslutninger taget i det klassiske parlamentariske demokratis institutioner bliver til stadighed underkendt af både Trojkaen (det vil sige EU, den Europæiske Centralbank og den Internationale Valutafond) og af finanssektoren. I en sådan situation, hvor der er krise for nationalstaten og det parlamentariske demokrati, bliver de traditionelle partier fanget i et stormvejr, der truer deres opbakning og politiske styrkepositioner. Det politiske jordskælv, der for nylig ramte Italien er et godt eksempel på denne tendens. Venstrefløjen mistede 4,7 millioner stemmer, og de organisationer, der udgør det ex-kommunistiske Rifondazione, brød sammen. Frem sprang i stedet komikeren Beppe Grillo og hans 8 millioner stemmer, som er et udtryk for, at folk er trætte af nedskæringer, korruption og EU i det hele taget. Men samtidig er der tale om, at Beppe Grillo er en politisk leder, der har et problematisk forhold til fagbevægelsen og indvandreres rettigheder, og hvis udvikling i øvrigt er svær at forudsige.

Den historiske krise i den europæiske arbejderbevægelse
Men hvordan påvirker udviklingen venstrefløjen og arbejderbevægelsen? Da krisen startede i 2008 håbede mange, at der ville komme reaktioner, omfattende sociale kampe og en styrkelse af arbejderbevægelsen. Nu fem år senere tegner der sig et andet billede. Der har ganske vist været og er stadigvæk modstand og sociale kampe. I Sydeuropa har der således været et opsving i kampene. Det gælder først og fremmest Grækenland med sin 8-dages generalstrejke, men der er også sket en udvikling i Portugal. Endelig har der været imponerende strejker og demonstrationer i Spanien, hvor også de såkaldte ”Indignados” (de Oprørte) har arrangeret store protestmøder. Der er opnået gode valgresultater i Grækenland hos Syriza, der er et helt særligt fænomen. Også i Spanien og Frankrig har der været fremgang ved valgene for venstrefløjsalliancer.

Samtidig har krisen dog også frembragt en bevægelse som ”De fem stjerner” i Italien (Beppe Grillos føromtalte populistiske bevægelse). Men når det er sagt, så er der dog ikke på noget tidspunkt blevet rettet afgørende slag imod regeringerne og arbejdsgiverne, selv når man tager kampene i Sydeuropa i betragtning. Endvidere har kampene ikke ført til en vækst for arbejderbevægelsen, og der forekommer således ikke masseindmeldelser i partier eller fagbevægelse.

Ingen reformistisk, venstrereformistisk, anti-liberal eller revolutionær strømning har oplevet en seriøs vækst, måske med undtagelse af Grækenland, hvor Syriza trods organisatorisk svaghed og forankring ved den seneste nationale konference kunne tælle næsten 35.000 medlemmer. Men generelt set så falder organisationsprocenten fortsat (og der var endda store tilbageskridt i 1980´erne og 90´erne). Kun IG Metal kan holde skansen i Tyskland. Med hensyn til de politiske partier så oplever disse en konstant udsivning af medlemmer og er i bedste fald blevet reduceret til blot at være valgmaskiner. Selv det magtfulde tyske socialdemokrati er gået fra at have 1 million medlemmer i 70´erne til nu at have mindre end 500.000 medlemmer. Af det tidligere så store italienske kommunistparti er der næsten ingenting tilbage.

I Frankrig har kommunistpartiet PCF oplevet et alvorligt fald i antallet af medlemmer, selv om man lykkedes med at begrænse skadevirkninger af nederlaget ved det seneste valg. Mellem de seneste to kongresser faldt medlemstallet fra 78.779 til 64.184. I forbindelse med den seneste kongres (februar 2013) deltog blot 34.000 af medlemmerne i afstemningen, To år tidligere havde 48.000 været med til at stemme om hvem der skulle være partiets kandidat til præsidentvalget i juni 2011. ”34.000 er det laveste antal i de senere år”, udtalte Roger Martelli, der forsker i PCFs historie, og som selv er tidligere medlem. Der er således tale om en enestående situation, hvor der på den ene side er den dybeste krise i det kapitalistiske system og på den anden side er en meget svækket europæisk arbejderbevægelse. På den måde adskiller situationen sig fra tidligere kriser og her specielt 1930´erne, hvor alle organisationer – både faglige og politiske – oplevede imponerende vækst.

Ny udvikling for arbejderbevægelsen
Denne svækkelse i arbejderbevægelsen skyldes nogle grundlæggende faktorer. For det første er svækkelsen et resultat af 30 års neo-liberal kapitalistisk offensiv, som har tilbagerullet og ophævet en række sociale landvindinger. Krisen kommer på et tidspunkt, hvor arbejderbevægelsen allerede i årevis har været i defensiven. De tilbageskridt, der er sket med hensyn til arbejdsforholdene, er et resultat af de ugunstige styrkeforhold. Selv om arbejderklassen aldrig har været større (den udgør nu mellem 85 og 90 af den erhvervsaktive befolkning), så er den opdelt og individualiseret og store grupper arbejder under meget dårlige betingelser. Det hæmmer uden tvivl udviklingen af en klassebevidsthed og bremser en vækst for fagbevægelsen og de politiske partier. Endelig er der, trods kampånden i de sydeuropæiske lande, et betydeligt efterslæb mellem de sociale eksplosioner og udviklingen af en socialistisk bevidsthed. Fraværet af et alternativ virker som en bremse for perspektivet om en revolutionær socialistisk transformation.

Der er også lignende diskrepanser i andre dele af verden. I den arabiske verden er der en fuldstændig ustabil situation efter udbruddet af revolutioner, hvor man har krævet demokrati og social retfærdighed. Diktaturer er blevet væltet af de arbejdende masser og af koalitioner, der har omfattet revolutionære, demokrater, nationalister, religiøse grupper og folk, der mener, at der skal være adskillelse mellem religion og stat. De revolutionære processer fortsætter, men som udviklingen i Tunesien og Egypten har vist, er den islamiske bevægelse den dominerende politiske kraft, trods det at der er modsætninger blandt islamisterne.

Forklaringen på at de progressive og revolutionære kræfter er svage i dag skal ikke bare søges i, at islamisterne er stærke og nu ser ud til at få en periode ved magten, forklarer Gilbert Achcar (libanesisk professor og trotskist). Man er også nødt til at inddrage den arabiske nationalisme i 1950´erne og 60´erne og stalinismens rolle på internationalt plan, når man vil forklare, hvorfor det er så svært at få skabt en socialistisk bevidsthed.

I Europa blev arbejderbevægelsen styrket samtidig med, at det kapitalistiske Europa ekspanderede, selv om bevægelsen var kontrolleret af socialdemokrater og stalinistiske bureaukrater. Den sociale og økonomiske nedtur i Europa er så til gengæld blevet ledsaget af en kulturel og politisk svækkelse, som også indebærer en svækkelse i arbejderbevægelsens indflydelse. Der er selvfølgelig visse undtagelser fra dette generelle billede. Der er nogle steder modstand mod kapitalens angreb. Der opstår nye sociale bevægelser som for eksempel den globale retfærdighedsbevægelse, ”Indignados” og andre strømninger blandt unge mennesker. Desuden kan der komme situationer, hvor der pludseligt opstår modstand mod en eller anden for form nedskæring, som vi for eksempel så det med Syriza i Grækenland, og det kan ændre billedet.

I verdensperspektiv er der et stort potentiale for arbejderbevægelser og sociale bevægelser i nye stormagter som Kina. Det kinesiske proletariat har gjort fremskridt i kampen for lønforhøjelser, velfærd og med hensyn til opbygningen fagforeninger, bevægelser der kæmper for demokratiske rettigheder og i dannelsen af uafhængige politiske bevægelser. På den baggrund kan det kinesiske proletariat komme til at spille en vigtig rolle i reorganisering af det nye venstre. Vi har nu en situation hvor den traditionelle arbejderbevægelse er ophørt med at eksistere, og hvor de nye bevægelser som ”Indignados”, kinesiske og indiske bevægelser, organisationer i Asien og Latinamerika er ved at blive opbygget. Hvordan det vil udvikle sig, kan man ikke helt forudsige, men vi skal være bevidste om, hvordan de globale styrkeforhold udvikler sig, være klar til modstand og til at forsvare det socialistiske politiske projekt, som der bliver brug for, når situationen pludselig skifter.

Om et Socialdemokrati, som er mere og mere borgerligt og mindre og mindre arbejderklasseagtigt
Udviklingen i Socialdemokratierne er en god indikator for situationen. Krisen i 1930´erne kom i en periode, hvor der var vækst og øget dynamik i arbejderbevægelsen efter den russiske revolution i 1917. Den økonomiske krise skabte derudover i sig selv en radikalisering i arbejderklassen. Alle strømninger i arbejderbevægelsen – både reformister og revolutionære – tiltrak millioner af arbejdere. Under indtrykket af fascismen bevægede de fleste af socialdemokratierne sig til venstre og radikaliserede derigennem store dele af arbejderklassen.
I dag bevæger socialdemokratierne sig I den anden retning. Jo mere krisen forstærkes, jo mere tilpasser socialdemokratierne sig til den neoliberale kapitalisme. Hvordan skal man forklare denne ændring? Nogle mennesker forestillede sig, at når krisen blev dybere, så ville dele af den herskende klasse – fulgt af partierne i den Socialistiske Internationale i Europa – orientere sig i retning af keynesiansk eller neo-keynesiansk politik, der går ud på at styrke efterspørgslen på varer og skabe større offentlig kriseintervention. Men det modsatte er sket.

De socialistiske partier har fortsat nedskæringslinjen og har endda i visse tilfælde selv været initiativtagere til en sådan linje, hvilket er set i Sydeuropa og Frankrig. I ingen lande har den herskende klasse genoptaget den keynesianske politik eller en politik, der indeholder sociale kompromisser. Tværtimod, så bruger man krisen til at øge udbytningen og profitten. Konkurrencen mellem kapitalisterne medfører lavere levestandard for millioner af mennesker. Men bag de økonomiske tendenser gemmer der sig et politisk problem. Når den herskende klasse og socialdemokratiske politikere i sin tid valgte den keynesianske politiske model, så var det fordi, de var tvunget til det af de eksisterende styrkeforhold mellem klasserne. Den russiske revolution, de stærke arbejderkampe i 1930´erne, aktiviteterne i efterkrigsperioden og i 1960´erne tvang den borgerlige stat til at føre keynesiansk politik.

I dag er styrkeforholdet mellem klasserne ikke til fordel for de folkelige masser, og der ligger ikke noget væsentligt pres for, at der skal gøres politiske indrømmelser eller indgås sociale kompromisser. Tværtimod forstærker den herskende klasse i de europæiske lande sine angreb ved at gennemføre en voldsom nedskæringspolitik, og den politik tvinger man ligeledes sine socialdemokratiske løjtnanter til at føre. Det gør så alle de socialdemokratiske partier lige fra PASOK i Grækenland, til de øvrige socialdemokratiske partier i Sydeuropa og i øvrigt hele den Socialistiske Internationale, hvor man fører en politik, der vedstår statsgælden, respekterer den gyldne regel om ”budgetansvarlighed” og forsvarer arbejdsgivernes interesser. Denne tilpasningspolitik skyldes også, at der en voksende integration af socialdemokratierne ind i de statslige institutioner, og at de øvre lag af socialdemokratierne integreres i miljøet omkring finanskapitalen og de ledende industrifolk. En type som Strauss-Kahn (fransk socialist og tidligere minister), der blev leder af den Internationale Valutafond, er et godt eksempel på den slags mennesker. I sin tid definerede Lenin socialdemokratierne som ”borgerlige arbejderpartier”. Disse partier er i stigende grad blevet mere ”borgerlige” og mindre ”arbejderagtige”. De er historisk forbundet til arbejderbevægelsen, men deres forbindelse med deres vælgere og til det traditionelle social-politiske grundlag for partiet bliver svagere og svagere..

Hvert af partierne har sin særlige historie, og der er afgørende forskelle imellem dem. Således har det tyske socialdemokrati en tættere forbindelse til sin basis, end hvad der er tilfældet i det franske socialistparti. Men generelt set er deres forbindelse med den folkelige bevægelse i stigende grad svækket. Nogle af partierne har massivt mistet medlemmer, som f.eks. i Tyskland i 1990´erne, mens PASOK i Grækenland risikerer fuldstændigt at bryde sammen, eller som i Spanien opleve kriser, der truer partiets eksistens. Disse kvalitative skifts, vil hvis tendensen fortsætter, transformere partierne til ”demokratiske” partier, som det man kender fra USA. Det er en transformation som vi faktisk allerede har set, ganske vist ikke i et socialdemokratisk parti, men hos det italienske kommunistparti, som er blevet et borgerligt centrum-venstre parti.

Transformationsprocessen kan gå lidt langsommere i de tilfælde, hvor man deltager i en regering, og hvor man ønsker at adskille sig fra de øvrige borgerlige partier. I lande hvor arbejderbevægelsens historie holdes i live, og hvor der er et stærkt socialdemokrati, kan partiet kun spille en central rolle i det politiske liv og de forskellige institutioner, for så vidt som det opfører sig traditionelt socialdemokratisk. Derfor holder man fast i historien, selv de socialdemokratiske partier her i begyndelsen af det 21. århundrede ikke længere ligner det man så i de to foregående århundreder.

Muligheder og begrænsninger for den yderste venstrefløj
Denne højredrejning hos Socialdemokratiet har skabt et tomrum for kræfter til venstre. I de seneste måneder er dette rum blevet udfyldt af kræfter som Venstrefronten i Frankrig, Izquierda Unida i Spanien og Syriza i Grækenland. Det er endda lykkedes venstrereformistiske kræfter at hente en væsentlig del af vælgerne tilbage fra den antikapitalistiske eller revolutionære venstrefløj, specielt i Frankrig. Men i virkeligheden er det rum, som bliver udfyldt af ”den yderste venstrefløj”, mere et resultat af en højredrejning i de socialdemokratiske partier og af krisen i det europæiske politiske system, end af en fremgang for massebevægelsen og en politisk radikalisering i samfundet, bortset fra i Grækenland, hvor erfaringerne fra Syriza skiller sig ud. Et fænomen som Beppe Grillo i Italien har også tiltrukket vælgere ikke bare fra den yderste venstrefløj, men fra alle partier. Det tomrum, som udfyldes af Grillo og Syriza kan lappe over hinanden, men Grillos 5-Stjernebevægelse er ikke Syriza, langt fra. I det ene tilfælde har vi en bevægelse med problematiske synspunkter – og her ser vi bort fra forhåbningerne hos de folk, der identificerer sig med Grillo, og som vi må tage alvorligt. I tilfældet Syriza har vi en autentisk bevægelse på den yderste venstrefløj.

I en situation, der er præget af modstand, men også nederlag, vil partier (som de kommunistiske), der har en bedre social forankring og flere positioner i fagbevægelsen eller i parlamentariske institutioner, være mere modstandsdygtige og repræsentere et mere troværdigt alternativ end de antikapitalistiske kræfter (bortset fra Grækenland, hvor KKE, et meget stalinistisk og sekterisk parti, har isoleret sig selv, selv om det fortsat har mange aktivister). Men den vælgermæssige styrke hos disse partier er ikke ledsaget af en organisatorisk og politisk styrkelse, hvilket fører os tilbage til det forværrede styrkeforhold på globalt plan mellem de politiske kræfter.

Men krisen ændrer også forholdet mellem social-liberalisme og de kommunistiske partier. Sidstnævnte er offer for nye modsætninger mellem på den ene side de fælles interesser, der er skabt gennem mange års alliancer mellem socialdemokratiske og kommunistiske ledere, og på den anden side den nedskæringspolitik, der gennemføres eller støttes af de socialdemokratiske partier, som er så brutal, at fælles regeringskoalitioner bliver mere vanskelige. I Spanien har disse modsætninger fået Izquierda Unida til at gå imod nedskæringerne, men samtidig sidder partiet i regering med PSOE i Andalusien. I Italien er det forvirrede eks-kommunistiske Rifondazione gået i opløsning på at blive en del af det Demokratiske Parti, som er et centrum-venstreparti. I Frankrig ser Venstrefronten i den offentlige mening ud til gå imod Hollande, men vrider sig for at undgå at bekende sig klart som en del af venstreoppositionen til regeringens politik… Og det er ingen hemmelighed for nogen, at PCF i det kommende kommunalvalg, i 2014, vil blive delt mellem dem, der vil fortsætte alliancerne med Socialisterne og dem, der vil stå på Venstrefrontens lister. Og disse modsætninger vil ikke forsvinde, uagtet gode valgresultater.

I Frankrig repræsenterer Jean-Luc Mélenchon, inden for spektret af den yderste venstrefløj i Europa, den franske undtagelse, med sin kamp for ”republikken”. På mange områder er han klar og fast i sin modstand mod regeringens politik, men han kombinerer sine referencer til klassekampen med en ”nationalistisk republikanisme”, som føjer sig til en idemæssig og programmatisk forvirring. På det politiske og historiske niveau er hans referencer ikke til kommunardernes republik, som satte den sociale republik over for borgerskabet, men til de republikanere, som sammenkæder, i deres forsvar for republikken, ordene ”nation”, ”republik” og ”stat”. På det strategiske niveau underordner dette begreb ”borgernes revolution” eller ”revolutionen via stemmeboksen” til at respektere den herskende klasses statsinstitutioner. Disse referencer er langt fra kun ideologisk tankespind og er ikke uden politiske konsekvenser. Således genbekræftede han under præsident-valgkampagnen i Cahiers de la revue de la Défense nationale, ”at i den nuværende situation er atomar afskrækkelse det essentielle element i vores beskyttelsesstrategi”. Desuden er det overrasende, at en støtte for økosocialismen forsvarer de franske atombomber.

Men det er især i forhold til et grundlæggende spørgsmål som den franske intervention i Mali, at holdningerne hos Melenchón om staten og Republikken har konsekvenser. Hans forsvar for Republikken får ham til at bekymre sig om, hvorvidt ”franske interesser” er truede eller ej. Selv om han afviser ”enhver neo-kolonial intervention”, tager han i første omgang ”interventionen ”til efterretning”, for derefter at ”ønske de franske tropper sejr i det nordlige Mali”. Hans afvisning af at definere Hollandes politik som en del af fransk imperialisme, forhindrer ham i at kræve et stop for bombningerne og tilbagetrækning af de franske tropper fra Mali.

Igen: Disse forskelle er ikke uden politiske konsekvenser. Afvisningen af at deltage i Hollandes regering, stemmeafgivning i parlamentet mod nedskæringspolitikken og støtten til sociale kampe giver et grundlag for fælles aktion med Venstrefronten. Men partiets tvetydige holdning til Socialistpartiets parlamentariske flertal, afvisningen af at definere sig som en del af venstreoppositionen mod regeringen og de institutionelle bindinger til Socialistpartiet er en bremse på opbygningen af et alternativ. Så meget mere som Venstrefronten for nærværende kontrolleres af PCF og Melenchón, til trods for nogle få oppositionelle stemmer, som er ude af stand til at ændre styrkeforholdet i Fronten.

Det særlige tilfælde med Syriza
Helt anderledes forholder det sig med situationen i Grækenland. Vi kan ikke forstå Syriza uden at starte med den græske krise, som har resulteret I en hidtil uset social ødelæggelse I Europa siden Anden Verdenskrig. Social nedbrydning går hånd i hånd med det politiske sammenbrud for de traditionelle partier, specielt PASOK. Samtidig bliver trojkaens nedskæringsplaner massivt afvist af befolkningen. Grækenland har i den seneste tid oplevet otte én-dages generalstrejker. På den yderste højrefløj, på en racistisk baggrund, har det nazistiske ”Gyldent Daggry” fået et gennembrud. i disse exceptionelle omstændigheder, med en ”global national krise”, er Syriza gået frem til at være venstrefløjens ledende parti: Valgresultatet er gået fra 4,6 til 26,8 procent!

Syriza, som fra starten var en koalition, er blevet omdannet til et parti. Det er et produkt af den græske venstrefløjs historie, krisen i den kommunistiske bevægelse, kommunistpartiets splittelse, Synaspismos, flertalsstrømningen, 1970’ernes eurokommunistiske strømninger og med interne kriser og en venstredrejning, især under pres fra de yngre generationer. Syriza har også arbejdet med i bevægelsen for global retfærdighed. KKE, et meget stalinistisk parti, er bedre organiseret, men står udenfor Syriza. På den sidste kongres i Syriza opstillede venstrefløjen en liste, som fik 25 procent af stemmerne. Selv om flertallet af Synaspismos stadig har reformistiske holdninger, så betyder koalitionens ustabilitet, dens tætte relation til massebevægelsen, evnen til at samle modstanden mod nedskæringer og den revolutionære venstrefløjs placering inden for Syriza – alt dette betyder, at Syriza spiller en radikal rolle, som er meget anderledes end Venstrefronten i Frankrig.

Syrizas grundlæggende styrke og dynamik kommer både fra partiets radikale modstand mod memorandaerne [diktaterne, red] fra Trojkaen (EU, Valutafonden, den Europæiske Centralbank), afvisningen af nedskæringspolitikken og, uanset formuleringer, fra det konkrete forsvar for sociale rettigheder, offentlig service, sletning af den illegitime gæld, nationalisering af bankerne under social kontrol. I denne situation med en akut konfrontation får disse krav en overgangsdynamik. Syriza har stået for en politik med enhedsudspil over for KKE og Antarsya, som har afvist dem. Endelig er partiet i praksis engageret med sektorer, som kæmper. Syriza er et udtryk for bevægesen mod memorandaerne. Partiet har også populariseret forslaget om en venstreregering, der bygger på et anti-nedskæringsprogram, hvis indhold er genstand for diskussion mellem partiets højre- og venstrefløj. Fordi det indtil nu klart handler om ”en venstre-regering”, ”en regering, der bryder med nedskæringerne” og ikke en ”regering for national enhed eller frelse”, sådan som man af og til har hørt det fra ledende medlemmer af Syriza.

Selvfølgelig er intet afgjort. Den sociale opløsning øger dag for dag. Meget står på spil i Syriza i forhold til det pres, der kommer fra EU og de græske kapitalister. Den venstrereformistiske linje, som dominerer i Syriza og også afstanden mellem den vælgermæssige styrke og den organisatoriske svaghed, sætter grænser for evnen til at handle. Fristelsen for højrefløjen i Syriza til at gå efter aftaler med dele af den herskende klasse om et kompromis med EU er reelt til stede. Andre dele af venstrefløjen, uden for Syriza, diskuterer muligheden for et projekt for national genopbygning. Men på nuværende tidspunkt er EU ikke en mulighed: ingen redning uden ”memorandum”! Så stillet over for angrebene fra trojkaen og Samaras-regeringen er der ikke noget andet perspektiv end konfrontation og mobilisering for at vælteregeringen og kæmpe for en ”venstreregering” og med udgangspunkt i en afvisning af nedskæringerne at skabe de første sprækker i et brud med det kapitalistiske system.

Den revolutionære venstrefløj: En svær fornyelse
Inden for rammen af den generelle politiske nedtur for den sociale bevægelse er den revolutionære venstrefløj blevet ramt ekstra hårdt. Det er der utvivlsomt historiske forklaringer på: Man har været for præget af former, indhold og ideer fra det 19. og 20. århundrede og derfor ikke formået i tilstrækkelig grad at tage højde for nye krav i en anden epoke og for nødvendigheden af en grundlæggende fornyelse. Det er åbenlyst, at revolutionære og antikapitalistiske kræfter ikke har formået at udvikle sig fra et niveau, hvor man er en ”organisation” til et niveau som et ”lille folkeligt parti”. Og NPA er ikke det eneste eksempel i Europa eller i verden. Det er også åbenlyst, at organisationer, som i årtier var ”imod strømmen” eller ”i opposition”, har problemer med at blive en del af et reelt samlet alternativ og oplever problemer med at handle politisk.

Disse svagheder gjorde, at NPA ikke i tilstrækkelig grad tog højde for fremkomsten af Venstrefronten og tilpassede sin politiske taktik med en kombination af enhedsforslag og politisk kamp. Så man blev fristet til to fejltagelser: tilpasning, i enhedens navn, til dynamikken i Venstrefronten, og sekterisk propagandisme på det politiske felt. Denne dobbelte fristelse venter andre antikapitalistiske og revolutionære kræfter. En detaljeret status over NPA er ikke emnet for denne artikel, men en genopbygning af den antikapitalistiske venstrefløj indebærer en vej ud af denne dobbelte fristelse. Og denne genopbygning er mulig, selv i lille omfang, fordi der altid er et socialt og politisk grundlag for antikapitalisme.

Dette indebærer en afklaring af tre spørgsmål:

  1. Spørgsmålet om enhed, aktionsenhed mellem alle sociale, faglige og politiske kræfter for at samles I kampen mod nedskæringspolitikken. Dette er afgørende, men det må ledsages af en politisk enhedsfront, hvor man opbygger et politisk alternativ mod nedskæringer og – især – en linje for at opbygge en venstreopposition til social-liberale regeringer. i Frankrig betyder det forslag, kamp og debatter med Venstrefronten.
     
  2. Spørgsmålet om et antikapitalistisk aktionsprogram er også grundlæggende. Hvordan kombinerer man de umiddelbare klassekampskrav, for jobs, forbud mod fyringer (i første omgang for de virksomheder, der giver overskud), løn, forsvar for offentlig velfærd og overgagskrav for et brud med den nyliberale kapitalistiske logik: revision og sletning af gælden, nationalisering af bankerne og oprettelse af en offentlig fælles banktjeneste, nationalisering af nøglesektorer i økonomien under de ansattes kontrol, et brud med den femte Republik og en grundlovgivende proces frem mod et reelt socialt og politisk demokrati, som bygger på social selvforvaltning. Dette program er ikke en forudsætning for at handle. I en situation med en ekstraordinær krise kan grundlæggende krav mod nedskæringer få en overgangsdynamik i retning af et brud med systemet. Ethvert skridt fremad, som fremmer disse krav, må støttes fuldt og helt.
     
  3. Endelig kræver opbygningen af en anti-kapitalistisk kraft, at man fremlægger et politisk perspektiv om en regering, der bygger på de afgørende opgaver mod nedskæringspolitikken og den nyliberale kapitaistiske logik. ”Arbejder-regering”, ”folkelig regering”, ”en regering, der afviser nedskæringer”. Det er eksempler på generelle regeringsparoler. En ”venstre-regering” i Grækenland, fordi den konkrete situation kalder på et konkret svar. Alle disse paroler vender sig mod en politik, hvor man deltager i elelr støtter en regering, der tager ansvar for den kapitalistiske økonomi og de kapitalistiske institutioner. i den nuværende krise er det politisk vigtigt at forklare konturerne af et politisk alternativ til social-liberalismen og vise, at den ikke er uundgåelig.

Den yderste venstrefløjs politiske alliance er forskellige. Det samme gælder vores erfaringer. Venstrefronten er ikek Syriza. Forholdet mellem dynamikken i massebevægelsen og disse alliancer er, ligesom de interne forhold mellem kræfter inden for den ene eller anden koalition er vigtige faktorer, når man skal lægge en politisk taktik. Dynamikken i de sociale kampe og kombinationen af disse med de politiske kriser vil blive afgørende for fremkomsten af nye politiske generationer. Det er op til de revolutionære at lære og blive en del af disse bevægelser.

Francois Sabado er medlem af det Ny Antikapitalistiske Parti (NPA) i Frankrig og af ledelsen i Fjerde Internationale

Opslået i Venstrefløj

single.php