Den lettiske enhedsliste Saskaņas Centrs blev den store vinder i lokalvalget den 1. juni.

 

Saskaņas Centrs (Harmonicentrum) vandt 59 procent af stemmerne i hovedstaden Riga, hvor partiets formand Nils Usakovs er borgmester. Også i resten af landet blev det et godt valg, blandt andet i landets næststørste by, Daugavpils, hvor listen fik 23 procent af stemmerne.

Saskaņas Centrs er en koalition af socialdemokrater og eks-kommunister, som blev dannet i 2005. Partiets to EU-parlamentsmedlemmer har delt sig i hhv. venstrefløjsgruppen GUE/Nordisk Grøn Venstre og den socialdemokratiske gruppe.

Ved det lettiske parlamentsvalg i 2011 blev Saskaņas Centrs det næststørste parti med 28 procent af stemmerne. Partiet har især opbakning fra det store russiske mindretal og går ind for bedre sociale velfærdsordninger og skærpet beskatning af de rigeste. Det er også stærkt kritisk over for Letlands medlemskab af EU og NATO.

EU-Kommissionen konkluderede den 5. juni, at Letland opfylder betingelserne for at indføre euroen efter flere års nedskæringspolitik, der blandt andet har tvunget omkring 10 procent af befolkningen til at søge arbejde i udlandet. Planen er at gå fra den lettiske lat til euro fra 1. januar 2014, i henhold til EU-medlemsskabet som blev godkendt ved en folkeafstemning i 2003.

Men regeringens EU-politik har ikke støtte i befolkningen. En meningsmåling i maj viste, at 62 procent er imod euroen, mens 36 procent er positive. EU-modstandere samler i øjeblikket underskrifter på krav om en folkeafstemning.

Opslået i Østeuropa, Venstrefløj

single.php