Medens valgkampen op til præsidentvalget den 20. maj i Venezuela er undervejs, har USA forstærket sit korstog mod Nicolas Maduros regering.

 

Bag påstande om en “humanitær krise” og et “voksende diktatur” er det Washingtons mål at vælte regeringen med alle til rådighed stående midler. Det er et forsøg på at få bugt med den to årtier lange bolivarianske revolution, som blev påbegyndt af Maduros forgænger, Hugo Chavez.

 

Lige i øjeblikket er hovedmålet at gøre valget illegitimt og stramme de økonomiske sanktioner med henblik på at kvæle Venezuelas økonomi og opildne intern utilfredshed. Imidlertid har adskillige amerikanske embedsmænd – inklusive præsident Donald Trump – offentligt støttet ideen om en militær intervention eller et internt militærkup.

 

Denne kampagne mod Venezuela er blevet ivrigt fremmet af de borgerlige medier. Den giver rigelig plads til lederne af oppositionen på højrefløjen, mens den ignorerer stemmerne fra de sociale bevægelser på gulvet, der kæmper for at klare krisen i Venezuela.

 

For at få disse stemmer frem arrangerede en række solidaritetsgrupper i Australien i marts-april en møderække med Pacha Catalina Guzman, en ledende aktivist i Venezuelas største bondeorganisation ved navn Ezequiel Zamora National Campesino Front (FNCEZ). Guzman er også talsmand for den Revolutionære Strømning Bolivar og Zamora, som arbejder inden for PSUV, Venezuelas Socialistiske Enhedsparti.

 

Under besøget talte Guzman med Federico Fuentes fra Green Left Weekly

 

***

Medierne giver ofte taletid til oppositionen i Venezuela, og ind i mellem til regeringen, men vi hører sjældent fra de sociale bevægelser, især ikke fra de radikale bevægelser på venstrefløjen i Venezuela. Som en repræsentant for en af disse bevægelser, hvordan ser du så på den nuværende økonomiske krise i Venezuela?

 

Sandheden er, at vi ikke bare står overfor en økonomisk blokade, men også en medieblokade. Vi i de sociale bevægelser og de, der støtter regeringen, gør, hvad vi kan for at overvinde denne krise. Situationen i Venezuela er kritisk. Der er mangel på mad og medicin som følge af denne blokade. Vi er imidlertid ikke ved at dø af sult, som det hævdes i medierne.

 

Vi lægger skylden for den økonomiske krise på de økonomiske sanktioner, som USA har påført Venezuela. De er den væsentligste årsag til, at situationen er så vanskelig i landet i dag. Ikke desto mindre håndterer vi denne situation.

 

Hvordan ser du på de tiltag, som regeringen har gennemført for at klare den økonomiske krise?

 

Vi er en organisation, som har arbejdet sammen med staten i implementeringen af en række af dens politiske tiltag. Vi har ved mange tilfælde gentaget, at den økonomiske model, som staten forsøger at opbygge, har opbakning fra vores organisation. Vores organisation har sat sig for ikke bare at støtte, men også at implementere elementer af den statslige  politik i dele af landet – jeg taler her om politiske tiltag vedrørende fødevareproduktion.

 

For os har staten ført en korrekt politik i forsøget på at klare den økonomiske krise, skønt der er visse vanskeligheder og svagheder. Statens politik har hjulpet til at forsætte og styrke den politik, som Chavez implementerede på det økonomiske og sociale område. Så længe det er tilfældet, vil vi fortsætte med at arbejde med staten. Hvis staten ændrede denne position, så ville de finde os i opposition. Men det er ikke tilfældet i dag.

 

Så du er uenig med det synspunkt at den bolivarianske proces har ændret kurs efter Chavez død, eller at i det mindste Maduros regering har flyttet sig bort fra eller brudt med den tidligere Chavez-regerings politik?

 

Vi forstår den kritik, som nogle sektorer har af regeringen. Men medens nogle har beskrevet dele af den statslige politik som nyliberal, så er realiteten, at disse tiltag ikke svarer til storkapitalens eller IMF´s interesser.

 

Den økonomiske politik, som bliver gennemført i Venezuela, søger at løse den økonomiske krise, som landet står overfor. Når det handler om socialpolitik, har der været meget lidt forandring.

 

Hvis vi har kritik, så tror jeg, at vi internt er i stand til at diskutere og løse problemerne. Men vi ser ikke dette som en nyliberal regering eller en regering, der arbejder imod det venezuelanske folks interesser.

 

Kan du fortælle om nogle af de projekter, som jeres organisation arbejder på, og hvordan I arbejder sammen med regeringen?

 

Ved at organisere blandt campesino-befolkningen [bønderne] og inogle lokale byområder, har det været muligt for vores organisation at få midler fra staten til lokale projekter.

 

Vi har været i stand til at bygge huse til familier, reparere veje; ved at hjælpe lokalsamfund til at organisere sig selv, har vi været i stand til at skaffe bønderne ejendomsret til jord på landet. Vi har også været i stand til at få lån, maskiner og udstyr til lokalsamfund på landet.

 

Vi har skabt en mekanisme til levering af fødevarer, der giver os mulighed for at transportere mad fra landet og direkte ind til lokalsamfund i byerne. Dette var et initiativ, vi tog som organisation, og staten har støttet os med for eksempel lastbiler til transporten.

 

Alt det, vi har opnået, har været et resultat af organisering af lokale samfund. Flertallet af vores aktivister bruger deres tid på at tage rundt til lokalsamfund for at se, hvad deres behov er og for at hjælpe dem med at organisere sig selv.

 

Gennem de alliancer og det forhold vi har til visse statsinstitutioner, har vi så været i stand til at arbejde med staten om at opfylde kravene fra disse samfund. Det er derfor, vi fortsætter med at støtte staten, ikke fordi det er en alfaderlig stat, men fordi den reagerer på folks behov. Vi er en autonom organisation, vi er ikke afhængige af staten, men vi støtter staten, når den forholder sig til samfundets behov.

 

I en af Chavez´ sidste taler tog han vigtigheden af kommunerne [kommune – et centralt begreb i den bolivarianske revolutions ideologi og indskrevet i forfatningen. Tænk på selvorganiserede lokalsamfund, Pariserkommunen – ikke danske administrative områder på 100.000 indbyggere, o.a.] op som en form for græsrods-selvstyre. Han sagde: “kommuner eller ingenting”. Hvorledes har processen med at opbygge kommuneråd, kommuner og kommunebyer, som Chavez beskrev som fundamentet for en ny kommunestat, bevæget sig fremad siden Chavez´s død? Er ideen om en stat af kommuner stadig mere en fremtidsvision end virkelighed, eller er der blevet taget konkrete skridt i denne retning?

 

Gennem de sidste fem år har der været en vækst i antallet af kommunebyer; der er nu langt flere end før. Nye kommuneråd forsætter med at dukke op, skønt ikke med den hastighed som vi ville ønske, men der har været en vækst i organiseringen af kommuner.

 

Men jeg tror, at ideen om, at vi om måske 10 år ville kunne have en stat af kommuner er noget, som det vil være meget vanskeligt at opnå. Det er svært på grund af den situation, vi er stillet overfor.

 

I dag, i sammenhæng med den øjeblikkelige krise, giver folk ikke prioritet til folkelig organisering, i stedet bruger de kræfterne på at få opfyldt deres daglige behov. I denne forstand har der været en vis pause i opbygningen af denne stat af kommuner, som fortsætter med at være fremtidsvisionen – en ide om, hvor vi gerne vil hen.

 

Men i øjeblikket er folk optaget af andre ting, og det er virkelig en skam. Forhåbentlig vil vi være i stand til at nå frem til en stat af kommuner, men det vil kun blive muligt, såfremt den nuværende stat fortsætter med at støtte os, for hvis vi udelukkende var afhængige af den folkelige organisering, så ville det desværre ikke være nok.

 

Vi har brug for, at staten bliver inddraget i at opbygge kommunemagt og samtidigt acceptere dens afløsning af samme kommunemagt, fordi det er ideen – at erstatte den eksisterende statsmagt.

 

Nogle ville mene, at den eneste måde at løse de umiddelbare problemer er at uddybe organiseringen af lokalsamfund, men du taler om en vis pause i denne organisering for at lægge vægt på de aktuelle problemer. Ser du dette som et problem eller som noget, der er uundgåeligt i den nuværende situation?

 

Der er en kompliceret situation i Venezuela som følge af blokaden og sanktionerne. Det indebærer, at vores prioritet er, at vi er nødt til at begynde at producere fødevarer, om det så er gennem kommuneråd eller ej. Folk er nødt til at begynde at producere, og spørgsmålet om den form for struktur, hvormed det sker, er blevet skubbet ned på en sekundær plads.

 

Jeg snakker her om, hvad vi som græsrodsorganisationer, kan gøre indenfor landets grænser. Selvfølgelig er de større internationale økonomiske spørgsmål noget, som staten må tage sig af. Disse ting afhænger ikke af os. Men vi kan hjælpe med at løse problemerne med manglen på fødevarer. Tilsvarende med problemerne med mangelen på medicin; det er ikke noget, vi nede ved græsrødderne kan løse.

 

Det, som vi kan se i Venezuela, er, at folk er opslugte af at løse de daglige problemer og søger efter måder, hvorpå de kan mindske krisens indvirkninger på samfundet. Det er dagligdagens virkelighed.

 

Det giver ikke megen mening at tale til folk om at danne et kommuneråd, når de er optaget af at finde ud af, hvordan de skal kunne få noget at spise i morgen. Så at løse problemet med mad har første prioritet: Vi er 30 millioner mennesker, og det betyder, at 30 millioner mennesker har brug for at spise hver dag. Så det er vores førsteprioritet.

 

Det er også en prioritet for staten, men staten har andre prioriteter. Den er nødt til at operere på adskillige fronter, så som at håndtere mangelen på medicin, og hvordan man kan importere de produkter, vi ikke selv kan producere i Venezuela.

 

Hvordan kan den internationale solidaritetsbevægelse hjælpe det venezuelanske folk?

 

Jeg mener, at som det første må den internationale solidaritetsbevægelse hjælpe os med at udbrede sandheden om, hvad der sker i Venezuela. De fleste mennesker udenfor Venezuela forbinder den venezuelanske revolution med fiasko, sult, elendighed og død. Det er endog også tilfældet med ideen om socialisme. Når du hører den nævnt i andre lande, forbinder de den med Venezuela, og de forbinder den med total fiasko. De allierede, vi har internationalt, som kender virkeligheden i Venezuela, bør hjælpe os med at sprede sandheden.

 

Jeg mener, at lige nu begynder den internationale solidaritet med at tale åbent om det, som bliver skjult og tiet ihjel, og at tale om og forsvare det, som vi opbygger i Venezuela.

 

Ud over dette, så ved jeg ikke… hvis gringoerne invaderer Venezuela, så tror jeg nok, at I er nødt til at komme og hjælpe os [ler].

 

Oversat fra Green Left Weekly (Australien) af Peter Kragelund

Opslået i Facebook, Latinamerika, Venezuela

single.php