Peter Nielsen aflyser kampen mod kapitalismen i sin nye bog om det danske velstandssamfund. I stedet angriber Nielsen klassiske venstrefløjsforestillinger – desværre ud fra påstande, der går helt fejl af både den nyliberale og efterkrigstidens kapitalisme.

af Anders Hadberg

Med kapitalismen mod arbejderklassen?
Nielsen præsenterer i sin bog ’Velstandssamfundet’ (Frydenlund, 2011) et projekt, der ret beset må udtrykkes som ”Med kapitalismen mod arbejderklassen”. Til brug for sit projekt fremsætter Nielsen en række temmelig tvivlsomme påstande, der i korte træk kan opsummeres som følger:
1) De økonomiske og ideologiske/kulturelle sider er løsrevet fra hinanden i den ”nye” kapitalisme
2) Kultur er mere afgørende end den økonomiske dimension i den nye kapitalisme
3) Produktion og forbrug er smeltet sammen – og produktionen har ikke længere forrang over forbruget. Forbruget er ”produktivt”
4) Produktionen er gået fra at være materiel til i stigende grad at være immateriel – det samme er politikken. Denne udvikling kan ikke rulles tilbage
5) Magten i den nye kapitalisme er horisontal og ikke hierarkisk organiseret – det samme er modstanden. Det er godt, fordi det er (radikalt) demokratisk.
6) Teorier og begreber om klasser, klassekamp og revolution er forældede og økonomistiske – de hører den gamle kapitalisme til.
7) Venstrefløjen (og især dens slemme eliter) skræmmer den brede befolkning fra sig fordi den taler om solidaritet og klassekamp – ja måske endnu værre: revolution. Eliterne har altså en ‘anden kultur’ end dem, de vil mobilisere, repræsentere mv.
8) Socialdemokratiet var i efterkrigstiden et socialistisk reformprojekt, som kørte af sporet. Den socialdemokratiske reformisme kan ikke genoprettes – partiet er blevet nyliberalt og den arbejderklasse, partiet tidligere talte til, eksisterer ikke længere eller kan ikke aktiveres.

I denne anmeldelse af bogen gengiver jeg Nielsens påstande og argumenterer imod dem. Både på Nielsens egne præmisser og på et klassisk marxistisk. Men inden vi kommer så langt, er det nødvendigt med et kort oprids af Nielsens forklaringsmodel, som han kalder ’velstandssamfundet’.

Velstandssamfundets tre ben
Det mest korrekte billede af den (post)moderne kapitalisme kan ifølge Nielsen tegnes ved at se på udviklingen i den bevidsthedsmæssige og kulturelle logik, der præger det danske velstandssamfund. Tre elementer er centrale her: velstandslogikken, den økonomiske konsensus og markedsdemokratiet.

Velstandslogikken er kapitalismens dominerende rationalitetsform – altså den logik, der gør ting meningsfulde. Den består af tre feticherede bevidsthedsformer: (i) varens fetichkarakter, (ii) pengefetichen, og (iii) kapitalfetich. Alle tre feticherede former af den økonomiske fornuft fastholder mennesket i undertrykkelse, fordi de står i vejen for en reel forståelse af kapitalismens udbytningsrelationer.

Den økonomiske konsensus er den særlige ”neoklassiske” forståelse af økonomi, som dominerer den økonomiske videnskab i dag. Den økonomiske konsensus fungerer som et ideologisk slør, der retfærdiggør kapitalismen som system.

Markedsdemokratiet er det tredje ben i den kulturelle kapitalisme. Som dominerende politisk tendens i de vestlige kapitalistiske samfund i det 20. århundrede er markedsdemokratiets afgørende kendetegn ”at arbejderklassen ikke længere står som noget alternativ til kapitalismen … Arbejderklassen som en modsigelse til kapitalismen går i opløsning, og arbejderne identificerer sig i stigende grad med virksomhederne og kapitalen.” (s. 60).
Og nu til de myter, som Nielsen bygger sin analyse op om.
 

Myte #1: Kapitalismens kulturelle former er afkoblet fra den økonomiske struktur
Det centrale i Nielsens argumentation er, at han ser det kulturelle og økonomiske som to adskilte aspekter i den kapitalistiske virkelighed. De er afkoblede og har intet med hinanden at gøre. På den ene side anerkender Nielsen således, at kapitalisme er udbytning på et strukturelt niveau. Men på den anden side har dette ingen betydning for ”kulturen” i kapitalistiske samfund – kulturen skal forstås meget bredt som bevidsthed og modstand.
Med andre ord: Selvom arbejderklassen bliver udbyttet, vil det ikke afspejle sig i klassens bevidsthed. Kapitalen kan for evigt lulle arbejderklassen i søvn med fladskærme, rejser og mere i løn.

At kultur og økonomi slet intet har med hinanden at gøre, er en idealistisk påstand (dvs. den tager udgangspunkt i tænkte tilstande). For det første medfører opdelingen mellem noget, der er rent kulturelt, en fortænkt opstilling; det samme gælder det økonomiske. Økonomi er sociale magtrelationer, som udspiller sig i menneskers levede liv – og endda i hovedparten af deres liv. Den udbytning og fornedrelse, som foregår på arbejdspladsen, er bestemmende for bevidstheden om egen livssituation og selvopfattelsen. Men i et konfliktforhold, til arbejdsgivere, ledere, kolleger, brugere, kunder osv.
 

Myte #2: Kulturen er mere afgørende end økonomien
Det bliver altså ganske afgørende for Nielsen, at det ”kulturelle” element i kapitalismen bestemmer over det ”økonomiske”. Kapitalismens klassemæssige modsætninger slår ikke igennem som modsætninger på et følelsesmæssigt, kulturelt eller ideologisk plan. Det betyder, at den kultur, som skabes uafhængigt af klassekamp og –modsætninger, bestemmer den politiske udvikling i de kapitalistiske samfund.

Nielsen argumenterer dermed for, at der ikke findes nogen egentlig modkultur, der har rødder i arbejderklassen, under den nye kapitalisme. Alle modkulturer er enten blot forudbestemte kulturelle fetichformer af kapitalistisk fornuft til gavn for kapitalismen i sidste ende – eller også formår kapitalismen alligevel at indoptage modkulturen.

Arbejderklassen er efter Nielsens mening indoptaget i kapitalismen gennem ejerboliger, pensionsopsparinger og aktier – og har sammenfaldende interesser med kapitalistklassen. Arbejderklassen har sammenfaldende interesser med kapitalistklassen – netop fordi det ikke længere får nogen politisk/kulturel betydning, at kapitalismen er baseret på udbytning.
Det følte bliver det virkelige. Og det bliver ikke anderledes.

Påstanden om, at kulturen bestemmer over økonomien, er en fejlslutning, der skyldes at Nielsen generaliserer, dvs. ophæver til generel tendens, de ideologiske træk som kendetegner den nyliberale epoke i kapitalismen. Det, Nielsen fejlfortolker, er, at klassemodsætningerne i kapitalistiske samfund kan ”begrænses” i kortere eller længere tidsrum, svarende til de objektive akkumulationsbetingelser. Det er den nuværende krise eksemplet på.. Fra en periode med enorm optur – en krisefri spekulationskapitalisme – hvor ”alle” fulgte aktiekurser og boligpriser opad i forventningens glæde, så hersker der i dag en helt anden dagsorden. Klassemodsætningen er slået igennem som en afgørende kulturel/ideologisk forskydning, der politisk viser sig som stigende støtte til venstrefløjsalternativet til den borgerlige regering. Det er altså helt andre ”værdimæssige” dagsordner, der dominerer nu end for bare 4 år siden.

Kort sagt er kultur og økonomi ikke afkoblede. Og kulturen ”i sin rene form”, som Nielsen fremstiller det, bestemmer ikke over økonomien eller klassemodsætningen. Tværtom er ”det kulturelle” og ”det økonomiske”uadskillelige sfærer. Nielsen forsøger at gøre 1990’erne og 2000’erne, hvor nyliberalismen triumferede verden over, til den uigenkaldelige udviklingstendens i kapitalismen. Hans påstand svarer til den myte, som keynesianske teknokrater fremførte under klassesamarbejdstraditionens historiske klimaks i 1960erne: nemlig at kriserne i kapitalismen nu var ovre og at alle modsætninger langsomt men sikkert ville blive udvisket. Den myte var lige så lidt holdbar efter udbruddet af den strukturelle krise i 1973, som Nielsens tese efter udbruddet af den strukturelle krise i 2008.
 

Myte #3: Produktion og forbrug er smeltet sammen og produktion har ikke længere forrang over forbrug.
Videre hævder Nielsen, at produktion og forbrug er smeltet sammen i den nye kapitalisme. Brands (dvs. firmaers logoer, slogans osv.) er blevet så indgroet en del af bevidstheden hos den atomiserede arbejderklasse og i dens forbrugerisme, at produktion er blevet en drivkraft på linje med produktionen. Det giver derfor ikke mening at opretholde skellet mellem produktion og forbrug: Det er ligeså produktivt at æde en mars-bar som at fremstille den – forbrugeren skaber lige så meget værdi, som producenten.

Det er klart, at forbruget spiller en central rolle i kapitalismen – uden forbrug, ingen realisering af merværdien og dermed ingen profit. Alle virksomheder jagter markeder, hvor de forsøger at skabe monopoler og udgrænse konkurrenter, så de er sikret afsætning af deres produkter. Innovation inden for markedsføring, der kan øge salget af en virksomheds varer, spiller derfor en strategisk vigtig rolle for virksomheder i dag – og måske mere end for 40 år siden.

Men Nielsens individorienterede forståelse af forbrug og produktion under kapitalismen leder til åbenlyse absurditeter. I sin yderste konsekvens leder hans logik til, at forbruget i sig selv ville kunne drive kapitalismen fremad uden en bagvedliggende produktion. Som den nuværende krise viser, er forbrug – finansieret af massiv gæld – blot en meget kort, eksplosiv og ekstrem modsætningsfuld kapitalistisk vækstmodel. Nielsens fremstilling af kapitalismen er altså jubelliberalisternes selvfortælling fra før krisen brød ud. Den har ingen gang på jorden i dag.

Politisk set leder det ligeledes til en virkelighedsfjern forståelse af magtforholdet mellem forbrugeren og producenten: Forbrugerne leder og producenterne halser efter og forsøger at indoptage de nye trends for at give dem kommercielle formål.
Det er forbrugerne, der har magten i Nielsens virkelighed, mens virksomhederne er henvist til en skyggerolle.
 

Myte #4: Produktionen er blevet immateriel
Nielsen hævder, at produktionen i stigende grad er blevet immateriel. Ganske vidst medgår Nielsen, at industrien stadig eksisterer som en vigtig del af kapitalismen, men kapitalismen er ikke længere kvalitativt domineret af industriproduktionen. I stedet er den immaterielle produktion blevet dominerende.

Den immaterielle produktion er produktion af viden og sociale relationer. Ifølge Nielsen handler stadig flere jobs om at skabe (producere) sociale relationer og interaktion mellem mennesker. I kimform er det nye (”biopolitiske”) arbejde en højere form for frigørelse, hvor interaktions- og relationsarbejderne har evnen til at gøre sig fri af den ellers altdominerende velstandsfetich.

Problemerne med Nielsens påstand (som han arver fra to postmoderne marxister Michael Hardt og Antonio Negri) opstår, når der skal leveres et politisk belæg. Tværnationale arbejdsmarkedsstudier viser ingen tegn på, at der i kapitalistiske samfund er tendens til, at beskæftigelsen findes indenfor sektorer uden tæt tilknytning til den industrielle produktion.

Flere danske postmoderne venstrefløjskritikere hævder, at den relative beskæftigelsesvækst indenfor den tertiære sektor (populært kaldet ”servicesektoren”) siden 1980’erne peger på tendensen til udbredelse af immaterielt arbejde i betydningen beskrevet ovenfor.

Imidlertid er der ikke meget i moderne arbejdsmarkedsstudier, der indikerer, at servicesektor-jobs i dag skulle være placeret indenfor særligt ”kreative” sektorer. Tværtimod er det svært at få øje på de særligt sociale aspekter af at arbejde i McDonalds og andre lignende ”servicevirksomheder”.

Myten om det immaterielle arbejde knytter sig tæt til den fase af kapitalistisk udvikling, som har fundet sted i Vesteuropa og USA siden 1980’erne. Her har en nedgang i investeringerne i industrien samtidig med et relativt fald i industriarbejdspladser pustet til myten om, at kapitalismen ikke længere handler om produktion.
Nielsen forveksler her den uforløste overakkumulationskrise, som har præget Vesten siden 1970’erne, med en generel udviklingstendens i kapitalismen. BRIC landenes (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) stigende betydning for verdensøkonomien må imidlertid siges at modbevise påstanden. Her er det tydeligt, at det (1) er den industrielle produktion og den deraf følgende akkumulation, som er lokomotivet i kapitalismens globalisering, samt at (2) kapitalismens udvikling ikke tager form af en langsom opbremsning og permanent krisetilstand, som Nielsen forestiller sig.

Nielsen abonnerer på en absolutistisk kriseforklaring. Det vil sige en forklaring af kapitalismen, hvor kriserne udspringer af absolutte grænser for væksten. Samme forklaringstype findes hos meget tidlige økonomer som fx Robert Malthus. Han så den absolutte grænse i befolkningstilvæksten. Befolkningen voksede simpelthen for stærkt, og der opstod absolut mangel på fødevarer. Derfor måtte overbefolkningen naturligt lede til (fødevare)kriser, som rensede ud i det ”usunde” og absolutte overskud af mennesker.

Uden naturalismen, men med samme absolutisme, ræsonnerer Nielsen i sin forklaring af den aktuelle krise – men vender Malthus på hovedet: Kapitalismen skaber et underskud af arbejdskraft og naturressourcer til fortsættelsen af kapitalismens vækst. Det er de absolutte barrierer for kapitalismens vækst, der skaber den aktuelle krise (s.257-8).

Nielsen mener, at der er to faktorer, der gør, at forbrugskraften er aftaget og arbejdskraften reduceret. For det første opstår mangel på forbrugskraft, fordi den ”brede befolkning” simpelthen ikke kan forbruge mere luksus (!) – med andre ord en absolut psykologisk barriere for forbruget.

For det andet opstår der en absolut mangel på arbejdskraft, fordi kapitalismen slider flere og flere arbejdere ned, så deres arbejdskraft er uegnet for den kapitalistiske produktion.
Nielsen bruger Danmark som case til at belyse, hvordan arbejdskraftstyrken er reduceret pga. placering af en reserve uden for arbejdsmarkedet, som ikke ville kunne indgå i den kapitalistiske akkumulationsproces, hvis det var nødvendigt:

”Værdien af deres arbejdskraft er mindre end lønnen. Derfor vil private virksomheder ikke ansætte dem … Så manglen på arbejdskraft eksisterer side om side med udstødning af store befolkningsgrupper, der er uinteressante for kapitalismen” (s.260).

Dermed opstår der en absolut mangel på arbejdskraft.

Problemet med absolutismen i Nielsens kriseforklaring er ikke blot, at den har alvorlige empiriske forklaringsproblemer. Den modsiger ligeledes Nielsens grundlæggende antagelse om at ”der er intet udenfor kapitalismen”. Absolutismen bryder altså med den grundlæggende relationisme i Nielsens logik.

De historisk-empiriske problemer med Nielsens absolutisme er flere:
For det første er det tvivlsomt, om ikke den udstødte arbejdskraft kan kastes ud på arbejdsmarkedet til fordel for kapitalisterne. Udstødningen har en dobbelt side, som Nielsen ikke ser. Den ene side, som Nielsen ser, er det kapitalistiske arbejdsmarkeds afvisning af den arbejdskraft, som de udstødte stiller til rådighed. Men den anden side, som Nielsen ikke ser, er, at de udstødte gennem statslig omfordeling stilles sociale ydelser (som trods alt udgør et socialt sikkerhedsnet og friholder de udstødte fra at skulle søge et hvilket som helst job) til rådighed. Omfordelingen er en sikring mod løndumping og mod at blive kastet ud på arbejdsmarkedet.

Dobbeltheden består altså i, at udstødningen i den nuværende arbejdsmarkedsmodel, sker på betingelser, som sikrer at de der fortsat er på arbejdsmarkedet ikke bliver udsat for hårdt lønpres nedefra. Den sidste del er en sikring, som arbejderbevægelsen har opnået gennem lang kamp.

Men det er ingen absolut barriere for at afvikle den sociale sikring og dermed kaste arbejdskraften ud på arbejdsmarkedet, hvorved arbejdsmarkedet vil blive dels fyldt op af billig arbejdskraft, presset på løn og arbejdstid og –forhold vil øges kraftigt. Dermed er forudsætningerne for opfyldningen af arbejdskraftbehovet genskabt.

Og netop derfor er bl.a. efterlønnen så vigtig for både arbejderbevægelsen og kapitalisterne.
Kapitalisterne ønsker at skabe et pres på lønnen for at sænke værdien. Det gør de ved at angribe den ”moralske” værdi, som arbejderne gennem mange år har fået indarbejdet i lønnen. Den moralske værdi er al værdi, der ligger ud over eksistensminimum – det er den, som for Nielsen fremstår for ”luksus”, fordi det er den, der giver os mulighed for at købe fjernsyn, bolig og kaffe på café.
Hvis det lykkes for kapitalisterne at fjerne/sænke den indarbejdede moralske værdi i lønnen til et niveau, hvor lønnen er på niveau med eller lavere end arbejdskraftens brugsværdi for kapitalismen, vil kapitalisterne ansætte arbejdskraften. Det er netop intentionen med den borgerlige regerings efterlønsreform.

For at forstå denne dynamik, må man se kapitalismen som et system, der ”skaber” (eller forsøger at skabe) en arbejdsstyrke, der hvor der er behov for den. Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet er et andet eksempel på, hvordan manglen på arbejdskraft skal forstås som en indre del af kapitalismens udvikling – ikke en ydre, som Nielsen hævder.

Pudsigt nok deler Nielsen synspunkt på arbejdskraftsspørgsmålet med neoklassiske økonomer, der ligeledes betragter arbejdsstyrken som noget, der er givet udefra (”eksogent” givet).

Men arbejdskraftspørgsmålet er i moderne vestlige samfund ikke et absolut spørgsmål. Tværtimod er det et spørgsmål styrkeforhold, dvs. politisk kamp – en kamp, som i sidste ende er klassekamp. Efterlønskampen er da også et bevis på at gamle klasselinjer bliver trukket klart op. Men denne skelnen har som sagt ikke plads i Nielsens forklaring.

Myte #5: Magten i den nye kapitalisme er uden centrum
Et bærende argument i Nielsens videre fremstilling er, at magten er decentreret. Med andre ord har magten ikke noget centrum.. Nationalstaten er – dels pga. globaliseringen dels pga. kapitalismens post-industrielle form – ikke længere magtens centrum. Den er tømt for reelt indhold og magt til at forme samfundet. Magten er ligger derimod i forskellige knudepunkter rundt om i samfundet.

Der er ingen tvivl om at globaliseringsprocessen har medført at langt flere økonomiske og politiske relationer er blevet transnationale og endda globale. Men sætter det nationalstaten udenfor indflydelse? Nej, slet ikke.
Nielsen gør sig til talsmand for et nyliberalt dogme, der siger, at staters rolle i samfundsøkonomien er at tilpasse den til en uafvendelig globalisering. Den tankegang er forfejlet. Integrationen af finansielle markeder verden over og de private finansielle koncerners påvirkning af penge og kapitalbevægelser er ikke nogen naturlov. Nationalstatens rolle og muligheder er forandrede som følge af globaliseringen, men det gør ikke (national)staten til et mindre aktuelt redskab for venstrefløjen i kampen for politisk hegemoni. Nationalstaten har stadig magten over det lokale rum, og har enorm indflydelse på samfundsindretningen både i den offentlige og private sektor.

Ændring af erhvervslovgivning og -støtte, af industri-, konkurrence- og skattepolitik, er eksempler på områder, hvor nationalstaterne i dag sætter dagsorden. Derfor er det stadig af største vigtighed at venstrefløjen også stræber efter at kunne bruge staten som redskab i kampen for socialisme.
 

Myte #6: Teorier og begreber om klasser, klassekamp og revolution er forældede
Nielsen abonnerer på en klassisk tese, nemlig at arbejderklassen ikke længere er eller kan komme til at blive en politisk kraft. Det er forældet teori blandt ”klassiske marxister” at se arbejderklassen som et subjekt, der har et modstandspotentiale overfor kapitalismen som system.
Det, der fik arbejderklassens støtte til socialdemokratiets ”socialistiske” reformprojekt til at smuldre, var fremvæksten af en snigende forbrugerisme, mener Nielsen. Væksten i efterkrigstiden skabte et forbrugssamfund, som underminerede solidariteten og opløste arbejderklassen som politisk vigtig aktør (s.105-6).

Nielsens logik er velkendt. Arbejderklassen er kulturelt degenereret, den har fået sammenfaldende interesser med kapitalisterne – om ikke andet så pga. en uafvendelig udvikling af kapitalens fetichformer. Kapitalismens produktivitetsudvikling og den deraf følgende vækst i forbrugsgoder (ikke i bytteværdi!) har forkrøblet arbejderklassen, hvis politiske bevidsthed er feticheret. Dermed mister arbejderklassen betydning som politisk subjekt – den er ikke progressiv længere.i

At arbejderklassen er fortid som politisk subjekt er blevet fremført i årtier – måske århundreder – og gang på gang blevet modbevist af klassekampens faktiske udvikling. Men det lader Nielsen hånt om; for ham udgør hele det 20.århundrede en lang forfaldshistorie, hvor klassekampen mister sin status som omdrejningspunkt for samfundsforandring.

Nielsen fremlægger ikke selv empirisk belæg for denne påstand. En af grundene til det kan være, at et sådan argument ville kræve, at man accepterede den borgerlige påstand om, at nedgangen i sociale kampe siden 1980’erne netop er ”historiens endeligt”. I virkeligheden forudsætter Nielsens argument, at han accepterer den nyliberale ideologis centrale (a)historiske tese: klassekampen er død, fordi den er umoderne. Dette argument er ”evolutionistisk” for at bruge Curt Sørensens pointe.ii Det betyder med andre ord, at Nielsen læser historien bag fra – fra nu’et og baglæns.

Et eksempel på hvordan hans teori leder til nærmest groteske konklusioner, er hans afskrivning af velfærdsbevægelsen i Danmark som en reminiscens af det 20. århundredes konfliktlinjer, fordi ”de toneangivende politiske aktører hverken kan rumme artikulere eller rumme krav om bedre velfærd som noget andet end større velstand … Det var så det, og så var det 20. århundrede endegyldigt slut – også for dem der troede på videreførelsen af velfærdsstatens værdikampe.” (s. 285-6)

Det fremstår især som sludder, når Nielsens egen referenceramme er den globale arena. Ser man på hvilke kampe, der dominerer Europa i det nye årtusinde er det netop kampe omkring den offentlige sektor, dvs. de kollektive, solidariske ordninger som arbejderklassen har kæmpet for i mere end et århundrede. Den økonomiske krise har ikke reduceret betydningen af velfærdskampen – tværtimod. Pensions-og efterlønskampen er blot seneste skud på stammen, der viderefører velfærdsdagsordenen og -bevægelsen. Velfærdskamp er klassekamp, og den er ikke slut. Tværtimod kan vi se tendenser til, at bevægelsen bliver bredt ud – langsomt men sikkert. Flere grupper, alle med rod i arbejderklassens sociale grupperinger, finder sammen omkring krav til regeringen – den nuværende og den kommende.

Der har ikke været et brud i optrapning af faglig-politisk aktivitet, som Nielsen påstår. Tværtimod går der en ubrudt linje fra velfærdsdemonstrationerne i 2006 over strejker i den private og offentlige sektor til den nuværende konfrontation mellem arbejdsgiverne og regeringen på den ene side og arbejderbevægelsens organisationer på den anden.
Se Michael Voss’ artikel i SI om den intime sammenhæng mellem faglig-politiske mobiliseringer og venstredrejning i perioden 2006-2011.

Myte #7: Venstrefløjen skræmmer den brede befolkning fra sig med sin kulturelle forældelse
Nielsen gør sig endvidere til talsmand for det kor på den danske venstrefløj, der kalder på opgøret med en kulturelite. Ifølge denne teori skyldes nedgangen i tilslutningen til venstrefløjen i den parlamentariske arena, at venstrefløjen har haft en forældet klassekampsretorik. Faktisk blev klassekampsretorikken i virkeligheden overtaget af den yderste højrefløj med succes. På den måde blev klassekampsretorikken ikke bare skræmmende, men også direkte årsag til at arbejderne blev lokket hen i armene på højrefløjen.

Teorien om kultureliten er også en yndet fortælling hos fagbevægelsens top. Fortællingen leder bekvemt til den opfattelse, at det er fagbevægelsens radikale elementer – dem til venstre for socialdemokraterne – der med klassekampsretorikken er skyld i at venstrefløjen mangler opbakning.

Myte #8: Socialdemokratiet var i efterkrigstiden et socialistisk reformprojekt og er i dag et borgerligt parti.
Ifølge Nielsen var ”Socialdemokratiet [i efterkrigstiden] et socialistisk reformprojekt, der tilsigtede, at nedprioritere og til sidst overskride den kapitalistiske velstandslogik gennem større og større fokus på velfærd” (s.102). Men det kørte af sporet, fordi klassesamarbejdet ledte til forbrugerisme, som underminerede arbejderklassens politiske bevidsthed.
Samtidig hævder Nielsen, at den socialdemokratiske reformisme i dag ikke kan genopstå som dominerende parti på venstrefløjen som i efterkrigstiden. Partiet er blevet nyliberalt og den arbejderklasse, partiet tidligere talte til, eksisterer ikke længere eller kan ikke aktiveres.

Nielsen fører intet bevis for, at Socialdemokratiet i efterkrigstiden skulle være et socialistisk reformprojekt, og argumentet fremstår som (og er!) taget ud af den blå luft. Når man ser tilbage på efterkrigstiden, virker den rigtig nok som en progressiv epoke i kapitalismens historie. Men at kalde det socialdemokratiernes fortjeneste bliver en langt sværere empirisk opgave.

Tværtimod kan man se allerede fra 1920’erne se, at Socialdemokratiet – og mere bredt socialdemokratismen – i Danmark tager form som en ideologi, der ikke ønsker opgør med kapitalismen som system, men derimod forsøger at forme kapitalismen, så den tager visse hensyn til arbejderklassen. Midlet hertil er en intens opblødning af grænserne mellem staten og den private kapitalistiske sektor. I den forstand baner krisen i 1930’erne – med den efterfølgende statsfiksering – vejen for nyliberalismens senere intensivering af vekselforholdet mellem staten og ”markedet”. Nielsens argument virker uoverbevisende.

Konsekvensen af Nielsens standpunkt er, at han betragter Socialdemokratiet som nyliberalt. Dvs. uden base i arbejderklassen, uden vilje eller evne til at appellere til klassen. Det betyder ligeledes, at vi heller ikke kan forvente, at det først og fremmest er arbejdere, der stemmer på eller melder sig ind i Socialdemokratiet. Samme karakteristik gives af SF, der ifølge Nielsen ligeledes er et fuldblods nyliberalt parti.

Dette standpunkt har stor betydning for venstrefløjens strategi og taktik. Den logiske konsekvens må være, at venstrefløjen ikke har nogen grund til at søge en taktisk-praktisk alliance med SF og S, hvilket enhedsfronttaktikken ellers tilsiger.

Den logiske konsekvens af Nielsens synspunkt synes således at være enten
a)at venstrefløjen til venstre for S og SF skal føre klassisk reformisme (!) – dvs. den slags politik, som Nielsen tilskriver S og SF i deres socialistiske velmagtsdage, eller
b)sekterisk isolation, hvor samarbejdet med andre end den yderste venstrefløj bliver omdrejningspunktet for handling.

Nielsens skizofreni mellem radikal retorik og klassisk reformisme bliver tydelig, når han på den ene side hævder, at der ingen fremtid er i det politiske system og den kapitalistiske produktionsmåde, men på den anden side hævder, at der ingen alternativer er til hverken det politiske system eller organiseringen af produktionen. iii
Det er en skizofreni, der ligeledes genfindes i hans politiske svar på den økonomiske krise, hvor det mest vidtgående bud var, at markederne skulle ”reguleres, begrænses og i nogle tilfælde helt afvikles”. (Se undertegnedes artikel i SI og Modkraft: ”Enhedslistens udmeldinger under den økonomiske krise”).

i. I øvrigt er det værd at bemærke, at Anders Lundkvist (mangeårigt medlem af SF), der er erklæret reformist, har samme fortolkning af arbejderklassens udvikling – han kalder den imploderet.

ii. Curt Sørensen, Samfundskrise, demokratikrise og højrepopulisme, i A. Jessen (red.2009) ”Stuerent?”, Frydenlund.

iii. Se den slående lighed i Bashir Abu-Manehs fremragende karakteristisk af Hardt & Negri’s politiske strategi i ”Imperiet”, i Monthly Review: http://www.monthlyreview.org/0604abumanneh.htm.
 

Peter Nielsen:
Velstandssamfundet
Forlaget Frydenlund
315 sider
Pris: 269 kr

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com