Velfærdsteknologien er under hastig udvikling. Det betyder nye muligheder, men også store udfordringer – og faldgruber – for kvaliteten i servicetilbuddet på især social- og sundhedsområdet.

 

Hvordan bruger vi teknologien bedst, og hvordan sikrer vi, at arbejderklassen ikke bliver taberen? Det er venstrefløjens vigtigste spørgsmål.

Vasketoiletter, spiserobotter, hjælp til løft og bedre brug af hjælpemidler. Det er fire konkrete eksempler på områder, inden for hvilke Kommunernes Landsforening – sammen med regeringen – ønsker at spare på de offentlige udgifter via ny teknologi, fremgår det af aftalen om kommunernes økonomi for 2014. [1]

Den konkrete udmøntning vil følge af en generel strategi for digital velfærd [2] og vil sandsynligvis ske inden for rammerne af et fælleskommunalt program for velfærdsteknologi, der forventes at blive publiceret af KL inden udgangen af 2014.

Allerede i Moderniseringsaftalen, som blev indgået i forbindelse med aftalen om kommunernes økonomi for 2013, forpligtede kommunerne sig til at finde 750 mio. i perioden 2013-2014 [3]. Af aftalen for 2014 fremgår det, at velfærdsteknologi skulle udgøre en væsentlig del af denne besparelse i 2014. Det tilvejebragte provenu fra Moderniseringsaftalen var kommunerne frit stillede til at benytte til borgernær velfærd. I aftalen for 2014 er der dog ingen hensigtserklæring om, hvordan et provenu skal håndteres.

Med aftalen om kommunernes økonomi for 2014 intensiveres arbejdet med at udbrede velfærdsteknologi på social- og sundhedsområdet. Effektiviseringspotentialet vurderes stort, og med en strategi og et program for velfærdsteknologi i hånden, vil KL, Danske Regioner og regeringen i forbindelse med forhandlingerne om kommunernes og regionernes økonomi for 2015 sætte konkrete mål for besparelserne ved en indfasning af forskellige velfærdsteknologiske løsninger i det regionale og kommunale servicetilbud.

Venstrefløjens dilemma
Udviklingen rejser mange spørgsmål, for der kan bestemt være faldgruber, når man erstatter menneskelig arbejdskraft med mekanik. Det kræver en kritisk gennemgang af konsekvenserne hos dem, der bliver berørt, dvs. brugerne og medarbejderne.

Der er ikke umiddelbart nogle argumenter for, at velfærdsteknologi i sig selv skulle være godt eller skidt. De to spørgsmål, der synes mest relevante at behandle, er for det første, hvad denne teknologi er redskab for, og for det andet, hvordan en besparelse ved en mekanisering af dele af servicetilbuddet vil blive brugt.

Ideen om teknologi, der giver mere selvstændighed og værdighed hos brugerne og erstatter hårdt manuelt arbejde til gavn for medarbejderne, er en udmærket vision. På den anden side kan vi frygte, at der med de nuværende politiske styrkeforhold, bliver skabt en glidebane, hvor kravet om at tilgodese menneskelige behov underordnes kravet om implementering af teknologi (for teknologiens skyld) og forløsning af effektiviseringspotentiale (alene for besparelsens skyld).

Dernæst er der spørgsmålet, hvordan provenuet i praksis vil blive brugt. Og der er ikke tale om småpenge. Ifølge Finansministeriet vil indfasning af velfærdsteknologi alene på de fire områder vasketoiletter, spiserobotter, hjælp til løft og bedre brug af hjælpemidler kunne tilvejebringe 0,5 mia. kr. Overgår midlerne til borgernær velfærd, er det godt, især i disse tider, hvor kvaliteten i den sociale velfærd halter, men en garanti for, at pengene bliver benyttet således bliver det vanskeligt at få. Under denne regering, og måske i endnu højere grad ved en ny borgerlig regering må venstrefløjen forberede sig på, at diverse effektiviseringer i det offentlige sandsynligvis vil blive syltet væk i skattelettelser og godbidder til erhvervslivet.

Det rejser et dilemma for venstrefløjen. Skal vi støtte en udvikling af en teknologi, vel vidende at den sandsynligvis vil blive brugt med de forkerte motiver og vil blive underordnet mål for besparelser frem for et bruger- og medarbejderbehov? Og hvad så, når vi samtidig kan forvente, at effektiviseringer vil blive brugt til formål, der ikke gavner arbejderklassen som sådan?

Valget for venstrefløjen er, ”om” vi skal modarbejde ideen om implementeringen af velfærdsteknologi, eller om vi skal gå ind i en kamp om, ”hvordan” den skal bruges. Selv om det er nærliggende at sige fra over for velfærdsteknologi, vel vidende hvad den vil blive et redskab for, så er bekæmpelse af teknologi, der ikke i sig selv er et problem, op ad bakke. Kampen står i højere grad om, hvordan teknologien skal anvendes.

Venstrefløjen må i dialog med de offentlige fagforeninger, der organiserer medarbejdere i social- og sundhedsfagene, såvel som interesseorganisationer, der repræsenterer brugerne, for at få afdækket de faldgruber og behov, der er. Derefter må man spille offensivt ud med principper for, hvordan velfærdsteknologi skal anvendes og hvordan evt. besparelser kan anvendes.

Principperne kan være genstand for:
• forhandlinger i overenskomsterne på det offentlige område
• programmer til valgkampe
• det parlamentariske arbejde og
• vigtigst af alt i det daglige arbejde i bruger- og medarbejderorganiseringer, der står vagt om menneskers behov.

Arbejdet bør igangsættes snarest, hvis venstrefløjen skal nå at sætte sit præg på denne dagsorden såvel som påvirke det fælleskommunale program, inden det færdiggøres; og lige så vigtigt påvirke aftalen om kommunernes økonomi for 2015.

Noter:

[1] Aftale om kommunernes økonomi for 2014, 13. juni 2013

[2] Strategi for digital velfærd (2013-2020), af Regeringen, Danske Regioner og KL, september 2013

[3] Aftale om kommunernes økonomi for 2013, af juni 2012

Opslået i Sundhed

single.php