Vedtaget af SAP’s 23. kongres, 2. december 2006

 

Hent hele teksten som pdf-fil her!

I. Et glimt af mulighederne
II. En politisk bevægelse
III. Fra opsparet utilfredshed til aktiv modstand
IV. Socialdemokraterne: Først tøvende medspiller, derefter modspiller
V. Ungdommen og velfærdsbevægelsen
VI. Bevægelsens afgørende svaghed
VII. Venstrefløjens rolle og udviklingen af bevægelsen
VIII. ”Ingen forringelser” er ikke altid nok
IX. Bevægelsens resultater
X. Perspektiver og opgaver for venstrefløjen

I. Et glimt af mulighederne

For første gang i VK-regeringens levetid har vi oplevet en folkelig mobilisering, som både har opnået konkrete delresultater, bragt regeringen i defensiven og hæmmet regeringens og kommunalbestyrelsernes fremtidige muligheder for at gennemføre sociale nedskæringer, liberaliseringer og privatiseringer.

Fra forberedelserne til 17. maj-demonstrationerne og til afslutningen af de kommunale strejker og blokader umiddelbart efter 3. oktober oplevede vi ikke alene en stribe udenomsparlamentariske aktiviteter, men også nogle steder og i visse faser en demokratisk organiseret basismobilisering.

Aktiviteterne i denne periode udgjorde en sammenhængende velfærdsbevægelse i den betydning:

at velfærden i form af kollektive velfærdsordninger, leveret af det offentlige, var det fælles tema

at de udsprang af og var mulige på grund af den samme opsparede utilfredshed med forholdene under VK-regeringen i store dele af befolkningen

at 17. maj demonstrationerne var med til at opbygge en pro-velfærds- og pro-aktivitets-stemning, som var med til at gøre de kommunale aktioner bredt populære

at aktionerne gensidigt inspirerede og opmuntrede hinanden (17. maj demoer/kommunale aktioner/3. oktober demoer)

På den anden side kan man sige, at det ikke var en sammenhængende bevægelse, fordi det ikke var de samme organiseringer, som bar hele forløbet igennem. Og i nogle byer var det til en vis grad forskellige mennesker, som demonstrerede 17. maj, og som deltog i strejker, blokader og demoer omkring de kommunale nedskæringer.

Selv om aktiviteterne enkelte steder (særligt Århus) stadig fortsætter på et lidt mindre synligt niveau, og selv om vi langt fra kan udelukke en ny aktivering af bevægelsen, er det et passende tidspunkt at gøre status over et forløb, som i det små viste os, hvilket muligheder der eksisterer for folkelige mobiliseringer, hvilke betingelser kommende mobiliseringer vil udvikle sig under, og hvilke opgaver revolutionære har i disse mobiliseringer.

 

II. En politisk bevægelse

Fra første færd – opvarmningen til 17. maj – var der tale omen åbenlyst politisk protest. Konkret vendte den sig mod regeringens forslag til velfærdsreform. Men bevægelsens reelle politiske indhold var en protest mod mere end fem års angreb på den sociale velfærd og gentagne forsøg på at undergrave kollektive, solidariske ordninger med individuelle, private forsikringslignende systemer.

17. maj-demonstrationerne var først og fremmest et aktivt og bevidst forsøg på at forhindre regeringen i at gennemføre en ny runde af dens gradvise etablering af Anders Fogh Rasmussens minimalstat i Danmark. Samtidig var det for dele af bevægelsen en advarsel til Socialdemokraterne mod at indgå forlig og hjælpe regeringen med dens projekt.

De kommunale strejker og blokader rettede sig først og fremmest mod en ny etape af udsultningen af daginstitutionerne. Men den massive folkelige sympati med strejkerne kan kun forstås som et udtryk for det samme generelle forsvar for de sociale velfærdsordninger.

Denne politiske ”nationalisering” af de kommunale kampe blev afgørende styrket af, at det var åbenlyst for alle, at regeringen dikterede nedskæringer i kommunerne, og at regeringen kunne have uddelt flere penge til kommunerne, hvis den ville. For første gang i umindelige tider blev kommunale kampe mod nedskæringer ikke fanget i den falske modsætning: hvor skal vi skære ned i stedet for, eller hvor meget skal vi så hæve de kommunale skatter?

Endnu engang fik vi demonstreret, at selv om partierne bag den liberalistiske udgave af kapitalismen gang på gang får flertal ved valg, er der ikke i den danske befolkning og slet ikke i arbejderklassen en opbakning til disse partiers reelle mål.

Samtidig må vi også fastslå, at dette ikke er udtryk for en bredt funderet klassebevidsthed, dvs. bevidsthed om arbejderklassens fælles interesser i modsætning til arbejdsgiverne og andre dele af overklassen. Og der er slet ikke tale om en revolutionær bevidsthed i nogen del af arbejderklassen overhovedet.

Det flertal blandt arbejderklassen, de marginaliserede lag uden for arbejdsmarkedet og de uddannelsessøgende, som er modstandere af regeringen, er overbeviste om, at deres krav kan opfyldes uden at rokke ved kapitalismen som system.

Naturligvis kan en konkret nedskæring på daginstitutionerne i en kommune undgås, uden at kapitalismen bryder sammen. Men den liberalistiske kurs er ikke et frit og tilfældigt valg for kapitalismens adminstratorer.

Der foregår en faktisk klassekamp om fordelingen af samfundets værdier mellem løn og profit. Uanset at stat og kommuner udgør en borgerlig statsmagt, så omfordeler den en del af samfundsværdierne til arbejderklassen og andre samfundsgrupper via overførselsindkomsterne. Og for kapitalejerne er de beløb, som staten anvender et fradrag i profitten, som de forsøger at begrænse. Det er baggrunden for Claus Hjort Frederiksens to år gamle udtalelse om, at regeringens strategiske mål er at få ”den private sektors” andel af bruttonationalproduktet til at vokse på bekostning af det offentliges

Nyliberalismen – også i Foghs lettere kamouflerede version – er den politik, der bedst tjener systemet, og de ønsker og forventninger, som velfærdsbevægelsen var udtryk for, kan ikke opfyldes permanent af kapitalismen i det 21. århundrede.

Det er i denne grundlæggende modsætning, at vores muligheder for at udvikle mobiliseringer, organisering og politisk bevidsthed ligger.

 

III. Fra opsparet utilfredshed til aktiv modstand.

Det største enkeltstående resultat af denne velfærdsbevægelse er, at den genoplivede ideen om folkelig udenomsparlamentarisk mobilisering, hvor almindelige mennesker selv handler i fællesskab for at sætte magt bag deres ønsker. Det var første gang siden påskestrejkerne 1985, at vi oplevede det – selv om der har været enkeltstående, men mindre politiske demonstrationer i mellemtiden.

Første del af forløbet, demonstrationerne den 17. maj, omfattede omkring 100.000 mennesker. Men hvad der er lige så vigtigt som antallet, er tilstedeværelsen af både unge uddannelsessøgende, voksne arbejdere og andre lønmodtagere og pensionister og andre uden for arbejdsmarkedet.

Demonstrationerne var blevet forberedt med en intensiv medieindsats og et vist gadearbejde fra fagforeninger og arbejderpartierne (SD, SF, Ehl.), men kun i begrænset omfang gennem organiseret mobilisering på arbejdspladser, uddannelsessteder og i lokalområder. Der var dog positive undtagelser, ikke mindst på gymnasierne og de tekniske skoler. Først og fremmest var det et initiativ ”oppefra”, som efterfølgende fik en utrolig positiv respons.

Denne svaghed i den forberedende mobilisering betød også, at deltagerne kun i meget begrænset omfang mødte frem som kollektiver. Der var tale om en individuel masseprotest, og den blev ikke fulgt op af kollektive diskussioner, erfaringsopsamlinger og beslutninger om videre aktivitet. Af samme grund udviklede der sig ikke nogen egentlig selvstændig ledelse for bevægelsen.

Det var igen medvirkende til, at bevægelsen blev afbrudt efter 17. maj.

På overfladen kunne det se ud som om, at de kommunale strejker og blokader mod nedskæringer på daginstitutionerne opstod uafhængigt af 17. maj-demonstrationerne.

Men ikke alene var det den samme opsparede utilfredshed, som kom til udtryk på en anden måde. Bevægelsen omkring 17. maj havde lagt grunden for de kommunale kampe: den havde givet ansatte og forældre tiltro til, at der ville være opbakning til aktionerne, og den havde synliggjort muligheden for udenomsparlamentarisk aktion..

De kommunale aktioner var i modsætning til 17. maj kollektiv handling, og de udviklede nye fællesskaber blandt de ansatte og blandt forældrene.

De relevante faglige organisationer mange steder spillede en positiv rolle både før og under aktionerne, og i nogle kommuner – ikke mindst i Århus – spillede Enhedslisten en positiv rolle i arbejdet med at forberede protesterne.

Men i modsætning til det ”topstyrede” 17. maj havde de kommunale kampe et stort spontant element. Ofte kom initiativet fra ansatte og forældre på de enkelte institutioner, og undervejs udviklede der sig en omfattende demokratisk basisorganisering med stor vægt på at inddrage og aktivere de ansatte og forældrene. Selv de steder, hvor de faglige organisationer var mest positive, var deres aktive medvirken hæmmet af det fagretslige system og truslen om boder. Langt de fleste faglige ledere ønskede ikke at bryde med det fagretslige system, og resten vurderede – korrekt – at de ikke havde styrken til at gøre det i denne situation.

Politisk var de kommunale kampe fra starten centraliserede i krav til regeringen, men organisatorisk blev de aldrig koordineret. 3. oktober, som i forvejen var udråbt til aktionsdagen mod regeringens velfærdspolitik, blev et første, men også enkeltstående skridt til at samle kampen. Dagen blev den mest omfattende strejkedag, og de kommunale nedskæringer blev demonstrationernes centrale tema.

Bortset fra i Århus var demonstrationerne den 3. oktober mindre end 17. maj. Bevægelsens frontløbere fra Århus var udmattede efter tre uger, og i de fleste kommuner blev budgetterne vedtaget omkring dette tidspunkt.

Alt i alt betød det, at bevægelsen i det meste af landet døde ud i perioden efter. Dog fortsætter aktionerne i Århus, på lavere blus, mindre synligt, men stadig med stor deltagelse og basisdemokratisk organisering.

Det lykkedes aldrig at samle repræsentanter fra de aktionerende med henblik på at koordinere og udvikle en fælles ledelse af bevægelsen. Men rundt om i kommunerne er der etableret fællesskaber og organiseringer og ikke mindst indhøstet mange aktionserfaringer, som vil kunne være et uvurderligt grundlag for kommende mobiliseringer.

 

IV. Socialdemokraterne: Først tøvende medspiller, derefter modspiller

Fagbevægelsen spillede en betydelig rolle i bevægelsen. Som de centrale indkaldere til demonstrationerne den 17. maj var de afgørende for det store fremmøde, selv om de ikke brugte fagforeninger og tillidsrepræsentanter til en organiseret mobilisering. Med baggrundsmaterialer, annoncer og løbeseddeluddeling var BUPL, FOA og 3F med til at skabe grundlaget for de kommunale aktioner og for opbakningen til dem uden for de aktionerendes kreds. I nogle byer var fagforeningerne også indirekte involveret i aktionerne, mere BUPL end FOA.

I glimt kunne man her se, at fagbevægelsen vil være afgørende for enhver politisk mobilisering i Danmark. Men de positive muligheder blev afgørende hæmmet af fagbevægelsens personmæssige og politiske binding til Socialdemokraterne.

Via sin indflydelse i fagbevægelsen og som det store oppositionsparti var Socialdemokraterne en del af bevægelsen på en måde, der tydeliggjorde, hvordan partiet på afgørende vis adskiller sig fra et andet oppositionsparti, De Radikale, og fra et andet parti, der får mange arbejderstemmer, Dansk Folkeparti. Trods et århundredes medvirken til at administrere kapitalismen, trods bindingen til parlamentarisk arbejde og modvilje mod selvstændige aktiviteter og trods en stadig mere åben tilslutning til den nyliberale dagsorden fra partiledelsens side, er Socialdemokraterne stadig et arbejderparti i betydningen en integreret del af arbejderklassens organisation, fagbevægelsen, og i betydningen et afgørende element i folkelige mobiliseringer.

Da utilfredsheden i befolkningen blev tilstrækkelig stor, og da andre tog initiativ til at indkalde til demonstration, følte de socialdemokratiske ledere i partiet og i fagbevægelsen deres eget bagland ånde dem tungt i nakken. De frygtede at blive overhalet af andre politiske kræfter, og de så muligheden for at styrke sig selv i forhold til regeringen. Derfor deltog de i demonstrationerne den 17. maj, først enkelte faglige ledere, så næsten alle og til sidste partitoppen.

Omvendt var det åbenlyst, at fagbevægelsens ledere og Socialdemokraterne har en legitimitet og en autoritet i arbejderklassen. At de lagde navn til demonstrationerne var en afgørende betingelse for, at de blev kvalitativt større end tidligere anti-regeringsdemonstrationer, som reelt kun var indkaldt af venstrefløjen og nogle uddannelsesorganisationer.

Da de trak sig tilbage, fordi Helle Thorning-Schmidt havde indgået forlig med regeringen, var det igen en afgørende årsag til, at bevægelsen midlertidigt gik død.

Under de kommunale strejker blev det tydeligt, hvordan de øvre lag i partiet er opdelt efter deres placering i statsapparatet og i fagbevægelsen.

De fleste kommunale socialdemokrater deltog i nedskæringsbudgetter på traditionel vis og afviste en genforhandling af aftalen om årets budgetter med regeringen, mens folketingsgruppen, hvis største behov er at markere sig over for regeringen, opfordrede til genforhandling.

De offentligt ansattes faglige ledere var positive over for bevægelsen – uden dog åbenlyst at bakke op – mens lederen i de privates faglige organisationer nærmest var uinteresserede, fordi de ikke var under tilstrækkeligt pres nedefra.

I dette forløb har partiet været i stand til at manøvrere mellem folkelig mobilisering og utilfredshed på den ene side og kapitalistisk ansvarlighed og forligsiver på den anden side. Og samlet set har de vundet på en bevægelse, de i flere faser modarbejdede. Det kan man se i partiets store fremgang i meningsmålinger.

Det bekræfter tidligere erfaringer: Den første politiske reaktion efter en mobilisering og bevægelse vil ofte være, at det største arbejderparti vokser uanset og ofte på trods af dets faktiske handlinger i bevægelsen og på trods af, at dets politiske program ikke vil opfylde bevægelsens krav.

Men Socialdemokraterne leger med ilden ved at medvirke til folkelige mobilisering. Næste gang er det ikke sikkert, at de kan få tilstrækkelig store indrømmelser fra regeringen (som i velfærdsforliget) til at overbevise den utilfredse del af arbejderklassen om, at der ikke skal kæmpes videre. Eller de vil – i en ny regering – få svært ved at opnå deres ønske om vækst på kapitalens betingelser uden at skuffe og støde deres bagland fra sig.

Derfor vil der – hvis mobiliseringen genoptages – kunne opstå brud og splittelser i den samlede socialdemokratiske bevægelse:

  • Tillidsfolk og lavere dele af det faglige apparat mod forbundslederne
  • Enkelte forbundsledere mod resten af forbundslederne
  • I enkelte tilfælde større dele af det faglige apparat mod partiledelsen
  • Mindre dele af partimedlemmerne mod partiledelsen
  • Utilfredse fagforeningsmedlemmer begynder at lytte til og følge venstrefløjen i fagbevægelsen
  • Utilfredse vælgere, der dropper støtten til partiet

Men selve partiet er så fastlåst i den social-liberale tankegang, og partiorganisationen er så tømt for reel debat og liv, at store brud i partiet er usandsynligt, og grundlæggende skal der meget større bevægelser og vigtige kamperfaringer til, før partiet mister sin rolle som den stærkeste politiske kraft i arbejderbevægelsen.

 

V. Ungdommen og velfærdsbevægelsen

I årene op til 17. maj har det først og fremmest været ungdommen, der via uddannelsesorganisationerne med mellemrum har aktioneret med undervisningsboykotter, skolebesættelser og demonstrationer. Det har sat sit præg på nogle af uddannelsesorganisationerne og var en del af baggrunden for, at lederne af nogle af uddannelsesorganisationerne sammen med arbejderpartiernes ungdomsorganisationer etablerede Genstart Danmark, som igen tog initiativ til at organisere 17. maj-demonstrationerne sammen med fagbevægelsen.

Det var også Genstart Danmark, der holdt fast i mobiliseringsperspektivet, da de socialdemokratiske faglige ledere bremsede op, og de sikrede, at 3. oktober blev en demonstrationsdag.

Ungdommens rolle i forløbet afspejler en vis ungdomsradikalisering i perioden op til, og i løbet af dette halve år har vi for første gang i mange år har set aktiviteterne brede sig til de tekniske skoler.

I snart to årtier har der kørt en ideologisk kampagne, som skulle fastslå, at unge er individualister, der afskyr fælles holdninger og kollektiv handling, – og der har været en kerne af sandhed i det. Med disse års ungdomsradikaliseringer og unges deltagelse i mobiliseringerne har vi oplevet den første betydelige reaktion mod denne tendens.

Men de mange år, hvor det selv blandt unge ofte kun er mindre grupper af venstreorienterede aktivister, der har villet aktioneret, kan mærkes blandt de unge, der har deres erfaringer fra denne periode. Her er en tendens blandt nogle til at ”flygte” fra det slidsomme arbejde med at mobilisere deres medstuderende på de enkelte uddannelsessteder og i stedet fokusere på opsigtsvækkende stunts, som skal bringe dem selv, deres organisationer og deres krav i medierne. I sig selv kan den slags aktiviteter sagtens spille en positiv rolle op til store mobiliseringer. Problemet opstår, hvis det erstatter mobiliserings- og organiseringsarbejdet i basis.

Under alle omstændigheder er grunden lagt for udviklingen af et nyt bredt lag med forskellige former for venstreorienterede holdninger og med erfaringer i kollektiv aktion. Det er her, vi vil finde lederne af de kommende års mobiliseringer, og det er her, at SUF og Enhedslisten kan og skal opbygge sig.

 

VI. Bevægelsens afgørende svaghed

Som et resultat af mange års pause i faglige og politiske mobiliseringer eksisterede der intet lag af aktivister og tillidsrepræsentanter, som kunne organisere og videreføre bevægelsen skridt for skridt.

Venstrefløjen er ikke til stede på organiseret vis på arbejdspladserne, og størstedelen af de fagligt aktive venstrefløjsfolk er enten ansatte eller valgte og tilbringer hverdagen på fagforeningskontorer, i påtvungen isolation fra medlemmerne i hverdagen.

Initiativerne var overladt til fagbureaukraterne, enkelte fagforeningsfolk med venstrefløjsbaggrund, en mindre gruppe af unge med erfaringer fra uddannelsesmobiliseringer og enkeltpersoner, som spontant påtog sig af organisere og lede.

I forløbet fra 17. maj til 3. oktober betød det bl.a.:

  • at der ikke blev organiseret på arbejdspladserne op til 17. maj
  • at der ikke var nogen samlet deltagelse fra arbejdspladserne den 17. maj
  • at der ikke var nogen kollektiv opsamling på arbejdspladserne efter den 17. maj
  • at der ikke var nogen organiseret kraft, der kunne tage de nødvendige initiativer med den nødvendige autoritet, da de socialdemokratiske ledere trak sig fra bevægelsen efter det politiske forlig. at der ikke var nogen, som var parate til at iværksætte støttearbejde for de strejkende kommunalt ansatte (fra udbredelse af deres budskab og indsamling af penge til støttestrejker og udvidelse af kampen).
  • at der ikke blev taget initiativ til landskoordinering fra de aktionerende i kommunerne.

 

VII. Venstrefløjens rolle og udviklingen af bevægelsen

For venstrefløjen var forberedelserne af 17. maj i første omgang blot endnu et af mange forsøg på at skabe en mobilisering mod regeringen. Først undervejs gik det op for os, at der var muligheder for en stærk manifestation.

Efter mange år uden betydelige politiske protester, ingen politiske strejker og ingen aktiv basis på arbejdspladserne og i fagbevægelsen var store demonstrationer på et klart grundlag det optimale resultat.

Enhedslisten var via fagligt aktive og aktive i uddannelsesorganisationerne medvirkende til, at initiativet blev taget. Disse kræfter gjorde en stor indsats bag kulisserne for at få forbundslederne til at være medarrangører. Prisen var, at demonstrationsgrundlaget kun rettede sig mod de dele af velfærdspolitikken, som Socialdemokraterne også var imod, men undlod at tage afstand fra f.eks. alle efterlønsforringelser. Det var en korrekt vurdering og en korrekt enhedstaktik i en situation, hvor der kun var et indirekte pres nedefra på de socialdemokratiske ledere, og hvor disses deltagelse var forudsætningen for en stærk mobilisering. Resultatet viste sig den 17. maj.

Trods det store fremmøde var der ingen reelle muligheder for at forlænge bevægelsen umiddelbart efter den 17. maj – på grund af demonstrationernes karakter af ”individuelle masseprotester”, venstrefløjens manglende styrke og Socialdemokraternes modvilje. I stedet begyndte Enhedslisten at forberede nye protester i forbindelse med Folketingets åbning. SAP foreslog en aktionsuge med strejker på dette tidspunkt. Dette havde været et realistisk perspektiv, hvis regeringen havde gennemført det meste af sit udspil alene på DF-stemmer.

Da der blev indgået et forlig, som fjernede nogle af elementerne fra det oprindelige udspil, og som Socialdemokraterne var med i, forsvandt ethvert reelt grundlag for at aktionere. Det viste sig tydeligt i de meget, meget små aktioner, der fandt sted dagen efter. Enhedslisten fastholdt perspektivet om protester den 3. oktober og pegede på nødvendigheden af at fokusere på kampen om de kommunale budgetter. SAP fastholdt tanken om en aktionsuge, men på et lavere ambitionsniveau end før forliget.

I perioden fra omkring 17. maj begyndte nogle kræfter på venstrefløjen at kritisere Enhedslisten (og dermed indirekte SAP) for ikke at foreslå politiske strejker, nogle oven i købet generalstrejke. Disse forslag var fuldkommen løsrevne fra den faktiske situation. De havde ingen chance for at vinde opbakning og dermed for at udvikle kampene og kunne i bedste fald kun tjene til at få forslagsstillerne til at fremstå som særligt revolutionære og kampvillige.

Centralt fra opfordrede Enhedslisten (og SAP) til mobiliseringer mod kommunale nedskæringer, og nogle afdelinger arbejdede med det, herunder Århus. Støtten til de aktionerende og opfordringer til at udvide med flere arbejdspladser og kommuner var entydig. Venstrefløjen og andre opfordrede til at gøre 3. oktober til en fælles aktionsdag mod kommunale nedskæringer og statslige velfærdsforringelser. På baggrund af de stadig flere daginstitutionsstrejker udsendte først SAP og siden Enhedslisten i ugen op til 3. oktober opfordringer til at gøre dagen til en egentlig strejkedag med støttestrejker på private arbejdspladser. Anden form for centralisering formulerede Enhedslisten ikke, men SAP pegede på behovet for at samle repræsentanter for de strejkende og gjorde et enkelt forsøg på at virkeliggøre det.

Politisk fastholdt Enhedslisten på forbilledlig vis kritikken af Socialdemokraterne samt Enhedslistens eget politiske svar på problemerne, samtidig med at vi indgik i et enhedsarbejde med Socialdemokraterne på et mere begrænset grundlag.

Opsummerende kan vi konstatere, at Enhedslistens linje over for mobiliseringerne stort set var den rigtige i situationerne. Svaghederne, som til dels også falder tilbage på SAP, bestod i:

  1. Enhedslisten er ikke organiseret i forhold til arbejdspladser og fagforeninger. Det betyder, at vi ikke kan indhente og udarbejde en samlet vurdering af styrkeforholdene og mulighederne, og at vi ikke kan udbrede Enhedslistens i øvrigt fornuftige forslag til videre kampskridt.
  2. Enhedslisten var ikke i stand til på én gang at fastholde en fornuftig mobiliseringslinje med realistiske forslag til kampens næste skridt og på samme tid benytte lejligheden til at skole egne medlemmer, nærmeste sympatisører og andre interesserede i perspektivet om en politisk generalstrejke for at vælte regeringen. Heller ikke for SAP lykkedes det at anvende vores begrænsede medier (SI og ugekommentarerne) til at præsentere de større perspektiver for kampen, herunder de kampformer, der kunne tages i anvendelse i næste fase og næste fase igen.

 

VIII. ”Ingen forringelser” er ikke altid nok

Enhedslistens folketingsgruppe gjorde en stor indsats for at popularisere mobiliseringerne, for at afsløre regeringen, for at kritisere Socialdemokraternes begrænsede modspil til regeringen og for at fremlægge et politisk alternativ.

Enhedslistens kommunalbestyrelsesmedlemmer arbejdede også for at forhindre nedskæringer og for at leve op til Enhedslistens parlamentariske princip om at stemme mod selv den mindste forringelse og for selv den mindste forbedring.

Men forløbet afslørede begrænsningerne i dette princip som rettesnor for revolutionæres parlamentariske arbejde.

At undgå forringelser var en passende målsætning i foråret, hvor ingen for alvor forventede store mobiliseringer. Men i det øjeblik, der udvikler sig en bevægelse, eller der blot er muligheden for mobiliseringer, er det ikke tilstrækkeligt at forhandle for at undgå nedskæringer og stemme imod budgetterne, hvis de indeholder nedskæringer.

I sådan en situation er det afgørende kriterium, hvordan de revolutionæres forhandlingslinje bidrager til, at der opstår mobiliseringer, og hvordan man bidrager til, at de udvikler sig.

Her er det tydeligt, at Enhedslisten-København fejlede, selv om de rent budgetteknisk ikke brød med det parlamentariske hovedprincip. De begravede sig i budgetforhandlinger under den forudsætning, at København var rig, at nedskæringer ikke engang var nødvendige ud fra socialdemokratisk systemtankegange, og at mobiliseringer var urealistiske.

Dermed bidrog de ikke til at forberede de kommunalt ansatte og forældrene på at skulle aktionere. Da et flertal gennemførte nedskæringer på daginstitutionerne i en situation, hvor der blev strejket rundt om i landet, indgik Enhedslisten forlig om resten af budgettet. Som budgetforligsparti fremstod Enhedslisten som medansvarlig. Det var svært for de ansatte at mobilisere mod et forlig, vedtaget af en enig Borgerrepæsentation, og Enhedslisten-København havde åbenlyst selv svært ved at gå ud med opfordringer til at strejke og blokere i protest mod budgettet.

Men også mere generelt viste mindste forringelse/mindste forbedring-princippet sine begrænsninger. I det øjeblik man i mange kommuner strejker for at bryde aftalen mellem KL og regeringen og for at regeringen skal sende flere milliarder ud til kommunerne, kan det være en taktisk forkert linje at indgå et budget, som godt nok ikke har forringelser, men som heller ikke har tiltrængte forbedringer, fordi man accepterer regeringens rammer. Sådan en parlamentarisk linje kan være med til at bremse mulige mobiliseringer.

 

IX. Bevægelsens resultater

Trods bevægelsens svage udgangspunkt og manglende erfaringer, og trods de socialdemokratiske lederes hæmmende rolle efter 17. maj opnåede bevægelsen betydelige resultater:

  • alvorlige forringelser i regeringens velfærdsudspil blev fjernet,
  • i omkring 15 kommuner blev nedskæringer fjernet eller begrænset
  • for første gang i dens levetid kom VK-regeringen for alvor i defensiven, og dens handlefrihed er blevet indsnævret i den nærmeste fremtid
  • for første gang siden 2001 er et regeringsskifte blevet et realistisk perspektiv
  • kampen om velfærden er blevet det centrale politiske tema, og VK’s forsøg på at kamuflere nyliberalismen og fremstå som forsvarere af velfærden kollapsede.

 

X. Perspektiver og opgaver for venstrefløjen

Enhedslistens opgave i den kommende tid er først og fremmest at udnytte det potentiale for mobilisering og for politisk radikalisering, som har vist sig i denne periode, og som stadig eksisterer. Det skal gøres på flere felter:

A) Nye lokale kampe. De kan hurtigt genopstå på kommunale arbejdspladser eller i forbindelse med sygehuslukninger, når nye nedskæringer trænger sig på, eller blot når de ansatte og brugerne mærker konsekvenserne af de vedtagne budgetter. Men det kan også ske på private arbejdspladser, hvor den høje beskæftigelse kan skabe den nødvendige selvtillid til at stille krav og sætte magt bag.

Enhedslistens medlemmer må være parate til spotte aktionsmuligheder og tage initiativer, når de opstår. Når aktioner er i gang, skal Enhedslisten bidrage til støtteaktiviteter. Og hvis lokale aktioner breder sig, må Enhedslisten være med til at foreslå koordinering, fælles krav og fælles aktioner.

 

B) Nye landsdækkende kamp. Anledningen kan være regeringens fortsatte afvisning af at sende flere penge til kommunerne og regionerne, taksameterfelttoget mod bl.a. gymnasierne, helt ny lovgivning, men det kan også være de kommende overenskomstforhandlinger.

 

C) Over alt, hvor vi har muligheden, må vi tage initiativ til at aktivere og organisere nedefra og op: i de faglige klubber på arbejdspladserne, i fagforeningerne, i netværk af brugere af den offentlige service og blandt de uddannelsessøgende.

Afsættet for disse aktiviteter kan være diskussionerne om organisationernes begrænsede eller manglende bidrag til aktiviteterne fra op til 17. maj og til 3. oktober; det kan være spørgsmålet om støtte til nye aktioner, og det kan være formuleringen af krav til regeringen og til et alternativ.

Det er gennem dette arbejde, at vi kan skabe kimen til en alternativ ledelse af kommende mobiliseringer.

 

D) Enhedslisten må på baggrund af erfaringerne diskutere sammenhængen mellem mobiliseringer og parlamentarisk arbejde, herunder ”mindste forbedring/mindste forringelse” princippet.

 

E) Enhedslisten må fortsat udvikle politiske alternativer til regeringen og gang på gang forklare behovet for nye mobiliseringer, herunder perspektivet om en politisk generalstrejke.

Samtidig må Enhedslistens medlemmer sammen med andre i bevægelserne og organisationerne være med til at udvikle det politiske grundlag, som vil kunne genmobilisere i et endnu større omfang mod regeringen.

En del af sådan et grundlag må være målsætningen at vælte regeringen og et regeringsalternativ. Hvilket regeringsalternativ, der kan og skal samle bevægelsen, kræver store diskussioner. Men vores fornemmeste opgave må være at sætte fokus på de krav, som vi mener bør udgøre grundlaget for en regering, som er lige så loyal over for arbejderbefolkningen, som Fogh er over for borgerskabet.

Dette står i dag i modsætning til Socialdemokraternes og SF’s perspektiv om at trække De Radikale tilbage i oppositionsblokken og helst med i regering. At inddrage De Radikale i et regeringsperspektiv har altid været politisk forkert. Det har længe skabt problemer, fordi partiet for de fleste fremstod som et oppositionsparti, der på nogen punkter var værre og på nogen punkter bedre end Socialdemokraterne, og fordi det var umuligt at skimte et flertal uden om De Radikale.

 

F) Forudsætningen for at Enhedslisten kan bidrage til at løse disse opgaver er, at Enhedslisten begynder at organisere sine medlemmer på arbejdspladser og i fagforeninger, på uddannelsessteder og i uddannelsesorganisationer, og at disse organiseringer bliver brugt til at forstå mobiliseringsmulighederne og til at bidrage til at udvikle dem. De første forsøg på dette er allerede i gang (en BUPL-gruppe og en SUF-faglig gruppe, der er åben for unge Enhedsliste-medlemmer).

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php