PET overvågede omkring 1960 de danske trotskisters solidaritetsarbejde med frihedskampen i den franske koloni Algier. Samtidig blev deres franske og belgiske kontakter udsat for attentater.

PET-kommissionen udgav for kort tid siden sin 16 binds rapport efter 10 års arbejde. Heraf fremgår det, at PET systematisk overvågede danske trotskister i hele perioden 1945-89, som var den periode kommissionen skulle undersøge. Det fremgår også, at PET i denne forbindelse har udvekslet informationer med andre staters efterretningstjenester. PET har dermed ikke blot foranlediget, at danske aktivister havnede i udenlandske registre, men også været direkte årsag til, at folk i andre lande, som danske venstrefløjsaktivister lavede solidaritetsarbejde sammen med, er blevet bragt i fare.

    PET-kommissionen skriver bl.a., at det kan ".. konstateres, at trotskisterne kom til at optage PET mere i begyndelsen af 1960erne end tidligere. Det hang sammen med, at Fjerde Internationale i årene omkring 1960 begyndte at blive et tema på de halvårlige møder i NATO Special Committee, idet der blandt alliancelandene eksisterede en forestilling om, at trotskisterne ikke blot solidariserede sig med den algierske oprørsbevægelse FLN, men tillige støttede den med materiel, der kunne anvendes i de militære konfrontationer med de franske enheder. PET befandt sig således i et samarbejde med udenlandske efterretningsmyndigheder, hvor PET modtog oplysninger fra udlandet, ligesom tjenesten – som det fremgår af Jørn Bros vidneudsagn – leverede oplysning til blandt andet NATOs Special Committee. Efterretningsoplysninger om trotskisterne synes således primært at være interessante som en handelsvare for PET" (Bd 9, s.51)
 
Støtte til Algiers uafhængighedskamp
Fra slutningen af 1950erne og frem til Algiers uafhængighed i 1962 var den danske sektion sammen med andre dele af Fjerde Internationale aktiv i solidaritetsarbejdet med den algeriske modstand mod Frankrig, der i årtier havde haft landet som sin koloni. Internationalen så selvstændighedskampen  som en kamp mod imperialismen, og som en del af den afkolonialiseringsproces, der fandt sted mange steder efter Anden Verdenskrig.
    Den algeriske modstand mod det franske kolonistyre startede for alvor fra midten af 1950erne. Modstanden i Algeriet blev ledet af FLN – Den nationale Befrielsesfront. Over hele Europa, og naturligvis ikke mindst i Frankrig, dannede Internationalen sammen med andre støttekomiteer, som spredte information om befrielseskrigens karakter og indsamlede penge til FNL. Støtten var op ad bakke, bl.a. fordi det store kommunistiske parti i Frankrig, PCF, ikke støttede den algeriske befrielseskamp, men "deres egen imperialisme".
    De ressourcer, som Fjerde Internationale havde til rådighed, var meget begrænsede, og aktivisterne var isolerede. Visse intellektuelle lag kunne mobiliseres. Mod sig havde aktivisterne som nævnt ikke blot de stalinistiske partier, men også socialdemokratierne og den franske imperialisme. Efter de Gaulles statskup i 1958 voksede undertrykkelsen, og apatien i arbejderklassen blev forstærket. Dette bonapartiske kup havde klar sammenhæng med situationen i Algeriet.
 
Konsekvenser for aktivister
I årene frem til Algeriets selvstændighed i 1962 blev adskillige af aktivisterne – også de ledende – tvunget til at tilbringe megen tid i fængsel. Andre blev myrdet eller udsat for attentatforsøg fra dels det franske efterretningsvæsen, dels den fransk-algierske, illegale, paramilitære organisation, OASs vidtforgrenede net af agneter. Disse samarbejdede med andre efterretningsvæsener.
    Et af de ledende medlemmer af Fjerde Internationale, Ernest Mandel,  skrev til to andre ledende medlemmer af Internationalen efter et mord på en aktivist i Belgien: "Jeg har følelsen af ,at banditterne er på vores spor internationalt….Specielle sikkerhedsforanstaltninger, som jeg allerede talte om på sidste møde (i det Internationale Sekretariat) er nu blevet ekstremt presserende".
    Dette skrev Ernest Mandel på baggrund af et attentatsforsøg og et mord på aktivister. En dag i marts 1960 underviste Pierre le Greve på sin skole. Le Greve var medlem af den belgiske sektion af Fjerde Internationale. I hans hjem i en forstad til Brussels åbnede hans kone en pakke, som de modtog med posten med en legitim afsender. På pakken var indholdet specificeret som en "special edition" af en bog med titlen ”The Pacification, et anklageskrift mod fransk tortur”. Hun åbnede pakken og opdagede en bombe, som på mirakuløs måde ikke var eksploderet. Så heldig var en anden aktivist og historielærer i Liege, Georges Laperche, ikke. En lignende pakke eksploderede i hans hænder, og han led en grusom død.
 
Solidaritet på tværs af grænser
Solidaritetsarbejdet med den algeriske frihedskamp var som nævnt også et vigtigt arbejde for den danske sektion af Fjerde Internationale, Revolutionære Socialister. Arbejdet bestod blandt andet i at samle underskrifter på en erklæring, et manifest mod krigen, udsendt af 121 franske intellektuelle, samt udgivelse af bladet "Algier Frit".
Samtidig bidrog trotskister til våbenprodution til FNL gennem leverancer af enkeltdele til en fabrik i Marokko. Delene blev eksporteret helt officielt, med papirer osv., til samlefabrikken i Marokko. Hovedcentret i Danmark var "Pogra" – et lille firma på Nørrebro, som fremstillede kalecher til barnevogne. Firmaet var ejet af Gunnar Jensen, et mangeårigt medlem af Fjerde Internationale. Værkstedet fungerede i det meste af 1960erne som trotskisternes partilokale.
    Gunnar Jensen var meget aktiv i solidaritetsarbejdet med modstanden mod det franske kolonistyre. En af hans aktiviteter var at tage til Belgien med penge og koordinerer politiske opgaver. Han havde været i Belgien lige inden attentatsforsøget og mordet. Georges Laperche havde Gunnar Jensen mødt ganske kort tid før den tragiske dag. Gunnar Jensen sagde til Laperche, at han skulle undersøge bilen, inden de satte sig ind. Da Gunnar Jensen tilbage i Danmark hørte om attentatet, antog han straks, at det var Georges Laperche, der var offeret.
    Danske aktivister undgik lignende skæbner, men Gunnar Jensen undersøgte dog altid sin gamle bil nøje, inden han startede den!
    Ud fra PET-kommissionens rapport er der næppe tvivl om, at PET overvågede den daværende sektion af Fjerde Internationale, heriblandt Gunner Jensen. Derfor må man uvægerligt stille spørgsmålet: Gav PET oplysninger om de internationale aktiviteter videre til andre efteretningstjenester – med tragiske følger for aktivister i andre lande?
   
 
 

Opslået i Dansk venstrefløj, Fjerde Internationale, Historie, PET-Kommissionen, Socialistisk Arbejderpolitik

single.php