Cape Town – hvor nogle af Afrika rigeste mennesker bor – er ved at løbe tør for vand. Befolkningstilvækst og en tørkerekord er blevet forstærket af klimaforandringer og har skabt en af verdens mest dramatiske urbane vandkriser.

 

Regeringen har advaret om, at i midten af april kan byen stå over for ”dag nul”, når myndigheder bliver tvunget til at lukke for hanerne til private hjem og forretninger, fordi vandforsyningerne vil være tomme, og (siger de) anarki kan bryde ud.

 

Byen er vokset med næsten 80 procent siden 1995. Anthony Turton fra det sydafrikanske ressourcestyringscenter siger, at byen er i sin 11. time. ”Der er ikke mere tid til løsninger”, siger han. ”Vi har brug for guddommelig indblanding.

 

Ifølge den sydafrikanske vejrtjeneste var 2016 det tørreste år registreret. Faldet i vandstanden i inddæmmede reservoirer startede allerede i midten af 2014. Mens der er sæsonmæssig variation, så er der en nedadgående tendens, hvor top og lavpunkt er en smule lavere end sidst. Afvandingsområdet er ikke blevet betragtet som ”normalt” siden midten af 2015.

 

Som reliefweb pointerer: ”Spildevandsrensningen i Sydafrika er i skræmmende tilstand. I ’2014 Green Drop Report” konkluderes det, at næsten en fjerdedel af landets spildevandsbehandlings-faciliteter var i en kritisk tilstand, med en anden fjerdedel listet som ’højrisiko’. Direktoratet for vandforsyning (DWS) publicerer ikke længere denne rapport (hvilket i sig selv er et problem), men den lokale NGO, AfriForum, har forsøgt med en lignende opgørelse. De fandt ud af, at to tredjedele af de testede faciliteter ikke mødte de nationale kvalitetsstandarder, og det var en stigning på mere end 100 procent fra 2016-niveau.” Dette kombineret med en stor mængde vand spildt gennem lækager.

 

Cape Town er langt fra en enestående situation. Sao Paolo stod over for lignende situation for to år siden. Virkeligheden er, at planeten står over for en akut og stigende ferskvandskrise. Efterspørgslen er steget mere end dobbelt så meget af satsen for befolkningen i løbet af det sidste århundrede. I 2025 anslår man, at der vil bo 1,8 mia. mennesker i områder med akut vandmangel, to tredjedele af verdens befolkning vil bo i vandbelastede regioner.

 

Urbanisering udgør et særligt problem. I starten af 1800-tallet boede 10 procent af verdens befolkning i byer. Et århundrede senere var tallet mellem 20 og 25 procent. I 1990 var 40 procent af verdensbefolkningen byboere, og blot to årtier senere nåede det halvdelen. I dag forudser Verdenssundhedsorganisationen WTO, at ca. 60 procent af verdens befolkning vil være i by og 70 procent i 2050. Halvdelen af byboerne vil bo i byer med en befolkning på mellem 100.000 og 500.000, og 10 procent vil bo i megabyer med mere en 10 millioner.

 

Ferskvandsmanglen er i stigende grad årsag til internationale konflikter. Gletsjerne trækker sig tilbage i en hidtil uset hastighed, og floder tørrer ud. Grundvandsbeholdninger tømmes i et alarmerende tempo. Over 25 procent af alt vand fra floder forsvinder, før det når havet. Mange floder tørrer simpelthen ud, inden de når frem. Hver sjette indbygger på planeten får deres drikkevand fra gletsjere og iskapper, på verdens bjergkæder, som alle er ved at trække sig tilbage.

 

Krig og konflikt om energiressourcer er indbygget i klimaforandringens DNA. Når floder tørrer ud, bliver konflikter om vand mere bitre. På verdensplan får tyve lande mere end halvdelen af deres vand fra deres naboer. Den israelske vandkontrol af strømmen til Jorden-floden har længe været en central faktor i dets undertrykkelse af palæstinenserne. Vand har også været en central faktor i konflikten mellem Indien og Pakistan. Indus-vandtraktaten, som blevet mæglet mellem de to lande i 1960, har bundet dem til at dele strømmen fra floden, hvor hver tager en del af vandet fra tre Indus-bifloder – med strømmen fra Chnab (som flyder gennem Kashmir), som er givet til Pakistan. Dette har lige siden været hovedkilden for vand til Punjab, som er Pakistans spisekammer. Denne strøm trues nu af Baglihar-dæmningen, som er ved blive opført i indisk Kashmir tæt på, hvor floden passerer ind i Pakistan, og er nu omdrejningspunktet for en bitter konflikt mellem Indien og Pakistan, som forværrer spændingerne mellem de to lande over Kashmir.

 

I dag forbereder Cape Town 200 vandstationer. Hver skal serviceres omtrent 20.000 indbyggere. Tjenestemænd lægger planer for at opbevare nødforsyninger ved militære anlæg. At bruge vand fra hanen til at fylde swimmingpools, vande haver eller vaske biler er allerede ulovligt. Myndigheder har optrappet vand-tyveri-patruljer ved naturlige kilder, hvor slåskampe er brudt ud

 

Tidligere i januar bad byen sine indbyggere om at begrænse deres forbrug til blot 50 liter pr. dag – mindre end 1/6 af det gennemsnitlige amerikanske forbrug. Hvis forbruget ikke falder drastisk, og indtil videre er det ikke sket, så vil det blive nødvendigt at skære ned til 25 liter om dagen.

 

Hvis Cape Town løber tør for vand, vil det hurtigt blive en national nødsituation – og ikke kun i provinsen. Der vil ske en masseudvandring, som vil drive vandforbruget op i andre dele af landet og øge problemerne ved overforbrug. Folk vil lide af dehydrering med alle de tilhørende konsekvenser for sundhedstilstanden.

 

Der er en stor klasseopdeling involveret i dette. Sydafrika er stadig et af de mest ulige samfund i verden, mere end et årti efter afslutningen af apartheid. De, der bor i de velhavende områder, er mindst tilbøjelige til at begrænse deres forbrug, og de er i stand til og villige til at betale en højere afgift.

 

Men omtrent en fjerdedel af Cape Towns befolkning bor i ‘shantytowns’, hvor der ikke er ført vandledninger til boligerne, og folk er nødt til at få vand fra kommunale haner, som er upålidelige. Som et resultat vil 1 million mennesker ud af en befolkning på 4 millioner bruge blot 4,5 procent af vandet. Det er ikke de sorte indbyggere i slumbyerne, som bringer krisen tættere på.

 

Oversat fra Socialist Resistance (UK) af Mads Hadberg

 

Opslået i Afrika, Facebook, Klima

single.php