Hvorfor rejste de irske arbejdere, som i årevis passivt har accepteret nedskæringspolitikken, sig pludselig mod indførelsen af vandafgifter?

 

Ganske simpelt, fordi det var det strå, der knækkede kamelens ryg. Det var det sidste angreb, efter årevis af nedskæringer, afgifter, fyringer og emigration, som blev sat ind mod folk på et tidspunkt, hvor den irske regering påberåbte sig en økonomisk genopretning over for en arbejderklasse, der kæmpede for at overleve. Nu bygger det begrænsede opsving i økonomien delvist på de brutale nedskæringer i lønudgifter, delvist på billige penge fra den Europæiske Centralbank, og delvist på kreativ bogføring af en regering, der snart skal til valg. I virkeligheden vil nedskæringsprogrammet fortsætte indtil 2054.

Nedskæringspolitikkens overvældende succes er gået ud på at gøre Irland til et af de mest ulige samfund i verden, hvor det lokale kleptokrati [røver-elite] har samlet rigdommene i egne hænder.

Det er også med til at øge den folkelige vrede, at graden af korruption er ekstraordinært højt selv efter irske standarder. Den irske nationale pensionsfond blev plyndret for at installere vandmålere. Denis O`Brian [irsk forretningsmand, multimilliardær, nu bosat på Malta], der var blevet rig gennem privatiseringen af den irske teleindustri, vandt kontrakten med at montere målerne, samtidig med at hans avis-imperium angreb dem, der protesterede mod vandafgiften. Der blev brugt hundreder af millioner på konsulenthonorarer. I baggrunden var der den rutinemæssige korruption, der have ladet vandforsyningen forfalde i årtier. I nogle områder var der et vandspild på over 60 procent, og så blev det foreslået, at folk skulle afkræves betaling for vand, der var uegnet til at drikke.

Et langsomt oprør
Det, der kræver en forklaring, er ikke, hvorfor irerne har gjort oprør, men hvorfor det tog seks år, før eksplosionen kom.

Svaret er komplekst. Faglige kampe industrien og basisorganiseringen i fagforeningerne dykkede stejlt med udviklingen af det ”Sociale Partnerskab” i 1980’erne. Bilæggelsen af kampen i nord demobiliserede et lag af venstreorienterede republikanere, og det efterlod som den dominerende ideologi en form for nationalisme, der understregede den irske afhængighed. Den irske regerings største bekymring siden bankpakken har været at bevare skattefavoriseringen af de transnationale selskaber, og denne politik er de sluppet afsted med stor set uden reaktioner eller modstand. En ekstra faktor var manglen på sociale boliger. Folk måtte tage optage lån for at få en bolig, og de fik at vide, at det var dem, der var skyld i boligboblen, og at ”vi” kapitalister og arbejdere var lige meget skyld i det.

Der var faktisk demonstrationer og strejker, ledet af fagforeningerne, men hver demonstration blev fulgt af en aftaler med regeringen og arbejdsgiverne, med flere nedskæringer og mere demoralisering til følge. Faktisk var nøglepersoner blandt de faglige ledere centralt indblandet i diskussionerne om den irske regerings beslutning om at garantere for bankernes gæld. Faglige ledere administrerede nedskæringerne hånd i hånd med regeringen og Trojkaen. Hvis arbejdere stemte imod, blev de tvunget til at stemme igen, indtil de leverede det rigtige svar.

Flertallet af irske socialister tilpassede sig denne situation og støttede et keynesiansk økonomisk program og en formueskat, der holdt sig inden for de snævre rammer, der var sat af Trojkaen.

Imidlertid førte demoraliseringen ikke til et brud med det faglige lederskab, men derimod til at arbejderne endnu mere desperat klyngede sig til de traditionelle organisationer.

right2water
Derfor kom oprøret imod vandafgiften gennem de eksisterende lederskaber og var underlagt svaghederne hos disse. De første til at reagere på den truende storm var den faglige venstrefløj, som satte ”right2water” i værk.

Fagforeningerne havde autoriteten til at samle de spontane bevægelser med over 100.000 deltagere, der antændte oprøret. Men de holdt sig inden for fagforeningernes rammer for det sociale partnerskab. Det blev afsløret, at de havde samarbejdet i etableringen af Irish Water og har overvåget overførslen af deres medlemmer fra kontrakter med offentlige myndigheder til at blive ansatte i Irish Water.

Af den grund var de lidt på gyngende grund. Deres krav var et nej til afgifter, men ikke at nedlægge Irish Water. Deres eneste taktik var at lave henstillinger til regeringen og droppe gadeaktionerne, når der kom indrømmelser, for så at dreje rundt på en tallerken, da de blev klar over, at mobiliseringen fortsatte. De sagde ikke noget til de mest højredrejede fagbureaukrater, selv da de angreb mobiliseringerne, men tilsluttede sig højrefløjens fordømmelser, når demonstranter generede politikere eller de grupper, der satte vandmålere op.

Modsætningerne i bevægelsen betød, at der ikke blev opbygget nogen landsdækkende demokratisk struktur. En løs alliance efterlod fagforeningerne med frie hænder. De socialistiske grupper accepterede det, da de havde deres særskilte perspektiv med fokus på valgene – Socialist Party [tilsluttet ] arrangerede en stille splittelse for i stedet at fokusere på en kampagne for betalingsboykot. Sinn Fein sluttede sig til kampagnen, men deres vigtigste bidrag var at foreslå sig selv i regering, med et løfte om at ophæve vandafgifterne.

Stok og gulerod
Regeringens strategi har været at prøve at demobilisere bevægelsen gennem en kombination af stok og gulerod. I dette tilfælde var regeringens svar at undgå den umiddelbare ibrugtagen af vandmålere, love en lav afgift, præmiere dem, der blev registreret, og garantere, at vandet ikke ville blive privatiseret.

Formålet med ændringerne var at redde Irish Water. Hvis det kunne bevares som et kommercielt regeringsejet firma, ville Trojka programmet kunne fastholdes og på længere sigt ville privatiseringen være sikret – Irish Water skal finde lån til 6 mia. euro til renovering af infrastrukturen. Når de først er på krogen hos banker og obligationsejere, er der ingen vej tilbage.

Parallelt med guleroden med lavere afgifter, blev der lanceret et undertrykkelsesprogram fra regeringen. I arbejderkvarterer gik beboerne ud og konfronterede de arbejdshold, der installerer vandmålere. Lokale grupper blokerede og generede også regeringspolitikere, når de deltog i forskellige events. Regeringen brugte politiet som eskorte for vandmålerholdene og domstolene til at udstede forbud mod protester og lægge en 20 meter forbudszone omkring vandmålerholdene. Politiet udførte en række razziaer. Dem, der havde overtrådt forbuddet, blev øjeblikkeligt fængslet.

Blandt de arresterede var valgte repræsentanter for Socialist Party og den republikanske gruppe Eirigi. Staten påpegede, at protesterne kunne blive defineret som alvorlige forbrydelser – at blokere en regeringslimousine blev beskrevet som kidnapning og ulovlig frihedsberøvelse!

Det eneste holdbare svar ville have været at opbygge en kampagne med civil ulydighed, med fokus på at forstyrre regeringen, domstolene og politiet.

Et løst netværk
Uheldigvis forblev bevægelsen et løst netværk, på trods af en markant mobilisering, da aktivisterne blev fængslet. Den faglige venstrefløj har organiseret en ny demonstration, men den holder sig til et fokus på lobby-strategi. [Demonstrationen fandt sted 21. marts og samlede næsten 90.000 deltagere]. Venstrefløjen fokuserer på en betalingsboykot-kampagne. Begge grupper fokuserer på at påvirke valgkampen [næste parlamentsvalg i Irland skal afholdes senest 3. april 2016].

Selvfølgelig bør kampagnen gribe ind i valgkampen. Men det, der er på spil, er det gamle dilemma, socialister står overfor. Skal kampagnen være et redskab i valgkampagnen, eller skal valget bruges til at opbygge mobiliseringer?

Den folkelig utilfredshed har betydet et skarpt dyk i støtten til regeringspartierne og en stigende støtte til socialistiske og republikanske grupper. Omkring en tredjedel af vælgerne ville stemme på en uafhængig kandidat. Men populister og højrefløjsgrupper har profiteret meget på utilfredsheden. Et levedygtigt valgprojekt må nødvendigvis omfatte Sinn Fein. De står nu midt i en krise, fordi de har støttet nedskæringer i regeringen i Nordirland, og er truet af et politisk sammenbrud, hvis de ikke går med til mere gennemgribende nedskæringer.

Det altoverskyggende behov er en national modstandskonference, som kan oprette demokratiske strukturer og sætte en række strategiske mål. Det umiddelbare mål må være at fremtvinge en lukning af Irish Water. Hvis det overlever som et kommercielt selskab, bliver privatiseringen det næste, der sker.

I en mere demokratisk struktur kunne vi stille spørgsmål til de faglige ledere og søge direkte adgang til flertallet af de ansatte i Irish Water, som faktisk er udlånte fra lokale regeringskontrakter, og som kunne lukke firmaet i morgen, hvis de gik tilbage til deres oprindelige kontrakter.

På mange måder står den irske arbejderklasse nu centralt i den europæiske arbejderklasses bevægelse. Der er ikke andet valg end at kæmpe imod. Der er en omfattende forståelse for, at den gamle ledelse har fejlet. Nu forsøger klassen med forskellige former for modstand at finde et effektivt våben mod den kapitalistiske undertrykkelse.

Oversat fra International Viewpoint af Martin Mørch

Opslået i Nordeuropa

single.php