Klimasikring er et komplekst emne, så det vil ikke være en sag, som højrefløjspopulisterne vil ofre tid på. Nuværende og kommende røde byråds- og regionsrådsmedlemmer vil stort set have banen for sig selv. Brug det!

Tidlig morgen den 21. august 2007 trådte Danmark for alvor ind i klimaforandringens tidsalder. Det skete, da et DSB-tog kørte hen over flere meter fritsvævende skinner, udenfor Gråsten. Et kraftig regnskyl havde fået den lille Fiskbæk til at svulme op til flodstørrelse, og havde underskyllet en jernbanedæmning. De store regnmængder havde også taget ti meter af en nærliggende landevej.

 

Få dage efter fortalte Banedanmark, at det også var galt andre steder: Vejle, Helsingør, Skørping osv. Alle steder var der tale om banedæmninger, der var anlagt sidst i 1800-tallet, og som der, indtil da, ikke havde været problemer med.

 

Nok havde der i årene forinden været voldsomme regnskyl, fx i Greve, der regelmæssigt blev sat under vand. Men det blev af de fleste opfattet som en isoleret hændelse. Efter Gråsten vågnede nationen op til den ubehagelige erkendelse, at ekstreme nedbørsmængder kunne falde hvor som helst, men også, at hverken offentlige myndigheder eller borgerne var forberedt derpå, og at der slet ikke var det beredskab og de kloaksystemer, der skulle til for at afbøde de værste skader.

 

DMI havde nu ellers gjort hvad de kunne, for at advare om de dramatiske ændringer i vejrliget. Risikoen for voldsomme regnbyger var steget kraftigt siden 70’erne – nogle steder til det dobbelte. Medierne viste hyppigt store, ødelæggende oversvømmelser i vore nabolande, men med ægte dansk ubekymrethed trak vi på skulderen: “Den slags sker ikke her”.

 

Det gjorde det nu alligevel, for i december 1999 blev landet ramt af den voldsomste orkan nogensinde. Orkanen kostede syv mennesker livet og forårsagede skader for ca. 17 mia kr. Alligevel blev orkanen, sammen med de regelmæssige oversvømmelser i Greve, anset for isolerede hændelser.

 

Oversvømmelser

Udfordringerne består af vand, der kommer som regn. Nedefra, når kloakkerne ikke kan opsuge de store regnmængder, og fra siden, når fjorde, åer og søer går over deres bredder, og når kysterne rammes af stormflod og havvandsstigninger – 50-100 cm inden år 2100, ifølge FN’s klimapanel.

 

Kystdirektoratets analyse fra 2016 peger på en 38 pct. større sandsynlighed for oversvømmelse i de næste hundrede år, en tilbagerykning af de vestjyske kyster med op til 64 m, i de indre farvande med op til 35 m (gennemsnit). Hvad der før blev defineret som 100-årige hændelser, forekommer nu hvert femte eller hvert tiende år.

 

De mest udsatte lokaliteter ligger ved bælter, det syddanske øhav, Kattegat og Limfjorden. Hertil kommer kommuner med vandrige åer: Tønder, Holstebro og Ringkjøbing-Skjern.

 

De fleste af os oplever imidlertid ikke klimaforandringerne som en personlig risiko, kun som generende, forbigående hændelser. For de, der bor i risikozonerne, er dramaet dog ofte ensbetydende med, om de fortsat har et sted at bo, eller om de mister alt, hvad de ejer i løbet af få timer.

 

Klimatruslen

På grund af de igangværende klimaforandringer aftalte 200 lande i Paris i december 2015, at såfremt de værste klimaskader skal kunne undgås, da måtte den globale temperaturstigning ved udgangen af dette århundrede ikke overstige 2 grader, helst kun 1,5 grad. Kritikere af aftalen, bl.a. grønne organisationer, mener, at dette tal er alt for højt, og at der ikke længere er plads til en nok så lille temperaturstigning.

 

Verdensbanken gør rede for, at hvis temperaturerne fortsætter med at stige, da vil den globale fattigdom fortsat øges. WHO inddrager ligeledes de globale temperaturstigninger, når der advares mod de helbredsproblemer, der vil ramme klodens voksende ældre befolkning.

 

Trods omfattende dokumentation om, hvor alvorlig klimaforandringerne er, så har klimaskeptikerne medvind. Lomborg har stadig mange tilhængere, ude som hjemme. Det gælder flere af Løkke-regeringens ministre, der lader, som om det ikke er noget, der vedkommer deres embedsførelse.

 

Værst – eller mest ærlig? – er transportminister, Ole Birk, der ikke ser det som sit ansvar, at vej-trafikkens udslip af klimaskadelige stoffer vokser. Derfor kan han med god samvittighed nedsætte registreringsafgiften, øge farten på vejene, anlægge nye motorveje, og negligere, at taksterne i den kollektive trafik stiger mere end løn- og prisudviklingen.

 

Nedskæringer

Dertil kommer, at regeringen fremmer tiltag, der vil belaste miljøet yderligere, fx landbrugspakken, de industrielle havbrug mv. Forskning, der kan bidrage til at gøre os klogere på, hvordan vi forebygger klimaskader, beskæres. Ifølge finanslovsforslaget skæres bevillingerne til DMI fra 152 mio. kr. i 2018 til 143 mio. kr. i 2021. Antallet af ansatte falder tilsvarende fra 315 i 2015, 272 i 2018 og 256 i 2021. Ligeledes reduceres det statslige og kommunale beredskab, der skal sættes ind, når vandet står højt i gaderne. Og som om det ikke er nok, så virker det statslige bureaukrati som en stopklods, der bremser lokale forebyggende tiltag.

 

Også i regioner og kommuner er der skepsis og modvilje: “Er det nu så slemt”, og “det er alt for dyrt”, eller, “vi kan ikke få borgerne med til de store investeringer”, lyder det ofte. Bagved ligger dog en betydelig usikkerhed om, hvor meget fx havet vil stige.

 

Det er heller ikke altid, kommunerne har råd – med mindre de tager pengene fra børn, ældre eller socialområdet. Logisk nok så kommer klimatilpasningen ofte heller ikke med i kommuneplanerne.

 

Der er kommuner, der “kun” opererer med oversvømmelser på grund af regn, men ikke med over-belastede kloakker, grundvandsstigninger, eller oversvømmelser fra åer, fjorde, søer eller havet.

 

Selv i kommuner, der har fokus på de problemet, kan det gå galt. Således i København, der til trods for hyppige oversvømmelser omkring Lyngbyvejen, ikke desto mindre har anlagt en motor-gade til Nordhavnen – uden at sikre, at den i tilfælde af monsterregn, vil være åben for trafik.

 

Klimatilpasning – i snegletempo

I 2012 aftalte Thorning-regeringen med kommunerne, at de året efter skulle udarbejde “klima-tilpasningsplaner, med en kortlægning af risikoen for oversvømmelse, og som skaber overblik og prioriterer indsatsen.” Samtidig fik kommunerne lov til at hæve udgifterne til klimatilpasning af spildevandssystemet med 2,5 mia. kr. Aftalen indeholdt ikke krav om, at kommunerne også skulle gå i gang med at klimasikre.

 

Tre år senere havde de fleste kommuner kortlagt risiciene, men kun 57 kommuner havde lavet handlingsplaner. Endnu færre – 38 – havde en tidsplan for gennemførelsen af indsatserne. Kun 21 kommuner vidste, hvad det ville koste, og hvordan de ville finansiere tiltagene.

 

Finanslovsforslag 2018 indeholder flg. poster til klimasikring, hertil kommer kommunernes andel:

  • Kystsikring 28 mio kr. – hurtigere sagsbehandling i perioden 2018-20: 7 mio kr.
  • IT-modernisering af DMI: 9 mio kr. Pengene modregnes til dels ved at fyre ansatte
  • Klimaatlas, der viser særligt udsatte områder: 27 mio kr. indtil 2021

 

Statens klimatilpasningsstrategi indeholder sårbarhedsanalyser af 15 forskellige samfundssektorer, som enten vil blive positivt eller negativt påvirket, samt mål for, hvordan forandringerne skal hånd-teres. Strategien bygger på, at indsatsen bedst organiseres på kommunalt plan, men dette har vist sig ikke at være nok. For vand respekterer hverken regions- eller kommunegrænser. Det er derfor nødvendigt, at der skabes fælles beslutningsgrundlag, baseret på de berørte områder.

 

I Concitos notat “Robusthed i kommunale klimatilpasningsplaner”, hedder bl.a., “at kommunerne er delvis i gang med en teknisk, økonomisk og kompleks dagsorden… håndteringen af de samlede risici på såvel kommunalt som statsligt niveau er fortsat utilstrækkelig…(og) en meget uensartet tilgang til udfordringen samt mange benspænd i de eksisterende rammebetingelser – særligt i relation til videns- og lovgrundlaget samt finansieringen”…Den nuværende indsats står ikke mål med udfordringen. En regionalisering i fælles vandoplande og kyststrækninger, såfremt en helhedsorienteret og ensartet robust indsats skal kunne skabes, anbefales…”

 

Handlingslammelse

Oversvømmelserne i og omkring Roskilde Fjord har berettiget fået megen opmærksomhed. For her udstilles offentlige myndigheders – især de statslige – handlingslammelse.

 

En højvandssluse nord for Frederikssund, har været drøftet i flere år. Den vil kunne beskytte hele fjorden ned til Roskilde, hvor boliger og Vikingeskibsmuseet flere gange har været sat under vand. Manglende handlekraft viser, hvor svært det er at få finansieret sådanne sluser i Danmark. Ifølge Kystbeskyttelses-loven er det nemlig de personer og infrastrukturejere i de tre kommuner, der får glæde af et projekt, som skal betale for det (ca. 120 mio kr.), og det er ikke rimeligt. Alle skatteydere betaler til Stormrådet, men rådet må ikke betale til anlæg, der kan forebygge oversvømmelser.

 

Et dige ved Jyllinge, bliver også syltet. For selv om de fleste grundejere er enige om, at det skal anlægges, så har et par klager haft opsættende virkning. Klagerne går bl.a. på om diget skal være 150 eller 160 cm højt, og skal der gå en sti ovenpå eller langs diget. Demokratiet med borgerinddragelse vinder her over beboernes sikkerhed for ikke atter, at blive sat under vand.

 

Og miljøministeren? Han bruger tiden på, at kaste aben over til kommunerne og grundejerne for at dække over statens slendrian.

 

Endnu hårdere end Concito er Ingeniørforeningen i vurderingen af statens klimastrategi: Forfejlet, uforpligtende, upræcis og ineffektiv. Staten skal blande sig mere, fx med en helhedsorienteret klimasikring, samt tilvejebringe et opdateret klimascenarie, og en prioriteret risikovurdering.

 

Der skal etableres et fællessekretariat med relevante myndigheder og organisationer (Miljøstyrel-sen, DMI, Kystdirektoratet, DANVA, Beredskabsstyrelsen m.fl.). Et rejsehold skal yde støtte til udsatte områder, skriver Ingeniørforeningen.

 

Atter stritter regeringen imod: “Vi skal ikke bestemme, hvad kommunerne laver”.

 

Relevante spørgsmål kan derfor være: Er de lokale afvandingsområder i en sådan tilstand, at store vandmængder kan opsuges og afstrømning forsinkes? Hvor er der bebyggelse og infrastruktur, der kan være truet? Er de kommunale kloak- og forsyningsselskaberne i stand til at klare opgaven?

 

Desværre ikke, har det vist sig flere steder, blandt andet fordi mange kloaksystemer, reguleringer og bassinkapaciteter er forældede, og ofte ikke gearet til de nye udfordringer.

 

På dette link kan man se hvilke områder i ens kommune, der kan være i farezonen: http://miljoegis.mim.dk/spatialmap?&profile=miljoegis-klimatilpasningsplaner

 

Privatisering

Her modarbejder staten atter nødvendigheden af, at tilvejebringe tidssvarende afløbs- og kloak-systemer. I 2010 blev kommunerne pålagt, at udskille deres kloak- og forsyningtjenester i egne selskaber, der med tiden kan udliciteres eller sælges til private. Borgerlige regeringer har købt konsulentmyten om, at skatteyderne kan spare 7-9 mia kr. om året ved en privatisering.

 

Og så kan det jo gå, som i England, hvor private vandforsyningstjenester og kloakejere har svært ved at koordinere indsatsen, og ofte modarbejder en langsigtet klimatilpasningsstrategi, fordi de ikke ser dette som indtægtsgivende.

 

Lær af Sverige og Holland

Danske beslutningstagere bør lære af Sverige og Holland, hvor der tages seriøst fat på udford-ringerne. Her har man i de seneste 10 år gennemarbejdet den relevante lovgivning og regler, for at kunne integrere klimatilpasningen bedst muligt. Finansieringen sker via takster, samt nationale og regionale skatter. I begge lande spiller det regionale niveau en betydelig rolle.

 

Rotterdam har lavet detaljerede beskrivelser af de områder, der vil blive oversvømmet, og tilpasset planer specifikt hertil. Især i den indre, tæt bebyggede del af byen er der ”vandpladser”, designet som bassiner, der er tørre 90 pct. af året. De sidste 10 pct, fyldes de med vand, og kan bruges som vandlegepladser. Der er anlagt ”vandveje” som fungerer som bassiner, p-pladser og lign. – i samspil med grønne og blå tage dvs. tage, der kan fungere som midlertidig bassiner til at holde og forsinke vandet.

 

I Sverige er det Meteorologiske og Hydrologiske Institut det nationale centrum for klimatilpasning og koordinerer klimatilpasningen. Det er også i Sverige, at der nu er forbud mod at bygge i udsatte kystområder. Her i landet gør vi som englænderne, og tillader fortsat byggeri i oversvømmelses-truede områder. Herved pådrager kommunerne sig et erstatningsansvar.

 

Regnvand som byfornyelse!

Fornuftige kommuner har i de senere år forstået, at de store mængder regnvand kan bidrage til byfornyelse, og til at gøre det mere afvekslende og sjovere at bo i byerne. Med støtte fra fonde, bl.a. Realdania, har bl.a. i Roskilde designet regnvandsbassiner i boligområderne, der både er skaterbaner, grillområder og meget andet i de perioder, hvor det ikke ekstremregner. Eller hvad med soppeområder i rundkørsler og regnvand som udsmykning?

 

Kokkedal er et godt eksempel på, hvad der kan lade sig gøre, når man arbejder med det større perspektiv og tænker fornyelse og klimatilpasning ind som en helhed i en forstad.

 

På Ydre Østerbro inddrages beboerne i et lignende projekt, der tillige omfatter gårdrenoveringer, nytte-haver og facadebeplantning. På taget af et stort fitnesscenter er der anlagt et bylandbrug.

 

I princippet kunne kommunerne blot lave nogle kæmpe underjordiske rør, som måske ville blive brugt hvert tiende år. I stedet vælges en løsning, hvor tekniske anlæg skaber ny værdi for byens borgere. Den nye dagsorden sætter fokus på bæredygtighed og livskvalitet, øger effektiviteten i forvaltningen af de kommunale ressourcer, og styrke inddragelse af borgerne.

 

En landkommune som Hedensted har valgt, at nye bebyggelser og infrastrukturer skal kunne klare en situation, der overgår det allerværste scenarie. Den havvandsstigning, der først forventes i 2100, kan muligvis ramme kysten ved Juelsminde allerede i 2030. Hertil kommer, at klimatiltagene skal kunne fungere som beskyttelse de næste 100 år.

 

De østjyske fjordbyer er ofte plaget af indtrængende vandmasser fra Kattegat eller Lillebælt. Ved højvande presses vandet op i de lokale åer, der går over bredderne, og sætter husene langs åløbene under vand. Sidst år tog Vejle et sluse- og pumpeanlæg i brug (pris: 45 mio kr.), som forhindrer vand fra fjorden i at trænge ind i åen, og samtidig gør det muligt, at pumpe vand fra åen ud i fjorden, selvom slusen er lukket.

 

Et lignende system findes i Aarhus, og i Kerteminde, og der er planer om det i Køge Bugt-området, Randers Fjord, Korsør, Thyborøn Kanal, og ikke mindst København.

 

Med kommunernes knappe budgetter in mente, og med udsigt til, at regionerne muligvis ned-lægges, så vil det være svært at få plads på dagsordenen til de udfordringer, som klimaet stiller. Emnet er komplekst, så det vil derfor ikke være en sag, som højrefløjspopulisterne vil ofre tid på. Nuværende og kommende røde byråds- og regionsrådsmedlemmer vil stort set have emnet for sig selv. Brug det!

Opslået i Facebook, Klima, Kommuner og regioner

single.php