Tilsyneladende er der kun en ting, som er sikkert ved valget i Storbritannien den 7. maj - nemlig at Labour vil blive banket i Skotland af Scottish National Party (SNP). De risikerer at ryge helt ud.

af Alan Thornett

Ifølge en meningsmåling offentliggjort den 27. april er det skotske Labourparti faldet til kun 22 procent af stemmerne (fra 42 procent i 2010) og risikerer dermed at stå tilbage med kun et enkelt mandat den 8. maj (Glasgow North East), mens SNP tager 57 pladser. De eneste andre mandater, som ikke besættes af SNP, vil være to pladser til de Liberale Demokrater i Orkney og Shetland.

Målingen giver SNP 54 procent, de Konservative 13 procent, Liberale Demokrater 6, og De Grønne og UKIP både 2 procent. Det betyder, at lederen Scottish Labour, Jim Murphy, ville ryge ud, ligesom Douglas Alexander, Labours skygge-udenrigsminister, og den tidligere minister fra de Liberale Demokrater, Danny Alexander.

Muligvis ender det ikke helt så dramatisk. Andre meningsmålinger peger på knap så katastrofale resultater for Labour. Men under alle omstændigheder er SNP på vej til en dundrende sejr og Labour et lige så kraftigt nederlag, og det sker i deres historiske bastion – i partiets vugge.

Forklaringen ligger i den dybe politiske forandring (og politisering), der fandt sted i Skotland i løbet kampagnen forud for folkeafstemning om Skotlands selvstændighed. Ikke bare lever denne politiske bevidsthed i bedste velgående, men den udvikler sig stadig både i form af modstand mod nedskæringer og i forhold til skotsk uafhængighed.

Lokalvalg
Samtidig er der lokalvalg i mange dele af England (på samme tid som parlamentsvalget) med udsigt til nogle bemærkelsesværdige og reaktionære resultater. Ifølge lokalvalgseksperter kan UKIP få op til 400 byrådspladser og muligvis kontrol med byrådene i-Thurrock, Basildon, Great Yarmouth og Boston. Det vil være en dybt problematisk situation og et stort tilbageslag for venstrefløjen.

De Grønne vil sandsynligvis også vokse lokalt, men vil ikke få den repræsentation i parlamentet, som der retmæssigt tilkommer dem.

Ser man på hele Storbritannien er valget stadig uforudsigeligt. Labour og de Konservative står stille i meningsmålingerne på omkring 33-35 procent hver. UKIP er oppe på omkring 13 procent, og SNP stiger til nye højder i Skotland. De Liberale Demokrater er fortsat i problemer og vil sandsynligvis miste mindst halvdelen af deres pladser. De Grønne i England og Wales fastholder en opbakning på på omkring 5 eller 6 procent og håber sandsynligvis på et bedre resultat i kraft af deres markante medieprofil for forandring. De har været garanter for at få miljø og klimaspørgsmålet ind i valgkampen, hvor deres profil ellers været rædsom.

Virkeligheden er, at ingen af de store partier har opbakning nok til at sikre et flertal, med mindre de kan nå ud over deres egen basis. Det to-partisystem, som har domineret britisk politik siden 1945, er i opbrud. I 1950’erne kunne Labour og de Konservative mønstre over 90 procent af stemmerne, og de kunne bryste sig af et medlemstal på tilsammen 3 millioner. I dag er de nede på omkring 65 procent af stemmerne og et samlet medlemstal på 350.000.

Torys fallit
Tory-kampagnen er gået i stå, og i takt hermed har de kastet alt muligt snavs efter Labour for at hente et par stemmer. De har opdyrket helt nye niveauer for fejt hykleri. Først beskyldte de Ed Miliband for at dolke sin bror i ryggen ved at stille op i et valg mod ham, og når det gav bagslag, begyndte de at dele ud af dækningsløs bestikkelse uden tanke på morgendagen, og det efter i årevis at have skældt Labour ud for at komme med ubetalte løfter!

De lovede at hæve grænsen for arveafgift til en million pund, at sælge ud af boligforeningshuse til lejere til lave priser og finde nye milliarder til sundhedsvæsenet, som ikke fandtes tidligere.

Når dette mislykkedes, gik de i gang med at dæmonisere SNP og fremmane et spøgelse af en Labour mindretalsregering med støtte fra et venstreorienteret SNP, som er fast besluttet på at splitte landet så snart som muligt. Hvis de Konservative havde ønsket at fremme årsagen til uafhængighed i Skotland, kunne de næppe have spillet deres kort bedre. Uden tvivl var det med til at skubbe SNP længere op meningsmålingerne.

Bare for at vise deres totale foragt for skotske vælgere fortsatte de med at sætte spørgsmålstegn ved den forfatningsmæssige legitimitet ved en Labour mindretalsregering, som henter sit flertal via støtte fra SNPs parlamentsmedlemmer. Efter at have vundet folkeafstemningen i Skotland med et snævert flertal og beholdt Skotland inden for det forenede kongerige, hævder de nu, at skotske parlamentsmedlemmer er andenklasses parlamentsmedlemmer i Westminster uden ret til indflydelse på regeringen.

Voksende ulighed
De konservative fulgte op på dette ved i stigende grad at fokusere på engelsk nationalisme i en konkurrence med UKIP og foreslog endda en “engelsk forfatning”. Deres seneste hvæs er et løfte om, at hvis de får flertal, vil de gennemføre en lov, der forbyder dem selv at sætte skatten op! Trods alt dette e det stadig Labour, der står til at tabe. De står over for et Tory-parti, som har droppet alle sine mål, herunder den højt besungne målsætning at afskaffe gælden ved udgangen af indeværende parlamentsperiode. I stedet fortsætter den offentlige gæld med at stige med 100 millioner pund om året, og den personlig gæld har nået det svimlende beløb af to milliarder pund.

Vi har et såkaldt opsving, som er drevet af gæld, og som kun gavner de rige. Den gennemsnitlige familie regnes for at være mindst 1.600 pund dårligere stillet om året end ved starten af denne parlamentsperiode. Kløften mellem rig og fattig er blevet større. Lave lønninger er nu udbredte overalt, og levestandarden fortsætter med at falde, på trods af regeringens spin om det modsatte. Nultimers-kontrakter breder sig, ligesom selvstændig virksomhed. Unge mennesker er fanget mellem en umulig boligsituation, sultelønninger, studieafgifter og løse jobs. Kvinder er blevet særligt hårdt ramt, og handicappede er blevet udsat for brutale forringelser. Labour har nogle gode programpunkter såsom afskaffelse af soveværelses-skatten (som forringer boligsikringen, hvis man har ”for meget” plads”, red) afskaffelse af Health and Social Care Act (den mest omfattende omstrukturering af sundhedsvæsenet nogensinde, som bl.a. åbner op for mere privatisering, red.) og afskaffelse af skattemæssige begunstigelser for folk, der er bosat i udlandet), men i sidste ende har de deres egen nedskærings-dagsorden og fast besluttet på at føre den ud i livet.

Labours forsigtighed
Labour har gennemført en forsigtig og ren kampagne, hvor de ikke har været parat til at komme med de radikale forslag, der ville være nødvendige for at bryde gennem dødvandet og nå ud over deres kernevælgere. Det ville indebære, at man sagde nej til nedskæringer, hævede de laveste lønninger, løftede folk ud af fattigdom, klarede boligkrisen, forsvarer de unge, afskaffede studiegebyrerne, kontrollerende huslejerne, genindførte faglige rettigheder og forsvarede NHS (sundhedsvæsenet). Et sådant program ville have gode chancer for at give Labour et flertal.

Milibands største bekymring har imidlertid været at ride det konservative stormløb af og ikke begå nogen store fejl, der kan udnyttes af fjendtlige medier, hvoraf størstedelen støtter de konservative. Han brød lidt med dette i sit interview med Russell Brand, men er derefter vendt tilbage til ekstrem forsigtighed.

Hvis ingen af parterne får et flertal, hvilket synes at være tilfældet i øjeblikket, vil Labour uden tvivl være meget glad for at indgå en aftale med en meget formindsket liberal gruppe i Parlamentet og holde de konservative ude fra magten i 5 år – men det ser meget usandsynligt, at de Liberale Demokrater vil have nok parlamentsmedlemmer til, at dette er en farbar vej.

Udelukker aftale med SNP
Samtidig graver Labour sig ned i et dybt hul ved at udelukke enhver form for aftale med SNP, som sandsynligvis helt klart vil blive det tredje største parti. Men Labours lange og dybe engagement i fagbevægelsen og deres intuitive fjendtlighed over for skotsk uafhængighed gør dette til en meget vanskelig øvelse, selv hvis det er den eneste måde at danne en regering.

At sige nej til denne mulighed vil kunne skabe en krise i Labour, efter at resultatet er annonceret, eller endda en vedvarende regeringskrise. Virkeligheden er, at hvis hverken Labour eller de Konservative vinder et flertal, så vil det centrale spørgsmål ikke være, hvem der er det største parti i parlamentet, men hvem som råder over flest stemmer sammen med deres potentielle allierede: det vil sige Labour med SNP, De Grønne, Plaid Cymru (walisiske nationalister) og SDLP (nord-irske socialdemokrater); eller de Konservative med UKIP og DUP (nord-irske konservative).

Hvis Labour kan mønstre et flertal sammen med SNP, hvad vil Labour så gøre? Nægte at acceptere stemmerne fra SNP og kræve, at de konservative danner en mindretalsregering med UKIP og DUP? Som Nicola Sturgeon sagde i går, hvis det sker, bliver Labour nødt til at »lugte til kaffen«.

Et andet aspekt af afslutningen på det gamle to-parti system har været de mindre partier, som uundgåeligt har fået mere eksponering i dette valg end i noget tidligere valg.

Venstrefløjen
På venstrefløjen har dette givet mulighed for en anti-nedskærings-alliance mellem SNP, Plaid Cymru og De Grønne, som har været et frisk pust i kampagnen. Det hjalp, at de var tre kvinder, men det ville have været en faktor uanset ledernes køn. Den dominerende skikkelse har været Nicola Sturgeon (leder af SNP, red), der ikke kun har fået et publikum i England og Wales, men også styrkede sin egen basis i Skotland i løbet af processen. Denne modstand mod nedskæringer afspejler i det mindste delvist nogle af elementerne i fremgangen bag Syriza i Grækenland og Podemos i Spanien, som har blæst til kamp mod nedskæringer i hele Europa. Det billede, der står tilbage fra denne alliances kampagne, er der, hvor de tre kvindelige ledere omfavner hinanden som afslutning på partilederdebatten blandt oppositionens kandidater.

På højrefløjen har vi set fremkomsten af UKIP, som har gjort dette til den mest racistiske valgkamp i lang tid, og sikret, at kapløbet mod bunden om indvandring mellem UKIP og de to største partier er fortsat. UKIP kan ikke få mange pladser, men hver eneste de får, er farligt, især når det ses i sammenhæng med de resultater, de kan regne med i de lokale valg, som nævnt ovenfor. Samtidig åbner krisen i toparti-systemet op for en situation, der skaber nye muligheder for socialistiske (til venstre for de Grønne) kandidater.

Left Unity

Left Unitys kampagner forbereder sig på denne situation. Ved at opstille kandidater sætter Left Unity en politisk markør for fremtiden og bruger kampagnen til at udvikle partiet på lang sigt, samtidig med at man er på udkig efter nye muligheder for at samle venstrefløjen i fremtidige valg.

Left Unitys kandidater har haft nogle beskedne succeser med at få deres budskab ud. I Exeter fik 22-årige Ed Potts 83 stemmer mod tidligere Labour-minister Ben Bradshaws 37 i en meningsmåling efter en lokal valgkampagne arrangeret af den lokale avis i Exeter Express og Echo. I Ellesmere Port og Neston har Left Unitys førstekandidat Felicity Dowling sat kampen for at redde Liverpools Kvindehospital i centrum for sin valgkamp, mens tilhængere af Simon Hardys kandidatur i Vauxhall har været dybt involveret i kampen mod bibliotekslukninger og deltager aktivt i bevægelsen mod saneringsplanerne for London-bydelen Brixton.

Det er vanskeligt for den slags græsrodsaktivisme at få plads i de nationale medier, selvom lanceringen af Left Unitys manifest med Ken Loach slog meget godt igennem, men den lokale mediedækning har været bedre. Og Left Unity vil være der på og efter den 8. maj og fortsætte med at organisere omkring disse spørgsmål overalt i Storbritannien.

Det udemokratiske toparti-system
En ting, der er blevet hævet til et helt nyt niveau i kraft af opløsningen af toparti-systemet, har været problemet med Storbritanniens ultra-udemokratiske valgsystem (flertalsvalg i enkeltmandskredse, red). Det virkelige billede i dette valg er, at vi nu faktisk har mindst et seks-parti-system, men de nye partier vil ikke, med mindre de får et spektakulært gennembrud som SNP i Skotland, ende med en tilsvarende repræsentation i Parlamentet.

Dette er den samme for både højre- og venstrefløjen, især for parter, som stiller op over hele Storbritannien. UKIP ser ud til at få omkring 12 eller 13 procent af stemmerne, men kun et eller måske to parlamentsmedlemmer. De Grønne i England og Wales ser ud til at få omkring 5 eller 6 procent og en eller måske to parlamentsmedlemmer. Begge partier ville få pænt store grupper i Parlamentet, hvis de stemmer, hvis deres stemmeandel blev afspejlet i antallet af parlamentsmedlemmer. Selv da de faldt til et par procentpoints i løbet af 1940erne og 1950erne, var det daværende tredjeparti, de Liberale, i stand til at vinde op mod ti pladser. Den sidste ting, venstrefløjen ønsker, er en stor gruppe af UKIP-folk i Parlamentet, men de skal udfordres og besejres politisk og ikke af en udemokratisk valgsystem.

Hele venstrefløjen er nødt til at tage dette spørgsmål op for alvor efter valget – hvilket betyde en seriøs nytænkning hos de dele af venstrefløjen, som ikke går ind for et proportionalt valgsystem. Vi har reelt en forfatningsmæssig krise – i det mindste en af demokratisk legitimitetskrise – hvor stemmerne for flere partier ikke afspejles i andelen af pladser i parlamentet. Venstrefløjen skal kæmpe for demokratiske rettigheder og et parlament valgt med forholdsmæssig repræsentation, så denne parodi ikke gentages.

Det nuværende system har i hvert fald længe været en hindring for, at venstrefløjen kunne præsentere et samlet alternativ i britiske valg – selv om det naturligvis langt fra er det eneste problem i forhold til denne udfordring.

Nyvalg?
Som tingene står, vil der måske ikke komme en stabil regering efter dette valg. Ser man på de aktuelle meningsmålinger, ser de fleste kombinationer af koalitionspartier ikke ud til kunne en stabil flertalsregering. Loven om den faste parlamentsperiode, som blev vedtaget i 2011 med støtte fra alle de store partier, kræver flere mistillidsafstemninger med mindst to ugers mellemrum, hvis parlamentet skal opløses før afslutningen af sin femårige embedsperiode.

Det betyder, at enhver mindretalsregering ville stå over for en usikker fremtid, ikke komme igennem med sin lovgivning og være ude af stand til at ringe til en anden folketingsvalg. Hvis der ikke kan dannes en flertalskoalition, vil der sandsynligvis komme en større regeringskrise. Det kan endda blive nødvendigt med et nyvalg inden udgangen af året for at løse denne krise. Opgaven for venstrefløjen er at forberede sig på disse muligheder og benytte enhver lejlighed til at kæmpe mod fortsatte nedskæringer, samtidig med at vi kører kampagne for et demokratisk valgsystem.

Alan Thornett er medlem af Fjerde Internationales ledelse og mangeårigt medlem af den britiske sektion af Fjerde Internationale, Socialist Resistance. Hans seneste bog “Militant Years: Car Workers’ Struggles in Britain in the 60s and 70s”, udkom i 2010.

Oversat fra International Viewpoint af Karina Skov

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com