Søndag den 10. juni, klokken 8 om morgenen, kørte en bus fra Aarhus til København. Det er der ikke noget usædvanligt i. Der kører mange busser hver dag på den strækning. Det særlige ved denne bus var de 80 passagerer og deres formål med rejsen. De var alle tyrkiske statsborgere, med bopæl i Danmark – mange med dobbelt statsborgerskab – der var på vej til den tyrkiske ambassade for at afgive deres stemme (brevstemme) til parlaments- og præsidentvalget, der i Tyrkiet finder sted søndag den 24. juni.

 

I de følgende dage kørte flere hundrede andre tyrkiske vælgere med det samme formål i busser fra Aalborg, Horsens, Odense og andre byer mod København. Rejserne er blevet organiseret af HDK (Folkenes Demokratiske Kongres), som er den organisation udenfor Tyrkiet, der støtter HDP (Folkenes Demokratiske Parti), der stiller op til det tyrkiske valg som venstrefløjens alternativ til præsident Erdogan og hans højre-nationalistiske parti AKP.

 

I mange andre lande – især i det vestlige Europa – er mange tusinde tyrkiske vælgere taget på en lignende rejse til de tyrkiske ambassader for at brevstemme. Formålet med den omfattende mobilisering er at samle så mange stemmer, at HDP fortsat kan have pladser i det tyrkiske parlament, trods en spærregrænse på ikke mindre end 10 procent.

 

 

Valgkampen – en ulige kamp

I Tyrkiet er valgkampen tydeligt præget af AKP’s kontrol med de offentlige myndigheder og ikke mindst partiets næsten fulde dominans over de trykte og elektroniske medier. Efter det mislykkede kup i juli 2016 indførte Erdogan undtagelsestilstand, og på det grundlag har han og AKP lige siden strammet grebet markant overfor alle dele af den politiske opposition. Derfor foregår valgkampen på ekstremt ulige vilkår, hvor adgangen for kritikere af Erdogan og AKP til at komme til orde, f.eks. på landsdækkende tv, er helt minimal.

 

Til gengæld bringer tv-kanalerne hvert eneste minut af Erdogans offentlige taler i direkte transmission.

 

Det er stadig helt uafklaret, hvem der stod bag kuppet, og det er i Tyrkiet- og ikke kun på venstrefløjen – almindeligt at tale om ”det såkaldte kup” i de to dage 15. og 16. juli i 2016, hvor fly tilhørende militæret fløj over hovedstaden Ankara og militære tanks lukkede for trafikken over Bosporus-strædet og dermed forbindelsen mellem Istanbul og resten af landet.

 

Selv om sandheden om kuppet langtfra er klarlagt, er en lang række af oppositionens medier blevet lukket af myndighederne, og journalister er blevet fængslet under anklager om, at de deltog i kuppet, eller har støttet det.

 

Samtidig er valgte politikere fra oppositionen – først og fremmest HDP – i stort tal blevet fjernet fra deres parlamentariske poster, herunder 9 af HDP’s 59 medlemmer af parlamentet. Desuden er mere end 11.000 medlemmer af HDP blevet fængslet under de samme anklager om, at de deltog i kuppet, eller har støttet det. Eller de bliver anklaget for støtte til det, som Erdogan og AKP har besluttet er ulovlige, kurdiske organisationer. Flere er idømt lange fængselsstraffe – enkelte op til 16 år.

 

 

HDP’s valgkamp – på gaden og fra fængslet

På trods af helt ulige vilkår er det lykkedes HDP at gennemføre en valgkamp, der især er båret af de sociale medier og offentlige møder på gader og pladser, som samler tusinder af deltagere.

 

Erdogans og AKP’s undertrykkelse af venstrefløjen og den demokratiske opposition illustreres af, at HDP’s kandidat til præsidentvalget – Selahattin Demirtas – fører sin valgkamp fra et fængsel i det nordvestlige Tyrkiet, hvor han har siddet siden november 2016, da han blev sigtet for at have forbindelser til militante kurdere. Der er endnu – halvandet år efter – ikke rejst en officiel anklage mod ham. Han betegner selv sin situation som ”politisk gidsel”.

 

Selv fra fængslet er det lykkedes Demirtas at komme til orde med korte beskeder til den tyrkiske offentlighed og deltagelse i interviews via sine advokater. Et særligt indslag kom onsdag 6. juni, hvor han gennemførte en tilladt telefonsamtale med sin kone Basak. Hun befandt sig i deres hjem i byen Diyarbakir i det sydøstlige Tyrkiet, som er i en krigslignende tilstand, hvor 80 borgmestre er blevet tvangsafsat, og en halv million mennesker er fordrevet fra deres hjem.

Samtalen blev optaget på en video i hjemmet, hvor telefonen var sat på medhør, og udsendt af HDP. I løbet af de få tilladte minutters samtale kom den fængslede præsidentkandidat med sit politiske budskab, hvor han angreb Erdogan direkte:

 

“Tyrkiet er blevet omdannet til et halvåbent fængsel. De prøver at skabe et samfund, der er baseret på frygt, og de vil styre gennem frygt.”

 

Han kom samtidig med en direkte opfordring til alle HDP’s støtter om at tage aktiv del i valgkampen:

 

“Demirtas er ikke manden, der er i en celle i Edirne. Det er jer. Hav tillid til jer selv. ”

 

Selv med HDP’s – og deres præsidentkandidats – yderst begrænsede muligheder for at komme til orde i valgkampen, er der tegn på, at AKP er klar over, at HDP’s budskaber har stor lydhørhed blandt Erdogans kritikere.

 

Det har vist sig ved, at Erdogan i den seneste tid har forstærket sine angreb på Demirtas, som han anklager for at være en “terrorist”, der er ansvarlig for dusinvis af døde ved at opfordre til protester i oktober 2014. Protesterne var demonstrationer i en række tyrkiske byer, hvor kurdere viste deres støtte til den kurdiske milits, der forsvarede den nordsyriske by Kobane mod en belejring fra Islamisk Stat.

 

 

AKP’s højre-nationalisme

I dansk oversættelse betyder navnet på Erdogans parti, AKP, Retfærdigheds-og Udviklingspartiet. I praksis er dets politik domineret af de største kapitalgrupper i Tyrkiet, som også finansierer partiets virksomhed.

 

Ikke mindst indenfor bygge- og anlægssektoren er partiet berygtet – også udenfor Tyrkiet – for at give vennetjenester, byggetilladelser og lukrative kontrakter med offentlige myndigheder til gengæld for støtte til AKP og Erdogan personligt. Et kendt eksempel er myndighedernes tilladelse i 2013 til byggeri af et nyt storcenter i Gezi-parken, der støder op til den centrale Taksimplads i Istanbul. Først efter flere ugers omfattende demonstrationer, både i Istanbul og en række andre større byer i Tyrkiet, annullerede en domstol byggeplanerne.

 

AKP’s valgkamp kan sammenfattes i udtrykket: ”Hvis du ikke er med Erdogan, er du imod Tyrkiet”. AKP appellerer til, at tyrkerne samles om den tyrkiske nations fælles interesser, herunder anerkendelse af en reaktionær udgave af islam som nationens religiøse grundlag.

Nationalismen viser sig også ved Erdogans brug af militæret (Tyrkiet har den næststørste hær i NATO, kun overgået af USA) – i år med invasionen af regionen Afrin i det nordlige Syrien og med adskillige sammenstød med den græske flåde, hvor Tyrkiet kræver suverænitet over en række græske øer tæt på Tyrkiets kyst.

 

Formålet med den erklærede nationalisme er, at den skal fjerne fokus fra de store sociale forskelle, fattigdommen og arbejdsløsheden i landet og undertrykkelsen af de nationale mindretal, især kurderne.

 

 

HDP eller Erdogan

Valget den 24. juni vil have stor betydning – både i Tyrkiet og udenfor. Efter valget træder den nye forfatning i kraft, som et flertal på 51 procent af de tyrkiske vælgere godkendte ved en folkeafstemning i april sidste år. Hvis Erdogan og AKP vinder begge valg, vil Erdogan få næsten diktatorisk magt.

 

Det vil være helt afgørende, om HDP kommer over spærregrænsen på 10 procent. Valgets teknik er sådan, at hvis HDP ikke kommer over 10 procent af stemmerne, vil AKP med meget stor sandsynlighed få et absolut flertal på op mod 400 af de 600 pladser i parlamentet. Omvendt hvis HDP kommer over de 10 procent, så vil AKP næsten lige så sikkert ikke kunne få flertal.

 

HDP har i sin valgkamp gjort meget for at udbrede kendskabet til denne sammenhæng, som både kort og sandt kan sammenfattes i det politiske budskab: ”Det er HDP eller Erdogan”.

 

Meningsmålinger i Tyrkiet i den seneste måned, fra seks forskellige kilder, giver HDP mellem 9,0 og 12 procent af stemmerne – med de seneste målinger i den højeste ende.

 

 

HDP’s program

HDP er et venstreorienteret parti, der har nære forbindelser til Enhedslisten. Det er lykkedes for partiet at samle både en del forskellige politiske organisationer på den tyrkiske venstrefløj og – ikke mindst – en række mindretal som kurdere, homoseksuelle, kristne og moderate muslimer.

Denne bredde i partiets basis kommer både til udtryk i de kandidater, partiet opstiller, og i de sociale og demokratiske krav, der præger partiets program (se HDP’s valgmanifest).

 

Partiet opstillede første gang til det tyrkiske parlament ved valget i juni 2015, efter flere af partiets kandidater stod som løsgængere i 2011. Partiet fik en vælgeropbakning på 13 procent. Ved det næste valg kun 5 måneder senere fik HDP 10,4 procent af stemmerne.

 

13. juni 2018

Opslået i Facebook, Tyrkiet

single.php