Præsident- og parlamentsvalget i Tyrkiet den 24. juni blev fulgt af en gruppe fra Enhedslisten, som var til stede på en række valgsteder i de kurdiske områder. En af valgobservatørerne skriver her om sine oplevelser og tanker om den kurdiske frihedskamp.

 

Kan vi lande?

 

Vores fly nærmer sig vores mål. Vi er en gruppe Enhedsliste-medlemmer, herunder to byrådsmedlemmer. Vi er indbudt af ELs “søsterparti” til at observere juni parlaments – og præsident valg på valgstederne på de små skoler i bjergene omkring en større kurdisk provinsby.

 

Efter folkeafstemningen tidligere på året står Erdogan med mulighed for nærmest diktatorisk magt. Spørgsmålet er ikke så meget, om han bliver valgt som præsident – det er ret sikkert, men mere om han får flertal i parlamentet.

 

Vi flyver i retning af landingsbanen. Lige inden landingen rettes flyet op og cirkler derefter om landingsbanen ind over bjergene og ud over dalen med forgæves landingsforsøg. Det gentages 4 gange. Jeg ved ikke, hvorfor vi øjensynligt ikke kan lande og kan jo ikke vurdere, om der er en reel risiko. Mærkeligt nok kommer jeg kun til at tænke på min politiske historie med det kurdiske spørgsmål. Den går tilbage til først i 1980erne efter et kup i Tyrkiet. Jeg havde meldt mig til en tyrkisk solidaritetskomite. Men de generelt venstreorienterede medlemmer anerkendte ikke det kurdiske folks ret til selvbestemmelse – inklusive retten til en egen kurdisk stat. Jeg var initiativtager til den første kurdiske solidaritetskomite i DK. Vores første handling var at udfordre det tyrkiske kommunistparti, som var på besøg hos DKP. De viste sig at være ligeså stortyrkisk chauvinistiske som det tyrkiske borgerskab – med det tilsyneladende, men falske, argument at det ville splitte arbejderklassen i Tyrkiet.

 

Sandheden er helt omvendt. Allerede Marx udtrykte om den britiske arbejderklasse, at så længe de støttede deres eget borgerskab i undertrykkelsen af Irland, kunne de ikke selv blive fri. Det samme gælder den tyrkiske arbejderklasse i den udstrækning, den bakker op om eget borgerskabs chauvinistiske opfattelse af at være et overlegent folk i forhold til det kurdiske folks krav på selvbestemmelse. Borgerskabet udgår udelukkende fra egne økonomiske og magtinteresser. I samme udstrækning er arbejderklassen selv dømt til fortsat udbytning og undertrykkelse. Så meget syntes jeg, at jeg havde forstået.

 

Vi cirkulerer fortsat over landingsbanen. Men hvad med kurdisk nationalisme? Vi lever i den imperialistiske epoke, hvor den borgerlige revolutions program – hvor bl.a. dannelse af nationalstater enten historisk er løst eller ikke længere lader sig løse med borgerskabet i spidsen. Ingen borgerskaber er progressive i vor epoke. De er enten bange for arbejderklassen i bevægelse, eller underlagt imperialismen. Desuden er det en illusion, at nationalstaten i dag kan være egentlig uafhængig – kapitalismen er blevet global. Men realiteten er, at kurderne – og palæstinenserne – fortsat har internationalt politisk betydningsfulde revolutionære nationale krav.

 

I 1917 viste den russiske revolutions ledere, Lenin og Trotsky, hvordan knuden kunne løses. Senere teoretiserede Trotsky erfaringerne fra den russiske revolution ved at udvikle teorien og strategien – den permanente revolution – i modsætning til Stalins “socialisme i et land”. Nøglen var ikke længere de nationale borgerskabers ledende rolle, men den internationale arbejderklasse, der kunne lede fattigbønderne i en permanent revolution, der kombinerede den borgerlige revolutions program – som det nationale spørgsmål – og forbinde det med arbejderklassens eget socialistiske program med afslutning af kapitalismen for international socialistisk revolution. Det kunne kun realiseres med arbejderklassen ved magten.

 

Jeg kom til at se det kurdiske – ligesom det palæstinensiske – folks krav på en stat og deres frigørelse i lyset af den russiske revolutions erfaringer. Vi var ved at lande. Flyet blev sat blidt og forsigtigt ned, som en perfekt manuel landing. Jeg tænker, at computeren havde svigtet.

 

Mange kopper te

Vi bliver modtaget med stor varme i det kølige regnfulde vejr. Den kurdisk dominerede by er uden gamle kulturelle minder og lidt lurvet og fattig. Der er ikke ofret statsmidler på denne konservative kurdiske by. Der er moderne betalingsveje bygget til militærtransporter. Valgresultatet i regionen vil være en indikator på, hvordan landsresultatet vil blive.

 

Vi opdeler os i grupper på to og to – en kvinde og en mand – en erfaren og en uerfaren hver med en tolk og en advokat fra det nationale advokatråd, som bliver tilknyttet hver gruppe. Vores små grupper spredes i biler ud over bjerglandskabet. Min gruppe dækker 11 valgsteder. Stemningen og modtagelsen kan ikke være mere forskellig. På den første skole modtages vi af en truende, brutal mand. Vi får ikke adgang til valglokalet. Vi insisterer ikke. Vi kan kun tabe i en konflikt og risikere at blive tilbageholdt. Da vi er på vej væk, bliver vi kaldt tilbage af en valgtilforordnet. Han smiler uden venlighed i øjnene. Han tilbyder os te uden at give os den. Vi er inde i den første skoles valglokaler. På de efterfølgende 10 skoler bliver vi oftest bænket på de små skolebørns lave skolebænke. Vi drikker mange kopper god te.

 

Vores iagttagelser

Næsten på hvert valgsted er der en enkelt valgtilforordnet, som gør en ærlig indsats for at hindre snyd. Han holder f.eks. fysisk manden tilbage fra at følge konen ind og udfylde stemmesedlerne med det udleverede stempel. Eller han forsøger at hindre, at vælgerne tager deres mobiltelefon med ind og stemme. Telefonens kamera kan bruges som dokumentation, hvis man er blevet betalt for at stemme på et bestemt parti. Disse enkelte mest ærlige mænd er som regel fra andre områder. Man kan let forestille sig, hvad der sker, når han lige skal ud af lokalet et øjeblik i løbet af valgdagen. Kun et enkelt sted er der kvindelige tilforordnede.

 

Alle vores små grupper observerer uregelmæssigheder, men ingen af vores små hold kommer til at afsløre noget væsentligt. De uomtvistelige svindlerier sker i andre dele af processen, f.eks. ved tilføjelse af store antal af udfyldte stemmesedler under optællingen og i større sammenhænge end på vores små landsbyskoler med små vælgergrundlag. En anden gang bør vi have sikret os udarbejdelse af et egentligt professionelt skema til registrering af uregelmæssige begivenheder. Sådanne skemaer eksisterer (vi brugte dem i Colombia). Ikke alle valgsteder har observatører fra de politiske partier, og kun et par har folk fra HDP – Folkenes Demokratiske Parti, det kurdiske parti, som endte med at få 11,4 procent af stemmerne til parlamentet. Udenfor hvert valgsted står grupper af landsbyvagter – regeringsbetalte, bevæbnede militæriske spioner og kontrollanter i de kurdiske landsbyer. Desuden er der overalt militære vejspærringer og soldater udenfor valgstederne – et enkelt sted også i selve valglokalet.

 

En heltinde

Vi fik efter vores ønske mulighed for to møder. Et med lokalafdelingen af lærernes fagforening og et møde med en gammel kurdisk kvinde og tre generationer af hendes familie.

 

Vi drak te og spiste klassisk sukkerkageslik. I et stort hus i en landsby inviteres vi ind i et nærmest støvfrit, rent rum. Der er tæppe på gulvet og store polstrede lænestole og sofa. Familiens mænd er samlet. De yngre kvinder serverer. Den gamle magre kvinde – familiens matriark – er i centrum og bliver behandlet med øm respekt: “Hun er en heltinde.” Jeg forstår, at hendes heltindestatus bygger på, at hun har lidt uhyrligt, fordi den nationale kamp har kostet hende en søn. Hendes heltindestatus bygger desuden på, at hun trods disse lidelser fastholder kampens nødvendighed, og at sejren er uafvendelig. Dette mod videregiver og indgiver hun til områdets kvinder. På spørgsmålet om, hvad hun ønsker sig for fremtiden, siger hun: At vi ikke skal græde mere.

 

Mødet med lærernes fagforening

Vi møder en kreds af lokale lærere. De ligner mest lidt forslidte industriarbejdere. De fortæller om undertrykkelse, fyringer, fattigdom og magtesløshed. De er isolerede. De udtrykker håbløshed. Skolelærerne er en progressiv faglig gruppe, og de er da også udset af Erdogan som den måske hårdest ramte gruppe efter kupforsøget. Deres landsorganisation har henvendt sig til den europæiske sammenslutning af lærerfagforeninger, men end ikke fået noget svar. Tusinder er fyret og fængslet. Jeg kommer fra en politisk tradition, hvor man altid søger at finde veje til at udtrykke konkret solidaritet og støtte i mødet med undertrykte og kæmpende arbejdere. Det lader ikke til at være den generelle indstilling hos Enhedslistens deltagere i mødet.

 

Fremtiden efter valget

På et afsluttende møde med en HDP’er er vedkommende dybt skuffet over valgresultatet. Erdogan har flertal i parlamentet og har nu nærmest uindskrænket magt. Skuffelsen er massiv og helt forståelig. Vores valgobservationer har selvfølgelig ikke gjort nogen forskel, hvad valgresultat angår. Betydningen er en anden. Vi har vist vores internationale solidaritet med det kurdiske folks rettigheder.

 

Jeg prøver at opmuntre vores venner med en politisk betragtning og perspektiv, som jeg set det udefra:

 

Erdogans hidtidige magt hviler alene på det tyrkiske økonomiske boom igennem flere år. Den er nu vendt til økonomisk nedgang. Erdogan har allerede bebudet dybtgående “reformer” – læs neoliberale angreb på store befolknings grupper. Der vil måske nok gå lidt tid, men et opsving i klassekampen er en uundgåelig konsekvens af disse angreb på lidt længere sigt.

 

For at komme tilbage til mine indledende tanker i flyet over landingsbanen: Det er opgaven at intervenere i denne klassekamp med et program, der forener hele arbejderklassen – dens tyrkiske og kurdiske dele – om et program, der omfatter fælles interesser for hele vores klasse. Enhver eventuel illusion om EU og nationale borgerskaber må stoppes, og i stedet må der satses på alliance og solidaritet fra den internationale arbejderbevægelse. Kurdernes og palæstinensernes fremtid er internationalt forbundet med kamp for den socialistiske revolution i regionen og internationalt.

Opslået i Facebook, Tyrkiet

single.php