Den 15. november blev der afholdt kommunalvalg i Kosova. Valget var det første, der blev afholdt efter uafhængigheden, og dagen efter sagde lederen af Kosovas største parti, Kosovos Demokratiske Parti (PDK), premierminister Hashim Thaci, at Kosova havde bestået sin første eksamen i demokrati. Men havde Thaci ret?

Det officielle tal for deltagelse i valget lyder på, at 45,36 procent af 1.563,741 stemmeberettigede stemte – altså under halvdelen. Bevægelsen for Kosovas selvstændighed, Vetevendosje, hævder imidlertid, at det reelle resultat for stemmeafgivelsen er mere end 10 procent lavere.

Mange penge var blevet brugt for at søge at overtale befolkningen til at stemme. Utallige vestlige ledere fra Hilary Clinton og nedefter havde opfordret til det. En del ledere havde endog aflagt besøg i Kosova for også at opfordre befolkningen til at stemme.

Vestlige ledere har dog grund til at glæde sig over, at flere serbere end forventet havde stemt, og dermed brudt med den serbiske regerings opfordring til at boykotte valget. Men spørgsmålet er, om dette viser andet, end at også de serbiske indbyggere i Kosova er mindre tilbøjelige til at følge direktiverne fra Beograd, end man ellers havde ventet.

Vetevendosjes ”valgkamp”
Vetevendosje opstillede ikke af følgende grunde:
Dels kræver deltagelse i valg, at man accepterer Ahtisaari-planen, som er den egentlige ”grundlov” for Kosova, og det gør Vetevendosje ikke.
Og dels var kommunevalget efter Vetevendosjes mening beregnet på yderligere at cementere den etniske opdeling.

Ved at deltage i valget, advarede Vetevendosje i en erklæring fra den 10. november, ”siger man ja til etnisk deling, til skabelsen af serbiske entiteter i Kosova, til fortsættelsen af den såkaldte parallelstruktur (dannelsen af serbisk kontrollerede områder med direkte forbindelser til Serbien – på omkring en fjerdedel af Kosovas territorium – side om side med albansk dominerede områder), til legalisering af Serbiens politiske indblanding i Kosova, til tab af en del af vandressourcerne, til et delt uddannelsessystem, til et delt sundhedssystem, til en etniske delt politistyrke, et etnisk defineret justitsvæsen, til forhindring af albaners ret til at vende tilbage til de nordlige (serbisk kontrollerede) områder, til privatiseringer af den offentlige sektor, til berigelse af politikerne og til vores forsatte fattigdom. Lad være med at acceptere deres valg. Foretag et virkeligt valg! Lad være med at stemme den 15. november!”

Etnisk opdeling
I en tale under en konference, der den 6. november blev afholdt Pristinas Institut for Internationale Studier, sagde lederen af Vetevendosje, Albin Kurti, bl.a.:
”Ligesom Milosevic’s regime hverken så mennesker eller menneskelige væsener i Kosova, men kun forskellige etniske samfund, så fortsætter De Forenede Nationer Mission i Kosova. UNMIK, paradoksalt nok på samme måde.
Imperialisternes internationale herredømme i Kosova ser heller ingen mennesker. For den eksisterer der kun forskellige etniciteter… Fra 1999 og fremover var etnicitet udgangspunktet i synspunkter for de internationale organisationer i Kosova.
UNMIK identificerede…albanere, serbere, romaer, tyrkere, egyptere, bosniakker og ashlaliere. Den proklamerede, at den ønskede at opbygge multietnicitet, men den startede med etnisk tilknytning, dvs. fra forskelligheder. Den ignorerede det, der er fælles og almengyldigt for mennesker: deres behov for frihed, værdighed, arbejde, kvalificeret uddannelse, sundhed og social sikring.
Almengyldigheden ville som en konsekvens have ført til et multietnisk samfund; at stile mod multietnicitet har bragt os længere væk fra det. Det internationale herredømme i Kosova fremmer forskelligheden på bekostning af solidariteten og forskellene på bekostning af almengyldigheden.
I Kosova ser man ingen menneskelige væsener, individer, borgere, elever eller studenter osv., men kun albanere, serbere eller andre samfund. Individer er tilfældige eksempler på specifikke kollektiver.”

Under valgkampen havde Vetevendosje været meget aktiv. Et slogan, som med forkærlighed blev sprayet på partiernes valgplakater lød: ”I vote, you vote, he, she, it votes, we vote, you vote – THEY PROFIT!

En strøm af små videoer blev udsendt over Internettet. I et af dem blev partiernes kandidater symboliseret med en kalkun med slips på. Disse videoer blev også vist på storskærme i Kosovas vigtigste byer.

På dagen, hvor Berlin-muren faldt, opbyggede aktivister på kort over Kosova, der var tegnet på gaderne, andre mindre mure, der viste Kosovas etniske delinger, når kommevalgene var overstået. Over Pristinas største forsamlingsplads hængte aktivister den 13. november et stort banner op med teksten: En stemme den 15. november er ikke noget valg. Det er at acceptere andres valg!

Skindemokrati
Når der blev brugt så mange penge på at sikre en nogenlunde høj valgdeltagelse, er det fordi, man gerne ser, at så store dele af Kosovas befolkning som muligt støtter de planer, som den vestlige del af det internationale samfund for længst har lagt for Kosovas fremtid.

I virkeligheden er det komplet ligegyldigt, hvilket parti man har stemt på. For i Kosova har intet parti, ingen politiker eller embedsmand nogen magt, når det kommer til stykket.

I de områder, hvor UNMIK og EU regerer, ligger den virkelige magt hos Peter Feith, som både er den særlige repræsentant for EU og leder af det Internationale Civile Kontor til implementeringen af Ahtisaari-planen.
I disse egenskaber kan Feith nedlægge veto imod en hvilken som helst beslutning, en politisk
forsamling måtte drømme om at tage, og fyre alle politikere og embedsmænd, der efter hans opfattelse handler i strid med Ahtisaari-planen.

I sin diktatoriske myndighed har Feith meget tilfælles med den Høje Kommissær i Bosnien-Hercegovina, som kan optræde på samme måde over alle, som handler imod Dayton-planen.

Forskelle mellem Bosnien og Kosova
Forskellen mellem Bosnien og Kosova er, at mens befolkningen i Bosnien stort set ikke protesterede, da bosniske politikere i 1996 accepterede Dayton-planen, så var der lige fra begyndelsen stærk folkelig modstand, da Ahtisaari-planen for Kosova blev introduceret – ti år senere!

Hvad der i 1996 kun syntes muligt at forstå for særligt dygtige analytikere, står nu klart for mange flere:
Dayton-planens virkelige hensigt var at begunstige de serbiske (og kroatiske) nationalistiske kræfter – på de multietniske bosnieres bekostning.

I den mellemliggende tid har de nationalistiske kræfter i Bosnien vokset sig så stærke, at nu er i færd med at rive den bosnisk-hercegovinske stat i stumper og stykker. De serbiske nationalister blev stærk begunstiget af Dayton ved dannelsen af en særlig serbisk republik på bosnisk territorium, og de nationalistiske kroater blev begunstiget med, at resten af Bosnien blev omdannet til blot at være en føderation af ti relativt selvstændige kantoner.

Meningen med Ahtisaari-planen er også at omdanne Kosova til en føderation af kantoner og at begunstige de nationalistiske serbiske kræfter. Til gengæld vil vi snart se Serbien – eller måske om nogen tid endda et Storserbien – optaget i såvel Nato som EU.

Men nu ved mange flere i Kosova, hvad der reelt kommer ud af Ahtisaari-planen.

Hertil må føjes endnu en dimension for Kosovas vedkommende: Stormagternes hundeslagsmål om Kosova skyldes ikke mindst områdets meget store naturrigdomme.

Artiklen bringes også i Intersol, som er nyhedsbrev for STS International Solidarity. Hele nyhedsbrevet kan blive tilsendt gratis på telefon 46 37 44 94. Eller på mailadressen: sts@intsol.dk

Opslået i Balkan

single.php