Skatteaftalen fra 6. februar er et klart signal om, at VLAK-regeringens mission er at forringe velfærden, tage fra de fattige og give til de rige. Selv om aftalen ikke er den store skatteaftale, som ultraliberalisterne fantaserede om, indeholder den en klar asocial profil, hvor de arbejdsløse og pensionisterne ikke får andel i skattelettelserne, men hvor direktøren kan se frem til en stor skattelettelse. Mere end nogensinde er der brug for at rejse krav om en ny regering, der vender op og ned på det nuværende skattesystem.

af SAPs Forretningsudvalg

Gennem de sidste års tid har Liberal Alliance kæmpet for at få markante skattelettelser til de rigeste i Danmark. Regningen skulle betales af en mindre offentlig sektor, forringelser af kontanthjælpen – og en markant forringelse af flygtninge og indvandreres levevilkår for at tækkes DF.

 

Men Dansk Folkeparti har strittet imod. Partiets folkelige image har lidt et alvorligt knæk med både Messerschmidt-skandalen, hvor partiets repræsentanter i EU-parlamentet misbrugte EU-penge, og med en alvorlig tilbagegang ved kommunalvalget i november. Derfor har partiet nægtet både at indgå en skatteaftale uden at lave en udlændingeaftale, og at der skulle være store skattelettelser for topindkomsterne.

 

Resultatet er blevet en skatteaftale, som er markant mindre, end Liberal Alliance og deres jubelstøtter i Børsen havde håbet. I alt anvendes der ca. 5 mia. kr. årligt på aftalen, hvilket er langt fra de 23 mia. kr., som VLAK-regeringen spillede ud med i august.

 

Lille, men socialt skæv

Skalaen er nedjusteret, men aftalen er stadig socialt skæv; og i en borgerlig optik kan Liberal Alliance vel betegne aftalen som ”en mindste forbedring”.

 

For det første får direktøren mest ud af de egentlige skatteelementer. Ifølge regeringen vil skattebegunstigelsen ved aldersopsparing dog alene få virkning for HK’ere, LO’eren og funktionæren, hvorfor deres gevinst i sidste ende vil overstige direktøren. Dette må dog betvivles, da den maksimale udnyttelse af alderspensionen kræver, at en lavtlønnet HK’er kan indbetale 55.000 kr. hertil.

 

For det andet er finansieringen af skatteaftalen ulighedsskabende. Aftalen finansieres delvis af en fremrykket skat på pensioner, der burde reserveres til velfærd.

 

Der bruges endvidere knapt ½ mia. kr. fra Jobreform I, som er kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen. Dermed cementerer regeringen sit image som dem, der tager fra de fattige for at give skattelettelser.

 

Derudover anvendes ”det finanspolitiske råderum”, dvs. de penge, der kan skaffes ved en nulvækst i det offentlige forbrug, som vil medføre en klar forringelse af velfærden.

 

Endelig hentes omkring ½ mia. kr. på forringelser af vilkårene for flygtninge og indvandrere: Fx brugerbetaling på danskundervisning, og længere optjeningsperiode for at kunne modtage velfærdsydelser.

 

Alt i alt er aftalen skæv.

 

En dårlig løsning på ”samspilsproblemet”

En del af målsætningen med skattereformen var at løse det såkaldte samspilsproblem, som består i, at mellemindkomstgrupper straffes rent skattemæssigt ved at spare op til pension i de sidste år af arbejdslivet. Årsagen er, at de indbetalinger til pension, som foretages her, medfører at pensionsudbetalingerne overstiger grænsen for modregning i det statsligt finansierede pensionstillæg. Aftrapningen er højere end den sparede skat ved indbetalingen. Derfor kan det ikke betale sig at spare op til alderdommen. Regeringen ”løser” dette problem ved at give en skattelettelse, når man indbetaler til pension. Det betyder, at man kan få et skattefradrag her og nu ved at indbetale op til 70.000 kr. til pension om året. Med andre ord: Det er de nuværende arbejdsmarkedsaktive, som får en skattelettelse – men der er ingen hjælp til de pensionister, som i dag modregnes i pensionstillægget.

 

Dette nye pensionsfradrag gavner entydigt de højest lønnede, som har råd til at indbetale de 70.000 kr. om året til pension. Regeringens egne beregninger viser, at HK’eren på mindsteløn får 3½ gange mindre ud af dette fradrag end direktøren.

 

Nogle små fradrag for de lavtlønnede gives omhyggeligt ikke til dem, der er røget ud af beskæftigelse – men til gengæld for en stor dels vedkommende også til de højtlønnede.

 

En samspilsramt regering trænger til at blive afsat

 

Regeringen er samspilsramt. Den kan ikke finde sammen med sit parlamentariske grundlag om at lave reformer, der rykker i retning af den borgerlige utopi, som Liberal Alliance drømmer om. Men den kan dog lave aftaler, som gør livet værre for marginaliserede grupper, og overførselsmodtagerne, samtidig med at den giver penge til de høje indkomster. Regeringens løsning på helt almindelige lønmodtageres ”samspilsproblemer” er asociale og peger ikke frem mod en bedre pensionstilværelse for de mange – men blot mod endnu flere skattelettelser for de rige.

 

At de asociale skattelettelser samtidig lænser de offentlige kasser for penge, der bl.a. kunne og burde bruges til at give de offentligt ansatte overenskomster med ordentlige løn- og arbejdsforhold, er et – meget aktuelt – faktum, som yderligere giver fagbevægelsen al mulig grund til protester mod den liberale skattepolitik!

 

Der er brug for at sende den samspilsramte regering på porten og erstatte den med en regering, der vil prioritere velfærden og sikre bedre pensioner til almindelige lønmodtagere og ikke mindst de fattigste grupper. En sådan regering skal opkræve masser af penge i skat. Men ikke ved bare at skrue lidt op for skattehanerne i det nuværende system, der er blevet mere og mere skævt i de riges favør.

 

En ny regering må stilles over for kravet om en radikal – og radikalt anderledes – skattereform. En skattereform, der vipper skævheden den anden vej, friholder de fattige og tager pengene fra de rige. En skattereform, der sikrer en reel progression, herunder et progressivt skattegrundlag for kommunernes budgetter, dvs. skattefrihed for overførselsindkomster og lavtlønnede. lav skat for almindelige indtægter, afskaffelse af alle ulighedsskabende fradrag, men brandbeskatning af arbejdsfrie kapitalgevinster, erhvervslivets svulmende profitter og de højeste indkomster.

 

Og så selvfølgelig opbygningen af et skattevæsen, der faktisk opkræver pengene, også når der er mange af dem! Dette vil kræve helt nye redskaber til demokratisk kontrol med regnskaberne i de store firmaer…

 

SAP’s forretningsudvalg, den 25. februar 2018

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com