Socialistisk Information nr. 196 April 2005                          Til SAP's Forside

BAGGRUND

Venstrefløjen og religionen

Fremvækst af religiøs fundamentalisme, politisk religion og religiøst begrundede voldshandlinger har skræmt venstrefløjen. Der er brug for en analyse af det religiøse fænomen og for at udvikle venstrefløjens svar.

Af Saral Sarkar

Alle de store religioner har længe indeholdt forskellige udtryk for politisk magt. I Indien førte sejren for den militante islamisme allerede i 1947 til en deling af landet og grundlæggelsen af den Islamiske Republik Pakistan. Den spirende socialistiske (i Algeriet) eller halvsocialistiske arabiske nationalisme er for længst blevet fortrængt af radikal islamisme. I dag bliver den arabiske kamp mod imperialismen hovedsageligt ført af militante islamister. I Nordirland fortsætter »trediveårskrigen« mellem de kristne. I USA har de evangeliske fundamentalister, der vil kristne hele verden, erobret magten.

Men man må ikke bare lade sig forskrække – det er nødvendigt med en grundig analyse af disse fænomener. For de udstiller ikke bare et nederlag for socialismen. De indebærer også, at selve oplysningen, den vidensbaserede forklaring, i stigende omfang
taber terræn.

Religionens magt

Mange af os kan ikke forstå, at nogen overhovedet tror på Gud og en religion. Men så let løser vi ikke problemet! Religiøsiteten har dybe rødder i selve grundbetingelserne for at være menneske. Vi ved ikke alt. Hvad videnskaben siger om universets og livets tilblivelse forbliver i øjeblikket kun mulige intelligente hypoteser!

Ligeledes er andre grundlæggende spørgsmål ubesvarede: Hvorfor er alt dette opstået? Hvad er meningen med alt dette, med livet, med menneskelivet? Hvorfra har vi vores bevidsthed, vores intelligens og vores moral? Er vi bare tilfældige biprodukter af evolutionen? Hvis ja, hvorfor vil et sådant væsen, der bare er et blandt millioner af arter, overhovedet udvikle en moral? En kat bekymrer sig jo ikke om naturen eller de kommende generationer! Hvorfor lider nogle mennesker, medens andre ikke gør det? Hvad vil det sige at dø?

Sådanne spørgsmål kan lynhurtigt føre til gudetro og religion, eller i heldigere tilfælde til harmløs spiritualitet. Både raske og syge mennesker har i høj grad brug for et sted at finde trøst. Finder de det ikke på jorden, er det forståeligt, at de tror at have fundet det i himlen, hvor en gud angiveligt elsker dem betingelsesløst, eller hvor vedkommende endeligt kan finde lykken. Som bekendt begyndte den unge Buddhas søgning efter erkendelse og vejen til religiøsitet ved synet af en dødssyg, en svækket olding og en død.

Efter Sovjetunionens sammenbrud strømmede de forarmede, tidligere ateistiske russere igen til de genetablerede kirker. Allerede Marx havde erkendt, at religionen er »et udtryk for den virkelige elendighed« og »den trængte skabnings suk«.

Religiøse oprør

Det er nok bedre at sige, at det ofte kan være sådan. I virkeligheden har religionen i historien ofte ansporet mennesker til protester, i mange forskellige former, herunder også voldelige. Thomas Müntzer, en protestantisk reformator, anførte i det 16. århundrede en bondeopstand. Mange marxister ser ham som en forløber i kampen for et klasseløst samfund. Luther ledte oprøret mod det korrupte kristeligt-religiøse hierarki. I det 18. århundrede anførte en gruppe af hindu Sannyasiner en revolte mod det fremmede herredømme i Ostindien. I det 19. århundrede ledte Muhammad Ahmad Ibn Abd Allah – en sufi, der gav sig selv titlen »Mahdi« – i Sudan en massebevægelse og en revolutionær hær, såvel for at reformere Islam som for at befri sit land for ægypternes undertrykkende fremmedherredømme.

Müntzer, Sannyasinerne og Mahdien førte væbnet kamp mod en verdensorden, de af en eller anden grund fandt uudholdelig. Og Luther var den åndelige leder for de fyrster, der ledte den militære revolte mod pavens herredømme. Mahdien ville sammen med sine tilhængere føre islam tilbage til sin oprindelige form, som profeten havde praktiseret den, og var altså i moderne jargon fundamentalist. Hvad disse historiske eksempler kan fortælle os er, at der i menneskehedens historie ofte har kæmpet militante religiøse fundamentalister eller også bare religiøst motiverede mennesker, der ikke nødvendigvis var fundamentalister, på forskellige måder mod virkelige eller oplevede uretfærdigheder eller elendige forhold.

Den forrådte Oplysning

Siden Oplysningstiden og siden de forskellige menneskerettighedserklæringer, eller i hvert fald siden den verdensomspændende udbredelse af den revolutionære socialistiske bevægelse efter Anden Verdenskrig, burde religiøse begrundelser for sådanne kampe have været unødvendige. Men såvel Oplysningen som menneskerettighederne og socialismen blev forrådt af de samme folk, som havde opfundet disse idealer, nemlig europæerne og amerikanerne. Ud fra ideen om »den hvide mands byrde«, om hans mission om at udbrede civilisationen, førte man kolonikrige. Folkeslagene i de erobrede lande blev ikke bare udbyttet men også racistisk behandlet. Slavehandlen ophørte først endeligt i 1864. Frankrig førte indtil 1962 krig for at opretholde sit koloniherredømme i Algeriet.

Allerede Mahdiens væbnede kamp var ikke blot rettet mod det ægyptiske herredømme i Sudan; men også mod den britiske imperialisme, der støttede ægypterne. Den britiske oberst Gordon, der skulle redde Sudan for ægypterne, blev dræbt efter sin tilfangetagelse. Men hvorfor måtte Mahdien være en religiøs fundamentalist? Måske er det en lovmæssighed i historien, at når et folk opfatter sine livsbetingelser, også uden fremmedherredømme, som usle, så orienterer i hvert fald nogle sig tilbage til de religiøst-kulturelle traditioner. Skuffelsen kan i vore dage i vor tid skyldes, at løfterne om det moderne har vist sig at være illusoriske, og drømmen om at genopleve den »gyldne tidsalder« i sin egen historie skal ikke altid forstås i ren materiel betydning – den kan også være en reaktion mod den moralske dekadence i den moderne verden.

Fredelig kulturrevolution

Denne tilbageskuen kommer ikke nødvendigvis til udtryk som et redskab i kampen om den verdslige magt. I et selvstændigt land, der befinder sig i en eller anden form for krisetilstand, kan den også have en fredelig kulturel renæssance som mål.

Således grundlagde hinduerne i Indien i det 19. århundrede bevægelserne Aryasamaj og Brahmasamaj, der orienterede sig til Vedaerne. I 1928 opstod det »muslimske broderskab«, der gik ind for en tilbagevenden til Koranen og Haditherne som en ledelinje for et sundt moderne islamisk samfund. På tilsvarende måde betragter kristne fundamentalister i dag med stort ubehag det moralske forfald i de moderne vestlige samfund, som man derfor vil føre disse tilbage til de bibelske værdier. Og i dagens Indien har mange hinduer reageret på deres samfunds moralske forfald med drømmen om at genoplive Ramrajya, gudekongen Ramas kongerige. Selvfølgelig forsøger mange politikere at instrumentalisere disse følelser, tanker og drømme. Men de findes.

Såret værdighed

Algeriets nyere historie fremstår som den mest lærerige. Efter en succesfuld befrielseskamp blev der grundlagt en med olierigdom velsignet socialistisk stat. Alligevel var der nogle rent økonomiske grunde til landets krise. Men de ledende vestliggjorte, frankofone lag i det herskende FNL var også moralsk degenererede. På denne baggrund kunne de underprivilegerede lag, specielt de arbejdsløse unge, tiltrækkes af den program, den Islamiske Frelserfront (FIS) tilbød – i panarabismen og varetagelsen af den religiøs-kulturelle identitets navn. Resten af historien – borgerkrig og gensidige massakrer – er kun alt for velkendt.

Som bekendt udgår de nutidige islamiske terrorister normalt ikke fra de fattigste lag, men overvejende fra de uddannede mellemlag. Hvis de kom til magten, ville de ikke afskaffe de øverste lags udbytning af de laveste. Her begår mange vestlige iagttagere, også på venstrefløjen, en fejlfortolkning. Ved islamisk terror handler det ikke primært om fordelingen af verdens eller landets rigdomme, men om ære og værdighed og om had og hævn, som to midler til genetablering af værdigheden.

Følelsen af værdighed blandt de arabisk/islamiske folk, i virkeligheden af alle tredjeverdens folk, lider under alle omstændigheder under den materielle underudvikling. Den er også gennem lang tid blevet såret af de vestligt imperialistiske lande, hvortil også Israel hører. Selv om et par bombeattentater ikke kan besejre imperialismen, så kan de virke befriende for hævntørsten hos de mishandlede folkeslag. Det er den vigtigste mening med islamisternes attentater mod Vesten og Israel. Kun sådan kan man forstå mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh.

Nationalismen

Motivationen for opfyldelsen af denne slags behov har ingen sammenhæng med idealer som oplysningen og socialismen, men hænger fint sammen med den fundamentalistiske fortolkning af de store religioner ligesom med nationalismen. Motivationen for islamisternes kamp mod Vesten, og tjetjenerens kamp mod russerne, bliver næret af både fundamentalisme og nationalisme.

Det er ikke tilfældigt, at man ved begrebet »islamisk terrorist« næppe tænker på en tyrker, selv om der også i Tyrkiet har været to bombeattentater begået af tyrkiske islamister. Tyrkiet var aldrig en koloni. Tværtimod var det selv en kolonimagt. Og i dag er det OECD- og NATO-medlem. Politisk islam i Tyrkiet kan derfor antage en mild form. Dette viser, at det netop er kombinationen af det at være muslim og det at være borger i den tredje verden, der gør disse mennesker særligt modtagelige for den militante islamisme.

FIS var i stand til at udnytte den religiøs-kulturelle identitet som »arabisk-islamisk« så succesfyldt, fordi den af venstrefløjen foretrukne identitet »arbejder« ikke havde været de laveste lag i Algeriet til nogen synderlig nytte i deres kamp mod FNL-bosserne og de øverste lag, der solgte sig selv under betegnelsen »socialister« – rent bortset fra at der også inden for arbejderklassen var klasseforskelle.

Når det drejer sig om kampen mod imperialismen synes en identitet som »arbejder« heller ikke nyttig, da euro-amerikanske arbejdere jo også objektivt drager nytte af det imperialistiske system. Således blev islamisterne styrket. Ved hjælp af en »islamisk« identitet var det også muligt i første omgang at feje klassemodsætningerne i egne rækker ind under gulvtæppet. Det er en svaghed hos den euro-amerikanske venstrefløj, at den ikke vil vedkende sig den
objektivt eksisterende interessekonflikt mellem arbejderklassen i centrum og den i periferien.

Hvad bør der gøres?

Hvordan skal vi forholde os overfor disse fænomener? Det overvejende flertal af de troende tager ikke deres hellige bøger alt for alvorligt. Det er realistiske mennesker. Lev og lad leve, er deres holdning overfor anderledes troende. Hvis også vi er tolerante overfor deres religiøsitet bliver politisk samarbejde muligt.

Masserne, som i begyndelsen støttede FLN´s socialistiske politik, var troende muslimer. Og de kristne har deres befrielsesteologi og »kristne for socialisme«. Vi kan fornægte vigtigheden af trosspørgsmålet, indtage en agnostisk position og sige, at vi ikke ved, om der er en gud. Vi kan tilføje det retoriske spørgsmål: Hvad skal man i det hele taget med en gud, som ikke er stand til at hjælpe os?

Men vi bør også skelne. Fundamentalisterne, som vil gennemtvinge Koranens eller Bibelens ord som love for hele samfundslivet, dem må vi bekæmpe. Men de, der ikke kan hente kraft og inspiration i deres kamp mod de mange onder i denne verden fra andet end deres religion, dem må vi tilbyde andre kilder. I et interview om baggrunden for mordet på Theo van Gogh sagde den hollandske journalist Joost Kircz med beklagelse: »Venstrefløjen kan ikke tilbyde noget alternativ til unge mennesker, som er påvirket af islam … Der er ingen heroiske kampe mod de herskende forhold, som vi kan henvise til, og som disse unge kunne bruge til at udvikle og afprøve en ny form for frigørelse.« Denne mangel må vi hurtigst muligt fjerne.

Artiklen er oversat fra det tyske månedsmagasin Sozialistische Zeitung, januar 2005, af Peter Kragelund.

 

 

Følg med hver måned: Abonnér!