Socialistisk Information nr. 181 • November 2003 Til SAP's Forside
Af Åge Skovrind
Harmløst så det ud, da en ung mand kørte af sted på sin knallert mod Korsør en tidlig morgen i august 1960. På bagagebæreren lå en pose med to studenterbrød. Lidt proviant var det godt at have med hjemmefra, for det var en lang tur, han begav sig ud på.
Knallertkøreren hed Preben Kinch, og hvad ingen kunne se var, at han var ude i en dybt hemmelig mission, som handlede om at levere våben til befrielseskampen i Algeriet – eller Algier, som det dengang blev kaldt. Da han kom hjem nogle dage senere var indholdet i posen på bagagebæreren erstattet af en bunke pengesedler, som var rullet sammen i en avis. Dem havde han hentet hos kontaktpersonerne fra Fjerde Internationale i Bruxelles.
Preben Kinch var medlem af Revolutionære Socialister, en gruppe på 10-15 danske trotskister, som i juni 1959 besluttede at søge optagelse som dansk sektion af Fjerde Internationale.
Befrielseskampen i Algeriet
Fjerde Internationale rettede i denne periode primært opmærksomheden mod de koloniale befrielseskampe. Verdenskrigen havde løsnet kolonimagternes kontrol over deres besiddelser, og derfor var det her, at udsigten til at slå sprækker i det kapitalistiske verdenssystem, var mest nærliggende. Det gjaldt ikke mindst Algeriet, hvor en folkelig befrielseskamp mod den franske herredømme var startet i november 1954 under ledelse af FLN - Den Nationale Befrielsesfront. Den lokale befolkning nærede et dybt had til den franske besættelsesmagt, som allerede i 1945 brutalt havde slået ned på et folkeligt oprør, som udviklede sig efter sejren over nazismen. Ifølge den officielle franske rapport blev 45.000 algeriere og 108 europæere dræbt.
Krigen 1954-62 blev en af de blodigste og grusomste af kolonikrigene, For at bevare Algeriet under fransk kontrol ødelagde franskmændene 8.000 landsbyer, slog 1 million civile algeriere ihjel, gennemførte systematisk tortur og sendte mere end 500.000 franske soldater til landet.
Den franske terror fandt ikke kun sted i Algeriet. I oktober 1961 blev ca. 200 algeriere dræbt i Paris, da en politistyrke på omkring 20.000 mand angreb en stor, men fredelig demonstration. Byens ansvarlige politidirektør var Maurice Papon, der som fransk embedsmand var medvirkende til at arrestere og sende jødiske landsmænd til tyske koncentrationslejre 1942-44. Efter krigen gjorde han karriere og blev politidirektør i Paris. I 1998 blev han dømt for krigsforbrydelser under verdenskrigen, men massakren i Paris har de franske myndigheder aldrig ønsket at efterforske.
Algierkrigen blev afsluttet den 18. marts 1962, da den daværende franske præsident Charles de Gaulle underskrev Evian-aftalen, der indebar våbenhvile og afholdelse af en folkeafstemning om selvbestemmelse.
Politisk åbning
Solidaritetsarbejdet med den algeriske frihedskamp var en prioriteret opgave for alle sektioner af Fjerde Internationale. Også for Revolutionære Socialister, som hermed fik et konkret omdrejningspunkt for sit arbejde. Solidaritetsarbejdet med den algeriske befrielseskamp var stærkt medvirkende til, at trotskisterne – både i Danmark og i andre lande – kom ud af den totale isolation, som prægede koldkrigsperioden efter Anden Verdenskrig.
Algierkrigen betød således en åbning for Fjerde Internationale, især fordi det franske kommunistparti valgte at støtte op om sit eget lands koloniherredømme. Et af de mest markante initiativer, som trotskisterne i Frankrig var med i, var et manifest mod krigen udsendt af 121 franske intellektuelle. I Fjerde Internationales ledelse havde navnlig tyskeren Georg Jungclas og ikke mindst grækeren Michel Pablo nær kontakt med FLN. Sidstnævnte fungerede i en årrække efter Anden Verdenskrig som organisatorisk leder af Fjerde Internationale.
Jungclas – eller »Sjorsj – som dæknavnet lød – havde boet i Danmark som tysk flygtning under nazismen, og fastholdt efter krigen en tæt kontakt til de danske trotskister. Det var ham, som fik sparket Algierarbejdet i gang i Danmark. Et af de første initiativer blev at indsamle underskrifter i Danmark til støtte for »de 121' s protest«.
En anden central opgave var udgivelsen af bladet »Algier Frit«.
Algier Frit
Preben Kinch skrev i midten af 1980'erne skrev om Algierarbejdet bl.a. følgende:
»En anden vigtig opgave, vi havde påtaget os at løse, var udsendelsen af et dansksproget blad til støtte for oprøret i Algeriet. Det var faktisk noget af det første, man havde bedt os om, men af mange forskellige grunde trak det ud lige til november 1960, før det første nummer kunne udsendes.
Efter at forbindelsen til 4. Internationale og FLN var blevet genoprettet efter den afbrydelse, der var en følge af Pablos arrestation (se senere, red.), var det ikke økonomien, der var det store problem. Da Sjorsj besøgte København i august var bladudgivelsen et af de problemer, som vi havde snakket med ham om, og det var aftalt, at vi ville få et økonomisk tilskud til hvert nummer, vi udsendte af bladet. Dette blev ag hensyn til de danske valutabestemmelser sendt til 3 kammerater: Preben W. Knudsen, Albert Wulff og Chr. Andersen, der når de modtog pengene, lod dem gå videre til »hovedkvarteret« i »Pogra« (se note).
Derimod var det et problem, at vi gerne ville have en udenforstående, helst en nogenlunde kendt udenforstående, til at lægge navn til bladet. Efter længere overvejelser faldt vores valg på Leo Kari, som Gunner i forvejen havde et perifert kendskab til. Leo Kari havde været frivillig i den spanske borgerkrig og havde været en særdeles aktiv modstandsmand under besættelsen, hvor det endte med, at han blev dømt til døden. Han havde været kommunist i mange år, men var blevet ekskluderet af DKP, fordi han på et tidspunkt under krigen nægtede at gennemføre en likvidering, fordi han mente den pågældende ikke var stikker, hvad der senere viste sig at være rigtigt. Han var også kendt for en bog om de danske Spaniensfrivillige. Gunner kontaktede ham, og han var villig til at hjælpe os.«
I første nummer af »Algier Frit« kunne man læse en officiel afvisning af rygter om, at der skulle være »trotskister« i bladets redaktion. Men bladet udtrykte sig positivt om trotskismen som „den eneste internationale strømning, der konsekvent arbejder for Algiers sag“ og roste dens tilhængere for »det mod og den offervilje, de har udvist«.
Senere blev Kari skiftet ud med Jan Stage i en ny redaktion, hvor Preben Kinch var direkte medlem. Samtidig skiftede bladet navn til Internationalt perspektiv på grund af sejren for FLN i Algier og bladets følgende udbredelse til en større vifte af emner. Det udkom frem til 1962.
Fabrikken i Marokko
I dybeste hemmelighed havde Fjerde Internationale imidlertid også gang i et andet og illegalt projekt. Pablo og Fjerde Internationale foreslog at udvide støtten til den algeriske frihedskamp med opførelsen af en våbenfabrik i Marokko.
Forslaget bliver accepteret af FLN, som har problemer med at skaffe de nødvendige våben. Mystiske attentater har fundet sted mod forskellige våbenhandlere og angreb på britiske og jugoslaviske skibe, der sejlede med våben.
Derfor giver det mening at etablere sin egen våbenproduktion, og FLN køber en appelsinplantage nær Kenitra i Marokko, som skal være dække for det egentlige formål – at etablere en våbenfabrik. Pablo står sammen med en af sine græske kammerater for indkøb af maskiner gennem kontakter i Østeuropa, og med bistand fra ingeniører med sympati for Fjerde Internationale står fabrikken klar i starten af 1960.
Den er et resultat af bidrag med en international bredde. Drejebænkene er kinesiske, en del andre maskiner kommer fra Jugoslavien og Tjekkoslovakiet, arbejdstøjet (alle gik med samme uniform) er amerikansk, undertøjet kinesisk osv.
Selve arbejdsstyrken kommer også fra forskellige lande. De fleste er algeriere, men trotskisterne og medlemmer af andre netværk (især tyske) udgør også et arbejdshold. Værkføreren var en hollænder, og blandt de øvrige arbejdere var en gruppe argentinske trotskister, en græsk trotskist, to tyskere uden partipolitisk tilknytning, samt englændere og en enkelt fransk arbejder.
De våben, der fremstilles, skulle bruges mod franske soldater. Derfor var spørgsmålet om arbejdere fra Frankrig kontroversielt og blev først godkendt efter lange diskussioner i FLN. Også for den franske sektion af Fjerde Internationale er støtten til fabrikken i Marokko et følsomt element i solidaritetsarbejdet.
Fabrikken fremstiller morterer, maskinpistoler og granater. Kvaliteten af disse våben lader meget tilbage at ønske, men fabrikken fungerer fra 1960, og nu fremstiller FLN sine egne våben. Pablo bliver inviteret og holder en tale, da maskinpistol nr. 5.000 bliver fremstillet.
Våbenleverancer
Jungclas medbragte et forslag om, at den danske gruppe bidrog med leverancer til våbenfabrikken i Marokko. Opgaven, som de danske trotskister påtog sig, var at forsyne fabrikken med værkstøjsmaskiner og rør af forskellige dimensioner. Desuden skulle danskerne løse et problem med af skaffe bestemte fjedre, som var nødvendige for at skydevåbnene kunne fungere. Konkret gik opgaven ud på at købe det manglende udstyr fra danske metalvarefabrikker og sende varerne til Marokko. Leverancerne foregik over en periode på et par år.
Fra Fjerde Internationale fik man tegninger og beskrivelser af de varer, der var brug for. Så blev varerne bestilt. Af sikkerhedshensyn spredte man bestillingerne på forskellige leverandører, så fjedrene kom fra et værksted, stålrør fra et andet osv. Leverandørerne blev naturligvis ikke indviet i, hvad varerne skulle bruges til, men kunne formentlig hurtigt gennemskue, at der var tale om våbendele.
Det var en meget lille kreds, der var engageret i dette arbejde: Kernen bestod af Jungclas, Gunner Jensen, Preben Kinch og Poul Møller. De danske trotskister havde ingen særlige tekniske forudsætninger. Derfor blev også Tage Lau inddraget i arbejdet. Han var uddannet finmekaniker og havde derfor forudsætningerne for at forstå tegningerne og bestillingerne, der kom fra Marokko. Han deltog også i et møde i Marokko, sammen med Jungclas, for at drøfte forskellige tekniske detaljer omkring leverancerne.
I et ikke-offentliggjort erindring skriver Preben Kinch:
»I et enkelt tilfælde måtte Tage Lau dog give op og henvendte sig til værkføreren på den fabrik, hvor han arbejdede og bad om assistance, idet han sagde, at det var en opgave, han havde fået på et teknisk kursus, som han deltog. Værkføreren løste opgaven, men gav udtryk for nogen forundring over, hvad det mon var for et kursus, hvor man stillede den slags opgaver.«
»Lave omkostninger«
Poul Møller er i dag eneste overlevende fra gruppen bag våbenleverancerne.
Han husker, at de danske våbenleverancer var kendetegnet af «lave omkostninger«. Noget, som algerierne anerkendte, fortæller Poul Møller, hvis egen rolle bl.a. var at stå som ansvarlig for papir-en-gros-firmaet Erges, som den trotskistiske gruppe havde opkøbt som dækadresse for våbenaktiviteterne.
Firmaets meget lidt nøjeregnende forhold til kreditorer og told- og skattevæsenet var stærkt medvirkende til de lave omkostninger. Senere fungerede firmaet også i en periode som partilokale.
Falskmøntneri
En bredere dansk offentlighed fik indblik i de mere fortrolige dele af arbejdet, da Michel Pablo og en anden trotskist, Sal Santen, i 1960 blev arresteret i Amsterdam og sigtet for fremstilling af falske identitetspapirer til algeriske flygtninge og for at planlægge falskmøntneri – sidstnævnte blev dog frafaldet. Et særligt problem for Pablo var, at han som græker stod til at blive udvist fra Holland. Men han kunne ikke vende tilbage til det diktatur, han af politiske grunde var flygtet fra, og Frankrig, hvor han havde været aktiv i en årrække, kunne han ikke vende tilbage til pga. sine Algieraktiviteter.
Derfor indledte Fjerde Internationales grupper rundt om i Europa kampagner for asyl til Pablo. I Danmark lykkedes det blandt andet at få den dengang fremtrædende højskolemand og SF’er Niels Højlund til at opfordre regeringen til at give Pablo asyl.
Sagen endte med, at Pablo og San Santen blev idømt hver 15 måneders fængsel – anklageren havde krævet hhv. 3 og 2 års fængsel.
Trotskisternes organisering
Erfaringerne med Algierarbejdet var vigtige forudsætninger for, at den trotskistiske gruppe hen imod slutningen af 1960’erne blev styrket betydeligt – ligesom det skete i en lang række andre lande.
Udviklingen skal ses i sammenhæng med det politiske opbrud, der fandt sted i perioden. Afsløringen af stalinismens forbrydelser efter Stalins død i 1953, og ikke mindst den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956, fik også konsekvenser i det danske DKP.
Den såkaldte »Moltvedgruppe«, som senere skulle få en vis betydning for Fjerde Internationales udvikling i Danmark, blev smidt ud af DKP allerede i starten af 1950' erne, anklaget for at være »titoister«. Dannelsen af Danmarks Socialistiske Parti i 1957 og Socialistisk Folkeparti året efter bekræftede endeligt denne udvikling væk fra DKP’s enevælde på den danske venstrefløj.
En ung, bevægelsesorienteret venstrefløj voksede langsomt frem omkring 1960’ernes begyndelse og brød med politiske lammelse og isolation af venstrefløjen, først gennem Kampagnen mod Atomvåben fra 1960, siden gennem den omfattende bevægelse mod USA’s militære engagement i Vietnam.
Hele perioden var for trotskisterne kendetegnet af »entristisk« arbejde og et mylder af aktiviteter, især med udenlandske antikoloniale og antiimperialistiske mål. Trotskisternes vej ud af stilstanden i midten af 1950’erne var lang og indebar både organisatorisk og politisk genopbygning.
Georg Moltved
Den blev til tider også forsinket af personlige modsætninger. Det var bl.a. tilfældet i forhold til et af de mest fremtrædende medlemmer af gruppen, lægen Georg Moltved.
Da Moltved havde brudt med DKP, gennemgik han en politisk udvikling hen imod trotskismen, og da gruppen i 1959 søgte om medlemskab af Fjerde Internationale, var han en del af ledelsen.
Moltved var en intellektuel kapacitet. Han var hovedkraft bag oversættelsen af »Revolutionen forrådt« af Trotskij, som udkom på Borgens Forlag i 1961, og senere udgav han biografier om Trotskij og Lenin.
Men Moltved var ikke typen, som orienterede sig i retning af direkte politisk aktion – slet ikke, hvis den var på kant med loven. Derfor blev han ikke indviet i de illegale aktiviteter omtalt i denne artikel. Da han senere blev bekendt med dem, gav det anledning til stor ballade, og i en årrække blev den anspændte forhold mellem den noget ældre Moltved og de yngre medlemmer løst ved, at Moltved fik status som individuelt medlem af Fjerde Internationale
Lærdomme
Algeriet vandt sin selvstændighed i 1962, og i juni året efter blev repræsentanter for FLN-solidaritetsgrupper rundt om i verden inviteret til konference i Algier by. Fra Det Frie Algiers Venner deltog Werner B. Andreasen og Preben Kinch.
De danske trotskister havde markeret sig både i Danmark og internationalt med deres arbejde. De havde vist, at selv en lille gruppe kan gøre en politisk forskel.
Med deres indsats havde de også fået skabt et bredere politisk netværk, som blev vigtigt for genopbygningen af den trotskistiske bevægelse i Danmark.
De havde været med til at udbrede sandheden om den franske imperialismes forbrydelser, som pressen og politikerne i øvrigt ikke interesserede sig for.
Frem til i dag har forbrydelserne begået af den franske militær været tabu. I Frankrig er der i de seneste år kommet fornyet debat om de grusomheder, den franske besættelsesmagt begik i Algeriet. At historien ikke bliver glemt kan vi kun hilse velkomment på et tidspunkt, hvor Frankrig og andre EU-lande profilerer sig som bannerførere i kampen mod »terrorisme«, og hvor andre sætter deres lid til, at EU kan opbygges som den humanistiske og demokratiske alternativ til USA.
De vigtigste kilder til denne artikel er Preben Kinchs (upublicerede) erindringer, private samtaler med Poul Møller, samt et upubliceret skrift om de danske trotskisternes historie af Bertel Nygaard. Oplysningerne om fabrikken i Marokko er hentet i et fransk universitetsspeciale.
»Pogra« var navnet på et lille firma på Nørrebro, som fremstillede kalecher til barnevogne. Firmaet var ejet af Gunner Jensen og fungerede i det meste af 1960'erne som trotskisternes partilokale.