Socialistisk Information nr. 174 • Marts 2003 Til SAP's Forside
Af Michael Löwy
José Carlos Mariátegui, den egentlige grundlægger af latinamerikansk marxisme, skrev i en artikel fra 1928: »Vi vil selvfølgelig ikke have socialismen i Latinamerika til at være en efterligning eller en kopi. Den må være en heroisk skabelse. Vi må puste liv i den indo-amerikanske socialisme med vores egen virkelighed, på vores eget sprog. Her er en mission, som er en ny generation værdig.«
Hans advarsel blev ikke hørt. Selv samme år underkastede den latinamerikanske kommunistiske bevægelse sig den stalinistiske forståelsesramme, som i hen ved et halvt århundrede påtvang den en efterligning og kopi af sovjetbureaukratiets ideologi og dets såkaldte »virkeliggjorte socialisme«.
Vi ved ikke, om Che var bekendt med Mariáteguis artikel. Han kan have læst den, for hans samlever, Hilda Gadea, lånte ham Mariáteguis skrifter i årene op til den cubanske revolution. Under alle omstændigheder kan man sige, at meget af hans politiske tænkning og praksis, navnlig i 1960‘erne, sigtede mod at komme ud af den blindgyde, som den servile efterligning af den sovjetiske og østeuropæiske model førte til. Hans ideer om opbygningen af socialisme er et forsøg på »heroisk skabelse« af noget nyt, en søgen – afbrudt og ufuldendt – efter en specifik socialismemodel, som på mange måder er radikalt i modsætning til den »virkeliggjorte« bureaukratiske karikatur.
Fra 1959 til 1967 udviklede Ches tænkning sig betydeligt. Han lagde stadig større afstand til de illusioner, han i begyndelsen havde næret om Sovjetunionen og socialisme efter sovjetisk model, dvs. til den stalinistiske udgave af marxismen. I et brev fra 1965 til en cubansk ven kritiserede han skarpt den »ideologiske følgagtighed«, som gjorde sig gældende i Cuba, ved at man trykte sovjetiske håndbøger i marxistisk skoling. Disse manualer, »sovjetiske mursten«, som han kaldte dem, »har den ulempe, at de ikke lader en tænke selv: Partiet har allerede gjort det for en, og man skal så fordøje det«.
Man ser stadig mere udtalt – især i hans skrifter fra tiden efter 1963 – Ches afvisning af »efterligningen og kopien« og søgen efter en alternativ model, hans forsøg på at formulere en anden vej til socialismen: en mere radikal, lighedsorienteret, solidarisk og medmenneskelig vej i bedre overensstemmelse med den kommunistiske etik.
Guevaras død i oktober 1967 afbrød en proces af uafhængig politisk modning og intellektuel udvikling. Hans arbejde er ikke et lukket system, et velpoleret idésæt med svar på alt. På mange spørgsmål såsom planlægningen, kampen mod bureaukratiet osv. forbliver hans overvejelser ufuldstændige.
På et mere grundlæggende plan end de specifikke økonomisk spørgsmål var drivkraften bag Ches søgen efter en ny vej en overbevisning om, at socialismen er meningsløs og derfor aldrig kan sejre, hvis den ikke tilbyder en civilisation, en social etik, en samfundsmodel, der er totalt i modsætning til den småtskårne individualisme, hensynsløse egoisme, konkurrence og alles krig mod alle, der kendetegner den kapitalistiske civilisation – denne verden, hvor »den enes brød er den andens død«.
Socialismens opbygning kan ikke adskilles fra bestemte moralværdier, der står i kontrast til de »økonomistiske« opfattelser hos Stalin, Krusjtjov og deres efterfølgere, som kun forholder sig til »udviklingen af produktivkræfterne«.
I et berømt interview med journalisten Jean Daniel i juli 1963 udviklede Che allerede en implicit kritik af »den virkeliggjorte socialisme«:
»Økonomisk socialisme uden kommunistisk moral interesserer mig ikke. Vi kæmper mod fattigdommen, men samtidig også mod fremmedgørelsen […]. Hvis kommunismen vender ryggen til bevidstheden, kan den nok være en fordelingsmetode, men den er ikke længere en revolutionær moral.« 1
Hvis socialismen prøver på at bekæmpe kapitalismen og besejre den på dens egen bane – produktivismen og forbruget – og betjener sig af kapitalismens våben – vareformen, konkurrence, egoistisk individualisme – er den dømt til nederlag. Man kan ikke sige, at Che forudså Sovjetunionens opløsning, men på en måde vidste han intuitivt, at et »socialistisk« system, der ikke tolererer uenighed, der ikke legemliggør nye værdier, der forsøger at imitere sin modstander og ikke har andre ambitioner end at »indhente og overhale« de imperialistiske metropol-landes produktion, er et system uden fremtid.
Socialismen var for Che det historiske projekt for et nyt samfund baseret på lighed, solidaritet, kollektivisme, revolutionær næstekærlighed, diskussionsfrihed og medbestemmelse. Hans voksende kritik af »den virkeliggjorte socialisme« var – ligesom hans praksis som leder og hans tanker om det cubanske eksperiment – inspireret af Ernst Bloch (tysk filosof, sociolog og uortodoks marxist, red.).
Tre forhold giver et konkret udtryk for denne stræben hos Guevara og hans søgen efter en ny vej: diskussionen om metoderne i den økonomiske forvaltning, spørgsmålet om ytringsfrihed og perspektivet om socialistisk demokrati. Det første indtog klart en vigtig plads i Ches tænkning, mens de to andre – som hænger nært sammen – er langt mindre udfoldede, med visse slip og modsigelser.
Det drejer sig her om den berømte diskussion i 1963-64 vedrørende forskellige sider af økonomisk planlægning, hvor Che kom i et modsætningsforhold til tilhængere af den sovjetiske model: ministeren for udenrigshandel, Alberto Mora, og direktøren for det Nationale Institut for Jordreform (INRA), Carlos Rafael Rodriguez, som fik støtte fra den kendte franske marxistiske økonom Charles Bettelheim. Ernesto Guevaras standpunkter – som blev støttet af den belgiske marxistiske økonom (og Fjerde Internationale-leder) Ernest Mandel – udgjorde en radikal kritik af »den virkeliggjorte socialisme«, først implicit og senere eksplicit. De aspekter af den østeuropæiske model, som Che gik imod, var først og fremmest:
– at værdiloven skulle være en objektiv lovmæssighed for økonomier på vej mod socialisme, en af Stalins teser, som på den tid blev holdt i hævd af Charles Bettelheim
– at varen måtte være grundlaget for produktionssystemet
– konkurrence (mellem virksomheder eller mellem arbejdere) som et middel til at øge produktiviteten
– individuelle frem for kollektive incitamenter og fordelingsmetoder
– økonomiske privilegier for direktører og administratorer
– markedskriterier i de økonomiske relationer mellem socialistiske lande.
I sin berømte Algier-tale i februar 1965 opfordrede Ernesto Guevara de erklæret socialistiske lande til at »holde op med at være implicit medskyldige i vestens udbytning«, sådan som det kom til udtryk i de ulige bytte-relationer, de opretholdt i forhold til folk i kamp mod imperialismen. Efter Ches opfattelse kunne socialismen »ikke eksistere, uden at bevidstheden ændres til en ny solidarisk holdning over for menneskeheden, ikke alene inden for de samfund, som opbygger eller har opbygget socialismen, men også på globalt plan over for alle folk, der lider under imperialistisk undertrykkelse«. 2
I essayet Socialismen og mennesket i Cuba fra marts 1965, hvor han analyserede de i Østeuropa anvendte modeller for socialistisk opbygning, forkastede han forestillingen om at kunne »besejre kapitalismen ved hjælp af dens egne feticher«. »Ønskedrømmen om, at socialismen kan opnås ved hjælp af de slidte værktøjer, kapitalismen har givet os i arv (varen som økonomiens byggesten, profitten, den enkeltes materielle interesse som løftestang osv.) kan let ende i en blindgyde. […] For at opbygge kommunismen må man samtidig med den materielle basis også forandre mennesket.« 3
En af de største farer ved den model, der var importeret fra de østeuropæiske lande, var en voksende social ulighed og dannelse af et privilegeret lag af teknokrater og bureaukrater. I dette belønningssystem »er det altid direktørerne, der tjener mere. Se blot på det seneste forslag i den Tyske Demokratiske Republik: på den vægt, man giver direktørens ledelse, eller rettere den belønning, han får for sin ledelse« 4.
Grundlæggende var debatten en konfrontation mellem en »økonomistisk« opfattelse, der så den økonomiske sfære som et autonomt system styret af sine egne lovmæssigheder såsom værdiloven eller markedslovene, og en politisk opfattelse af socialismen, hvor de økonomiske beslutninger vedrørende produktionsprioriteringer, priser osv. styres ved sociale, etiske og politiske kriterier.
Ches økonomiske forslag – planlægning i modsætning til markedskræfter, finanslovssystemet, kollektive eller »moralske« incitamenter – var forsøg på at finde en model for opbygning af socialismen, der byggede på sådanne politiske kriterier og dermed var anderledes end den sovjetiske model.
Det skal tilføjes, at Guevara ikke havde held til at udvikle en klar opfattelse af, hvad det stalinistiske bureaukratiske system gik ud på. Efter min mening var det forkert af ham at pege på NEP-politiken som roden til Sovjet-modellens problemer og begrænsninger og ikke den stalinistiske kontrarevolution.
I forbindelse med den økonomiske diskussion 1963-64 er et vigtigt politisk aspekt, der er værd at bemærke, selve det, at diskussionen fandt sted, dvs. det standpunkt, at det er naturligt, at uenighederne kommer offentligt til udtryk i den socialistiske opbygningsproces, eller legitimeringen af en vis demokratisk pluralisme inden for revolutionen.
Denne problematik var kun implicit i den økonomiske debat. Guevara udviklede den aldrig eksplicit eller systematisk, og han forbandt den slet ikke med spørgsmålet om demokrati i planlægningen. Til gengæld indtog han gentagne gange i løbet af 1960‘erne en positiv holdning til diskussionsfrihed inden for den revolutionære lejr og til respekten for meningsflerhed.
Et interessant eksempel er, hvordan han forholdt sig til de cubanske trotskister, hvis analyser han på ingen måde var enig i (han kritiserede dem skarpt ved mere end én lejlighed). I 1961, i en diskussion med den nordamerikanske venstreintellektuelle Maurice Zeitlin, tog Guevara afstand fra, at det cubanske politi havde ødelæggelse trykkepladerne til Trotskijs Den permanente revolution – »en fejl, der ikke burde være begået«. Og et par år senere, kort før han forlod Cuba i 1965, lykkedes det ham at få løsladt den cubansk trotskistleder Roberto Acosta Hechevarria fra fængslet. Guevara sagde farvel til ham med en kammeratlig hilsen: »Acosta, man kan ikke dræbe ideer med slag.« 5
Det klareste eksempel er det svar, Guevara i 1964 gav i en rapport til sine kammerater i Industriministeriet, da han af nogle sovjetiske repræsentanter var blevet beskyldt for »trotskisme«: »I den forbindelse mener jeg, at enten evner vi at knuse modstandernes meninger med argumenter, eller også må lade dem komme til udtryk. […] Meninger kan ikke knuses med magt, for det spærrer for enhver fri udvikling af intellektet. Der er meget nyttigt i Trotskijs tænkning, selv om hans grundlæggende opfattelser, så vidt jeg kan se, var fejlagtige og hans senere handlingsvej forkert.« 6
Derfor er det ikke tilfældigt, at Guevaras mest udtrykkelige forsvar for ytringsfriheden og hans mest direkte kritik af den stalinistiske autoritarisme manifesterede sig på kunstens område. I Socialismen og mennesket i Cuba (1965) tog han afstand fra den sovjetisk inspirerede »socialrealisme« som middel til at gennemtvinge én kunstretning: »den slags „kunst“, som embedsmænd forstår«. Med den metode, understregede han, »tilintetgør man den ægte kunstneriske søgen« og giver »det kunstneriske udtryk spændetrøje på«. 7
Selv om Che aldrig viste sig i stand til at udarbejde en færdig teori om demokratiets rolle i overgangen til socialisme – hvilket måske er den største mangel i hans værk – forkastede han de autoritære og diktatoriske opfattelser, der forvoldte socialismen så stor skade i det 20. århundrede. De, der vil »opdrage folket« oppefra – en falsk doktrin, som allerede blev kritiseret af Marx i Teser om Feuerbach (»Hvem skal opdrage opdrageren?«), fik følgende svar af Che i en tale i 1960:
»Den første regel, når det gælder om at uddanne folket, er at inddrage det i revolutionen. Det nytter ikke noget at tro, at man kan uddanne folket, og at det så, alene i kraft af undervisning, og med et despotisk styre over sig, kan lære at tilkæmpe sig sine rettigheder. Lær først folket at tilkæmpe sig sine rettigheder, og folket vil, når det er repræsenteret i regeringen, så let som ingenting lære alt, hvad det bliver undervist i, og langt mere.« 8
Eller med andre ord: Den eneste frigørende pædagogik er folkets selvuddannelse gennem sin egen revolutionære praksis, eller som Marx skrev i Den tyske ideologi: »At forandringen af omstændighederne falder sammen med den menneskelige virksomhed, kan kun opfattes og forstås rationelt som revolutionerende praksis.« 9
I samme retning går nogle kritiske noter fra 1966 angående en sovjetisk lærebog i politisk økonomi, med blandt andet følgende kontante formulering: »Stalins store historiske forbrydelse var, at han vragede den kommunistiske uddannelse og indførte en uhæmmet autoritetsdyrkelse.« 10
Den vigtigste begrænsning ligger i Guevaras utilstrækkelige overvejelser vedrørende forholdet mellem demokrati og planlægning. Hans argumenter til forsvar for planlægningen og imod markedskategorierne er ekstremt vigtige og antager ny relevans i lyset af den nyliberale doktrin, der i dag dominerer med sin »markedsreligion«. Men de går uden om det politiske nøglespørgsmål: Hvem foretager planlægningen? Hvem bestemmer hovedvalgmulighederne i den økonomiske plan? Hvem bestemmer produktions- og forbrugsprioriteringerne?
Uden et ægte demokrati – det vil sige uden a) politisk pluralisme, b) fri diskussion af prioriteringerne og c) befolkningens frie valg mellem de forskellige økonomiske forslag og grundlag, der er til debat – bliver planlægningen uundgåeligt lavet om til et bureaukratisk og autoritært system med »diktatur over folks behov« (som det i rigt mål er demonstreret af det tidligere Sovjetunionens historie).
Med andre ord kan de økonomiske problemer i overgangen til socialisme ikke adskilles fra karakteren af det politiske system. Også de sidste tre årtiers cubanske eksperiment viser de negative følger af, at man ikke har demokratiske socialistiske institutioner, selv om Cuba har undgået de værste bureaukratiske og totalitære vildfarelser, man har set i de andre stater med påstået »virkeliggjort socialisme«.
Denne debat knytter an til spørgsmålet om revolutionens institutioner. Guevara afviste det borgerlige demokrati, men – til trods for sin modvilje mod bureaukrati og forkærlighed for lighed – havde han langt fra en klar vision om socialistisk demokrati. I Socialismen og mennesket på Cuba erkender han, at den revolutionære stat i nogle tilfælde begår fejl, hvor den udløser en negativ reaktion blandt den brede befolkning og dermed bliver tvunget til at foretage rettelser. Det eksempel, han nævner, er den sekteriske politik, partiet førte under ledelse af Anibal Escalante i 1961-62. Men, bemærker Guevara: »Denne mekanisme er tydeligvis ikke velegnet til at sikre, at vedtagelser bliver truffet med omtanke. Der er brug for en mere struktureret forbindelse til masserne […].«
I første omgang vil han tilsyneladende nøjes med en vag »dialektisk enhed« mellem lederne og masserne. Men nogle sider senere erkender han, at der er lang vej til en tilfredsstillende løsning med effektiv demokratisk kontrol: »Vi er endnu ikke nået til en sådan institutionalisering af revolutionen. Vi leder efter noget nyt […].« 11
Vi ved, at Ernesto Guevara i de sidste år af sit liv var gået langt i en afstandtagen fra den sovjetiske model, i sin afvisning af »efterligning og kopiering« af den »virkeliggjorte socialisme«. Men en betragtelig del af hans sidste skrifter er af uforklarlige grunde aldrig blevet udgivet. Blandt disse dokumenter er der en radikal kritik af det sovjetiske Videnskabernes Akademis håndbog i politisk økonomi, skrevet i 1966. I en artikel fra 1996 citerer Carlos Tablada, forfatter til en vigtig bog om Ches økonomiske opfattelser, nogle afsnit fra dette dokument, som han havde adgang til, men ikke tilladelse til at offentliggøre i dets helhed. Et af disse uddrag er særdeles interessant, fordi det viser, hvordan Guevara i sine sidste politiske tanker var tæt på ideen om socialistisk demokrati, en demokratisk planlægningsproces, hvor folket selv, arbejderne, eller »masserne« for at bruge hans terminologi, vil tage de store økonomiske beslutninger:
»I modsætning til en opfattelse af planen som en økonomisk beslutning truffet af masserne ud fra deres bevidsthed om folkets interesser tilbyder man os en narresut, hvor kun de økonomiske faktorer bestemmer den fælles fremtid. Dette er en mekanistisk, ikke-marxistisk teknik. Masserne må være i stand til at styre deres egen skæbne, til at beslutte, hvilken andel af produktionen der skal tildeles henholdsvis akkumulation og forbrug. Den økonomiske teknik må virke inden for de derved udstukne grænser, og massernes bevidsthed må sikre dens gennemførelse.« 12
I oktober 1967 afbrød de morderiske kugler fra CIA og dets bolivianske forbundsfæller dette arbejde med »heroisk skabelse« af en ny revolutionær socialisme og en ny demokratisk kommunisme.
Michael Löwy er forskningsleder ved CNRS i Paris og forfatter til en lang række bøger om bl.a. Che Guevara, Marx, befrielsesteologi, økologi, nationalisme og internationalisme.
Artiklen, der tidligere er bragt i International Viewpoint nr. 347, februar 2003, gengiver en tale på årsmødet i den italienske stiftelse Fondazione Ernesto Che Guevara i juni 2001. Mellemrubrikkerne er indsat af redaktionen. Oversat af Finn Kjeller.
1. L’Express, 25. juli 1963, s. 9.
2. Ernesto Che Guevara, Oeuvres 1957-1967, Tome 2, Paris, François Maspero, 1971, s. 574. Engelsk version: http://www.chehasta.narod.ru/eaasia.htm
3. Ovennævnte, s. 371-372. Engelsk version: http://www.chehasta.narod.ru/socman.htm
4. Ernesto Che Guevara, „Le plan et les hommes“ i Oeuvres 1957-1967, Tome 6, Textes inédits, Paris, Maspero, 1972, s. 90.
5. „Interview with Maurice Zeitlin“ I R.E. Bonachea and N.P. Valdes (ed.), Che: Selected Works of Ernesto Guevara, MIT Press, 1969, s. 391, og „An interview with Roberto Acosta Hechevarria“ I Gary Tennant, The Hidden Pearl of the Caribbean: Trotskyism in Cuba, London, Porcupine Press, 2000, s. 246.
6. Che Guevara, „Il piano e gli uomini“, Il Manifesto, no. 7, dec. 1969, s. 37 (på fransk i Oeuvres, Tome 6).
7. E. Guevara, Oeuvres 1957-1967, Tome 2, s. 379.
8. Ovennævnte, s. 87.
9. Teser om Feuerbach (1845) i Marx/Engels, Udvalgte skrifter, bind 2, Tiden, Kbh. 1973.
10. Citeret i Juan Antonio Blanco, Tercer Milenio, una visión alternativa de la posmodernidad, Havana, Centro Felix Varela, 1996, s. 56.
11. E. Guevara, Oeuvres 1957-1967, Tome 2, s. 369 og s. 375.
12. Carlos Tablada, Le marxisme d’Ernesto (Che) Guevara, s. 173.