Socialistisk Information nr. 174 • Marts 2003 Til SAP's Forside
Af Christano Kerrilla
»Giv agt, Giv agt. Bolivars sværd er parat til brug.« Sådan lyder et populært slogan fra tilhængere af Venezuelas præsident, Hugo Chavez. Råbet er symbolsk for den radikaliseringsproces, der finder sted i dag blandt Venezuelas fattige og undertrykte.
Simon Bolivar var en af Sydamerikas største generaler. Efter sejre over de spanske styrker opnåede Bolivar i 1819 selvstændighed for Venezuela, Colombia, Ecuador, Peru og Bolivia og forenede dem til et land. For de venezuelanske masser er Bolivar et eksempel på, hvordan de undertrykte kan forene sig for at slå magtfulde fjender.
Chavez såkaldte »Bolivar-revolution« koncentrerede sig efter hans overvældende sejr ved præsidentvalget i 1998 i første omgang om at udvikle en radikal ny forfatning. I november 2001 fremlagde Chavez’ regering en pakke med 49 love til gavn for Venezuelas fattige. Lovpakken var det første seriøse skridt, Chavez-regeringen tog for at udmønte den nye forfatning, der beskriver Venezuela som »en demokratisk social stat med retssikkerhed og retfærdighed«.
Siden da har den velhavende elite i landet brugt alle sine ressourcer på at tvinge Chavez til at træde tilbage, heriblandt et fejlslagent kup og langvarig økonomisk sabotage. De fattige og arbejderne i Venezuela har på den anden side bakket op om regeringen.
Chavez’s støtte er stærkest blandt fattige småbønder, jordløse landarbejdere, de fattige i byerne, dele af arbejderklassen og små forretningsindehavere. En gruppe af nationale kapitalister – mest dem der har draget fordel af de politiske bestræbelser på at styrke hjemmemarkedet – støtter også Chavez.
Bolivar-revolutionen fjender bliver anført af de store jordejere og kapitalisterne (støttet af Washington), nogle handlende, det højreorienterede fagforeningsbureaukrati og den del af arbejderklassen, den har indflydelse på, samt den katolske kirkes hierarki.
En tilfældig læser af den borgerlige presse vil ikke få det indtryk, at det er en klassekrig, der finder sted. De kapitalistiske medier skildrer situationen, som om det er »det civile samfund«, der tappert bekæmper en autoritær leder, der forsøger at gøre Venezuela til et land med »cubansk kommunisme«.
Den internationale presse refererer konstant meningsmålinger, der fortæller, at kun 36 procent støtter Chavez. Men de fortæller ikke, at disse meningsmålinger er udarbejdet af kilder, der er rabiate modstandere af Chavez.
Imidlertid viser det nylige sammenbrud af arbejdsgivernes »strejke« og de massive mobiliseringer til fordel for regeringen, at Chavez har en overvældende støtte i befolkningen.
Bolivar-grupperne blev lanceret på et massemøde med 500.000 deltagere i Caracas den 17. december 2001. De udgør Bolivar-revolutionens grundorganisering og er blevet dannet i boligkvarterer, bysamfund og på arbejdspladser over hele landet.
Deres ideologi bygger udtalt på Venezuelas revolutionære arv med udgangspunkt i Bolivars triumf i selvstændighedskrigen mod Spanien, og indeholder »som ideologisk arv de praktiske og teoretiske erfaringer fra alle broderfolkene i Latin- Amerika og Caribien«.
Deres opgaver er bl.a. »at hæve borgernes bevidsthed ved at udvikle alle former for deltagende organisationer i samfundet ...stimulere kreativiteten og opfindsomheden i individets liv og i samfundet .... udføre opgaver til gavn for samfundet på områder som sundhed, uddannelse, kultur, sport, offentlig service, boliger og bevarelse af miljø, naturressourcer og den historiske arv«.
Man anslår at mere end 1,5 millioner mennesker i dag er organiseret i Bolivar-grupperne, næsten 10 procent af Venezuelas befolkning. Efter forbillede fra forsvarskommiteerne i Cuba har hver gruppe omkring 10 medlemmer, selvom der kan være flere eller færre i den enkelte gruppe.
Bolivar-grupperne er et redskab for et deltagende demokrati, gennem hvilke almindelige mennesker kan gennemføre sociale projekter betalt af regeringen samt diskutere, hvordan de kan forsvare de forbedringer, der er opnået af Chavez-regeringen. Det bliver ikke krævet, at man har et politisk tilhørsforhold for at blive medlem, men man skal sværge at være loyal overfor Bolivar-forfatningen.
Koordinering mellem Bolivar-grupperne er stadig begrænset, hvilket er forståeligt i betragtning af den voldsomme vækst, de har været igennem indenfor så kort en periode.
Dele af dem er bevæbnede, men det har ikke haft høj prioritet i bevægelsen, da man har gode forbindelser med menige soldater, som er under stærk indflydelse af »Bolivar-revolutionen«.
Da Chavez (som er gammel militærmand, og tidligere har stået bag kup, red.) kom til magten, var hans første besked til militæret »For ti år siden foretog vi massakrer mod folket, i dag ønsker vi at indgyde kærlighed. Undersøg terrænet, find elendigheden.«
Det blev startskuddet på Bolivar-planen, hvor 40.000 soldater begyndte at bygge nye huse (der er bygget flere huse under Chavez-regeringen end de foregående 20 år), veje, hospitaler og skoler.
Soldaterne, der tidligere foragtede de fattige, bliver nu hilst velkommen, når de møder frem i boligkvartererne; de fleste menige er fra samme baggrund som tilhængerne af Bolivar-revolutionen.
Den voksende forbindelse mellem soldater, arbejdere og bønder har uddybet de meniges støtte til Bolivar-revolutionen. Mange af de mest radikale chavistas er soldater, der går til massemøder til støtte for Chavez i deres fritid.
Den alliance, der blev skabt mellem revolutionære soldater og Bolivar-grupperne, var en vigtig styrke for de massemobiliseringer, som bragte Chavez tilbage til magten på to dage, efter at et USA-støttet kup havde fjernet ham i april sidste år.
Hundredtusinder ubevæbnede venezuelanere samledes dengang ved kasernerne og sang nationalsangen. De talte med soldaterne og råbte: »Soldat med samvittighed, gå ud og find din præsident«; »Soldat, ven, folket er med dig.« Under kuppet forlod mange soldater kasernerne for at organisere folk fra slumkvartererne. De kendte lederne af boligkvartererne, og lederne kendte dem.
Gennem Bolivar-grupperne bliver der skabt en kollektiv bevidsthed blandt Venezuelas fattige og arbejdere. De bliver i stigende grad bevidste om deres rolle i Bo-livar-revolutionen og får større mod og selvtillid til at udvikle den videre.
Artiklen er oversat fra den australske ugeavis Green Left Weekly af Bodil Rasmussen.