Socialistisk Information nr. 174 • Marts 2003                          Til SAP's Forside

USA:

Revolutionær socialist i Guds eget land

Det handler om at skabe et alternativ til republikanere og demokrater, men også modstand mod krigen, fagforenings- og anti-racistisk arbejde står på dagsordenen, siger Steve Bloom.

Af Katrine Toft Mikkelsen

Amerikanske tv-serier og Hollywood-film viser et USA fuldt af unge, rige og lykkelige mennesker. Men USA er også det land i verden, hvor skellet mellem rig og fattig er størst. Børnedødeligheden er den højeste blandt de udviklede lande. Andelen af befolkningen, der sidder i fængsel er højere end i noget andet land. Ja, den er højere end i Sydafrika under apartheid. Og så er der den brutale dødsstraf, som USA er et af en håndfuld lande i verden, der stadig har. Når man ser statistikkerne viser de tydeligt løgnen i påstanden om USA som »the land of milk and honey«. Socialistisk Information har interviewet Steve Bloom fra den revolutionære organisation Solidarity om, at være socialist i USA.

– Det er vigtigt at slå fast, at TV og Hollywood giver ikke et dækkende billede af USA. Når jeg får besøg fra udlandet, plejer jeg at tage dem med på det, jeg kalder »third world tour of Brooklyn«. Så viser jeg dem en del af New York, der ligger kun nogle få miles fra Eastside of Manhattan, hvor de rige bor, og hvor turisterne kommer. Her lever folk under forhold, som man kan se i Mexico City og andre steder. Der en uformel økonomi, hvor folk tjener til dagen og vejen ved at sælge ting fra improviserede stande på gaden. Husene er faldefærdige, og folk lever under forfærdelige vilkår. Det er også USA.

– Undertrykkelsen af de sorte og andre farvede mindretal er også markant – bl.a. behandles indvandrere virkelig dårligt, og mange arbejder under ekstremt dårlige forhold i noget, der nærmest er sweat-shop lignende fabrikker. Selv i en by så rig som New York er der kvinder fra Chinatown, der arbejder 15-16 timer om dagen og tjener næsten ingenting på f.eks. at sy tøj. Hvis man først er bevidst om denne virkelighed er det meget svært bare at være tilfreds med en amerikaners priviligerede liv.

– Derudover er der det internationale perspektiv. En forståelse af, at de rigdomme vi i USA nyder godt af, i høj grad kommer fra ressourcer tages taget fra Latinamerika, fra Afrika, fra Asien og efterlader disse lande i en forfærdelig tilstand. Det er noget, som mange mennesker ikke vil acceptere, når først de har forstået det.

For en aktiv fagforening

– Hvordan arbejder I som revolutionære?

– Vi ser fagforeningsarbejdet som noget meget centralt. Mange af medlemmerne af Solidarity er med til at lave et blad – Labour Notes. Desuden er vi aktive i »Teamsters for a Democratic Union«, der arbejder for demokrati i transportarbejdernes (teamsters) fagforening .

– Som det er nu er cirka 15 procent af arbejdsstyrken organiseret mod højdepunktet på ca. 40 procent i starten af 50‘erne. Derfor er det naturligvis en stor opgave at få organiseret nye medlemmer, og der tales også meget om det, men der gøres ikke så meget. Ledelsen af fagforeningerne har en meget bureaukratisk og »top-down« tilgang til det. Fagforeningerne bliver primært solgt på argumenter om, at de kan sikre sygeforsikringer eller lignende. Der er ingen, der taler om solidaritet eller faglig kamp og rettigheder.

– Lovgivningen i USA betyder, at hvis en vis procentdel af de ansatte på en arbejdsplads skriver under på, at de vil have det, skal der stemmes om hvorvidt fagforeningen skal repræsentere arbejderne der. Men det er en meget passiv og passiviserende holdning. De ansatte skal ikke rigtig gøre noget selv udover at skrive under, og får på den måde ingen fornemmelse af medansvar eller involvering.

Nedefra og op

– Arbejdet med at opbygge aktive grupper »på gulvplan« er den primære strategi for Solidaritys engagement i fagforeningsarbejdet. At få de ansatte og fagforeningsmedlemmerne til selv at gå ind og forsøge at overtage eller påvirke fagforeningstoppen.

– De emner, vi forsøger gøre folk aktive omkring, er dels de aftaler og kontrakter, som ledelsen indgår med arbejdsgiverne, og dels spørgsmål om demokratiske rettigheder i fagforeningen. De største succeser indtil nu har været i transportarbejder-fagforeningen.

– Sidstnævnte sted var dog en succes med modifikationer. Der opstod en splittelse, da en del gik meget bureaukratisk til opgaven og alene så det som en opgave at overtage ledelsen for derefter at fortsætte samme linie som den tidligere ledelse – uden at sætte spørgsmålstegn ved selve opbygningen og strukturen i bevægelsen for slet ikke at tale om fagbevægelsens opgaver.

– Og der er nok at tage fat på. Der er ganske vist love om minimumslønninger og lignende, men for det første ligger den lovbestemte minimumslønning under det officielle sultegrænse, og for det andet overholdes de ofte ikke. Medlemmer af fagforeningerne har dog lidt bedre forhold. Men når det kommer til forhandlinger sker det ofte, at ledelsen for fagforeningen først og fremmest går efter at få aftaler på plads med arbejdsgiveren – nærmest for enhver pris. Lønkrav mødes med et krav fra arbejdsgiveren om forringede arbejdsvilkår eller forøget arbejdstid, og det bliver accepteret.

– Samtidig ignorerer fagforeningsledelserne fuldstændigt de dårlige forhold for indvandrerne og andre i de dårligste jobs. Det er jobs, der er nemme at flytte til andre lande. Uden internationalt koordinerede kampagner bliver det let til et »race to the bottom«. Arbejdsgiverne siger, at »hvis vi ikke kan få det som vi vil have det her, så flytter vi blot produktionen til Haiti eller et andet sted«. Og indvandrerne tør ikke sige noget – mange af dem er illegale, og truslen om at blive meldt, gør at de dukker nakken og finder sig i næsten hvad som helst.

Anti-racisme og borgerrettigheder

– Vi arbejder også meget med anti-racisme. Det har måske en anden betydning end i Europa, hvor det ofte er modstand mod fascistiske og ultra-højreorienterede grupper og et spørgsmål om at beskytte etniske minoriteter mod overfald og lignende. Dette blev også meget aktuelt i USA i perioden lige efter 11. september, hvor der var overfald på muslimer, men disse angreb stod kun på i en forholdsvis kort periode. Regeringen kører dog videre med en kampagne, der bl.a. indebærer internering og andre overgreb på udlændinges rettigheder.

– Ellers har det anti-racistiske arbejde i USA særligt været fokuseret på undertrykkelsen af sorte, og været baseret på en fortsættelse af kampen mod slaveriet og borgerrettighedsbevægelsen. Det drejer sig bl.a. om den behandling sorte får i retssystemet – anholdelser, fængslinger og spørgsmål om politivold. Kampagnen for Mumia Abu Jamal skal også ses i dette lys.

– Også spørgsmålet om positiv særbehandling står centralt. Altså at man laver nogle tiltag for at rette lidt op på den ulighed, der i udgangspunktet er for forskellige grupper. Der har været et tilbageslag de sidste par årtier, så det i høj grad er en kamp om at fastholde det, der er opnået – en defensiv kamp.

– Har denne kamp andre følger?

– Det anti-racistiske arbejde er i høj grad blevet en integreret del af det aktuelle arbejde imod krigen mod Irak. EN bevægelse som faktisk har fået en stor basis i USA.

– Før i tiden var antikrigsbevægelserne en »hvid« bevægelse og reflekterede på den måde samfundsopdelingen. De hvide satte sig på bevægelsen og definerede dagsordenen. Med bevægelsen mod krigen mod Irak forsøger man bevidst at undgå den opdeling og sikre at forskellige grupper kan deltage.

– Det har også betydet at spørgsmålet om Palæstina og om palæstinensernes ret til et land er kommet på dagsordenen i anti-krigsbevægelsens arbejde. USA har traditionelt været en trofast støtte af Israel – langt ud over det jødiske samfunds medlemmer, og de fleste amerikanere har bare taget den pro-israelske holdning til efterretning. Det hænger sammen med mediernes dækning af konflikten, hvor der stort set kun bliver berettet om de palæstinensiske selvmordsangreb på civile, mens israelske angreb ofte slet ikke nævnes. Jenin-massakren er kendt, men de fleste accepterer argumentet om, at det er en legitim og nødvendig form for selvforsvar mod terrorangreb fra palæstinenserne.

– Spørgsmålet bliver nu sat på dagsordenen – mere end for 5 år siden. Brutaliteten i de israelske overgreb mod palæstinenserne er ved at gøre et indtryk. Men det er stadig mest internt i antikrigsbevægelsen at det drøftes.

Demokrater og Republikanere

– Et valg mellem Demokraterne og Republikanerne, er det reelt et valg?

– Demokraterne og Republikanerne er på mange måder meget ens. De tror begge på et fuldstændigt uhæmmet frit marked. Her er der sket en forskel fra 50‘erne og 60‘erne og fra Roosevelts New Deal og den Keynesianske tankegang.

– I dag er der tale om total deregulering af f.eks. flyindustrien og privatiseringer af stort set alt – inklusive hele skoler i en tro på at private erhvervsinteresser er bedre til at styre det. Indtil nu er det gået galt på det ene område efter det andet, men den ny-liberalistiske tankegang står fortsat stærkt.

Hele dagsordenen er rykket til højre – selv Nixons dagsorden lå til venstre for Clintons. Dengang ville det have været umuligt at stille spørgsmålstegn ved f.eks. positiv særbehandling af sorte på grund af hele borgerrettighedsbevægelsens styrke og centrale rolle. Men Clinton, der er demokrat og efter sigende liberal, gik imod positiv særbehandling.

Der er dog nogle reelle forskelle imellem Demokraterne og Republikanerne – bl.a. på spørgsmålet om hvor langt man skal skubbe til indkomstfordelingen til fordel for de rige og på bekostning af de fattige.

– George Bush’ skattereformer er går langt i den retning, og det bringer demokraterne i tvivl om, hvor langt man skal gå. De synes måske, at et lille skridt i retning af en mere ligelig fordeling er en god idé. Men det fundamentale sættes der ikke spørgsmålstegn ved. Det handler om, hvorvidt fordelingen skal være 90 procent til de rige og 10 procent til de fattige, eller en fordeling på 80-20. Demokraternes holdning skyldes, at de er bekymrede for, at der vil komme en eksplosion – en radikalisering som reaktion på de groteske konsekvenser af den aktuelle politik regeringen fører i dag.

– Et andet spørgsmål hvor der er reel uenighed er kvinders ret til fri abort Demokraterne havde en tendens til at være for en mere liberal politik og Republikanerne gik ind for en mere restriktiv politik. Men også her ser vi, at disse rettigheder vedvarende er blevet undergravet siden Højesteretsdommen i 70‘erne, der legaliserede abort i USA.

– Så på nogle af disse områder foretager folk et valg, når de vælger mellem demokrater og republikanere, men for det meste er der ingen forskel. Og nå folk ser at der ikke er nogen forskel og så gider de ikke deltage. Faktum er, at de fleste mennesker i USA ikke deltager i valgene – de ser ingen grund til at vælge mellem den ene eller den anden. Så når man ser, at den amerikanske præsident er blevet valgt med det eller det flertal – eller i George Bush’ tilfælde uden et flertal – så er det altid et meget lille mindretal af befolkningen, der vælger præsidenten.

– Er der slet ikke andre muligheder, når man står ved stemmeboksen?

– Ved sidste valg støttede Solidarity Ralph Nader, der stillede op for Det Grønne Parti. Nader fik ganske mange stemmer og havde en stor vægt som protestkandidat. Vi støttede også samtidig kandidaten for Det Socialistiske Parti. Det er et forholdsvis lille socialdemokratisk parti – det er mere aktivistisk orienteret end det typiske europæiske socialdemokratiske parti, men deres historiske rødder er i den socialdemokratiske bevægelse.

– Det Grønne Parti i USA er ikke som De Grønne i f.eks. Tyskland, der er gået ind og blevet del af regeringen og har accepteret status quo. Det Grønne Parti i USA har nogle ganske få lokale poster, og deres program er stadig til venstre – også til venstre for Nader. Nader kørte nok en mere konservativ kampagne end de fleste grønne ønskede, men han var stadig langt fra både demokraterne og republikanerne. F.eks. på spørgsmålet om krigen har Nader klart meldt ud imod krigen. Så det var på en måde et reelt alternativ.

Bevidsthed fører til handling

– Som det er i dag kender de fleste amerikanere kun det liv og den levestandard, de selv har. De kender ikke den anden virkelighed – de er ikke bevidst om den fattigdom og den undertrykkelse, der eksisterer, selv i USA – for slet ikke at tale om resten af verden.

– Derfor handler det både om at få folk til at kæmpe for deres egne forhold og rettigheder, men også om at forsøge at trænge igennem med den anden virkelighed. Og heldigvis tager nogle af dem, der bliver bevidste om situationen, en beslutning om at blive aktive og kæmpe.

Følg med hver måned: Abonnér!