Socialistisk Information nr. 174 • Marts 2003 Til SAP's Forside
Den internationale demonstrationsdag mod Bush’s krig blev en stor succes. Den alternative nyhedskanal på nettet, Indymedia, opgør at 11 millioner på verdensplan var på gaden. Tallene bygger så vidt muligt på deres egne oplysninger for som de skriver: »strisserne undervurderer altid størrelsen, og arrangørerne er nogle gange lidt for entusiastiske.«
Indymedia bringer demonstrationstal for omkring 80 byer verden over og på top 10 er:
Rom: 2,5 mil
London 1,5 mill
Barcelona: 1 mill
Madrid: 1 million
Paris 800.000
New York City: 500.000
Berlin: 500.000
Sevilla: 250.000
Melbourne, Australien: 200.000
Athen: 200.000
Andre europæiske byer som: Dublin Bruxelles, Lissabon og Las Palmas samlede også omkring 100.000, og der var 10.000’er i alle andre vesteuropæiske storbyer. Tallene fra Østeuropa er lidt mere beskedne , men Budapest når dog op på 20.000 og Zagreb på 10.000.
Og hertil kommer så 10.000‘er i latinamerikanske, sydafrikanske, og australske storbyer. Asien er tyndt dækket på listen, dog er nævnt demonstrationer i Tokyo på 25.000 og Taipei i Taiwan på 3.000. At så få asiatiske byer er nævnt må dog tilskrives Indymedias manglende kilder eftersom der har været annonceret demonstrationer i såvel Bangkok som flere Malaysiske storbyer, som ikke er nævnt på listen.
Læs mere på www.Indymedia.org
Den australske premierminister John Howard og hans regering hører ved siden af Englands Tony Blair til Bush’s varmeste støtter, når det gælder krigsgalskab. Den australske regering har således allerede sendt 2.000 mand af sted til Golfen. Men Howard er i modvind ikke bare på gaden hvor 100.000‘er demonstrerer, mens fagforeninger og studenter truer med strejke mod krigen. Men også i Parlamentet.
Den 5. februar vedtog det australske senat en udtalelse, der vender sig mod Howards beslutning om at sende soldater til Golfen. Det er første gang, at parlamentet i Australien på denne måde vender sig mod en regerende premierminister. Bag udtalelsen stod Arbejderpartiet, De Grønne, Demokraterne samt et par uafhængige. Der er dog forskellige grader af krigsmodstand i det australske arbejderparti. Ledelsen er kun imod krig, hvis det sker udenom FN, mens et voksende antal af partiets parlamentsmedlemmer kræver, at partiet vender sig mod Bush’s krig, uanset om han får snakket FN på plads.
Søndag den 9. februar demonstrerede mere end 15.000 mennesker i Bruxelles for et stop for GATS-forhandlingerne. GATS (aftalen om handel med serviceydelser indenfor WTO) skal til forhandling i WTO til april. (se mere om GATS i Socialistisk Information nr. 151. marts 2001)
I starten af februar afsluttede EU-kommissionen sine konsultationer med medlemslandene om, hvor man vil åbne op for yderligere liberaliseringer og ikke mindst hvad man vil kræve af andre, især udviklingslandene. Det var anledningen til demonstrationen i Bruxelles, som blandt andet belgiske fagforeninger stod bag.
Få dage inden demonstrationen havde EU’s handelskommissær Pascal Lamy offentliggjort, at EU ikke vil forpligte sig til yderligere indrømmelser på uddannelses- og sundheds-området.
Dette beskrives af kampagner mod GATS som et »taktisk tilbagetog«. Man hæfter sig ved, at EU allerede under GATS har givet vide indrømmelser til markedskræfterne inden for sundhed og uddannelse. Samtidig vil EU i endnu højere grad åbne op for markedet indenfor postvæsen, telekommunikation, miljø, transport mm.
I en kommentar til Pascal Lamys meddelelse siger Barry Coates fra The World Development Movement, der netop arbejder med modstanden mod GATS:
»Det er et taktisk tilbagetog for at trække opmærksomheden væk fra EU’s hovedmål, nemlig aggressivt at forsøge at åbne de oversøiske markeder for EU’s store servicefirmaer. Det er en sejr for os, men vores kampagne fortsætter og på dette altafgørende tidspunkt i GATS-forhandlingerne er den vigtigere end nogensinde.«
Det nævnes også som typisk, at kun et udviklingsland har stillet krav til EU om åbning af dets markeder på service-området. Det siger en del om hvem aftalen er til gavn for.
Onsdag den 13. februar gik rasende bolivianere til angreb på regeringsbygninger, og præsidenten måtte flygte i en ambulance fra det omringede præsidentpalads. Der var som udgangspunkt relativt frit spil. De demonstrerende var bl.a. politifolk i strejke for højere løn. Imidlertid satte regeringen militæret ind, og mellem 15 og 30 demonstranter blev dræbt af skud.
Dråben der fik bægeret til at flyde over for bolivianerne var regeringens meddelelse om, at man ville lade skatten stige 12 procent på mellemindkomster (alle lønninger højere end 130 dollars om måneden). En skat man ville gennemføre for at imødekomme IMF.
Bolivianerne er i forvejen utilfredse med regeringens forsøg på at undertrykke de små coca-bønder, privatiseringer og andre udslag af regeringens IMF-politik. Og sloganet Ud med IMF blev flittigt brugt under de følgende dages demonstrationer, der også bredte sig til andre byer. Da den største fagforeningssammenslutning, COB, samtidig erklærede generalstrejke og krævede præsidentens afgang, mens coca-bønderne lavede vejspærringer, så regeringen ikke andre muligheder end at trække finansloven, som skatten var en del af, tilbage. Og give politifolkene lønforhøjelse.
Men dermed er roen ikke sikret. Den nuværende præsident Sanchez de Lozada var ved valget sidste sommer tæt på at blive slået af Evo Morales fra MAS (Bevægelsen for Socialisme), der også er leder af Bolivias coca-dyrkende småbønder. Et tvivlsomt valg fordi den endelige afgørelse lå i kongressen, da ingen af kandidaterne havde fået absolut flertal. Også MAS var blandt arrangørerne af generalstrejke og demonstrationer, og har erklæret at de ikke vil stoppe før Lozada går af. Foreløbig har Lozada fyret regeringen.
Filippinernes præsident Gloria Marcapagal Arroyo og hendes regering og hær har indledt en ny offensiv på den sydlige ø, Mindanao, i et forsøg på at knægte områdets kamp for selvstyre, og selvstændighedsbevægelsen Moro Islamic Liberation Front.
Den filippinske regering har siden 11. september indledt et intenst militært samarbejde med amerikanerne, som bl.a. igen har fået baseadgang på Filippinerne. Og ganske som amerikanerne forsøger Gloria Arroyo at udnytte den såkaldte »krig mod terror« til andre mål. I dette tilfælde at slå ned på selvstændighedsbevægelsen på Mindanao.
Efter at den filippinske hær indledte sin offensiv den 10. februar er 10.000’er blevet fordrevet fra deres hjem. Folkekirkens nødhjælp sætter tallet til 30.000, mens andre taler om op til 50.000 fordrevne.
Fordømmelser af krigen på Mindanao udgjorde derfor et centralt element da 3.000 - 4.000 filippinerne den 15. februar demonstrerede i Manila mod Bush’s krig. Kvindeorganisationer udgjorde en central del af protesten mod krig. Og 8. marts – Kvindernes Internationale Kampdag – er af kvindeorganisationer og kvinder fra fagbevægelsen blevet erklæret for en protestdag mod krigen.
I Zimbabwe er lederen af oppositionen Morgan Tsvangirai og to andre medlemmer af oppositionspartiet MDC (Bevægelsen for Demokratisk Forandring) stillet for retten anklaget for forsøg på at vælte regeringen og myrde præsident Mugabe. Bliver han kendt skyldig kan han idømmes dødsstraf.
Det med at vælte regeringen kan på sin vis være rigtigt, eftersom Tsvangirai formentlig havde vundet præsidentvalget sidste år, hvis ikke det havde været for en omfattende valgsvindel fra Mugabes folk.
Men beviserne er mildt sagt tvivlsomme. Et manipuleret videobånd, der angiveligt viser en samtale mellem Tsvangirai og et konsulentfirma i USA, der skulle hjælpe MDC med en kampagne. Det yderst suspekte er, at samme konsulentfirma har været hyret af Mugabe.
Retssagen er kun toppen af isbjerget i et land hvor menneskerettighedsorganisationer konstant rapporterer om voksende brug af vold og tortur overfor oppositionen. Der menes at være 45.000 torturofre i Zimbabwe.