Socialistisk Information nr. 174 • Marts 2003 Til SAP's Forside
Af Jörgen Hassler
Det kommer til en i billeder. Men det kan selvfølgelig også komme i tal: 100.000 deltagere, 70.000 brasilianere, 30.000 tilrejsende fra over 150 lande, 30.000 i telte i ungdomslejren, 1.700 møder.
Jeg skal ikke trætte læserne med en masse redegørelser for, hvad som skete, det er ligesom meningsløst. Jeg ved ikke engang om jeg har set det vigtige.
Tænk på første dags demonstration: Vi samles i centrum, marcherer derfra – hvordan skal jeg vide hvor mange? 30.000? 40.000? – til amfiteatret i parken, som ligger lige uden for byens centrum. Vi demonstrerer for åbningen af forummet og mod krigen (opnår det første, det andet er mere uklart). Hvorfor samles vi i centrum? Hvorfor marcherer vi til amfiteatret? Hvis nogen bad os om at gå et andet sted hen, ville vi så gøre det?
Og endnu vigtigere: Hvorfor demonstrerer vi sammen? Hvad har moreno-trotterne i PSTU med katolikkerne i Caritas at gøre? Hvad er egentlig sammenhængen mellem miljøvirksomheden Greenpeace og folkeforsamlingerne i Argentina?
Vil du vide sandheden om Verdens Sociale Forum (VSF)? Den findes ikke!
Men den findes naturligvis. Den er tilmed meget håndfast: Man kan tilmelde sig. Man kan rejse dertil. Man kan til og med stille sig op på et mødet og sige noget, hvis man bare har tilstrækkelig selvtillid, og er tilstrækkelig hurtig. Hvis man skal forstå dette tilsyneladende modsigelsesfyldte, tror jeg det kan være nyttigt at kende forummets historie.
På overfladen ser det således ud: En brasiliansk kapitalist er bekymret over verdens tilstand, samtidig med, – hvilket ikke er helt uvedkommende – at hans produktion trues af nedrevne toldmure. I Porto Alegre er der et lokalt styre, ledet af en strømning i PT (Arbejderpartiet) som er knyttet til Fjerde Internationale. De har en interesse i at knytte de sociale kampe sammen på tværs af grænserne. Blandingen af legitimitet, penge og en enorm masse god vilje skaber VSF.
Det er historien på overfladen. Det forklarer hvordan, men ikke hvorfor. Hvorfor er det lykkedes i Porto Alegre, når det så mange andre gange er mislykkedes? Hvorfor steg deltagerantallet fra 15.000 til 60.000 og nu til 100.000?
For at forstå det må man se sammenhængen. Sejren over MAI-aftalen i 1998 førte til sejren over WTO i 1999. Sejren over WTO i 1999 var forudsætningen for det, som kaldes Genova, Firenze, Göteborg, for den bevægelse, der har Porto Alegre som et af sine vigtigste ansigter.
VSF findes, fordi det findes. Jeg kommer, fordi du kommer. Vi kommer alle sammen til Porto Alegre, alle ler, det føles rigtig godt. Men der er ingen, der styrer, der er ingen retning, alt bygger på, at vi søger noget, vi ikke ved hvad er, vi ved bare, at det findes, at en anden verden er mulig, fordi den nuværende verden stinker, og sammen mærker vi stanken tydeligere.
Historien om Porto Alegre er historien om en snebold. En snebold, der ruller. Sværere er det ikke.
Den historie er slut nu. Årets udgave af Forummet kommer til at gå over i historien som Krigens, præcis som sidste års var modstanden mod den amerikanske frihandelsaftale, men mindst lige så sandt, og vigtigere er, at det er Konfliktens forum.
Det som giver VSF legitimitet er de såkaldte NGO’er: Caritas, Oxfam, WWF, Attac og en masse andre grupper, der mere eller mindre er knyttet til stater i Nord og til FN. Sammen med dem kommer en hel række hel- eller halvkendte professionelle.
Men det, som gør forummet til noget unikt, noget som er mere end bare endnu en konference, er at de sociale bevægelser deltager. En hel masse. Her mødes de, der skriver rapporter, og de som virkelig kæmper, i den rigtige virkelighed, nogle gange med livet som indsats.
Den kombination var livgivende og forfriskende. Til at begynde med. Men nu er NGO’erne og de professionelle begyndt at blive trætte. La Vie, en ugeavis knyttet til det franske Le Monde skriver således i et gratisnummer, der deles ud på forummet:
»To tendenser træder tydeligt frem. På den ene side reformisterne, som er tro mod VSF’s erklæringer ... På den anden side de radikale, ofte knyttet til venstrefløjen ... Deres mål er at afskaffe WTO, IMF, Verdensbanken osv. I Firenze krævede de endda, at EU skulle opløses og erstattes med et «Folkenes Europa«.
NGO’erne betaler for VSF. De behøver dets kraft. Hvorfor? Jo, en NGO er næsten altid en stiftelse eller en virksomhed. Deres metode er at udgive rapporter og kontakte politikere for at føre dialog. Men i snart 20 år har de talt for døve øren.
Samtidig er Forummet et problem for dem. Det er i sig selv en konfrontation med World Economic Forum, som holdes samtidig i Davos. Og man enes om krav, som åbenlyst aldrig vil blive accepteret i Davos, Det hvide Hus eller FN.
NGO’erne behøver kraften, men ikke konfrontationen. De behøver ikke kæppe i hjulet på deres eget maskineri, de behøver ikke folk som vil gøre mere end bare at snakke.
På den anden side. Hvis problemet for dem bare var »de radikale, ofte tilknyttet venstrefløjen«, kunne de løse problemet ved at sparke de radikale ud! Problemet er, at »de radikale« ofte er de, som gør Porto Alegre unikt: det er bondeorganisationerne, det er de kæmpende fagforeninger, det er kvindegrupperne, de arbejdsløse.
La Vie ved det: »De sociale bevægelser har en velsmurt teknik, forklarer en repræsentant for VSF’s internationale råd. De deltager på møderne, og dagen efter udsender de et opråb fra de sociale bevægelser, hvilket skaber forvirring, fordi mange aktivister tror, at det er en officiel tekst. Visse repræsentanter for VSF spiller oven i købet med på det.«
Sjæl, har forummet en sjæl. Og er det i så fald ikke lige netop den sjæl, der er NGO’ernes problem. Fra Tariq Ali lyder det: Folk marcherer, synger og danser i gaderne, alt sammen meget godt, men nu er tiden kommet for konkrete krav, konkret kamp. Alle jubler.
Chomsky holder et langt og søvndyssende foredrag, hvor han omhyggeligt undlader at berøre konferencens emne: Hvordan bekæmper vi imperiet? Derefter stiller den indiske forfatterinde Arundhati Roy sig op og holder en meget enkel tale om, at kraften findes her hos græsrødderne, at vi naturligvis kan besejre imperiet, når bare vi kæmper sammen. At vi må blive »et kollektivt søm i røven«, at vi en stille dag allerede kan høre »den anden verden ånde«. Der er bifald efter næsten enhver mening.
Daniel Bensaid sammenfatter det: Efter det her møde vil de sige, at forummet er blevet alt for politisk, at det manipuleres af venstrefløjen, af trotskisterne. Ja vi er her, vi taler med folk, men vi manipulerer ingen. Det er tiden, vi lever i, som radikaliserer.
Hvis nogen spørger mig, tror jeg, det vil gå således: Forummet vil blive overhalet af sine deltagere. VSF som et åbent, men samtidig tandløst og lidt naivt marked for udveksling af ideer, har udspillet sin rolle. Møderne må forandres eller forsvinde. Man kan se det på, at alt det vigtige, det som virkelig kommer til at sætte den politiske dagsorden de kommende år, sker på parallelmøderne: hos Via Campesina (international radikal organisation af småbønder, red), hos de sociale bevægelser, hos krigsmodstanderne.
NGO’erne, som betaler for festen, hverken kan eller vil stille sig bag det, forummet kunne blive, hvis det fulgte sin egen logik. Derfor er denne kæmpefest med sine 100.000 hoveders herlighed også en begravelse. VSF er døende, enten fysisk, fordi det vil miste sin finansiering, eller sjæleligt, fordi det berøves politikken. Det kan tage år – men det, som VSF-processen repræsenterer, er på vej ud, noget andet på vej ind.
Artiklen er først bragt i den svenske ugeavis Internationalen. Den er oversat og bearbejdet af Bodil Rasmussen.