Socialistisk Information nr. 174 • Marts 2003 Til SAP's Forside
Af Michael Brenner
Kun i en meget direkte forstand er Bush-administrationens Irak-politik rettet mod Saddam Hussein. I modsætning til alle de højlydte røster om terrorisme, masseødelæggelsesvåben og krænkelser af menneskerettigheder – så er det meget lidt, der siges om olieinteresserne. Det Hvide Hus har været meget fåmælt hvad angår planerne for et irakisk regime efter Saddam og har gentagne gange afvist at have nogen interesser i landets olieressourcer.
Men presserapporter peger på, at amerikanske strateger planlægger en langvarig besættelse af Irak efter krigen mod Saddam Hussein. Det er sandsynligt, at et USA-kontrolleret Irak vil blive et redskab til at skabe en ny orden i verdensorden inden for olieindustrien. En krig mod Irak kan meget vel indvarsle en større ændring i Mellemøstens magtbalance.
Bush-administrationen har ikke bare en omfattende forbindelse til olie- og gasindustrien. Der er tale om tilknytning, der simpelthen gennemsyrer forholdet. Det løber så at sige fra toppen af hierarkiet, med en statsleder, George Bush, et barn af olieindustrien i Texas, hvor han selv var aktivt involveret; og en næstkommanderende, Dick Cheney, som tiltrådte med en aftrædelsesgodtgørelse på mange millioner dollar fra sin post i ledelsen af Halliburton Oil. Efter sin tiltrædelse udviklede vicepræsidenten en energipolitik under vejledning fra ledelserne i olieselskaberne.
Præsidenten og vicepræsidenten har samlet en regering, som i vid udstrækning repræsenterer den oliekultur, de selv kommer fra. Blandt disse er forsvarsminister Thomas White, tidligere vicedirektør for Enron, og handelsminister Don Evans, tidligere direktør for olieudvindingsfirmaet Tom Brown, Inc., hvis interesser i selskabet var 13 mio. dollar værd, da han tiltrådte sit embede.
Bush-regeringens energipolitik bygger på et stadigt stigende olieforbrug, og helst billig olie. Det amerikanske olieforbrug forudses at vokse med en tredjedel over de næste to årtier. Det Hvide Hus presser hårdt på for flere hjemlige boringer og ønsker at åbne arktiske naturområder i Alaska for olieindustrien. Men selv i det tilfælde anerkender Udviklingsgruppen for den Nationale Energipolitik, ledet af vicepræsident Cheney, i en rapport fra maj 2001, at USA’s olieproduktion vil falde med 12 procent over de næste 20 år. Derfor anslås USA’s afhængighed af importeret olie, som er vokset fra en tredjedel i 1985 til mere end halvdelen i dag, at vokse yderligere til to tredjedele i 2020.
Siden 1970’erne, har USA anstrengt sig for at sprede sine forsyningskilder og har bredt sig langt uden for OPEC og Mellemøsten. Den nuværende regering foreslår en større indsats for at udvide produktionen i så fjerne områder som det Kaspiske Havområde, Nigeria, Chad, Angola og dybe områder i Atlanterhavet, samtidig med at man orienterer sig mod førende leverandører på den vestlige halvkugle som Canada, Mexico og Venezuela. Vestafrika forventes at stå for helt op til en fjerdedel af USA’s olieimport om et årti.
Men ingen kan komme uden det faktum, at Mellemøsten og specielt området omkring den Persiske Golf fortsat er verdens største olieprovins for amerikanske og andre importører. Cheney-rapporten bekræfter, at olieproduktionen i Mellemøsten ifølge alle vurderinger vil blive ved at være central for verdens oliesikkerhed. Aktuelt står Mellemøsten for omkring 30 procent af den globale olieproduktion og mere end 40 procent af olieeksporten. Med omkring 65 procent af klodens kendte reserver er det den eneste region, som er i stand til at tilfredsstille den stigende efterspørgsel på verdensplan, som Cheney-rapporten forudser. Ifølge denne vil området omkring den Persiske Bugt alene levere 54-67 procent af verdens olieeksport i 2020.
Saudi Arabien er den centrale nøglespiller. Med 262 mia. tønder olie har landet en fjerdedel af verdens totale kendte reserver og er den største enkeltproducent. Af større betydning er det, at saudierne gentagne har vist, at de er parat til at kompensere for tab fra andre leverandører og stabilisere markedet i tilfælde af uro. I dag kunne Saudi Arabien øge sin produktion på 8 mio. tønder dagligt til 10,5 mio. inden for tre måneder, og dermed kompensere for et bortfald af irakisk olie under et amerikansk angreb.
Figuren viser, hvor skævt de kendte oliereserver er
fordelt på verdensplan. Skævheden bliver endnu større, hvis man ser på
olieforbruget sammenholdt med reserverne. De lande, der har de største
reserver, vil først løbe tør for olie om cirka 100 år – med det nuværende
forbrug, mens USA og Canada kun har reserver til 10 år.
Kilde: US Energy Information Agency, International
Energy Annual Report. Major Crude Oil Reserves, 2001
Den irakiske pariastat besidder imidlertid en sand skattekiste, med en overflod af kvalitetsolie, som kan produceres med meget lave omkostninger (og dermed en høj profit). Med 112 mia. tønder er landets kendte reserver kun overgået af Saudi Arabien. Det amerikanske energiministerium anslår, at Iraks reserver muligvis kan være så store som 220 mia. tønder. Og fordi politisk ustabilitet, krig og sanktioner har forhindret gennemgribende udforskning af store dele af det irakiske område, er der en chance for, at yderligere 100 mia. tønder ligger uopdagede i Iraks vestlige ørkenområder. Alt i alt kan Iraks olierigdom meget vel være på niveau med Saudi Arabiens.
For øjeblikket er dette selvfølgelig kun et potentiale. Den irakiske olieindustri er sat alvorligt tilbage som resultat af krigen mod Iran 1980-88, Golfkrigen 1991 og mangelfulde investeringer og vedligeholdelse i efterkrigsperioden. Siden 1990 har sanktionerne effektivt fastfrosset planer om at sætte nye oliefelter i produktion. Sanktionerne har også betydet en alvorlig mangel på udstyr og reservedele. Samtidig kan tvivlsomme metoder til at maksimere udvindingen fra de eksisterende kilder have skadet nogle af oliefelterne med en fald i udvindingen til følge på kort sigt.
Men når først faciliteterne er genoprettet (et lukrativt job for olieservice-industrien, bl.a. vicepræsident Cheneys tidligere arbejdsgiver, Halliburton), og nye felter er sat i gang, kan oliehanerne åbnes på fuld styrke Til at finansiere den enorme genopbygningsopgave, vil Irak – når sanktionerne er ophævet – naturligt forsøge at maksimere sin olieproduktion. Nogle analytikere, f.eks. Fadhil Chalabi, en tidligere irakisk oliefunktionær, anslår, at Irak vil kunne producere 8-10 mio., muligvis helt op til 12 mio., tønder om dagen om et årti.
Konsekvenserne for verdensmarkedet er vanskelige at overvurdere. Saudi Arabien ville ikke længere være den eneste dominerende producent, som er i stand til alene at påvirke oliemarkedet. Med tanke på, at forholdet mellem USA og Saudi Arabien blev kølet voldsomt ned efter terrorangrebet 11. september 2001, og at det kan forværres yderligere, er en konkurrent til Saudi Arabien ikke uvelkommen i Washington.
Washington ville opnå en enorm indflydelse på verdens oliemarked. En åbning af de irakiske haner ville oversvømme verdensmarkedet og presse priserne mærkbart ned. Lavere priser kunne gøre russisk olie dyrere og mindre konkurrencedygtig, hvilket ville underminere udsigten til at trække udenlandske investeringer til de sibiriske oliefelter. Ruslands svage økonomi er særdeles afhængig af indtægter fra olieeksport. Landets budget hviler på forudsætninger om en oliepris på 24-25 dollar per tønde. Aleksei Arbatov, formand for det russiske parlaments forsvarskomite forudser, at »hvis et nyt irakisk regime sælger olie uden begrænsninger, vil vores budget kollapse.«
For at reparere og udbygge sin olieindustri vil Irak have behov for omfattende udenlandske investeringer. Derfor er Irak et sandt eventyr for ivrige olieselskaber.
Før OPEC-revolutionen i starten af 1970’ere, kontrollerede et lille antal olieselskaber (kendt som de syv søstre) alle aktiviteter, fra udforskning og produktion, til raffinering og salg. Men de mistede meget af deres basis, da nationaliseringer bredte sig over Mellemøsten og OPEC-landene.
I dag ejes langt hovedparten af verdens olieressourcer af statslige olieselskaber. Selv om private selskaber stadig står for en stor del af udforskning, boringer og udvinding, så har de i mange lande kun adgang til olien til priser og betingelser, som er fastsat af værtslandet. Ganske vist har olieselskaberne formået at tilpasse sig denne situation, men et direkte ejerskab ville give betydeligt større fleksibilitet og indtjening.
De førende private selskaber (ExxonMobil og Chevron-Texaco i USA, Royal Dutch-Shell og BP i Storbritannien og Holland, TotalFinaElf i Frankrig), som overvejende er et resultat af nylige megafusioner, sælger tæt på 29 mio. tønder om dagen af benzin og andre olieprodukter. Men produktionen fra felter, som er ejet af disse gigantselskaber, udgjorde 10,1 mio. tønder om dagen i 2001, eller blot 35 procent af deres samlede salg.
Selv om disse selskaber har brugt mange milliarder dollar til at opdage nye felter uden for Mellemøsten, udgjorde deres kendte reserver kun 44 mia. tønder i 2001, 4 procent af verdens totale reserver, og tilstrækkeligt til at producere olie i endnu 12 år på det nuværende niveau. Situationen er den samme for andre olieselskaber. Derfor er Mellemøsten, og især Irak, en nøgle til olieindustriens fremtid.
Hvis et nyt regime i Bagdad ruller den røde løber ud for de multinationale olieselskaber, er det muligt, at en større bølge af afnationaliseringer kan skylle henover olieindustrien og altså vende de historiske forandringer, som fandt sted i starten af 1970’erne. Under presset fra et årtis sanktioner har det nuværende regime allerede signaleret, at det er parat til at tilbyde udenlandske selskaber bedre betingelser. En sådan invitation fra Bagdad vil ligge i forlængelse af en generel udvikling, der er undervejs, hvor et stigende antal olieproducerende lande åbner deres industri for direkte udenlandske investeringer.
Adskillige europæiske og asiatiske olieselskaber har i de senere år underskrevet aftaler med Irak, som – hvis de gennemføres – vil give dem adgang til reserver på mindst 50 mia. tønder og en mulig udvinding på 4-5 mio. tønder om dagen (en anden vurdering siger, at russiske selskaber alene har lavet aftaler for omkring 70 mia. tønder). Dertil kommer et antal kontrakter om udforskning i den vestlige ørken.
Især russiske, kinesiske og franske selskaber har forsøgt at lægge sig i position til at udvikle nye oliefelter og genoprette de eksisterende, når først FN-sanktionerne ophæves. Ruslands Lukoil underskrev f.eks. en aftale i 1997 om at udvikle det vestlige Qurnafelt (med reserver på 15 mia. tønder). Kinas Nationale Benzinselskab underskrev en aftale om det nordlige Rumailahfelt. Og det franske TotalFinaElf har orienteret sig mod de gigantiske Majnoonreserver (med 20-30 mia. tønder).
Irak har forsøgt at bruge oliekontrakterne til at opbygge politisk støtte blandt tre permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, Frankrig, Rusland og Kina, til at hæve sanktionerne. Selv om den internationale konsensus om sanktionerne er krakeleret, så har dette spil ikke givet pote på grund af indædt modvilje fra USA Storbritannien. (I december 2002 annullerede Irak en kontrakt med tre russiske selskaber i frustration over, at selskaberne i respekt for sanktionerne ikke havde påbegyndt olieefterforskning.)
Så længe Saddam Hussein sidder på magten, vil amerikanske og britiske selskaber blive holdt ude af Irak, men fortsatte sanktioner vil også forpurre eksisterende olieudviklingsplaner.
Et systemskifte i Bagdad vil fordele kortene på ny og give amerikanske (og britiske) selskaber en direkte adgang til den irakiske olie for første gang i 30 år – en gave til en værdi af hundreder af milliarder dollars.
Op til vedtagelsen af Sikkerhedsrådets resolution 1441 den 8. november fremsatte USA slet skjulte trusler om, at franske, russiske og kinesiske selskaber ville blive holdt ude fra alle fremtidige oliekoncessioner i Irak, med mindre Paris, Moskva og Beijing støttede Bush’ plan for et systemskifte. Ahmed Chalabi, leder af den Irakiske Nationalkongres (INC), Bush-administrationens foretrukne eksilgruppe, sagde, at INC ikke vil føle sig forpligtet af kontrakter indgået af Saddam Husseins regering, og at amerikanske selskaber vil få en stor andel af Iraks olie under et nyt styre.
Amerikanske og britiske olieselskaber har holdt møder med INC-repræsentanter, for at sikre sig en fremtidig rolle i den irakiske olie. Samtidig har udenrigsministeriet overtalt irakiske oppositionsmedlemmer til at oprette en olie- og gasgruppe med irakiske og amerikanske repræsentanter.
Nikolai Tokarev, generaldirektør i Ruslands Zarubezhneft, et statsejet olieselskab, gjorde i slutningen af 2002 denne overvejelse: »Har amerikanerne brug for os i Irak? Selvfølgelig ikke. Russiske selskaber vil miste olien for altid, hvis amerikanerne kommer.« Frygten for at blive udelukket fra Iraks olierigdomme og at miste indflydelse i regionen har skabt en russisk, fransk og kinesisk interesse i at modstå den amerikanske krigstrussel. Disse lande er dog på samme tid opmærksomme på at holde alle muligheder åbne i tilfælde af, at et pro-amerikansk regime bliver indsat, og at undgå at stå på den forkerte side i forhold til Washington.
Rivaliserende olieinteresser var et afgørende faktor bag kulisserne, da de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet forhandlede om formuleringerne i resolution 1441, som skulle fastlægge betingelserne for en aktion mod Irak. Det er sandsynligt, at korridorforhandlinger om Iraks olie var en del af det politiske spil, som til sidst endte med en enstemmig vedtagelse. USA løfte til de andre lande om at få en del af kagen, var åbenbart nok til at vinde deres stemme. Det er derfor usandsynligt, at franske, russiske og kinesiske selskaber vil blive lukket totalt ude af et Irak efter Saddam, selv om de kan blive henvist til en juniorrolle.
Irak med nabolande
USA har forstærket sin militære opbygning voldsomt i Kuwait og langs den Persiske Bugt, men af kortet fremgår desuden Tyrkiets strategiske betydning ved et angreb. Derfor har USA presset voldsomt på for at få tilladelse til en militær opmarch i Tyrkiet – og den tyrkiske regering har taget sig godt betalt for denne tilladelse, som det store befolkningsflertal er imod.
Gennem hele oliens historie, er afgørelserne om, hvem der skal have adgang til denne højt beskattede ressource og på hvilke betingelser, ofte gået hånd i hånd med vold. Først var det Storbritannien, kolonimagten i store dele af Mellemøsten, som var dominerende. Men i et halvt århundrede har USA gjort konstante fremskridt med at få området omkring den Persiske Bugt ind i sin geopolitiske sfære. I Washingtons regnestykke har de sikre olieforsyninger altid vejet tungere end hensynet til menneskerettigheder og demokrati.
USA’s politik i forhold til Mellemøsten har længe bygget på at opbygge klientstater i regionen og forsyne dem generøst med våben. Efter at shahen af Iran, Vestens regionale politibetjent, blev styrtet i 1979, blev Irak en erstatning, da det invaderede Iran. Washington hjalp Irak på forskellige måder, bl.a. med kreditter og lånegarantier, indirekte våbenforsyninger, militære efterretninger i krigen mod Iran, og med angreb på den iranske flåde.
Fra 1970’erne, men især i kølvandet på Golfkrigen i 1991, forsynede USA Saudi Arabien og andre stater i den Persiske Golf med enorme mængder af avancerede våben. Efter Golfkrigen forlod de amerikanske styrker aldrig området totalt. Med militært udstyr og adgang til militærbaser i Saudi Arabien, Kuwait, Bahrain og Qatar forberedte Washington grunden for fremtidige direkte interventioner, hvis det blev nødvendigt.
I den Persiske Golf og tilstødende områder er adgangen til olie sædvanligvis sikret ved en overvældende amerikansk tilstedeværelse. Fra Pakistan over Centralasien til Kaukasus og fra det østlige Middelhav til Afrikas Horn, er der opbygget et tæt netværk af amerikanske militære installationer, hvoraf mange baser er etableret under dække af krigen mod terror.
Selv om USA’s militære tilstedeværelse ikke udelukkende handler om olie, så er olien en nøglefaktor. Talsmænd for Bush-administrationen benægter derimod hårdnakket, at olien er en årsag til, at de presser på for et systemskifte i Irak. Vrøvl, sagde forsvarsminister Donald Rumsfeld til tv-programmet 60 Minutes, i midten af december 2002. »Det har intet at gøre med olie, bogstaveligt talt intet.«
Men repræsentanter for olieindustrien, som blev interviewet af 60 Minutes den 15. december tegnede et andet billede. På spørgsmålet om olie er en del af regnestykket, svarede Phillip Ellis, leder af de globale olie- og gasaktiviteter for Boston Consulting: »Selvfølgelig er det det. Ingen tvivl.«
Faktisk har ledelserne af olieselskaberne haft hemmelige møder med den amerikansk-støttede irakiske opposition. Ifølge Ahmed Chalabi, leder af INC, vil en fremtidig irakisk regering være USA taknemmelig for at hjælpe det irakiske folk til at befri sig selv og blive fri for Saddam. Og han tilføjede, at amerikanske selskaber kan forvente at spille en vigtig og ledende rolle i Iraks fremtidige oliesituation.
Michael Renner er projektdirektør på Worldwatch Institute i Washington, DC. Denne artikel blev trykt første gang i januarnummeret 2003 af Foreign Policy in Focus. Oversat og bearbejdet af Åge Skovrind.