Donald Trumps meddelelse om, at USA vil flytte sin ambassade til Jerusalem og anerkende byen som Israels hovedstad har skabt et udbrud af protester over hele Mellemøsten og andre steder. Men Washingtons indflydelse og magt i regionen har som konsekvens af en række tilbageslag været på retur i nogen tid.

 

Gilbert Achcar er socialist, opvokset i Libanon og underviser på London School of Economics. Han har udgivet en lang række bøger om udviklingen i Mellemøsten. Han snakkede med Alan Maass fra International Socialist Organization (USA) om den seneste udvikling i Mellemøsten og konsekvenserne efter et år med Trump.

 

USA har mest fokuseret på at besejre Islamisk Stat i Irak og Syrien (ISIS), hvad der ser ud til at være stort set opnået med offensiverne for at drive ISIS ud af deres vigtigste bastioner i begge lande. Første spørgsmål: Hvad vil der nu ske med ISIS?

 

ISIS har åbenlyst lidt et alvorligt nederlag. De troede, at de kunne opbygge en stat, et kalifat, som ville eksistere over en lang periode og dække et meget stort område i Syrien og Irak, og grundlæggende har de mistet alt dette. Det varede omkring tre år, før det brød sammen.

 

Man kan sige, at det allerede var en bedrift for ISIS at holde så stort et område i så lang tid imod stort set alle andre. For det er den eneste gruppe, som alle andre involverede kræfter har været stort set enige om at bekæmpe.

 

ISIS har lidt et alvorligt nederlag, men det betyder ikke, at de vil forsvinde. For en masse af deres krigere er det lykkedes at gå under jorden i Irak og Syrien, og de har afdelinger i flere andre lande. Og som vi ser med tilfældet al-Qaeda, så kan terrorisme fortsætte over et langt stræk gennem underjordiske netværk.

 

Jeg er sikker på, at vi vil se en masse af denne terrorisme i den kommende periode – for der er ingen reel måde at komme fri af en sådan svøbe, med mindre man ændrer på de betingelser, som skaber den.

 

I dag er disse betingelser ganske komplicerede. Det handler først og fremmest om statsterrorisme, i første række den, der udgår fra Israel og fra den vestlige imperialistiske dominans i regionen.

 

En masse af det, der er sket i verden siden 1990 har rødder i de krige, USA førte mod Irak i 1991 og 2003 og den efterfølgende besættelse af Irak.

 

Men der er også mange despotiske regimer i regionen, som praktiserer statsterrorisme og giver næring til lignende had og på denne måde gøder jorden for grupper som ISIS.

 

Generelt er vi vidne til det, som jeg kaldte ”barbarismens sammenstød” i en bog, jeg skrev efter 11. september. De stærkes barbarisme skaber betingelser for en mod-barbarisme for de svage.

 

Det er det, vi har set, og vi vil komme til at se mere af det, er jeg bange for at sige – hvad enten det er den stærke barbarisme fra USA – den mest dødelige af dem alle, eller Rusland, eller lokale despotiske regimer som Assad-regimet i Syrien – det mest barbariske af de regionale regeringer, eller Sisis diktatur i Egypten, for at nævne to.

 

Så er der den anden side af spørgsmålet, efter erobringen af ISIS’ bastioner i Irak og Syrien: Hvad betyder det for USA-imperialismen? Hvad er USA’s rolle i forhold til de regionale magter i Mellemøsten og til de internationale imperialistiske rivaler?

 

Der er ingen tvivl om, at USA står på det laveste punkt i sin indflydelse i regionen siden 1990. Det var dengang, USA intervenerede og udstationerede massive styrker i regionen i et forspil til den første krig mod Irak. Her nåede USA et historisk toppunkt i sit historiske regionale herredømme.

 

På det tidspunkt befandt Sovjetunionen sig i sin dødskrampe, og Washington tog så fuldstændig kontrol over situationen i Mellemøsten. Når man sammenligner den nuværende situation med dette toppunkt, kan man se, hvor meget det er gået tilbage for USA.

 

Det kom mest tydeligt til udtryk med opstandene i 2011. Det var året, hvor USA måtte trække sig ud af Irak uden at have opnået nogen af målene for besættelsen, og hvor man efterlod et land, der var kommet under kontrol fra Washingtons regionale ærkefjende, Iran. Tehran står nu med en meget større afgørende indflydelse på den irakiske regering end Washington.

 

2011 var også året, hvor masseopstande truede Washingtons vigtigste allierede. Efter den tunesiske diktator Zine El Abidine Ben Ali kom turen til Hosni Mubarak i Egypten. Libyens Muammar el-Qaddafi, som var skiftet over til Washingtons side i 2003, fulgte efter, og i Bahrain brød et oprør ud, som skræmte alle oliemonarkierne i Golfen.

 

Den militære intervention i Libyen til støtte for oprøret mod Qaddafi var anledning til Obamas berømte formulering om at ”styre fra baggrunden”, hvad der udtrykte den kendsgerning, at USA havde en lavere profil i denne intervention end de europæiske NATO-allierede, som tog ledelsen.

 

Men den intervention endte i en fiasko. Forsøget på at kontrollere det libyske oprør og styre det i retning af en afslutning, hvor man bevarede den libyske stat, mislykkedes helt, og hele den libyske stat kollapsede.

 

Libyen blev således det eneste arabiske land, hvor det lykkedes revolutionen at vælte hele det herskende regime – bortset fra, at man ikke havde noget alternativ, og slet ikke et progressivt alternativ. Resultatet måtte selvfølgelig blive kaos.

 

”Yemen-løsningen” – et kompromis mellem dette lands herskende gruppe og oppositionen – som var brygget sammen af oliemonarkierne i Golfen med USA’s støtte, og lovprist så meget af Obama, at han pegede på det som en model for Syrien – kollapsede på tragisk vis efter mindre end tre år.

 

Så USA har opsamlet en lang række tilbageslag i regionen siden invasionen af Irak. Irakkrigen vil blive husket i historien om USA-imperialismen som et stort fejltrin – en selvtabende besættelse gennemført af Bush-administrationen på trods af anbefalingerne selv fra nære venner af Bush-familien, som vidste, hvilke problemer USA ville møde.

 

Som resultat af dette står Washington på et meget lavt punkt sammenlignet med for få årtier siden. Man benyttede ISIS’ ekspansion til Irak i 2014 som en lejlighed til at arrangere et begrænset comeback. Man organiserede en koalition til at starte en bombekampagne mod ISIS, etablerede igen en vis tilstedeværelse i Irak og det samme i Syrien.

 

Washingtons vigtigste intervention på syrisk jord var på kurdernes side. Det er i sig selv et paradoks, fordi disse kræfter kommer fra en radikal venstreorienteret tradition – alligevel var de USA’s vigtigste allierede i kampen mod ISIS i Syrien. Donald Trump har kaldt dette for ”latterligt” og erklæret, at han vil stoppe det.

 

Igen viser dette Washingtons generelle svaghed – samtidig med at Iran udvider sin magt, indflydelse og direkte intervention i regionen. Og Rusland fremstår selvfølgelig som den store vinder i hele denne situation, fra Syrien til Libyen.

 

Moskva begyndte at intervenere direkte i Syrien med sin luftstyrke i 2015. På det tidspunkt hilste Obama-administrationen den russiske intervention velkommen med det påskud, at Rusland ville deltage i krigen mod ISIS. Men alle vidste, at Moskvas vigtigste angrebsmål var den syriske opposition mod Assad-regimet, ikke ISIS.

 

I realiteten gav Washington Rusland frie hænder til at hjælpe det syriske regime med at knuse oppositionen. Efter valget af Trump, men før han blev præsident, begyndte Rusland at forberede sig på en rolle som løsningsmager i Syrien og optrådte pludselig som mægler mellem regimet og oppositionen, med både Iran og Tyrkiet som deltagere.

 

Der er endnu en ting på spil her. I efteråret 2016 skiftede Tyrkiet over til en alliance med Rusland – i vrede over Washingtons støtte til de kurdiske styrker i Syrien. Det var et nyt slag mod USA’s indflydelse i regionen.

 

I dag fremstår Rusland som det land, der vinder frem i hele regionen, mens USA mister terræn. Moskva fremstår i dag som den mest effektive til at afstive den repressive orden i området. Efter den meget brutale rolle, man spillede i Syrien, fik russerne tilsagn fra Sisi om luftbaser i Egypten til at understøtte Sisis intervention i Libyen sammen med de Forenede Arabiske Emirater, til støtte for den lokale leder Khalifa Haftar. Alle oliemonarkierne, også saudierne, bejler til Rusland og køber russiske våben.

 

Donald Trump vil med sikkerhed ikke vende denne bølge af USA’s nedgang. Tværtimod er han årsag til en yderligere, hurtig forværring af USA’s indflydelse i Mellemøsten.

 

Og nu har Trump bekendtgjort, at USA vil anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. Hvilken betydning vil det få?

 

Det er en fuldstændig umotiveret provokation, som kun en irrationel mand som Trump kan gennemføre – irrationel, det vil sige i forhold til USA-imperialismens grundlæggende interesser.

 

Det tjener afgjort ikke USA’s interesser at spille et spil som dette. Trump gør det ikke af nogen åbenbar anden grund end at imødekomme den mest reaktionære fløj af sine støtter og puste sin morbide narcisisme op ved at ”levere” på et punkt, hvor det ikke lykkedes for hans forgængere at opfylde deres valgløfter.

 

Han har gjort det uden at tilbyde noget som helst, der kunne berolige palæstinenserne. Han har ikke sikret sig noget som helst fra Netanyahu-regeringen til gengæld for dette skridt. Det giver simpelthen ingen mening i forhold til USA’s Mellemøstpolitik.

 

Det vil koste Washington en hel del, på et tidspunkt, hvor USA’s image på grund af Trump allerede er frygteligt negativt i den arabiske verden, i den muslimske verden og i det globale Syd. Selv det begrænsede bedre image, der måtte være opnået under Obama, er blevet smidt ud og erstattet af det grimmeste image, USA nogensinde har haft i verden.

 

Resultatet kan kun blive mere had mod USA og nære mere terrorisme – de svages våben. Og endnu engang vil USA’s befolkning betale prisen for deres magthaveres grådighed, som den gjorde med 11. september, som var et direkte resultat af USA’s politik i Mellemøsten.

 

Lad mig spørge om en anden del af billedet: Kan du sige noget om udviklingen i Saudi Arabien med manøvrerne fra kronprins Mohammed bin Salman?

 

Det, der sker i Saudi Arabien, er først og fremmest et internt anliggende – det er en magtkamp. Det er en slags ”palads-revolution”, men i relativt lavt tempo i den forstand, at det er sket i etaper, indtil de seneste dramatiske arrestationer af en række højtstående personer blandt emirerne og andre medlemmer af landets aristokrati.

 

Vi er vidne til et forsøg fra Mohammed bin Salman [som ofte bliver kaldt ved sine initialer MBS] på at dreje kongedømmet mere over i det traditionelle mønster for et kongedømme, hvor det kun er en mindre familie, som hersker. I det saudiske kongedømme er der derimod en udvidet herskerfamilie bestående af Abdulaziz’ (Ibn Saud) sønner. Han havde et enormt antal sønner – 45 ud af tæt på 100 børn, i kraft af det store antal koner, han havde: over 20!

 

MBS forsøger at gøre en ende på denne tradition, hvor hele den udvidede saudiske familie er ved magten. Han vil koncentrere magten i sine egne hænder og således indlede en linje med et nyt dynasti. Han gør det fra en position som kronprins, eftersom hans far er konge, men kongen støtter alt, hvad hans søn gør, så han har frie hænder i denne sammenhæng.

 

Han er en ambitiøs ung mand, som blev udnævnt til forsvarsminister i januar 2015, hvor han endnu ikke var 30, efter at hans far Salman blev konge. Det første, han gjorde som forsvarsminister, var at gå i krig mod Yemen – en ødelæggende, morderisk bombekampagne fra saudierne og deres allierede. Den er blevet en fiasko i den forstand, at forventningerne hos saudierne og koalitionen om, at de hurtigt skulle sætte tingene på plads, meget snart viste sig at være helt forkerte.

 

Som man kan se ud fra nylige begivenheder – særligt mordet på tidligere præsident Ali Abdallah Saleh, efter at han endnu en gang vendte rundt og annoncerede en ny alliance med saudierne – så er de meget langt fra en sejr. Det er kun lykkedes dem at skabe det, som allerede er den værste humanitære katastrofe i vor tid, med tæt på 7 millioner mennesker truet af hungersnød og tæt på 1 million, som risikerer at dø af kolera.

 

MBS rettede derefter sin opmærksomhed mod mere hjemlige spørgsmål, da den tidligere kronprins, som var blevet udnævnt i henhold til den gamle tradition, simpelthen blev fjernet fra denne position, og MBS overtog hans plads. Det var et afgørende øjeblik i ”palads-revolutionen” – det første afgørende brud med traditionen.

 

Siden da har MBS konsolideret sin egen magt ved at eliminere potentielle rivaler. Alle, som kunne stå i vejen for ham, er blevet undertrykt, arresteret og generet under forskellige påskud, hvor en af dem er korruption.

 

Selvfølgelig valgte MBS dette påskud, fordi det er populært, og det er ubestrideligt, at der er masse råddenskab i den saudiske stat. Men det er også åbenlyst, at det bare er et påskud. MBS er faktisk selv meget korrupt. Her er en ung mand, som kan bruge lige så mange penge han vil på alt, hvad han vil, samtidig med at han gennemfører nedskæringer for kongedømmets indbyggere. Han beviste det sidste år, da han fik lyst til en yacht tilhørende en russisk oligark og købte den for en halv milliard euro. Det giver en ide om, hvem vi snakker om.

 

Hvordan påvirker denne magtkamp resten af regionen? For eksempel ser det saudiske regime ud til at have forsøgt at intervenere i Libanon ved at få deres vigtigste lokale allierede, premierminister Saad Hariri, til at træde tilbage. Alle disse træk har noget at gøre med den langvarige rivalisering med Iran, eller hvad?

 

Det saudiske kongedømme er i stigende grad bekymret over den iranske ekspansionisme, først i Irak, så i Syrien og gennem Libanon. Der er nu en korridor med iransk dominans, som løber fra Tehran til Beirut, som omfatter både militær tilstedeværelse, både direkte og via allierede.

 

Saudierne er ekstremt bekymrede over dette, fordi de ser Iran som deres ærkefjende. Det har varet, lige siden den islamiske revolution i Iran væltede monarkiet der i 1979 – et mareridtsscenarie for saudierne, som samme år blev konfronteret med en ultra-fundamentalistisk opstand hjemme i Mekka.

 

Da Salman blev konge i 2015 fik han først det saudiske kongedømme ind på en politisk kurs for samling af sunni-kræfterne i regionen. Han fulgte denne politik i et par år og blødte også til en vis grad op på det dårlige forhold til det Muslimske Broderskab.

 

Det fortsatte, indtil Donald Trump blev præsident. Trump pressede, rådført af den yderligtgående Stephen Bannon, på for en ændring af denne politik og for en eskalering imod både Iran på den ene side og det Muslimske Broderskab på den anden.

 

Det førte tidligere i år til Saudi-Arabiens brud med Qatar, som er den største sponsor af det Muslimske Broderskab. Indtil da var Qatar involveret i bombningerne af Yemen, men landet blev smidt ud af koalitionen af denne grund. En manøvre, som gav bagslag.

 

Eskaleringen mod Iran er det, som førte til den seneste episode med Libanon. Hariri er fuldkommen afhængig af saudierne. Hariri-familien skabte sin formue i Saud Arabien gennem sine forbindelser med medlemmer af den regerende familie, som er en forudsætning for enhver gylden forretning i kongedømmet.

 

Budskabet fra saudierne er, at vi ikke ønsker vores folk, det vil sige Hariri, deltage i en regering i Libanon, som er domineret af Irans folk, det vil sige Hezbollah.

 

Det var budskabet. Men selv det fejlede på grund af interventionen fra de vestlige regeringer, blandt andet USA og Frankrig. Den franske præsident Macron spillede en aktiv rolle med at få Hariri ud af kongedømmet og tilbage til Libanon, hvor han nu er i gang med et nyt kompromis, hvad der netop var det, som saudierne ønskede at stoppe.

 

Kan du komme med nogle generelle konklusioner vedrørende styrkeforholdet mellem revolution og kontrarevolution nu, næsten syv år efter det arabiske forår. Du har skrevet, at man må forstå det som en fortløbende proces – altså ikke afbrudt af separate perioder, men en kontinuerlig udvikling. Kan du uddybe det?

 

Som udgangspunkt må man forstå, at det, der blev kaldt det arabiske forår, ikke var begrænset til spørgsmål om demokrati og frihed, sådan som det blev fremstillet i medierne. Det var en meget dybere social og økonomisk eksplosion, på grund af en ophobning af sociale krav. Rekordhøj arbejdsløshed, især blandt unge, lav levestandard – alt dette kom for en dag i 2011.

 

Det var derfor, jeg dengang understregede, at der var begyndt det, som jeg kaldte en ”langstrakt revolutionær proces” – som kunne fortsætte med uroligheder i mange, mange år. Og nu kan vi med sikkerhed sige: i årtier.

 

Der vil ikke komme nogen stabilisering i denne del af verden i meget lang tid, for forudsætningen for stabilisering er en radikal social og politisk forandring – som vil sætte området ind på et spor i retning af en helt anderledes økonomisk go social udvikling. Uden en sådan forandring vil ustabiliteten i Mellemøsten ikke finde en løsning.

 

Det umiddelbare problem i øjeblikket er, at de progressive kræfter, som dukkede op i det arabiske forår, blev sat ud på et sidespor næsten alle steder få år efter 2011. Siden da er regionen blevet revet op i en kamp mellem to reaktionære kræfter.

 

På den ene side er der regimerne – eller resterne af dem i de lande, hvor de blev væltet eller alvorligt undermineret. Og på den anden side de islamiske fundamentalister – først og fremmest det Qatar-støttede Muslimske broderskab og de saudisk-inspirerede salafister, som er vokset frem siden 1970’erne og 1980’erne oven på en forudgående bølge af venstreorienteret aktivitet, hvor nationalistiske og kommunistiske partier spillede en nøglerolle.

 

Realiteterne er, at hele regionen er skiftet efter 2013 fra det forudgående revolutionære fase, som blev kaldt det arabiske forår, til en kontrarevolutionær fase. Den sidstnævnte er karakteriseret ved et sammenstød mellem de to reaktionære poler –regimerne og deres islamiske fundamentalistiske rivaler.

 

Det er det, som er på spil I de krige, der er brudt ud I Libyen, Syrien og Yemen – grundlæggende vil man se de samme ingredienser alle steder. De eksisterer i den tilspidsede situation i Egypten: Her tog det form af, at det gamle regime vendte gevaldigt tilbage og knuste det Muslimske Broderskab.

 

Vi står midt I denne kontrarevolutionære fase. Men samtidig peger mange ting på, at de sociale spørgsmål koger over. Ikke bare er sociale og økonomiske faktorer, som førte til eksplosionen i 2011 stadig til stede, men de er blevet temmelig meget værre.

 

Dette vil føre til flere eksplosioner og mere ballade – så meget er sikkert. Vi kan kun håbe på, at det progressive potentiale, som vandt så kraftfuldt frem i 2011, vil blive i stand til at genetablere sig og organisere sig og gå efter magten. Det var det, der manglede i det arabiske forår – organisationer, som indeholder dette potentiale, med en kar strategi for opbygning af et alternativ både til de gamle regimer og til deres fundamentalistiske udfordrere.

 

Interviewet blev bragt 11. december 2017 på socialistworker.org og er oversat af Åge Skovrind

 

Opslået i Facebook, Imperialisme, Mellemøsten

single.php