For 28. gang afholder Fjerde Internationale International Socialistisk Ungdomslejr. I år bliver lejren i Sydfrankrig ved byen Fumel. En by af historisk betydning, som er kendt for arbejderkamp, selvstyrede fabrikker og befolkningens kamp for bedre levevilkår.

af Jonathan Simmel

Men selv om byens historiske betydning gjorde det muligt for vores franske kammerater at låne et rugby-stadion til lejren, så vil byens traditioner nok komme i baggrunden, når lejren i år vil udspille sig kun 4 timers kørsel fra Barcelona, og netop byer som Barcelona og Madrid er et godt symbol på den underliggende dagsorden for dette års lejr.

Med revolutionerne i de arabiske lande, med de sociale kampe mod den økonomiske krise i flere europæiske lande, og senest med opstanden i Spanien er der i år lagt op til en lejr med både politiske diskussioner om perspektiverne for disse kampe, men også med reel erfaringsudveksling om, hvordan kampe udkæmpes, og hvordan den politiske situation er forskellig i hvert enkelt land.

En politisk situation, som måske i første omgang kan virke lang væk fra vores danske land med diskussioner om, hvorvidt det er bedst at arbejde eller spare sig ud af den økonomiske krise. Men netop i en sådan situation, hvor Enhedslisten herhjemme skal være parlamentarisk grundlag for en ny regering, og hele Enhedslistens parlamentariske strategi kan diskuteres. I sådan en situation er det mere end gavnligt at få den direkte viden om en alternativ strategi, hvor presset kommer nedefra, og hvor det ikke er gennem de parlamentariske kanaler, der skal udstikkes retningslinjerne for, hvornår der skal aktioneres og demonstreres.

En ting er selvfølgelig den politiske skoling og diskussionerne. En helt anden vinkel er oplevelsen af det sammenhold, det helt naturligt giver, når man mødes med 600 kammerater fra hele Europa og andre lande. Netop denne fantastiske følelse, der hvert år får folk til at deltage igen og igen på lejren, vil nok kun blive endnu stærkere og understøttet i år.

Gennem det sidste stykke tid har flere ungdomsgrupper med relation til Fjerde internationale effektivt koordineret deres arbejde, og fået skabt solidaritetsaktioner rundt om i Europa til fordel for vores spanske kammerater, blandt andet i Italien, Grækenland, Portugal og Belgien hvor man aktivt har prøvet at lave solidaritetsarbejde med lejrene i Madrid og Barcelona.

Derfor kan man også forvente, at stemningen i baren, til festerne og på diskoteket kun vil blive endnu bedre i år, og have endnu større succes med at drive folk sammen (politisk, selvfølgelig!) på tværs af grænser.

Fra dansk side vil vi i år prøve at bidrage politisk med erfaringer omkring: klimaforandring og COP-processen, parlamentarisk strategi og opbygningen af brede antikapitalistiske partier, queer-teori , krigsmodstand mod krigen i Libyen (i samarbejde med franske kammerater), feministisk historie, klima og overgangskrav, ungdomsorganisationer, trotskisme for begyndere mm.

Praktisk:

Tid og sted: Fumel, Frankrig, afrejse fredag den 22. juli og hjemkomst mandag den 1. august.

Pris: 3.000 kroner, som dækker ophold, mad og transport frem og tilbage. Depositum på 500 kroner skal indbetales snarest til: reg. nummer: 1551, konto nummer: 5100852

Tilmelding og spørgsmål: sap@sap-fi.dk

Grillaften for interesserede lørdag den 18. juni kl. 12:00 i Studiestræde 24, 1455 KBH K, tilmelding: sap@sap-fi.dk

Læs hele programmet (på engelsk)

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com