International Socialistisk Ungdomslejr bliver i år afholdt i Danmark den 22-28. juli. Vi har talt med en række af deltagerne. En af dem er Valeriya fra Ukraine.

af Åge Skovrind

Hendes ven er aktiv i den Sociale Bevægelse, og det var gennem hans internationale kontakter, at hun hørte om ungdomslejren. Hun betegner sig selv som LGBT-aktivist og er taget med, fordi hun er interesseret i at høre, hvad aktivister i andre lande kan fortælle om deres erfaringer og udfordringer.

 

”Jeg er også aktiv i en EU-støtter LBT+-organisation, som hedder ”Inside”, hvor jeg arbejder som freelancejournalist og oversætter. Jeg er ekspert på kønspolitik og har også mit eget initiativ, ”Borsch”, som er en traditionel ukrainsk ret (rødbedesuppe) og derfor et symbol på, at ukrainske kvinder i den traditionelle familie går hjemme og laver mad til familien. Så det er netop for at sætte fokus på kvindernes rolle i samfundet og udfordre kønsrollerne, at jeg valgte det navn. For alle spørger selvfølgelig, hvor vi kalder os Borsch,” griner Valeriya.

 

Borsch arrangerer diskussioner om kønspolitik, for eksempel den 8. marts. De har også lavet arrangementer med oplæsning af kvindedigte og oplæg om kvindekampens historie.

 

Angreb fra den yderste højrefløj
Valeriya er 23 år og skal i gang med en kandidatuddannelse efter at have taget en bachelor i filosofi på universitetet i Kiev. Her har hun taget et andet initiativ. Der er ingen universiteter i Ukraine, hvor man kan læse kønsstudier, så hun har dannet en klub om kønspolitik på universitetet i Kiev, men det er ikke bare noget, man gør:

 

”Alle vores møder er blevet angrebet af højreradikale grupper. Sidste gang stormede maskerede personer ind og angreb os fysisk med peberspray. Det er faktisk kun et par møder, som blev holdt hemmeligt, som ikke er blevet angrebet.”

 

Problemet med højreradikale grupper er stort for alle på venstrefløjen i Ukraine.

 

Hun fortæller om en anti-nazistisk demonstration den 19.januar i år, som også var en mindedag for drabet på to venstreaktivister:

 

”Vi var ikke mere end 20 personer, og den yderste højrefløj havde mobiliseret omkring 100 i en moddemonstration, så vi blev jaget væk. Politiet var der også. Problemet er bare, at politiet ikke var neutrale – de var med højrefløjen.”

 

”Sådan er det med alt, hvad vi laver. Vi er ikke så mange, og vi bliver kaldt alt muligt som kommunister og landsforrædere, som skal gøre folk bange for os.”

 

Sociale bevægelser og grupper på venstrefløjen offentliggør ikke deres adresser af frygt for at blive angrebet, og krigen i den østlige del af landet gør kun tingene værre. ”Kæmp og dø for Ukraine” lyder den officielle retorik. I den kontekst bliver det kun sværere at sejle op imod højrefløjen.

 

”Alle siger, man ikke kan lave politik, fordi der er krig. Krigen får højrefløjen til at vokse,” konkluderer Valeriya.

 

Stereotyper i skolebøgerne
Hun har dog også en enkelt succes-historie. Hun er med i en officiel ekspertgruppe om kønsdiskrimination i landets skolebøger med henblik at på revidere de stereotype kønsrollebilleder.

 

”Det er sådan noget med, at kvinder altid afbildes som husmødre, mens mændene sidder med deres Ipads i vigtige jobfunktioner. Drengene spiller altid fodbold, mens pigerne leger med dukker,” siger hun.

 

Selv om hun naturligvis glæder sig over, at det lykkedes at få myndighederne til at blåstemple gruppens konklusioner, understreger hun, at det kun er sket efter tre års kampagne for at lægge pres på myndighederne. Og derfor er hun stadig skeptisk. Det er stadig de gamle bøger, der er i brug.

 

”Men vi håber på et nyt indhold, når næste oplag skal i trykken.”

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com