I. Før udbruddet af den nuværende Korea-krise var der allerede stærke politiske og militære spændinger i Østasien mellem Kina, Japan og USA. De har med Washington/Pyongyang-konflikten nået et niveau, der ikke er set tilsvarende i mange år, og som allerede har haft dybtgående konsekvenser i regionen.

af Fjerde Internationales Forretningsudvalg

De sætter yderligere gang i den militære optrapning, opmuntrer de højrenationalistiske kræfter og regimer (især i Japan), indsnævrer den nye sydkoreanske præsidents diplomatiske råderum, og sætter de antimilitaristiske og pacifistiske græsrodsbevægelser under forøget pres.

 

USA-imperialismen har formået at genvinde initiativet i Østasien imod Kina. Den sender på den måde et budskab til alle lande i regionen. Den minder især Manila om, at man ikke kan skifte forbundsfæller, som man skifter skjorte, idet Pentagon, i overensstemmelse med eksisterende aftaler, har ydet en mangesidig støtte til den filippinske hær under konflikten med jihadist-grupper i Marawi.

 

De tre stormagter (USA, Kina og Rusland) er umiddelbart berørt af krisen, der også har givet atomkapløbet et nyt boost. USA-imperialismen fastslår sin vilje til at genoprette sit overherredømme over denne del af verden.

 

II. USA har et historisk og stadigt tilbagevendende hovedansvar for denne krisetilstand. Korea-krigen (1950-53) sigtede primært mod at nedbryde den folkelige bevægelse i Korea og bekæmpe Mao-Kina. Ved at nægte at underskrive en fredsaftale fastholder USA en permanent trussel om at generobre Nordkorea. Når der blev underskrevet aftaler med Pyongyang om at stoppe det nordkoreanske kernevåbensprogram, blev de ikke respekteret af Washington.

 

Washington har fra cyberkrig over økonomiske sanktioner til fælles militærøvelser med Seoul opretholdt en meget aggressiv politik over for Nordkorea.

 

Donald Trumps dommedagserklæringer bidrager til de voksende spændinger. Han har endda i FN truet med en ‘total ødelæggelse’ af Nordkorea. Der er mere i det end præsidentens sædvanlige voldsomme sprogbrug. Korea-krisen er en hjælp til USA’s hær, når den stiller krav om en betragtelig forøgelse af sit budget. Målet er ikke bare at genoprette USA’s overherredømme i Østasien. Som en etableret stormagt ønsker USA også at sætte en stopper for Kinas voksende styrke. Washington/Pyongyang-konflikten har en global dimension.

 

III. Kim Jong-uns politik har katastrofale konsekvenser. Det er rigtigt, at landet er truet, og at det nordkoreanske regime ønsker at forsvare sig mod denne trussel. Regimet er, i lyset af Saddam Husseins og Gaddafis skæbne, nået frem til den konklusion, at besiddelsen af kernevåben kan garantere dets overlevelse. På den måde bliver det så en aktiv faktor med hensyn til at holde dampen oppe under den evige oprustningsspiral i regionen, og kernevåbenkapløbet.

 

Pyongyang kunne have valgt en anden politik: at gå ind på tilbuddet om dialog fra den nye præsident i Sydkorea, Moon Jae-in, modsætte sig USA-diplomatiet på internationalt plan, sætte sin lid til de pacifistiske følelser i den japanske eller den sydkoreanske befolkning, og til tilstedeværelsen af de mange antimilitaristiske og antiatomvåbens-bevægelser i Asien, og på den måde undgå at blive isoleret af Washington.

 

Kim Jong-un har i stedet valgt en politik, der bygger på en styrkeprøve og konfrontation mellem Pyongyang og Washington. Dette valg har bidraget til regimets isolation og behovet for at tilvejebringe øgede ressourcer for at finansiere dets oprustningsprogram  på bekostning af den nordkoreanske arbejderbefolkning.

 

Disse politiske valg udspringer af det nordkoreanske regimes natur, ekstremt undertrykkende, etno-nationalistisk, dynastisk og diktatorisk. Dets udenrigspolitik genspejler dets indenrigspolitik. Det vil være meget svært for dette regime at forestille sig et internationalt diplomatisk opgør, eller at påberåbe sig brede folkelige solidaritetstilkendegivelser.

 

IV. Eksperter frygter, at eskaleringen af ‘provokationer’ og ‘mod-provokationer kan føre til mere eller mindre kontrollerede reelle krigshandlinger, der vil involvere stormagterne. Der vil være mange ubekendte faktorer, der vil gøre det meget svært at forudsige noget om, hvordan denne situation vil udvikle sig.

 

Donald Trump har fået tilstrækkelig opbakning til at føre sin politik frem til det nuværende spændingsniveau. Men der er også vigtige dele af borgerskabet i USA, der ser ud til at foretrække diplomatisk aktivitet for at få en afspænding i gang. Hvad er det for en politik, der vil blive brug for fremover?

 

Det nordkoreanske regime har vist sig at være i besiddelse af  betydelig større modstandskraft, end Washington havde forventet, men kan det blive ved med at modstå presset, især den nye række sanktioner?

 

Hvordan vil det kinesiske lederskab forsøge at genvinde initiativet i Østasien på et tidspunkt, hvor dets indflydelse på Pyongyang er meget svag?

 

Situationen er under alle omstændigheder så kritisk, at progressive kræfter bliver nødt til at mobilisere i denne sag.

 

V. Det er tvingende nødvendigt at stoppe konfliktspiralen og påbegynde en afspænding. Wahington må indstille sine trusler og militære operationer, herunder de fælles flådemanøvrer med Sydkorea. Pyongyang må indstille sine kernevåbenforsøg og missilaffyringer. Der må indledes samtaler med henblik på at sikre en fortsat deeskalering.

 

VI. der hviler et stort ansvar på antikrigsbevægelsens skuldre. Fra Sydkorea til Pakistan må asiatiske bevægelser nu rykke frem i forreste linje, men de behøver støtte fra deres søsterorganisationer i resten af verden. Korea-krisen må sættes på alles dagsorden.

 

Tilsvarende retter sig også mod bevægelser, der i særlig grad kæmper for afskaffelsen af kernevåben. Våbenkapløbet er genoptaget. Kina satser f.eks. på at besvare opstillingen af Thaad-antimissil-missiler i Sydkorea med at udruste en flåde af strategiske u-både, som de dog, i modsætning til Rusland, endnu ikke er i besiddelse af. Den nuværende traktat om ikke-spredning af kernevåben er en fiasko. Alternativet er enkelt: Enten bliver kernevåben afskaffet, eller de vil blive brugt igen, som de blev i 1945 imod Hiroshimas og Nagasakis befolkninger, og som Pentagon havde tænkt sig under Korea-krigen 1950-53.

 

Vedtagelsen i FN af en traktat, der forbyder kernevåben, på initiativ af 122 lande, viser, at denne kamp kan nytte, ligesom tildelingen af Nobels Fredspris til den internationale kampagne for afskaffelse af kernevåben (ICAN).

 

Enhver ‘normalisering’ af kernevåben må, især på baggrund af denne øgede bevidsthed, bekæmpes. Alle de lande, der kunne tænke sig at bruge disse våben, må stilles over for en massiv forebyggende politisk afvisning af, at dette er muligt.

 

I nogle lande er der kræfter på den yderste venstrefløj, herunder fra Fjerde Internationale, der allerede er dybt involveret i bevægelser for afskaffelse af kernevåben (Indien, Pakistan, Japan, Filippinerne og andre steder). At styrke disse bevægelser er en opgave, der er fuldstændig uomgængelig i netop denne time for alle progressive kræfter!

 

Denne udtalelse blev vedtaget den 15. oktober 2017

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com