Sidste års demonstrationer mod affaldsproblemerne i Libanon har ført til et vælgermæssigt gennembrud for uafhængige kandidater i opposition til de traditionelle partier.

af Wael Eladady

I løbet af sommeren 2015 oplevede man på gaderne i Beirut et andet udtryk for det arabiske oprør, som er skyllet over Mellemøsten siden starten af 2011. Titusinder deltog i protester mod myndighedernes fejlslagne affaldshåndtering, hvilket hurtigt udviklede sig til et bredere udtryk for vrede mod den systematiske korruption. De to rivaliserende fløje i det libanesiske establishment – kendt for deres opbakning til enten 8. marts-alliancen (blandt andet Amal-bevægelsen og Hezbollah) eller til 14. marts-alliancen, som er anført af tidligere premierminister Saad Hariri og støttet af USA

En blanding af statslig undertrykkelse og splittelser inden for bevægelsen, som myndighederne omhyggeligt forsøgte at udnytte, tvang demonstranterne væk fra gaden. Men nu bliver de dominerende partier udfordret i kommunalvalget af en ny valgalliance med navnet Beirut Madiniti (arabisk for ”Beirut, Min By”), som er det seneste udtryk for en slumrende vrede mod den herskende tilstand i Libanon. [Valget til de 24 pladser i Beirut Bytråd fandt sted den 8. maj 2016, og Beirut Madinati fik omkring 40 procent af stemmerne, men på grund af valgsystemet ingen pladser, red.]

I dette interview taler Wael Eladady fra socialistworker.org (USA) med Farah Kobaissy and Elia El Khazen, begge medlemmer af Socialistisk Forum i Libanon, om Beirut Madinati-kampagnen, og hvad den fortæller om den sociale og politiske dynamik i Libanon.

Kan I forklare os, hvad Beirut Madinati er, og hvordan den startede?
Farah: Det begyndte med, at en gruppe folk efter protesterne mod affaldsstanken sagde, at ikke bare vil vi protestere mod situationen, men vi vil også give folk en eller anden form for alternativ. Det var udgangspunktet, og folk begyndte at mødes.

Senere samlede Beirut Madinati hundreder og hundreder af frivillige, som var begejstrede for ideen om at stille op til valg for første gang og på et uafhængigt grundlag konkurrere mod de regerende politiske partier i Beirut. De havde også et positivt budskab at præsentere for samfundet. Vi har et alternativ, vi har et projekt, og vi ønsker at samle folk omkring det.

Så på den ene side havde du en kandidatliste fra Beirut Madinati, og på den anden side en liste med de fleste regerende partiprofiler fra både 8. marts- og 14. marts-lejrene. Med andre ord stillede forskellige kandidater, som var i opposition til hinanden, op på den samme liste – Fremtidsbevægelsen, Amal, Libanesiske Styrker osv.

Kandidaterne på de regerende partiers liste var folk som direktøren hos Solidere, et firma, som ejer, genopbygger og udvikler store områder af det centrale Beirut. Det var oplagt, at vi var oppe mod folk med magt og penge – dem, som har tvunget folk i Beirut ud af deres hjem til glæde for ejendomsspekulanter.

Beirut Madinati fik næsten 40 procent af stemmerne i Beirut. Et fantastisk resultat, som siger en del om situationen i Libanon og omfanget af social vrede mod de herskende partier og deres politik. For en kampagne, som kun er få måneder gammel og seriøst kæmper mod partier, der har siddet på magten i årevis og som kontrollerer de fleste medier og økonomien, så er dette bemærkelsesværdigt. Det er værd at stoppe op og tænke over, hvilket budskab det sender til os.

Dertil kommer, at valget ikke kun finder sted i Beirut. Succesen for Beirut Madinati i hovedstaden gav andre en tiltro og satte skub i uafhængige kampagner i den sydlige del af landet mod Amalbevægelsen og Hezbollahs kandidater. Det skete i en række landsbyer, hvor uafhængige kandidater var i stand til at opstille og fik støtte fra en række familier og også fra det kommunistiske parti. I nogle landsbyer lykkedes det kommunisterne at vinde alle pladser. Der er noget i gang, og vi må bygge videre på det.

Elia: Det er vigtigt at være opmærksom på forskellene mellem de lokale og de nationale valg. Det er her, de politiske spændinger kommer til udtryk.

I parlamentsvalget er tingene opdelt geografisk på en måde, som garanterer de traditionelle partier en sejr. I kommunevalget er dette ikke tilfældet, så her ser man utilfredsheden mere direkte, og folk er mere tilbøjelige til at afgive deres stemme. Folk føler, at deres stemme giver mening på det lokale niveau, men at det er næsten umuligt at komme til orde for uafhængige kandidater til parlamentsvalget.

Hvad var de vigtigste spørgsmål, som fik folk til at støtte Beirut Madinati?
Farah: Der er en masse generel utilfredshed med den førte politik, specielt på de områder, der berører folks hverdagsliv i byerne, som for eksempel boliger, el, vand, affald, forurening og 10.000 andre problemer i byen. Folk gav udtryk for deres umiddelbare vrede over de regerende partier.

For det andet ville de, der har tilknytning til de regerende politiske partier, straffe deres ledere for at opstille på fælles lister. Stemmerne til Beirut Madinati kom for eksempel fra folk, som normalt ville stemme på en kandidat fra Amal, og som ikke bryder sig om Hariri – fordi deres førstevalg, Amal, stillede op på en fælles liste med nogen, som de var imod. Denne alliance mellem konkurrerende herskende partier var et totalt chok for folk.

Den normale politiske fortælling fra disse partier er at oppiske sekteriske og politiske slagsmål mellem folk – og nu var de pludselig gået sammen på en fælles liste? Nej, jeg vil ikke stemme på jer. Folk var ikke tilfredse med den alliance. Sammen med den sociale og økonomiske vrede var dette årsagen til resultatet.

Hvilket program havde Beirut Madinati?
Farah: Beirut Madinatis program blev skrevet af nogle akademikere og professionelle, som en slags socialt opråb. Grundlaget var 10 punkter, som handlede om at skabe et større offentligt rum og flere grønne områder, trafik og offentlig transport; affaldskrisen og kommunens ansvar for affaldshåndteringen.

Programmet handlede om hverdagsproblemer for almindelige mennesker, og hvordan man kunne gøre byen mere inkluderende. Det var ikke et socialistisk program; det var snarere et liberalt program med et socialt aspekt. Jeg synes, det var godt.

Vi kan kritisere programmet, for eksempel på spørgsmålet om boliger. Det var ikke særlig klart, eftersom kampagnen ikke ønskede at generere entreprenørerne. Der var ikke en klar markering i forhold til byudviklingsselskabet Solidere, som har været ansvarlig for udsættelse af lokale beboere.

Men det var godt som et lærestykke. For eksempel hjalp det mig til at komme i dialog med folk, som ikke deler vores holdninger, program eller visioner, men vi kan faktisk diskutere dem med udgangspunkt i basisprogram, som giver mening for folk. Som socialister har vi vores eget program, men på nuværende tidspunkt tror jeg, det er vigtigt at stå sammen med folk, som er imod systemet, selv om de ikke helt har den samme politiske vision som os.

Hvilket formål havde Socialistisk Forum og I selv med at deltage?
Farah: Jeg stillede op i Beirut for Beirut Madinati som uafhængig kandidat, ikke som medlem af Socialistisk Forum, fordi kampagnen har en generel regel om, at den ikke accepterer kandidater, som er tilknyttet politiske partier.

Jeg mener, at det er et problem. Selv om jeg forstår, hvorfor de har lagt den linje, så er jeg uenig. De lavede den regel for at udelukke folk, som er knyttet til de herskende politiske partier, specielt fordi det stort set er de eneste politiske partier, som sidder på systemet.

Der er Socialistisk Forum, men ellers er de politiske partier en del af det politiske system, også de venstreorienterede. Så jeg var nødt til at stille op som uafhængig.

Grunden til, at jeg stillede op, – og at vi besluttede det i Socialistisk Forum, er, at vi så det som en mulighed for at komme tæt på folk i boligområder, hvor vi ellers ikke ville have kontakt med dem.

Selv der er en masse erfaringer og mange aktiviteter på den politiske front siden 2011 med de usekteriske bevægelser og senere med ”I Stinker”-bevægelsen i 2015, så er der en afstand mellem disse bevægelser på den ene side og vores sociale bevægelse på den anden. Så der var en meget vigtig mulighed på denne måde, og vi har brug for at bygge videre på det.

Desuden er det også meget vigtigt for mig med denne kampagne, at den definerede på en ny måde for os, hvad det vil sige at lave politik. Beirut Madinati omdefinerer politik i forhold til, hvilken by vi vil have, hvilken slags boliger, hvilken infrastruktur. Det er meget vigtige spørgsmål, som også er meget politiske.

Hvad ser I som de næste skridt?
Elia: jeg mener, at det er meget vigtigt, at vi fortsætter kampen, selv om vi har ideologiske uenigheder med e fleste af de folk, som stiler op som uafhængige kandidater mod den herskende klasses partier. Jeg mener, det er vigtigt at blive involveret med de hundredvis af frivillige på græsrodsniveau, som bliver politisk bevidstgjort i kraft af valgkampagnen eller gennem gadeprotester, fordi de lærer, hvordan ting fungerer, hvordan de politiske rotter sig sammen med hinanden, når det handler om deres egne klasseinteresser.

Jeg tror, at folk gennemskuer dette, og at de leder efter alternativer, som rækker ud over selve valgkampagnen. Jeg tror, du selv oplever det, når du engagerer dig med Bernie Sanders` frivillige, som i første om gang måske ikke ser ud over præsidentkampagnen, men måske vil de gøre det senere, hvis man arbejder sammen med dem, inviterer dem til møder, studiegrupper og udfordrer dem på spørgsmålet om, at det her skal fortsætte videre end selve valget.

Jeg mener, at folk mangler et alternativ, og de vil på et tidspunkt søge efter det – hvis ikke hos os, så hos andre. Så vi er nødt til at være til stede i hver en kamp. Jeg mener, at de frivillige er nøglepersoner, som for eksempel de mennesker, der kommer til de åbne arrangementer, hvor man diskuterer Beirut Madinatis program. Jeg mener, at de kontakter, som Farah var i stand til knytte med folk, de problemer, hun hørte om, den dybe utilfredshed – at det er helt grundlæggende.

Hovedideen er, at der er et alternativ – det er det væsentlige, og det er det, som folk stemmer for, især i den sydlige del af landet, hvor man har antaget, at Hezbollahs dominans var uangribelig. Der kom et utal af kandidater fra det kommunistiske parti og uafhængige, som er i stand til at udfordre denne magtdeling mellem Amal og Hezbollah.

Kan I sige lidt mere om de vigtigste politiske kræfter i Libanon som 8. marts- og 14. marts-koalitionerne? Hvad indebærer det, at disse to koalitioner stiller op sammen. Hvad er deres sociale basis, og hvorfor tror I, at de vil stille op sammen?
Farah: Vi er i en periode, som er kommet forbi 8.marts og 14. marts. Vi er i en periode, hvor folk i stadig større grad ser, at der er meget mere, som forener disse to koalitioner end som adskiller dem.

Så hvad er 8. marts- og 14. marts-koalitionerne? Vi skal tilbage til 2005 til den såkaldte Ceder-revolution. Der var en række demonstrationer og protestaktioner efter mordet på tidligere premierminister Rafik Hariri på vegne af det syriske regime. Millioner af mennesker gik på gaden for at kræve, at det syriske regime slap sit greb om Libanon og trak sin hær ud af landet. Denne lejr fik støtte fra USA og var i opposition til det syriske regime – og blev kaldt 14. martsbevægelsen.

Så er dert den anden fløj, 8. martsbevægelsen, som var sammensat af Hezbollah, Amal og det Syriske Sociale Nationalparti og andre nationalistiske kræfter, som var allieret med det syriske regime og reelt ikke ønskede, at de trak sig militært ud. Disse to fløje blev grundlagt på dette tidspunkt.

Men på lokalt plan og i deres reaktioner på den libanesiske fagbevægelse er der opstået interne uenigheder, så disse to grundlæggende politiske skillelinjer er ved at forsvinde. 8. marts- og 14. martslejrene er gået sammen for at knuse disse bevægelser – for eksempel i forhold til de titusinder af lærere og offentligt ansatte, som gennem tre år har organiseret demonstrationer for lønforhøjelser og andre krav. Begge lejre var enige om at gå imod deres krav.

Så begge lejre har en politisk baggrund, der har til formål at sikre deres interesserne hos den fløj af borgerskabet, som de repræsenterer, men de står sammen, når det gælder om at smadre de sociale bevægelser.

Hvert parti har sin sociale basis. For eksempel trækker Hezbollah på støtte fra forskellige grupper inden for shia-miljøet, men deres medlemmer kommer hovedsagelig fra småborgerskabet. Men det professionelle lederskab af Hezbollah kommer i stadig større grad fra shia-borgerskabet, og fra folk, som tjener penge i Afrika og andre steder. I stigende grad ser vi et shia-borgerskab i vækst.

Hariri, lederen af 14. Marts og søn til den myrdede premierminister, repræsenterer det højere finans-borgerskab. Hans politiske parti er Fremtidsbevægelsen, som får støtte fra Saudi Arabien. På grund af disse politiske partiers sekteriske karakter, går deres basis på tværs af sociale klasser. Så der er en masse klassemæssige modsætninger inden for disse partier, selv inden for Hezbollah.

Kan I sige noget om Socialistisk Forum i Libanon?
Elia: Et eksempel på, hvad Socialistisk Forum har gjort, var at hjælpe med til at få opbygget den alliance, som hedder Al Sha´eb Yurid (Folket Ønsker) under protestbevægelsen sidste år. Det var den eneste strømning, som skubbede på for en mere radikal forståelse af de strukturelle problemer i kapitalismen, i modsætning til de liberale reformer, som andre kræfter gik ind for.

Det var den eneste organisation, hvor der var en ligestilling mellem mænd og kvinder – mange kvinder, som deltog i Al Sha´eb Yurid sagde, at det var det eneste sted, hvor de kunne deltage i politik, uden at blive afbrudt af mænd.

Det var en rigtig god erfaring med hensyn til at lægge en politisk linje frem i bevægelsen. Det har hjulpet os til at fremføre Socialistisk Forums politiske synspunkter, og har i sidste ende gjort det muligt at rekruttere en masse folk, som var interesserede i vores analyse af det libanesiske samfund.

Farah: Socialistisk Forum var et resultat af en sammenslutning mellem to venstreorienterede grupper i landet – Fjerde Internationale tendensen og den Internationale Socialistiske Tendens. Det er en politisk organisation, som arbejder med socialismen som målsætning.

Vi arbejder med forskellige spørgsmål, der handler om social retfærdighed, lighed og sekularitet. Vi organiserer marxistiske studiegrupper. Vi organiserer konferencer og protester omkring forskellige praktiske og politiske spørgsmål. Vi prøver også at opbygge solidaritet med arbejdere, og vi prøver at opbygge os både på arbejdspladser og i boligkvarterer.

Vi har et blad, som hedder Al-Manshour, som vi trykker og sælger, og vi har et tidsskrift på arabisk, som hedder Permanent Revolution, som vi redigerer, men som har bidrag fra mange socialistiske organisationer i den arabiske verden. Det bliver trykt i Libanon og ligger også på nettet. Vi har for nylig lavet en indsamling til et lokale, og vi tror, at et lokale også vil gavne vores arbejde og få flere til at gå med.

Der sker en masse i landet og i regionen, og vi er fulde af håb for fremtiden. Personligt er jeg meget optimistisk og rigtig spændt på de næste år. Jeg tror, at mange ting vil ændre sig.

20. juni 2016. Oversat af Karina Skov fra socialistworker.org

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com