Den britiske Kurdistan-ekspert Sarah Parker forklarer baggrunden for Tyrkiets fornyede angreb på PKK og det geopolitiske spil mellem Tyrkiet, USA og kurderne.

af Phil Hearse, Sarah Parker

[OBS: Interviewet er lavet før bombeangrebet den 10. oktober i Ankara, som dræbte over 100 mennesker]

Efter to år med en de facto-våbenhvile har Tyrkiet genoptaget sine luftangreb mod styrker fra PKK (det kurdiske Arbejderparti) langs sine grænser og har også indledt en ny bølge af undertrykkelse af den kurdiske befolkning i den sydøstlige del af landet. Phil Hearse har bedt Sarah Parker, en mangeårig aktivist i det kurdiske solidaritetsarbejde, om at forklare, hvad der sker.

PH: Siden juli har den tyrkiske præsident Recep Erdogan beordret sit luftvåben til at gå i gang med et meget omfattende angreb på kurdiske tropper i Irak – et angreb , der ifølge nogle rapporter har resulteret i op mod 200 døde. Undertrykkelsen af den kurdiske befolkning inden for Tyrkiets grænser er blevet intensiveret. Hvad ligger der bag denne udvikling?

SP: Siden juli 2013 har der været en de facto-våbenhvile, og siden slutningen af 90erne har der kun været krig ind imellem, men våbenhvilen blev brudt af Erdogan og hans islamistiske AKP-parti (Retfærdighed og Udvikling) på grund af valgresultatet i juni i år.

Erdogan havde håbet på at få absolut flertal, så han kunne ændre grundloven i retning af et præsident-styre, men det blev forhindret ved, at HDP – Folkets Demokratiske Parti – trådte ind på scenen og fik 14 procent af stemmerne og 80 medlemmer af parlamentet. HDP er en sammenslutning af folk, der støtter rettigheder til kurderne, venstrefløjsgrupperinger, kvindeorganisation, andre undertrykte grupper som f.eks. alevierne, armenerne og grupper, der kæmper for seksuelle procentminoriteters rettigheder.

At HDP fik 14 procent var et forbløffende resultat – det var første gang, at et pro-kurdisk parti klarede 10 procent-spærregrænsen. Den meget høje 10 procent-tærskel var bevidst udtænkt for at holde pro-kurdiske og venstreorienterede partier ude.

Erdogan håbede ikke kun, at AKP skulle komme til magten igen, men også at et stort flertal kunne sikre større magt til præsidenten, så han kunne tage endnu mindre hensyn til den politiske opposition og til civilsamfundet i almindelighed.

I et forsøg på at annullere det nederlag, som AKP led i juni, er der udskrevet nyvalg i november, og AKP vil genstarte den storskrydende tyrkiske nationalisme for at fremstille HDP som forbundet med "terrorisme", og ad den vej isolere partiet politisk. Det er ikke bare noget, der sker som propaganda – det indebærer også pogrom-lignende overfald og mere end 100 angreb på HDP-bygninger, man kan antage, at det sker både for at sprede frygt og for at besværliggøre mobilisering op til valget.

Det er også muligt, at anti-terror-lovgivningen vil blive brugt direkte mod HDP for at chikanere partiets ledere og muligvis også erklære HDP ulovligt. Det er en højrisiko-strategi fra Erdogans side, fordi et stort flertal af den tyrkiske befolkning helt klart ønsker fred. HDP fortsætter også med at føre kampagne for fred, samtidig med at de holder AKP fast på at vende tilbage til forhandlingsbordet, og de arbejder vedvarende på at opbygge en fredsbevægelse.

Den umiddelbare undskyldning for at genoptage luftkrigen mod "terrorister" var bombardementet af en venstreorienteret ungdomsdelegation ved en pressekonference i byen Suruc i juli sidste år, hvor 33 blev dræbt og mere end 100 såret.

De fleste rettede skylden mod IS, fordi gruppen af unge socialister havde planlagt at krydse grænsen ind i Kobane for at bruge et par dage på at hjælpe til med genopbygningen. Men mange iagttagere tror, at tyrkiske efterretningsagenter var impliceret for at skabe en offentlig harme, der kunne bane vejen for, at AKP kunne gå i gang med luftangreb mod "terrorisme".

PH: I begyndelsen af september var der ti dage med sammenstød i byen Cizre, hvor mere end 30 blev dræbt. Regeringen brugte tanks og snigskytter i angrebet på befolkningen. Der har også været sammenstød i Diyarbakir og andre byer i tyrkisk Kurdistan. Hvad er baggrunden?

SP: Cizre er en by med en meget militant historie (1). Den ligger helt nede i det sydøstlige hjørne af tyrkisk Kurdistan tæt på grænsen til Syrien, hvor den kurdiske bevægelse tidligere havde været meget stærk, og lige på den anden side af grænsen, hvor Derik ligger, et af centrene for modstand i Rojava ("Vest", dvs. Vest-Kurdistan/Syrisk Kurdistan). Det, der ser ud til at være sket, er en slags oprør i byen, der især blev anført af de unge, men ikke kun af dem, kvinder spillede også en stor rolle i kampen mod en tilbagevenden til krigen og en fortsættelse af undertrykkelsen.

På trods af den langtrukne fredsproces og våbenhvile, så var undertrykkelsen af den kurdiske befolkning fortsat, især arrestationerne af tusinder af politiske aktivister, studenter, fortalere for retten til at tale og skrive på kurdisk, lokale politikere osv. Tusinder af politiske fanger blev holdt indespærret, som regel under meget barske forhold.

De lokale besluttede sig åbenbart til at modsætte sig det forestående angreb, og man kan se fra fotos og filmoptagelser af begivenhederne, at der her var tale om en virkelig massemobilisering.

Det tyrkiske militær reagerede med ekstrem vildskab. Ødelæggelserne lignede noget fra Gaza eller Syrien. En særlig afskyelig side af dette var snigskytter fra hæren, som skød mænd, kvinder og børn, der gik ud, mens der var udgangsforbud. for at lede efter mad eller vand.

En lignende konflikt fandt sted i den største kurdiske by, Diyarbakir. Det er lidt tidligt at sige, hvad det betyder med hensyn til taktikken for den kurdiske modstand, men tidsskriftet Business Insider (ejet af Google) hævder, at der er en ændring i retning af at udfordre den tyrkiske stat med en modstandskamp med udgangspunkt i byerne, anført af den Patriotiske Revolutionære Ungdomsbevægelse (YDG-H), en slags ungdomsmilits med tilknytning til PKK.

Business Insider hævder også, at den tyrkiske regering er gået i panik over denne udvikling og ikke ved, hvad den skal stille op med den. Masseødelæggelser i byerne ser meget skidt ud internationalt (2). Denne teori er nok stort set korrekt – som det bliver fremhævet i artiklen, så er de hårdeste kampe tidligere blevet udkæmpet på landet, så det er formodentlig det, som hæren er blevet trænet i at stå overfor, ikke kampe i byerne. Den tyrkiske hær og politiet ser ud til at have lidt ret alvorlige tab i gengældelsesaktioner fra PKKs side lige for tiden (som svar på Suruc-massakren og drabene på kurdiske civile og guerillaer), og der kan være tvivl om, hvor langt generalerne vil gå for at kaste sig ud i en sådan ny krig, eller hvor meget soldaterne er motiveret eller forberedt på at kæmpe.

PKK-ledelsen har udtalt, at indtil videre er deres styrker kun engageret i selvforsvar og gengældelse af særlige grusomheder, at de på ingen måde endnu er engageret i en egentlig krig, og at de stadigvæk ønsker fred, ikke krig, krigen er udelukkende blevet genoptaget af AKP.

PH: I slutningen af sidste år blev kurderne internationalt fremhævet som den eneste styrke, der havde taget kampen op mod IS, og som med held havde gjort modstand mod dem i det nordlige Irak. Selv den amerikanske udenrigsminister John Kerry havde rost dem, og det virker sandsynligt, at der var en form for koordinering mellem syrisk-kurdiske YPG (Folkets Beskyttelsesenheder), der er tæt knyttet til PKK, og amerikanske luftstyrker, der bombede IS i slaget om at forsvare Kobane. Men i slutningen af juli var Tyrkiet vært for en særlig NATO-konference, der gav grønt lys til Erdogan til at gå i gang med sin bombeoffensiv mod kurderne. Hvad ligger der bag dette omsving?

SP: Det er svært at forstå, set udefra, hvordan amerikanerne tænker, men jeg tror, at de spiller et kynisk spil, og at de har rettet sig efter et pres fra Tyrkiets side. På den ene side ønsker USA sikkert ikke, at IS får al for meget fremgang, og de vil også gerne bevare så meget goodwill som muligt fra kurdernes side, så de kan fastholde Kurdistan som en base i et ellers overvejende fjendtligt Mellemøsten, men på den anden side er Tyrkiet et NATO-medlem, som de ikke så gerne vil holde tilbage.

Der er på en måde tale om et praktisk arrangement. NATO-konferencen gav grønt lys til Tyrkiet til at angribe ”terrorister” i Syrien og Irak, med en implicit understregning af, at det først og fremmest betød den såkaldte Islamisk Stat. USAs militær har så til gengæld fået lov til at bruge den tyrkiske base i Incirlik som afsæt for deres egne bombetogter mod IS, noget som tidligere blev nægtet dem.

John Kerry har så efterfølgende undladt at rose YPG, han lykønsker nu ”peshmergaerne”. PKK og YPG opfatter ikke sig selv som peshmergaer, og denne betegnelse bliver mere brugt om tropper fra Massoud Barzanis Kurdiske Demokratiske Parti. Det afspejler, at de foretrækker Barzani som klient, på bekostning af enhver form for reelt selvstyre for den nye kurdiske samfundsorden, som nu er dukket frem.

Barzani deler kontrollen med den kurdiske enklave i Irak med PUK, Gorran (en sidegren af PUK, der fører sig frem med et reformprogram) og et par islamistiske partier. Han er Storbritanniens og USAs foretrukne kurdiske leder, og hans tropper har ved flere lejligheder været totalt uduelige i kampen mod IS. Peshmerga er en betegnelse, der også bliver brugt om tropper fra den Kurdiske Patriotiske Union (PUK). YPG var de vigtigste forsvarere af Kobane, og mange af deres tropper er kvinder, som træder stadig mere i forgrunden i den kurdiske demokratiske proces.

Henimod slutningen af kampen om Kobane fik et mindre antal PUK- og KPD-tropper modstræbende lov til at passere gennem Tyrkiet og ind i Kobane som forstærkninger, efter et massivt offentligt pres. Kobane var en kamp, der varede flere måneder, og som medførte alvorlige tab for kurderne, mens tyrkiske tropper få kilometer væk sad med hænderne i skødet og ikke gjorde noget for at stoppe strømmen af IS-personel og forsyninger ind i området – ja, der er tungtvejende indicier på, at de har ydet hjælp i forbindelse med IS-troppebevægelser.

Der er for indeværende stadigvæk blokade fra Tyrkiets side mod transport af byggematerialer og forsyninger af medicin ind i Kobane, så tingene skal stadigvæk smugles ind eller fragtes på en 200 km lang rejse fra Irak ad svært fremkommelige veje. Et af de vigtigste ønsker fra Rojava går på, at de gerne vil have en humanitær korridor gennem Tyrkiet og ind i Kobane.

I en pressemeddelelse for nylig fra de myndigheder, der forestår genopbygningen af Rojava, hedder det, at så længe, der ikke er blevet givet nogen løfter fra den konference vedrørende genopbygningen, der er blevet afholdt i EU-regi for nogle uger siden, så er det klart, at der er brug for fortsat at presse på. Folk i Europa er nødt til at indse, at Kobane stadigvæk er vitalt afhængig af indsatsen fra lokalbefolkningen og solidaritetsbevægelsen, og at der hænger en truende sky over byen så langt ud i tiden, som man kan se.

YPG og PKK tog også ansvaret for at bringe adskillige tusinde yazidier i sikkerhed for IS, da de angreb Shengai i sommeren 2014, så når NATO gik med til det voldsomme anslag imod den kurdiske modstand i Tyrkiet og fra dens lejre i bjergene i irakisk Kurdistan sydvest for Tyrkiet i terrorbekæmpelsens hellige navn, så er det hårrejsende kynisk.

Inden for NATO var det kun den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier, der havde indvendinger mod angrebet mod kurderne. Den britiske regering betegner selvfølgelig stadigvæk PKK som en terrororganisation – der er ingen ændringer dér, og en ung kurdisk kvinde ved navn Shilan har såmænd været i fængsel i Storbritannien i flere måneder, mens hun venter på en retssag, hvor hun står over for PKK-relateret anklager, angiveligt fordi hun tog til Tyskland med kurs mod Syrien for at slutte sig til PKK i kampen mod IS.

Amerikanerne har også foretaget nogle luftbombardementer til støtte for forsvaret af Kobane og YPG/PKKs bestræbelser på at forbinde de kurdiske ”kantoner” Kobane og Jazireh (lige på den anden side af grænsen til syrisk-irakisk Kurdistan). Begge disse områder ligger i Syrien, men også på den tyrkiske grænse, syd for områder i tyrkisk Kurdistan, hvor den kurdiske bevægelse er stærk ligesom i Cizre, så hele dette område er strategisk vigtigt for den tyrkiske stat. Det er svært at vide, hvorfor USA gjorde dette, måske begyndte det til dels som en respons på den globale bevægelse for solidaritet med Kobane – det ville have virket dumt, hvis de havde ladet Kobane falde, når alle vidste, at de havde fly i området, og formodentlig befandt sig i total krig med IS.

Når USA derudover støttede de kurdiske bestræbelser på at forbinde kantonerne og forsvare dem mod IS, må det også ses som udtryk for forsøg på at svække IS, eller for at forøge muligheden for at opbygge den nye kurdiske samfundsorden, eller i forbindelse med deres planer om styring af Syrien som sådan – det er svært at vide, hvilke faktorer der er de vigtigste.

Det kan også være, at det drejer sig om noget mere dybtgående. IS´ tilstedeværelse giver USA et påskud for en permanent intervention i Irak og de omkringliggende områder. Jeg tror, at de undertiden ser IS som en ”nyttig” fjende, og måske vil de bare gerne have en slags kontrolleret kaos. Amerikanerne ønsker nok i det mindste ikke, at IS kommer alt for meget ud af kontrol, og de er parate til fra tid til anden at indgå taktiske alliancer selv med YPG.

Det er vigtigt at bemærke, at forbindelsen af kantoner i Rojava og erklæringen fra ca. 15 kurdiske områder i Tyrkiet om autonomt selvstyre hænger sammen – begge repræsenterer et forsøg fra den kurdiske bevægelse på at tage nye skridt på vejen mod frigørelse. Det er i denne sammenhæng, at vi skal forstå det tyrkiske ønske om at skabe en ”buffer-zone” i det nordlige Syrien – det er en plan om at etablere en zone under tyrkisk-vestlig kontrol og forhindre konsolideringen af en selvstyrende kurdisk stribe langs dets grænse.

PH: Så her er APK-lederskabet tvunget til at lægge bånd på deres fjendtlighed imod, at USA angriber IS fra tyrkisk territorium som tak for vestlig støtte til luftoffensiven mod PKK-lederskabet i Kandil?

SP: Ja. Man må huske på, at Tyrkiet sagde nej til, at amerikanerne kunne bruge deres base ved Incirlik under Golf-krigen og heller ikke tillod en nordlig rute over land i forbindelse med angrebet på Irak.

Amerikanerne har forhandlet med den tyrkiske regering om at bruge tyrkiske baser til at angribe IS i ca. et år. Det er fuldstændig usandsynligt, at de amerikanske efterretningstjenester ikke kendte til forbindelsen mellem Erdogan og IS. Ja, den tyrkiske regering har det sidste par år givet IS lov til at lade tropper og udstyr krydse landets grænser.

Der er også beviser på forbindelser (dokumenter fundet på lig af IS-medlemmer osv.) mellem tyrkiske efterretningstjenester og IS. Så det er en stor forandring for dem at give USA lov til at bruge baser i Tyrkiet for at angribe IS. Men de håber tydeligvis på, at dette vil blive opvejet af de skader, som de kan tilføje PKK-ledelsen.

Der er imidlertid en vis anspændthed mellem Tyrkiet og USA vedrørende kontrollen over det nordlige Syrien. Vi kan heller ikke se bort fra hensyn som adgang til olie og gas og adgang til havet (4). Bortset fra chauvinisme og det med kalifatet, så er der også tydelige spændinger mellem de regionale magter omkring kontrollen med det nordlige Syrien – en autonom, overvejende kurdisk zone fra irakisk Kurdistan til Afrin ville komme meget tæt på at afskære Tyrkiet fra Middelhavet og ville også indebære, at olie og gas kunne eksporteres fra Irak eller længere øst fra uden at passere gennem Tyrkiet.

Det ville være en strategisk katastrofe for den tyrkiske stat. Det samme kunne ske, hvis vestmagterne var i stand til at neutralisere selvorganiseringen i Rojava og PKK i Tyrkiet og så styre en kurdisk marionetstat gennem deres yndlingsklient, Barzani-klanen.

Det er således nemt at se, at der er en masse spændinger i forhold til, hvem der kontrollerer det nordlige Syrien, hvad enten Assad er i stand til at hænge på eller ej i den vestlige del omkring Latakia, lige meget hvor længe. Der er ind imellem kommentatorer, der mener, at Storbritannien er endnu tættere på Tyrkiet og Barzani, end USA er, på grund af sin historiske rolle i området og sit engagement i lyssky oliehandler. Nafuz Ahmeds dybdeborende artikel, der udkom for nylig, er en god indgang til emnet (5).

PH: Erdogan har altså gjort sig klar til at kassere fredsprocessen med PKK for at tilvejebringe en krisestemning og få den tyrkiske nationalisme på højkant igen, formentlig i håbet om, at valget i november vil give ham det flertal, som han ønsker, og marginalisere HDP. Men hvad var det, der førte til AKPs tilbagegang ved det sidste valg? Hvor vigtig var Gezi Park-bevægelsen i 2013-2014?

SP: Man må se på de to indbyrdes forbundne sider af AKP-regeringen. Det er en korrupt, borgerlig, neoliberal regering, men den er også højlydt islamistisk, forbundet med det egyptiske Muslimske Broderskab og lignende grupperinger i hele regionen. Protesterne imod Erdogan tog til i styrke på grund af begge aspekter ved regeringen.

Gezi Park-bevægelsen var en kamp imod middelklassens tiltagende overtagelse af Istanbul med hensyn til byggeri, bosætning, det sociokulturelle præg osv. Men protester og strejker til støtte for denne kamp fandt sted over hele Tyrkiet, og protesterne var rettet mod en lang række forhold, men kernen i dem var ting som ytrings- og pressefrihed, forsamlingsfrihed, og regeringens indgreb mod sekulariseringen af Tyrkiet. Side om side med venstrefløjs- og folkelige organisationer deltog også miljøbevægelsen i protesterne. Og selvfølgelig var der mange unge, der bare havde fået nok af den islamistiske trussel imod deres frihed – at klæde sig på, som de har lyst til, at lytte til den musik, som de godt kan lide, at gå på bar osv.

Middelklasseimperialismen, der sigtede imod at privatisere offentlige steder og rive de fattiges boliger, småbutikker og samlingssteder ned til fordel for dyre ejerlejligheder m.m., er udtryk for den ulige fordeling af velstand, som det økonomiske boom i Tyrkiet gennem de seneste 10 år har skabt. Ja, der er en betydningsfuld og velhavende middelklasse, men der er også udbredt fattigdom, bitterhed og vrede.

Korruptionen og egenrådigheden inden for de økonomiske og politiske magthaveres snævre kreds trådte skarpt frem ved minekatastrofen i Soma i 2014. 311 minearbejdere omkom i en totalt usikker mine, hvis ejere havde forbindelse til regeringen. Vreden blev rettet mod styret, fordi AKP-regeringen tvang privatiseringer og ophævelse af reguleringer og kontrol igennem, sammen med lønnedskæringer, for at Tyrkiets miner stadigvæk skulle være profitable og tiltrække vestlig kapital. Som en del af denne strategi blev omkostningerne reduceret ved at slække på sikkerhedsprocedurer, skabe ”fleksible” arbejdsbetingelser, sænke standarderne for oplæring og indgå underkontrakter med ufaglærte og endda uregistrerede mindreårige arbejdere.

Da Erdogan besøgte minen, måtte han søge tilflugt for vrede pårørende, der råbte ”morder” og ”tyv” efter ham. I den tumult, der fulgte, sparkede en af Erdogans assistenter en demonstrant, der lå på jorden – et anskueligt symbol på regeringens attitude over for masserne.

Men den anden side af AKP-regeringen, den islamistiske, er også vigtig. Da kalifatet sidst eksisterede i form af Osmanner-riget, lå dets hovedkvarter i Istanbul. Jeg tror, at Erdogan gerne vil være leder af regionens sunni-muslimer, sådan at der reelt bliver skabt et nyt kalifat.

Hvis han skal nå dette mål, så må han selvfølgelig skaffe sig af med den tyrkiske stats sekulære traditioner, sådan som de kommer til udtryk i den kemalistiske ideologi, efter at Kemal Ataturk og den ungtyrkiske bevægelse havde skabt den moderne tyrkiske stat i 1923-24. Erdogan har prøvet at slippe af med traditionelle kemalistiske skikkelser inden for ledelsen af hæren, politiet og retsvæsenet.

Vi har stadigvæk til gode at se, hvor meget held AKP vil få med at rense ud i de øverste lag af statsapparatet. Den tyrkiske hær er meget magtfuld, og der ser ikke ud til at være den helt store appetit i dens øverste ledelse på en ny krig mod kurderne. Muligheden for et militærkup kan aldrig udelukkes.

Det kurdiske spørgsmål er generelt meget vigtigt for den herskende klasse i Tyrkiet og for AKP-regeringens fremtid. Det kurdiske lederskab har presset meget hårdt på med fredsprocessen, på trods af tilbageslag og skuffelser, men den tyrkiske regering har ikke foretaget sig særlig meget – bortset fra nogle mindre indrømmelser vedrørende sprog og radioudsendelser – for at indfri kurdiernes nationale ønsker. Det er en anden vigtig årsag til HDPs succes ved valget – AKP mistede mange konservative stemmer, fordi de ikke kunne give nogen ordentlige svar på en løsning af det kurdiske spørgsmål, og Erdogans sande indstilling kan sammenfattes i hans berygtede forudsigelse: ”Kobane vil falde!”

Der har aldrig været noget virkeligt tegn på, at AKP var villig til at gå ind på vitale indrømmelser, end ikke at garantere, at freden ville indebære løsladelsen af politiske fanger eller genoptagelsen af det kurdiske lederskab fra bjergene i civilsamfundet.

Selv om også traditionelle medier udtrykte bekymringer vedrørende Erdogans politik, så har der ikke været tegn på nogen form for diplomatisk reaktion fra den britiske stat, med andre ord, så ville den sikkert blive ved med at støtte Tyrkiet politisk. Mange alternative medier i Tyrkiet er blevet lukket, og selv i Europa bliver pro-kurdiske websites hacket og chikaneret i vid udstrækning lige for tiden, så vi bliver nødt til aktivt at finde informationer og tilslutte os forskellige solidaritetskampagner og demonstrationer, hvor vi kan – den forenede kurdiske ungdom og Kampagnen imod Våbenhandel-demonstrationerne ved våbenmessen i London i september, hvor Tyrkiet var æresgæst, var et godt eksempel på, hvad der kan gøres.

29. september 2015

Phil Hearse udgiver www.marxsite.com . Både han og Sarah Parker er medlemmer af Socialist Resistance, den britiske sektion af Fjerde Internationale. 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com