Regeringens udspil til en kontanthjælpsreform er et led i omfordelingen fra fattige til rige. Den nye ”uddannelseshjælp” til unge, der tvinges i uddannelse, ligner en ny fattigdomsydelse.

 

Det konkrete forslag er møntet på de ca. 135.000 mennesker, der i dag er på kontanthjælp. Et tal, der er stigende. Der skæres ned, og resultatet er en større del af befolkningen, der er tvunget ud på et arbejdsmarked, hvor der er pladsmangel. Og ud på arbejdsmarkedet for at underbyde hinanden i løn- og arbejdsvilkår.

Regeringens mål med reformen er at hente en besparelse på 1 mia. kroner i 2020. Her synes flere forhold glemt. Der kommer nye kontanthjælpsmodtagere, fordi efterlønnen forringes, dagpengeperioden er halveret, og førtidspension kan først fås efter det fyldte 40 år. Desuden betyder fleksjobreformen, at antallet af nye fleksjobbere mindskes.

Uddannelsestvang
Et hovedfokus i udspillet er at få unge i uddannelse. Næsten alle de 50.000 unge under 30 år på kontanthjælp har ingen uddannelse. Spørgsmålet er, om det ikke er at føre socialpolitik ind på uddannelsesstederne, eksempelvis på erhvervsskolerne, når unge kontanthjælpsmodtagere tvinges på uddannelse. Det har vel også konsekvenser for uddannelserne, som så kan blive ”sociale skraldespande”, med mindre tilstrækkelige ressourcer følger med.

Frafaldet på erhvervsskolerne er i forvejen meget stort. Ligeledes falder søgningen til samme skoler. Dertil kommer manglen på praktikpladser, der ikke er løst, når reformen iværksættes. Det kan de nye skolepraktikcentre ikke løse alene, selvom de kan være med til at strække uddannelsen sammen, så de unge kan få gjort uddannelsen færdig.

Nye tal fra Undervisningsministeriet viser, at 5.395 elever mangler praktikplads. Frafaldstallene fra erhvervsskolerne viser også, at der er forskel på danske og etniske mindretals unge. Af de elever, der startede på en erhvervsuddannelse i 2011 i København, er frafaldet for etnisk danske på 31 procent. For elever med anden etnisk baggrund end dansk er tallet 43 procent.

Nedskæringerne på erhvervsskolerne har i forvejen betydet større hold, så lærerne har mindre tid til de enkelte elever. De kontanthjælpsmodtagere, der nu tvinges ind i et uddannelsesforløb, vil i høj grad vælge erhvervsskolerne. På grund af dette tvangselement falder motivationen hos mange, samtidig med at det faglige niveau på skolerne vil falde.

I stedet for kontanthjælp skal unge under 30 år i uddannelse og have en såkaldt uddannelseshjælp – svarende til SU, siges der. Men sammenligningen med den eksisterende SU-ordning holder ikke, da studerende på SU-ordningen har ret til at tage studielån, få kollegieplads, m.v. Enlige forsørgere kan få det dobbelte beløb. Sidstnævnte kommer også til at gælde under uddannelseshjælpen.

Noget kunne tyde på, at regeringen med disse tiltag med kontanthjælpen er ved at indføre nye fattigdomsydelser, og en stor gruppe af unge fastholdes her. Indtil de unge kan komme på SU betyder uddannelseshjælp et beløb på 5.753 kr. om måneden før skat. Dog kan forløbet suppleres med et aktivitetstillæg.

Nyttejobs
De unge, der ikke vælger uddannelseshjælpen, kan få et nyttejob på samme beløb, men med et aktivitetstillæg, der forhøjer hjælpen for dem over 25 år. Nyttejobs indføres – ”Alle kan gøre nytte” – er reformudkastets titel. Som om langt de fleste jobs ikke er nyttejobs! I stedet for kontanthjælp skal folk have nyttejobs fra første dag på støtten. Disse nyttejobs er ikke til overenskomstmæssige løn- og arbejdsforhold, men som nævnt til kontanthjælpsniveauet. Måske burde disse jobs i stedet kaldes for udnyttejobs!

De mest belastede skal dog have en helhedsorienteret hjælp ud fra deres individuelle problemer. Men generelt i udspillet er at ”gøre nytte og arbejde for deres ydelse” – også dem, der har mange andre problemstillinger. De skal alle være, blive, en arbejdskraft. ”Alle der kan, skal arbejde for kontanthjælpen.”

Regeringens udspil til kontanthjælp kan også få alvorlige konsekvenser for mange beboere i boligkvarterer, såsom flere udsættelser, flere flytninger, flere hjemløse, og hvad det kan føre med sig. Flere fraflytninger, når forsørgerpligten skal udvides til også at omfatte samboende kærestepar, og det, der kan tolkes som et kæresteforhold. Gensidig generel forsørgerpligt vil støde på anden lovgivning. Det kan få folk til at flytte for sig selv og betyde behov for flere boliger, folk kan betale. Især med regeringens forslag om at sænke ydelsen for de 25-29 årige, hvor det nuværende niveau sænkes fra 10.500 kr., til omkring 5.800.

Sprogtvang
I samme boligområder skal en del af beboerne også blive konfronteret med regeringsudspillet. Ikke overraskende får en del kvinder med flygtninge- og indvandrerbaggrund kontanthjælp. Det gør de af forskellige årsager, såsom særlige belastninger, analfabetisme, mange børn, ingen uddannelse. Heller ikke disse kvinder vil regeringen frede i sin iver efter, at ”alle skal være til nytte”. De skal lære dansk for at få kontanthjælp, og derefter være arbejdsparate blandt et voksende antal i arbejdsløshedshæren.

I stedet burde samfundet se på andre aktivitetsmuligheder for kvinder med anden etnisk baggrund end dansk. Opgaven er vel først og fremmest at få deres børn godt på vej gennem et skolesystem, et uddannelsessystem, hvor deres børn – især pigerne – klarer sig endda meget godt. Måske takket være at mødrene blev hjemme og kunne bruge deres ressourcer på de nye generationer af to-sprogede børn.

Arbejdsbegrebet kunne i stedet for regeringens tvangsarbejde bruges til aktiviteter, der knytter an til kvindernes behov. Rundt om i landet foregår der masser af sådanne aktiviteter.

Løntryk
Med de nye tiltag øges antallet af mennesker, der kan presse løn- og arbejdsforhold. Kontanthjælpsmodtagere presses. Det giver et lønpres på dem, der er i arbejde. En del af regeringens kriseløsning er at tage fra de fattigste og give til de rigeste. Næsten samtidig med kontanthjælpsudspillet kom regeringens vækstpakke, og retningen i denne viser det. Besparelser på de sociale ydelser, SU’en og lettelser i selskabsskatten til glæde for aktionærerne isæt i de store selskaber.

Den industrielle reservearmé – et begreb fra Karl Marx – vokser i antal. Suppleret med billig østeuropæisk arbejdskraft, så lønnen falder, og profitten stiger. Jo flere i denne reservearmé, jo mere pres på lønnen og arbejdsforholdene. Regeringens forskellige reformer peger i denne retning. Også SU-reformoplægget, der vil tvinge endnu flere til at tage løst lønarbejde ved siden af studierne.

Opslået i Socialt og Bolig

single.php