I ugen efter Ben Alis fald fortsatte demonstrationerne for en opløsning af hans parti, RCD, og de bredte sig mere og mere og gik så langt, at de invaderede kontorerne for hans parti i hver eneste by i landet. Men partiets politiske kadrer indtager stadig nøglepositioner i statsapparatet, på administrationsniveau, i produktionen, i politiet og selvfølgelig i regeringen.

 

Det skriver den belgiske journalist Ataulfo Riera i en artikel på webmagasinet International Viewpoint fra den 25. januar.Han beskriver, hvordan det folkelige oprør udviklede sig:

 

En svækket provisorisk regering
"I Tunis blev demonstrationerne forstærket af tusinder af unge arbejdsløse, som var kommet i karavaner til landets centrum, inklusive fra Sidi Bouzid, hvor oprøret startede i december, for at kræve regeringens afgang. Tusinder af demonstranter har besat gaderne permanent på trods af udgangsforbud. Der er et umiskendeligt tegn på de nye tider: ledere af hæren og politiet beder dem høfligt, men forgæves om at forsvinde”.

"Fredag den 21. januar tvang et stigende pres premierminister Mohamed Ghannouchi til at meddele, at han ville trække sig tilbage efter valget – ligesom Ben Ali gjorde umiddelbart inden sin flugt. Han meddelte også, at de antidemokratiske love og indskrænkningerne i pressens frihed ville blive ophævet. De politiske partier ville blive legaliseret, og stillet overfor en voksende revolte i fængslerne fik tusinder af fanger amnesti”.

Men det var ikke nok, skriver Riera – i gaderne krævede befolkningen radikale forandringer. Legaliteten i Tunesien ligger i dag i gaderne – ikke i institutionerne. At magten på denne måde er begyndt at forskydes fra regeringskontorerne og over til folket, er kendetegnende for en revolution.

”Under demonstrationerne den 23. og 24. januar skete noget uhørt”, skriver Riera, ”omkring 2000 politibetjente – hvoraf mange bar røde armbind – marcherede sammen med demonstranterne. Skønt det var et forsøg på at undskylde og rehabilitere sig selv efter den voldsomme undertrykkelse de sidste få uger, så synes der også at være et skifte på vej i politisk bevidsthed. Således krævede disse politibetjente ret til at danne en fagforening, og nogle af dem sagde: ”Vi er også arbejdere”, og i det mindste for et sekund: ”Revolutionen tilhører alle. Vi kræver også vore rettigheder, først og fremmest en lønforhøjelse.”
.
”Så besluttede den provisoriske regering at genåbne skolerne og universiteterne den 24. januar, men lærernes fagforening svarede igen med at erklære generalstrejke, ”som vil fortsætte indtil regeringen er faldet”.

Fagbevægelsens rolle
Tunesiens LO, UGTT, organiserer 500.000 arbejdere i et land, hvor 70 procent af befolkningen bor i byerne. Men som alt andet i Ben Alis Tunesien var UGTT styret af bureaukrater fra regeringspartiet.

Disse bureaukrater er ved at blive skubbet til side af oprørske arbejdere, og UGTT har derfor også tilsluttet sig demonstrationerne imod regeringen. Men den 27. januar gik ledelsen af UGTT ikke desto mindre med til, at tre ministre fra RCD – inklusive premierministeren – godt kunne blive siddende i den provisoriske regering.

Spørgsmålet lige nu er, om de almindelige arbejdere og den almindelige befolkning er enig i den tilkendegivelse. Eller om UGTT også vil udspille sin rolle.

Arbejdspladser under de ansattes kontrol
”Mindre ’”spektakulært”, men uden tvivl mere fundamentalt: De ansatte og tjenestemændene i statsforetagenderne, i ministerierne og i centraladministrationen besætter deres arbejdspladser for at kræve en udrensning og en forfølgelse af dem, der har ledende stillinger, næsten alle berygtede medlemmer af RCD. I adskillige tilfælde med succes som i Det Nationale Sikkerhedskontor, forsikringsselskabet Star og i BNA-banken, hvor lederne blev drevet ud under jubel fra de ansatte.”

Former for de ansattes kontrol med deres arbejdspladser, eller som det hedder i klassisk marxisme: arbejderkontrol, er også under udvikling, først og fremmest hvad angår regnskaberne for at klarlægge korruptionen under Ben Ali. De ansatte i centraladministrationen for skatteopkrævning har taget kontrol med regnskabsfilerne og kræver nu lederen afskediget for at forfordele eliten.

De ansattes magt over deres arbejdspladser er en vigtig del af ethvert forsøg på at forandre et system.

Under den folkelige rejsning i Frankrig i 1968 tog de ansatte også magten på deres arbejdspladser. Journalisterne i radio og Tv ville selv bestemme, hvad der skulle udsendes. Skuespillere på teatrene ville selv bestemme, hvad der skulle opføres. Kontrollørerne ved motorvejene fortsatte med at kræve vejafgifter, men i stedet for at give pengene til ejerne, lod de dem gå i strejkekassen.

En dobbeltmagtssituation
I klassisk marxisme taler man bl.a. om en dobbeltmagtssituation, som indtræder, når der ved siden af statens administration også opstår en magt, der er baseret på de folkelige kræfter.

”Gennem komiteer til selvforsvar, forsyninger og arbejderkontrol er et fænomen med dobbeltmagt ved at rejse sig, mens de repressive kræfter i statsapparatet begynder at blive splittede, hvor dele af dem tager folkets parti. Hvis komiteer, der repræsenterer hærens soldater og politibetjentene, der er tæt knyttet sammen med de folkelige komiteer, også begynder at vise sig, kan statsapparatet svækkes yderligere”, mener Riera.

Men en dobbeltmagtssituation kan ikke vare evigt. Enten vinder de folkelige kræfter, eller også vinder de repressive kræfter.

Hvilke kræfter, der vil gå sejrrigt ud at konfrontationerne, vil vise sig i de kommende uger, skriver Riera.

Opslået i Arabiske revolutioner

single.php