19 mennesker har i den seneste tid været genstand for endnu et af Dansk Folkepartis rabiate angreb – og endnu engang er intet offer for stort i forsvaret for ”danskhed” og ”dansk” kultur.

Og endnu engang er det også venstrefløjen, der står som den sidste bastion, når grundprincipperne i den borgerlige ideologi og menneskerettighederne skal forsvares. En sådan situation må unægtelig vække tanker om definitionen af ”ironi”.

Den såkaldte tuneser-sag har verseret i den offentlige debat i et stykke tid efterhånden, og den udsprang i al sin enkelthed af, at et menneske var blevet udvist af Politiets Efterretningstjeneste – uden rettergang vel at mærke – men ikke kunne sendes til Tunesien, fordi han risikerede tortur. At denne person – der ikke var dømt for noget, som ikke vidste, hvad han var mistænkt for, og som den tunesiske stat gerne ville gøre mange ubehagelige ting ved – kunne gå frit omkring, var for meget for Dansk Folkeparti. Reglerne for tålt ophold skulle strammes.

Der findes mennesker, som den danske stat ikke kan sende ud af landet, selvom vi gerne ville, fordi vi har forpligtet os i internationale konventioner til ikke at sende mennesker direkte ind i den visse død. Det er sådan set ikke sært, at man bør have en sådan respekt for menneskeliv. Nu ønsker Dansk Folkeparti, og ”deres støttepartier”, at disse mennesker skal tvinges til at melde sig hver evig eneste dag i Sandholmlejren, selvom førende menneskerettighedseksperter mener, at det vil være i strid med retten til personlig frihed og en retfærdig rettergang.

Frihed, lighed og broderskab?
Jeg blev forleden dag spurgt, om jeg som socialist mener, at der stadig findes idealister. Spørgsmålet var møntet på venstrefløjen, men når jeg tænker på tuneser-sagen, tror jeg i virkeligheden, at spørgsmålet burde være rettet mod den danske højrefløj. Dansk Folkeparti med en grundlæggende nationalistisk og racistisk ideologi kan meget vel stadig kategoriseres som idealister, når man ser på deres handlinger. Men situationen er en hel anden for Venstre og Konservative.

De menneskerettigheder, der er nedfældet i den europæiske menneskerettighedskonvention og FN’s menneskerettigheder, er bygget på den borgerlige ideologi. Og det var den borgerlige ideologis opgør med totalitære regimer, der i sin tid førte til udformningen af grundlæggende retsstatsprincipper som ”magtens tredeling”, ”uskyldig indtil andet er bevidst”, ”ingen dom uden rettergang” og ”åbenhed og lighed for systemet”. ”Frihed, lighed og broderskab” var sloganet, og retsstaten og menneskerettighederne var resultatet.

Venstrefløjens forsvar af den borgerlige retsstat
Tuneser-sagen er et eksempel. PET’s udvidede magtbeføjelser efter vedtagelsen af de to ”terrorpakker” er et andet. Og ja, der findes mange flere eksempler på, at Dansk Folkepartis frygt for ”de fremmede” og den generelle frygt for ”terroristerne”, er blevet til lovgivning, der går direkte imod alle grundlæggende principper bag den borgerlige ideologi. Tuneser-sagen er blot et eksempel på, at en torn i øjet på DF endnu engang blev til en kæp i hjulet for retsstaten og den borgerlige ideologi.

Ironien i det hele er, at det er venstrefløjen, der på folketingets talerstol taler om menneskerettigheder og retsstatsprincipper. Det er Enhedslistens folketingsmedlemmer, der går til kamp for de borgerlige værdier og det borgerlige demokratis basale rettigheder, og de borgerlige partier gør som vanligt knæfald for at bevare flertallet bag deres magt – med den undskyldning, at det er nødvendigt for at forsvare vores demokratiske samfund.

Tuneser-sagen og debatten om tålt ophold er forfærdelig. Mennesker bliver placeret i ulidelige situationer, og statsracismen blomstrer, men det værste ved denne sag er desværre, at den blot er et eksempel. Et eksempel på, at Dansk Folkeparti og regeringen ingen hæmninger har, og at den borgerlige retsstats overlevelse efterhånden afhænger af venstrefløjens forsvar og ikke af de borgerlige partier. Fortsætter denne udvikling, vil de borgerlige ende med at udslette alle deres ideer om frihed i et desperat og forkvaklet forsøg på at forsvare dem. Og det er vel definitionen på ironi.
 

Opslået i Retspolitik

single.php