Jublen i Washington vil ingen ende tage. Obama besejrede Osama 1-0. Nu retter den amerikanske præsidents meningsmålinger sig igen, og han kan fortrøstningsfuldt se frem til kommende valg på egne og det såkaldt Demokratiske Partis vegne.

Med henrettelsen af Osama Bin Laden har USA dræbt sin egen yngel. Det var CIA, der skabte Al-Qaeda – og Taleban – dengang, hvor USA kunne bruge dem i den forholdsvis varme del af den Kolde Krig, som fandt sted i Afghanistan efter Sovjets invasion i 1979.
Senere vendte Osama Bin Laden sig mod sin mester og mentor – med nye tusinder af dræbte som resultat. Men samtidig gav han USA og deres allierede et påskud for at kaste sig militært ind i regionen for at sikre sig kontrol over olie og andre råstoffer – samt et strategisk holdepunkt.

Nu har USA likvideret sin gamle lærling. Nøjagtig lige som man i disse uger forsøger at likvidere en anden alliancepartner, Gadaffi. Først var han hovedskurk, så var han alliancepartner, og så gjorde det libyske oprør ham til en belastning og et alt for usikkert kort for Vesten. Nu er der på præsidentkontoret i Det Hvide Hus udstedt en dødsdom, men indtil videre er det kun Gadaffis barn og børnebørn, de flyvende amerikanske hit-men har fået ram på.
Ganske vist er det i demokratiets og retssamfundets navn, at USA og deres allierede, inklusiv Danmark, har kastet sig ud i ”krigen mod terror”, men for fjenderne gælder retssamfundets officielle principper ikke.
Selv de tyske nazi-ledere kunne man ofre en retssag på, men ikke Osama og Gadaffi. En retssag ville risikere at bringe alt for meget snavs frem fra de gode gamle dage, hvor de to storforbrydere var USA’s venner.

Midt i den jubel-kampagnen over den store sejr i kampen mod terror er det mest relevante budskab i situationen trods alt sluppet igennem medierne via seriøse eksperter: Det er ikke likvideringen af Osama Bin Laden, der for alvor svækker Al Qaeda. Da Bin Laden blev skudt, havde han og hans organisation allerede mistet det meste af deres betydning og indflydelse.

Lige så lidt som likvideringer af statsledere og terror mod befolkningen bremser imperialismen eller afskaffer kapitalismen, lige så lidt er det statsdreven likvideringer og terror, som standser højreekstremistiske islamistgrupper.
Når Osama Bin Laden og Al Qaeda har haft en vis sympati blandt de arabiske befolkninger – og dermed et arbejdsrum og rekrutteringsgrundlag – skyldes det ikke folkelig opbakning til deres formørkede religiøst baserede mål.

Forklaringen er, at de i mange år var det eneste synlige og tilsyneladende effektive modspil til imperialismen og til de arabiske magthavere.

Men de seneste måneders bølge af opstande og revolutioner i den arabiske verden har skyllet de islamistiske terrorister til side. De arabiske masser ikke alene vil noget andet, de har også vist, at de kan noget andet. Der er andre og mere effektive våben mod Mellemøstens og Nordafrikas magthavere.
Massebevægelser og folkelige revolutioner kan vælte diktatorer, skabe demokratiske frirum og rettigheder og sætte gang i en organisering, der har potentiale til at videreføre revolutionerne fra primært demokratiske til sociale revolutioner – i en permanent revolution. En sidegevinst er, at ingen bar brug for højreekstreme terrorister længere.

Massebevægelser, klassekamp og arbejderklassens uafhængighed af både imperialistiske magter, af prokapitalistiske regeringer i deres egne land og af højreekstreme islamistiske bevægelser – det er den vej, 4. Internationale altid har agiteret, propaganderet og arbejdet for.

Et eksempel er Labour Party Pakistan, der er tilknyttet 4. Internationale. Partiet insisterer på politisk kamp mod både de væbnede islamister i Pakistan og mod den USA-følgagtige regering. Hvor andre pakistanske venstregrupper enten har allieret sig med regeringen mod islamisterne eller med islamisterne mod regeringen eller begge dele på skift, har LPP fastholdt uafhængigheden og den kombinerede kamp for demokratiske og sociale mål. Det har sat dem under pres på to fronter, men det har til gengæld givet dem en høj troværdighed og gjort det muligt at opbygge et masseparti blandt Pakistans arbejdere og andre undertrykte.
Tunesien og Egypten har også brug for et parti som Labour Party Pakistan. I alle lande er der brug for organiserede politiske kræfter, der i teori og praksis forsvarer massebevægelserne, klassekampen og uafhængigheden af imperialismen og andre højrekræfter. Og at vi kan hente inspiration fra og lære af LPP’s kamperfaringer. Men nogen skal helt konkret arbejde for og tage initiativ til, at partier fra forskellige lande verden over mødes og der derfor er brug for international organisering og helt praktisk penge til rejser m.m.
Derfor er SAP en del af 4. Internationale. Derfor støtter vi 4. Internationales arbejde – som blandt andet foregår i Mellemøsten og Nordafrika. Derfor opfordrer vi alle til at støtte årets indsamling til 4. Internationale.

Beløb indbetales på reg.nr. 1551, kontonr. 5100852.

SAP’s forretningsudvalg, 6. maj

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php