Den økonomiske verdensorden er i høj grad formet af en økonomisk tænkning – eller ideologi om man vil – nyliberalismen. Det norske forlag Res Publica har udgivet en kritisk præsentation af 6 centrale nyliberale ideologer – og sammenholdt dem med de to klassiske økonomer Adam Smith og David Ricardo.

af Mikael Hertoft

Bogen er meget værdifuld, fordi den klart viser, at nyliberalismen ikke er en økonomisk tænkning, baseret på analyser af, hvad der faktisk virker i økonomien – men derimod en ideologi, der på forhånd antager, hvad der virker bedst, og presser sine ideologiske ideer ned over enhver form for økonomisk virkelighed.

Ordet liberal forbindes ofte med ordet frihed. Imidlertid viser en kritisk gennemgang af de nyliberale ideologer, at det er en meget begrænset frihed, de egentlig går ind for.

Det er en frihed for kapitalen – mens de nyliberale derimod går ind for at begrænse friheden for lønmodtagere til f.eks. at danne fagforeninger. De nyliberale mener, at alle begrænsninger i kapitalens frie bevægelighed skal begrænses – og vil derfor også forhindre samfundet i på demokratisk vis at lave sådanne begrænsninger, som økologisk beskyttelse, kollektive overenskomster, told mm.

Denne ideologi har præget den økonomiske politik især siden midten af 1970’erne, hvor den blev grundlaget for den politik, der førtes af to stærkt konservative ledere – Ronald Reagan præsident i USA og Margaret Thatcher fra Storbritannien. De to ledere er da også på forsiden, hvor de trykker hånd med den mest kendte af de nyliberale økonomer – Milton Friedman.

Milton Friedmans grundide var at skabe det perfekte marked ”uten forstyrrende elementer som fagforeninger, sociale bevegelser, statslige reguleringer eller byråkrater”. (s. 142)

Men Friedmans respekt for friheden viste sig at være stærkt begrænset i hans begejstrede opslutning om militærkuppet i Chile i 1973, hvor den demokratisk valgte socialist Salvador Allende blev afsat og dræbt. Efterfølgende blev alle frihedsrettigheder undertrykt, og tusinder blev dræbt i undertrykkelsen. Men Milton Friedman og hans ”Chicago boys” blev indbudt af general Pinochet for at omlægge økonomien og gennemførte en total omlægning af denne med privatisering, deregulering og nedkæmpelse af fagbevægelsen.

”Chile er et økonomisk mirakel” skrev Milton Friedman i Newsweek i 1982. Men, kommenterer bogen: ”Fakta for økonomisk vekst og utvikling i Chile viser, at økonomien tvert imot var sterkere og mer stabil i årene før innføringen af den liberalistiske økonomiske politikken. I årene 1974-80 økte BNP med kun 1,5% i motsetning til 4,5% vekst på 1960-tallet og nesten et prosentpoeng lavere end gennemsinittet for Latin-amerika i samme periode. Tallene for arbeidsledighedt, lønninger og konsum viser at Chile i de fleste områder lå langt under gjenomsnittet for Latinamerika, men Pinochet-regimet lyktes i én ting; at få kontroll over inflasjonen.” (s. 149).

Friedman var heller ikke den eneste af de nyliberale ideologer, der havde autoritære tilbøjeligheder. Det samme gjaldt Friedrick Hayek, der i begyndelsen af 1930’erne var rådgiver for de såkaldte Austrofascister, der tog magten i Østrig og undertrykte arbejderbevægelsen, som et forspil til Nazitysklands indlemmelse af Østrig.

Nyliberalismens filosofiske grundlag
Ideen om en naturlig orden er i grunden utopisk. Den baserer sig på en tankekonstruktion om, at mennesket ved at fremme sine egne interesser altid i sidste ende styret af en usynlig hånd kommer til at fremme samfundets interesser. Denne teori om, hvordan økonomien virker, er ikke baseret på nogen analyse af økonomien faktiske udvikling, men på en fjendtlighed mod enhver form for regulering, der begrænser kapitalens frihed.

Markedets styring vil således føre til det perfekte samfund – og hovedopgaven er at forhindre indblanding i markedet – fra politikere, folk og frem for alt fagforeninger.

Den uafhængige centralbank – Centralbankens – mål skal være at holde inflationen lav – og dette mål sættes som objektivt. Politikerne skal blande sig udenom.

Nutiden: Tvivlen om markedet
Det er påfaldende, at de lande, der har haft mest succes med økonomisk udvikling i den forløbne periode, er lande, som ikke har fulgt rådene …

I både Kina, Rusland, Indien og Brasilien er der således stærke statsinteresser, toldmure, og disse lande har konsekvent undladt at følge IMF’s anbefalinger om at åbne sig helt op for verdensøkonomien. Også lande som USA og Storbritannien fulgte en protektionistisk linie og stærk statsindblanding i opbygningen af deres økonomier – og gør det stadigvæk, når deres egne interesser kræver det.

Nyliberalismen er nu en idelogi i krise. Historisk set har de frie markedskræfters perioder været korte og sjældne – og de er ofte endt i kaos, krak og sociale uroligheder.

En sådan periode i historien oplever vi nu. En af de stærkeste repræsentanter for nyliberalismen var den amerikanske centralbanks direktør Alan Greenspan. Da finanskrisen brød ud, blev han indkaldt til kongreshøring i repræsentanternes hus og måtte indrømme, at ”ja, jeg har fundet en svaghed” . Lederen af komiteen Henry Waxman spurgte: Med andre ord, du har funnet en svakhet i ditt verdensbilde, din idelogi, den var ikke riktig, den virket ikke?. Greenspan svarte: ”Akkurat. Det er nettop grunnen til at jeg er sjokkert…”

USA’s finanskrise-kommission udgav en rapport i januar 2011 og opsummerede følgerne af finanskrisen: 26 millioner amerikanere er uden arbejde og kan ikke få det. Ca 4 millioner familier har mistet deres hjem pga. udpantning og tvangssalg, og ca 4,5 millioner trues af dette. Næsten 11 milliarder af husholdningernes velstand er forsvundet, ved at pensionskonti og livslang opsparing er trukket ned. … ”Virkningerne av denne krisen vil antagelig kjennes over en hel generajon. Og nasjonen har ingen enkel vei til fornyet økonomisk velstand.”.

Mont Pelerin Society – nyliberalismens laboratorium
I 1947 blev der dannet, hvad man i dag vil kalde en tænketank, der fik stort politisk betydning.

Tænketanken blev startet på initaitiv af William Volker en styrtende rig amerikansk kapitalist, der havde lavet sin formue på rullegardiner.

Han kontaktede en af nyliberalisterne – Friedrich Hayek og den stiftende konference blev holdt i en sweitzisk ferieby – Mont Pelerin. Da Ronald Reagan lancerede sin første regering var 22 af hans 76 økonomiske rådgivere medlemmer af selskabet. Selskabet kom til at fungere som idelogisk værksted for nyliberalismen – og fik som sådan stor indflydelse. Det er siden blevet kopieret som liberale og konservative tænketanke som Cato-instituttet og American enterprice institute i USA ,CEPOS i Danmark og i Norge højretænketanken Civita.

Det karakteristiske for disse tænketanke er, at de er velfinansierede af store kapitalinteresser, at de bliver bakket op af borgerlige medier, der ofte bruger medlemmerne som kommentarorer og eksperter. De har også ofte regeringernes lydhørhed. Forsøg på at lave et modspil fra venstrefløjen har været svage – fordi de er dårligt finansierede og ikke har meget støtte i medierne.

Bogen er ikke først og fremmest en økonomisk analyse men en kritisk gennemgang af nyliberalismens økonomer. Som sådan er den værdifuld – men kalder på mere.

Den er skrevet på norsk – et sprog, som er nemt at læse for danskere. Det er faktisk kun stavningen, der en gang imellem er anderledes.

Troen på Markedet – De nyliberale strateger
Håvard Friis Nilsen og Christian Anton Smedshaug (red.)
Forlaget Res Publica – Oslo 2011, 250 sider 249 norske kroner. Kan købes på nettet via forlaget.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com