Fra den 7. april 1994 blev på mindre end tre måneder næsten en million rwandaer - det nøjagtige tal er endnu ikke fastlagt - udryddet, fordi de var (eller formodedes at være) tutsier. Titusindvis af moderate hutuer blev også slagtet.

af Éric Toussaint

Der var tale om et folkemord, det vil sige en bevidst ødelæggelse af et helt samfund gennem massemord med henblik på at forhindre deres biologiske og sociale reproduktion.

I denne sammenhæng er det afgørende at undersøge den rolle, som internationale finansielle institutioner spillede. Al tilgængelig viden fører os til den opfattelse, at den politik, som blev gennemtvunget af disse institutioner, de vigtigste finansielle bagmænd bag general Juvénal Habyarimanas diktatoriske regime, fremskyndede processen, som endte i et folkemord. Generelt er de negative konsekvenser af disse politiske diktater ikke blevet taget i betragtning for at forklare den tragiske udfoldelse af Rwandas krise. Kun et par forfattere fremhæver Bretton Woods-institutionernes ansvar. [1] Selv har de afvist ethvert ansvar.

I begyndelsen af 1980’erne, hvor gældskrisen eksploderede i den tredje verden, havde Rwanda (ligesom nabolandet Burundi) meget lidt gæld. Mens Verdensbanken og IMF i andre dele af verden havde opgivet sin ”lån-bare-løs-politik” og prædikede afholdenhed, indtog de en meget anderledes holdning i forhold til Rwanda, som de ydede store lån. Mellem 1976 og 1994 skete der en tyve-dobling i Rwandas udlandsgæld. I 1976 beløb den sig til 49 millioner dollars, mens den var næsten 1 milliard dollars i 1994. Især voksede gælden hurtigt fra 1982. De vigtigste kreditorer var de internationale finansinstitutioner – Verdensbanken, IMF og lignende institutioner. I 1995 stod de internationale finansinstitutioner for 84 procent af Rwandas udlandsgæld.

Diktaturet, som havde siddet på magten siden 1973, garanterede, at der ikke ville ske nogen progressive strukturændringer i landet. Det forklarer, hvorfor vestlige magter som Belgien, Frankrig og Schweiz aktivt støttede diktaturet. Desuden kunne det være en forsvarsvold mod de lande i regionen, der stadig rumlede med tanker om uafhængighed og progressive forandringer (for eksempel nabolandet Tanzania, som var ledet af den progressive præsident Julius Nyerere, en af de afrikanske ledere i den Alliancefri Bevægelse).

Gennem 1980’erne og frem til 1994 fik Rwanda mange lån, men diktatoren Habyarimana lavede meget fusk med dem. Lånene skulle bruges til at integrere Rwandas økonomi bedre i verdensøkonomien ved at udvikle eksporten af kaffe, te og tin (de tre vigtigste eksportprodukter ), hvilket var til skade for de afgrøder, der dyrkes for at tilfredsstille de lokale behov. Denne model fungerede indtil midten af 1980’erne, hvor prisen på tin, derefter kaffe, og til sidst te, kollapsede. Rwanda, for hvem kaffe er den vigtigste kilde til hård valuta, blev hårdt ramt af sammenbruddet i kaffekartellet i begyndelsen af 1990’erne, som USA sørgede for.

Internationale lån blev brugt til at forberede folkedrabet
Kun et par uger før Rwandas Patriotiske Front lancerede sin offensiv i oktober 1990, underskrev regeringen i Rwanda en aftale med IMF og Verdensbanken i Washington om at gennemføre strukturtilpasningsreformer.

Da de blev gennemført i november 1990, faldt værdien af Rwandas valuta med 67 procent. Som kompensation gav IMF et hurtigt lån i hård valuta, så landet fortsat kunne importere varer. Midlerne blev brugt til kunstigt at forbedre betalingsbalancen. Priserne på importerede varer eksploderede: For eksempel steg prisen på benzin med 79 procent. Salg af importerede varer på hjemmemarkedet gjorde det muligt for regeringen at betale løn til militæret, og antallet af rekrutter steg voldsomt. Strukturtilpasningsreformerne betød, at de offentlige udgifter faldt, lønningerne blev frosset fast, og der skete massive fyringer i den offentlige sektor, mens en del af de sparede udgifter blev brugt til hæren.

Samtidig med at prisen på importerede varer steg, blev den pris, som producenterne kunne sælge deres kaffe til, fastfrosset efter pålæg fra IMF. Som et resultat heraf gik hundredtusinder af små kaffeproducenter konkurs [2], og sammen med de dårligst stillede folk fra byerne blev de en permanent forsyningskilde af soldater for Interahamwe og hærens rekrutteringsagenter.

Følgende foranstaltninger var blandt dem, som Verdensbanken og IMF pålagde i Rwanda: højere forbrugsafgifter og lavere selskabsskatter, højere direkte skatter for lavindkomst-familier gennem en reduktion af skattefradrag for børnerige familier, og begrænsninger på kreditterne til landmænd.

For at dokumentere anvendelsen af lån fra IMF og Verdensbanken fik Rwanda lov til at indsende gamle fakturaer for importerede varer. Denne praksis gjorde det muligt for regeringen at betale for det massive indkøb af våben til folkedrabet. Militære udgifter blev tredoblet mellem 1990 og 1992. [3] I løbet af denne periode udsendte Verdensbanken og IMF adskillige eksperter, som fremhævede de positive konsekvenser af Habyarimanas nedskæringspolitik, men truede med at afbryde udbetalingerne, hvis de militære udgifter fortsatte med at stige. Den rwandiske regering brugte så forskellige kneb for at skjule de militære udgifter: Lastbiler købt til hæren blev bogført i transportministeriets budget, en betydelig del af den benzin, der skulle bruges i hæren eller i militserne blev en del af sundhedsministeriets budget.

Til sidst stoppede Verdensbanken og IMF den finansielle støtte i begyndelsen af 1993, men de afslørede ikke eksistensen af de konti, som Rwandas regering havde i udenlandske banker, hvor der var betydelige mængder af penge til rådighed for at købe flere våben. Man kan sige, at de tilsidesatte deres pligt til at kontrollere anvendelsen af de lånte midler. De skulle have stoppet långivningen i begyndelsen af 1992, da de erfarede, at pengene blev brugt til at købe våben. De burde have advaret FN med det samme. Når de gik med på at give støtte frem til 1993, hjalp de en regering, der var ved at forberede et folkemord. Så tidligt som i 1991 forsøgt menneskerettighedsorganisationer at skabe international opmærksomhed om de massakrer, der banede vejen for folkemordet. Verdensbanken og IMF støttede systematisk et diktatorisk regime, med hjælp fra USA, Frankrig og Belgien.

Skærpede sociale modsætninger
For at kunne gennemføre folkemordet, var det ikke nok med en regering, der udtænkte det og skaffede de nødvendige redskaber, Folket måtte også forarmes og presses til et niveau af desperation, hvor de var klar til at gøre hvad som helst. 90 procent af befolkningen i Rwanda boede på landet, og 20 procent af bondefamilierne ejede en acre [knapt en halv hektar, o.a.] eller mindre. Fra 1982 til 1994 faldt det meste af landbrugsbefolkningen ned i fattigdom, mens nogle få i den anden ende af den sociale rangstige ophobede en enorm mængde af rigdom. Professor Jef Maton anslår, at de rigeste 10 procent af befolkningen i 1982 stod for 20 procent af landdistrikternes indkomst; i 1992 var det 41 procent, i 1993 45 procent, og i begyndelsen af 1994 51 procent. [4]

De katastrofale sociale konsekvenser af den politik, IMF og Verdensbanken håndhævede, kombineret med de faldende kaffepriser (som i sig selv var en konsekvens af Bretton Woods-institutionernes politik og af USA’s nedlæggelse af kaffekartellet på dette tidspunkt ) spillede en central rolle for krisen i Rwanda. Habyarimanas regime udnyttede den udbredte sociale utilfredshed til at gennemføre folkedrabet.

Artiklen blev bragt den 7. april 2014 hos CADTM (Komitéen for Afskaffelse af den Tredje Verdens Gæld ) og er oversat fra engelsk af Karina Skov. Éric Toussaint forelæser på Liège Universitet og er formand for CADTM Belgien. Han har skrevet en række bøger om gældsproblemet og finanskrisen og er endvidere medlem af Fjerde Internationales ledelse.

Noter:

|1| Chossudovsky, Michel et al. 1995. « Rwanda, Somalie, ex Yougoslavie : conflits armés, génocide économique et responsabilités des institutions de Bretton Woods; Chossudovsky, Michel and Galand, Pierre, « Le Génocide de 1994, L’usage de la dette extérieure du Rwanda (1990-1994). La responsabilité des bailleurs de fonds », Ottawa and Brussels, 1996. Se også: Duterme, Renaud Rwanda : une histoire volée, Co-edition Tribord and CADTM, 2013

|2| Maton, Jef. 1994. Développement économique et social au Rwanda entre 1980 et 1993. Le dixième décile en face de l’apocalypse.

|3| Nduhungirehe, Marie-Chantal. 1995. Les Programmes d’ajustement structurel. Spécificité et application au cas du Rwanda

|4| Maton, Jef. 1994. Ibid.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com