Til februar afholder Fjerde Internationale (FI) verdenskongres, og i den forbindelse skal der vælges ny ledelse. Thomas har været en af de danske repræsentanter, men genopstiller ikke, og dermed træder han også ud af ungdomssekretariatet.
Vi har på årets lejr taget en snak med Thomas om grundlaget for disse lejre, den historiske udvikling, hvor lejren står nu, og selvfølgelig også bedt ham komme med en række anekdoter.
Grundlaget for en årlig sommerlejr
Lejren blev første gang afholdt i 1984, i en periode med stor optimisme i Fjerde Internationale, både centralt og i de forskellige sektioner. Siden starten af ’80’erne havde en række sektioner i Vesteuropa vendt sig mod opbygningen af selvstændige ungdomsorganisationer i solidaritet med FI, f.eks. stiftede det danske SAP Socialistisk Ungdomsforbund i 1981. Som led i opbygningen af disse organisationer, og med udgangspunkt i den praktiske internationalisme, blev man derfor enige om at forsøge at samle medlemmerne af de forskellige organisationer, til gensidig erfaringsudveksling og inspiration, samt selvfølgelig for at koble medlemmerne fysisk sammen i et fælles projekt indenfor rammen af FI.
Selvom FI og de nationale organisationer siden hen har arbejdet for opbygningen af brede antikapitalistiske partier, og de historiske udviklinger også har fjernet dele af 80’ernes store optimisme, så er der ikke ændret ved den grundlæggende forståelse af vigtigheden i at opbygge blandt unge, uddanne nye unge kadrer og sikre sig, at de mødes på tværs af nationaliteter og kulturer.
Stadig politisk behov for Fjerde Internationale
Men selvom udviklingen er gået mod bredere organisationer som ikke direkte arbejder i tilknytning til FI, så ser Thomas stadigvæk lejeren som en unik mulighed. Alternativet skulle være at disse brede ungdomsorganisationer stiftede deres egen lejr, hvilket også har været omtalt indenfor f.eks. European Left Party, men den politiske bredde fra Syriza-ungdom, til Die Linkes ungdom til f.eks. SUF i Danmark er for stor, og et sådan projekt vil drukne allerede i planlægningsfasen om den politiske linje. Så selv i kontekst af behovet for at samle bredere dele af ungdommen, så giver lejren den unikke mulighed, at en fælles politisk ramme indenfor FI, kan tilbyde en organisering der helt praktisk muliggør afholdelsen af lejren, og så kan det politiske program på lejren selvfølgelig være bredere end selve FI, men af respekt for lejrens udgangspunkt og den ro en fælles grundforståelse også giver.
Et konkret eksempel på dette giver Thomas fra året 1997, hvor ungdomslejren samlede 500 mennesker i Frankrig med et godt politisk udbytte på baggrund af en fælles forståelse af f.eks. kapitalismens virke og udvikling, som der kunne bygges videre på.
Senere på året deltog Thomas på et interkontinentalt træf mod nyliberalismen i den spanske stat, hvor 4.000 mennesker var samlet. I lighed med de senere sociale fora var målet at samle bevægelser og organisationer, der alle kæmper mod nyliberalismen. Men reelt var det primært solidariteten med zapatisterne, der havde mobiliseret folk. Solidariteten med zapatisterne var en vigtig opgave og fyldte også en del på ungdomslejren, men det betød det at erfaringer fra bevægelser og kampe i de enkelte lande ikke reelt kom til udtryk i debatterne.
Samtidig med det interkontinentale træf blev der afholdt verdensungdomsfestival – som udspringer af de kommunistiske partier – hvor store delegationer fra f.eks. Nordkorea samlede 12-13.000 mennesker på Cuba, til en festival hvor unge mødtes for at høre gamle mennesker belære dem om den politiske situation og teori.
For Thomas et klart eksempel på, at antallet alene ikke er afgørende, men at det kræver en fælles politisk forståelse at kunne bygge videre i internationalt sammenhæng, samt at det intet formål tjener at tænke ungdommen som nogle, der skal belæres af gamle mænd, men det handler om at bygge videre og udvikle mellem de unge på de erfaringer og livssituationer de unge står i.
Derfor giver det fortsat mening at forsøge at samle den ikke sekteriske, ikke stalinistiske og ikke reformistiske ungdom, som ligeværdige med forskellige internationale erfaringer.
Konkret output af lejren
Historisk er der en række eksempler på at lejren har spillet en vigtig rolle i forhold til fælles internationale initiativer, seneste af alt i forhold til flygtninge og migrantbevægelsen, hvor lejren har skabt en række afgørende bånd for at sikre at de forskellige nationale bevægelser også kunne koordinere arbejdet internationalt.
I ’90’erne var det den fælles kampagne for et multietnisk Balkan, og de forskellige solidaritetskonvojer for Bosnien, og før det var det den europæiske kampagne mod atomraketter i Vesteuropa.
Der er i hvert fald tre konkrete eksempler fra forskellige perioder i lejren, man kunne selvfølgelig tilføje en masse konkrete mobiliseringer op til topmøder, COP-processer, klimaaktioner, boykotkampagner mm., men den mest afgørende koordinering er faktisk den mere løbende koordinering i forhold til europæiske bevægelser, og den løbende udveksling af erfaringer.
Enhedslistens nye feministiske delprogram ville helt sikkert have set anderledes ud, hvis ikke så mange gode kammerater år efter år havde deltaget på lejren og diskutere en række af disse spørgsmål med internationale kammerater med andre erfaringer, uden for den snævre danske kontekst.
Dertil skal man være bevist om at det er en dårlig forståelse af hvordan man laver fælles europæiske kampagner, hvis man som f.eks. fagbevægelsen blot oversætter de samme 10 krav og laver mobiliseringer i alle lande – den rigtige internationale kampagne handler om en fælles forståelse og målsætning, hvorefter man sætter dette i et nationalt perspektiv og dermed også udvikler de krav der kan mobilisere i forskellige lande og områder.
Murens fald
Selvom FI stod som en af de stærkeste kritikere af Sovjet, så påvirkede murens fald selvfølgelig lejren voldsomt, også den efterfølgende krise på venstrefløjen.
I FI forsøgte man at bruge lejren som det initiativ der kunne forsøge at genrejse en europæisk venstrefløj efter murens fald, ved at åbne op og brede ud forsøgte man at samle op på de ikke-stalinistiske dele af venstrefløjen, herunder grupper med oprindelse i kommunistpartierne. Det gav blandt andet mulighed for, at vore italienske kammerater kunne arbejde i Rifondazione Comunista, og at vi i Danmark kunne være med til at opbygge Enhedslisten.
Især forsøgte man at række ud til tidligere sovjetlande i Østeuropa, og som led i dette afholdte vi i 1991 lejren i Tjekkoslovakiet. Det skete uden en stærk gruppe i landet, der kunne løfte lejren, så var det et forsøg på at række ud til grupper i regionen. Desværre var forsøg på opbygningen af en ny venstrefløj i Østeuropa ikke nogen stor succes. Det har kunnet aflæses på mængden af deltagere fra Østeuropa sidenhen, hvor kun Polen og Rusland deltog kontinuerligt i en række år. En deltagelse, der også rent praktisk var vanskelig, når lejrene geografisk holdes i Vesteuropa og der er svære økonomiske forhold. F.eks. måtte kammeraterne fra Rusland blaffe hele vejen fra Moskva til Frankrig i forbindelse med en lejr.
Men det var en grundlæggende svær præmis at afholde en socialistisk lejr i Østeuropa så kort tid efter murens fald. Dertil kom, at det f.eks. var et krav, at alt personale skulle være ansatte, hvor der så f.eks. opstod problemer med at kvinder fik mindre mad end mænd, hvilket var svært at ændre ved når det var eksternt personale. Sidenhen er maden blevet serveret af frivillige ældre kammerater, som kan forstå, når praktiske opgaver også har et politisk perspektiv, som kan tages op af lejrens egen ledelse.
De efterfølgende år var nogle af de største lejre i lejrens historie, de flød over med initiativer og partier der kollapsede, og kun ganske få klarede sig igennem krisen, herunder FI og ungdomslejren, det betød at lejren også hurtigt blev et bredere samlingssted hvor f.eks. anarkister følte at de havde en ramme at mødes i.
Mest mindeværdige lejr
Men uanset mængden af oplevelser Thomas har haft, og uanset mængden af anekdoter, så er kommer svaret prompte fra Thomas når man spørger om hvad der har været hans mest mindeværdige lejr – første deltagelse i 1984!
Størsteparten af forklaringen handler selvfølgelig om at man altid husker sin første lejr bedst, især da Thomas kun var 14 og for første gang var på ferie uden forældre. Men svaret handler også om at det var FI’s første lejr, hele den erfaringsbase og institution som nu om dage er bygget op omkring afholdelse af lejren var ikke tilstede, så organiseringen var mildt sagt… svingende…
Men foruden at ’84 var den største enkelte oplevelse, så peger Thomas ellers på især rejserne til og fra ungdomslejrene, de usandsynligt lange busture hvor man tvinges til at bruge måske døgn sammen med kammerater låst inde i en bus, og uanset hvor ubehageligt det kan være i situationen, så opstår der altid noget på turen som gør busturene mindeværdige, her tænker han ikke kun på når bussen brænder lige som de har forladt lejren på vej hjemad, og får nogle ekstra dage i Portugal, men faktisk også på de mere stille ture, det at man tvinges til at være sammen, måske i op til to døgn. Det gør bare folk fjollede og skaber sjove oplevelser som knytter kammerater sammen.
Nu og i fremtiden
For Thomas var den russiske revolution meget længe siden, da han blev politisk aktiv og tog med på den første lejr i 1984. På årets lejr blev 100-året for den russiske revolution markeret og lejren har nu eksisteret i én tredjedel af denne tid. Det minder én om, at for deltagerne ligger de første lejre også langt tilbage i historien før de blev født. Verden har ændret sig meget siden dengang – så hvorfor består ungdomslejren stadig, spørger Thomas retorisk. For svaret er, at den stadig har noget at tilbyde – er et nyttigt redskab. For Fjerde Internationale gør lejren FI til noget konkret, en konkret oplevelse et konkret rum og konkret politik, som de ellers ikke ser i hverdagen, og kigger man på alle personer som er kommet til ledende lag i FI eller i de nationale sektioner indenfor de sidste 33 år, så har de alle været en del af ungdomslejren, og de har dermed også oplevet FI som noget konkret med direkte personlige forhold til andre partikammerater verden over, og med de personlige forhold er der også opstået en dybere anerkendelse af hinandens historiske erfaringer, forståelsen for nationale kontekster og forskelligheder, samt bygget grundlag for et fortsat samarbejde i forhold til kampagner, eller erfaringsudveksling på skrift.
I dansk kontekst, hvor vores arbejde handler om en opbygning af SUF og Enhedslisten, er det også helt tydeligt, at en lang række af de nye årgange af kammerater, både i ledelsen af centrale organer, men også i fagligt arbejde, lokalafdelinger mm. trækker på deres oplevelser og læring fra ungdomslejrene, også blandt dem, som ikke er medlem af SAP, men som blot har prøvet at deltage på lejren.