De mange krav om test, dokumentation og evalueringer i den offentlige sektor undergraver både fagligheden og arbejdsglæden. Overenskomststrejkerne giver et godt afsæt for at tage et opgør med politikernes og embedsmændenes dokumentationstyranni, men det kræver samarbejde på tværs af faggrænser.

 

Et spøgelse går gennem så godt som hele den offentlige sektor. Dokumentation, kontrol, evalueringer, test og tilsyn. Masser af nyt administrativt arbejde og mindre tid til det, man egentlig er ansat til. Og det man har valgt at uddanne sig til, hvad enten man er sosu-assistent, politibetjent, gymnasielærer eller…

Selvom overenskomstskamp både handler om løn- og arbejdsvilkår, har den ikke handlet om disse ekstra voldsomme arbejdsbyrder. Men gennem overenskomstskampen er der opnået nogle forbedringer, der er opstået et sammenhold, gode kreative kamperfaringer, der må fastholdes, bl.a. i den videre antibureaukratiske kamp. De offentlige ansatte på gulvplan har samme problemer og samme interesser, og bør snakke sammen på tværs af fagskel.

Politikernes krav om øget kontrol, dokumentation, test og tilsyn udspringer ikke fra ønsker og behov fra brugerne eller de ansatte. Tiltagene er alene skabt af de herskende politikere, og udført af embedsmandsvældet i stat og i kommunale kontorer. Det er også et dække over nedskæringer, og med dokumentation kan de værste skandaler skjules eller gives en anden adresse. Medarbejderne må tage skraldet.

Medieomtalerne i forbindelse med TV-udsendelser med skjult kamera har fået politikere op af stolene. De kræver mere kontrol og øget tilsyn, og udlicitering af noget af tilsynet udfra devisen om, at et privat tilsyn er bedre end et offentligt.

Dokumentationstyranni

Testkulturen kan komme til at styre arbejdet med klienter, patienter, brugere og hvad de ellers kaldes ud fra det professionelle ståsted. Fagligheden bliver deponeret i testen, i kontrollen. Den indsnævres.

En undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4 viser bl.a. at kontrol og krav om dokumentation har trængt de faglige omsorgsopgaver i baggrunden. De ansatte drukner i bureaukrati. Tre ud af fire offentlige ansatte mener, at omfanget af dokumentation og andet papirarbejde er vokset inden for de seneste fem år, og to ud af tre mener, at det stjæler tid fra deres kerneopgaver. Over halvdelen af de ansatte mener, at arbejdet med skemaer, evalueringer og andet papirarbejde er med til at svække deres arbejdsglæde.

Til Nyhedsavisen sagde rådmand for ældreområdet i Århus Kommune, Dorthe Laustsen (SF) i marts: »Den unødige dokumentation er ikke bare tidskrævende. Den dræner også de ansatte for arbejdsglæde. Tænk hvilken fornyet arbejdsglæde, vi kunne få på området, hvis medarbejderne igen kunne koncentrere sig om det, der gør arbejdet så fantastisk: at give de ældre borgere et bedre liv.«

Men kravet om at få arbejdsglæden tilbage kunne brede sig, eller som Dorthe Laustsen siger: »Lærerne vil undervise, pædagoger i daginstitutioner vil være sammen med børnene, de ansatte i ældreplejen vil passe og pleje de ældre, og borgerne vil gerne have mere tid til det hele. Så hvorfor i alverden har vi sat lærere, pædagoger, sygeplejersker, politibetjente og sosupersonale til at udfylde flere og flere ligegyldige dokumenter?«

»Det er os – politikerne, som bærer en stor del af skylden for den øgede mængde papirarbejde. Især Christiansborg-politikerne er slemme til at sidde i deres osteklokke og forlange den ene undersøgelse efter den anden, men også de lokale politikere skal passe på, at de ikke bliver forblændede af målstyringslogik og managementmetoder, der lover overblik og kontrol, som sad man i et moderne cockpit. I sidste ende er det medarbejderne og borgerne, der lider under kontrolentusiasternes illusion om den perfekte verden.«

Nyliberal lig uniformering

I et debatoplæg i Landsforeningen for Socialpædagoger, LFS, indledes med at sige, at det pædagogiske område skal, som følge af den nyliberale udvikling, leve op til kvalitetsstandarder. Det sker blandt andet igennem satsning på evidensbaserede pædagogiske metoder – altså metoder, hvor resultatet skal kunne måles, vejes eller sættes tal på. Forholder det pædagogiske område sig ikke kritisk til denne udvikling »risikerer man at bidrage til at udvikle nye styringsredskaber, der understøtter en politisk central styring af det pædagogiske arbejde, herunder øget uniformering og standardisering.«

Personlige relationer er vigtigst

Oplægget siger senere, at det pædagogiske arbejde handler om relationer mellem mennesker – børn, unge, bruger og den professionelle.

På et debatmøde i samme fagforening, fortalte Benny Lihme, redaktør af tidsskriftet Social Kritik, efter opfordring fra tilhørere, hvordan han vurderer kvalitetssikring, målinger og dokumentation:

»Det er pædagogisk uholdbart, at forudbestemme via en manual, hvad man skal gøre – det er en tanke hentet fra naturvidenskaben. Man underløber pædagogisk arbejde, når man siger at metoden er vigtigere end personen. Man kan ikke adskille personen fra den professionelle rolle. Det handler ikke om metoden, men om den personlige professionelle.«

»Det vrimler med historier om hvordan kontakten med en særlig voksen, altså relationen, redder den unge. Det handler om mentorship som det relationspædagogiske princip, om nogen som har været mere tilstede som personer. Desværre taler vi ikke mere om etik efter at målingsteknologien har vundet frem. Etik tager jo udgangspunkt i det menneskelige. Og hvis man skal metodemåle, må man intet gøre, som går ud over manualen. Man må ikke være spontant menneskelig f.eks. for det kan blive en fejlkilde i evalueringen af metoden.«

Positivismen er den herskende metode, når de borgerlige står stærkest. Denne orientering drejer sig i sidste instans om målelige kvantiteter.

Fokus på det gode liv

Selvom modstanden mod dokumenter, handleplaner, tests, kontrol, tilsyn med videre kan være svært at få øje på, er den der. Kan det gøres anderledes?

I et efterskrift til en erfaringsopsamling og beskrivelse af værestedet Muhabet på Vesterbro i København, skriver Preben Brandt, speciallæge i psykiatri og formand for Rådet for Socialt Udsatte og projekt UDENFOR:

»… socialt arbejde med sindslidende skulle ikke stræbe efter resultater og have særlige mål, men derimod sammen med den sindslidende skulle åbne veje til et godt liv både overordnet og lige nu og her, når lejlighed giver sig. Hvis det så gav nogle mere vedvarende forandringer, som kunne kaldes resultater, var det også i orden at tage det med og glæde sig over, at man – hvad enten man er sindslidende eller ej – føler anerkendelse, føler sig vellidt og bliver respekteret som den, man er, så får man det faktisk bedre og får overskud til at ændre«.

Et deltagende demokrati

Svaret på problemerne i den offentlige sektor må være demokrati på alle leder og kanter som alternativet til ovenstående problemstillinger. Organisering af det arbejde, folk er ansat til at udføre, varetages bedst og mest kvalificeret af de ansatte, medarbejderne »på gulvet«. Tiltag må udføres af dem, der ved, hvor skoen trykker. I den demokratiske ånd må brugerne inddrages og dermed føle ejerskab til og ansvar for den offentlige sektor. Gensidig respekt mellem brugere og ansatte er et bærende element for en velfungerende offentlig sektor. En offentlig sektor under de ansattes og brugernes kontrol. Dette samarbejdende demokratiske fællesskab står i skærende kontrast til de desperate effektmålinger i snart sagt alle dele af den offentlige sektor. Forudsætningen for et godt fagligt indhold, for at løse opgaverne, er tillid til de professionelles etik og faglige fællesskaber.

De faglige organisationer – også de faglige klubber på arbejdspladserne – må træde i karakter og gå imod strømmen. De må ind og beskytte fagligheden, arbejdsforholdene og dermed også brugernes interesser. Civil ulydighed imod kontrol- og dokumentationstyranniet kan anvendes en masse. Vi har set testfrie zoner, lærere der nægter at lave elevplaner med videre. Og det er i en situation, hvor evt. fyret arbejdskraft ikke bare kan erstattes med ny arbejdskraft!

Opslået i Uncategorized

single.php