Frank Aaen diskuterede finanskrisen i Enhedslistens Studenternetværk.Fra hjælp til flex-lånere til den socialistiske revolution.

 

I sidste uge var han i Albertslund om onsdagen, dagen efter gik turen til Århus, i næste uge diskuterer han med direktør i Jyske Bank Anders Dam i Silkeborg. Kalenderen er fyldt ud. Frank Aaen fra Enhedslisten har travlt for tiden. Han er i radio og på tv, og bliver bedt om kommentarer til aviserne om finanskrisen – om venstrefløjens alternativ, og hvorfor Enhedslisten ikke vil være med til at garantere 3.000 milliarder kroner til de danske banker.

Ganske vist har vi før hørt formuleringen om »alle partier undtagen Enhedslisten«, men det er som om, at det denne gang er blevet i hvert fald lidt interessant, hvorfor Enhedslisten mener noget andet end de andre. Havde  marxisterne alligevel ret i deres teori om kapitalismens tilbagevendende kriser?

Denne aften er debatten i regi af Enhedslistens Studenternetværk. Omkring 50 unge er mødt frem i Medborgerhuset på Blågårds Plads for at høre Frank Aaen fortælle om finanskrisen og venstrefløjens svar.
Det er dagen hvor Danske Bank har offentliggjort sit kvartalsregnskab. Trods alt endte det med et overskud, men det skyldes også nye regnskabsregler, så det dårlige resultat bliver indledningsvis trukket frem som et billede på, hvor slemt det står til. Aktieværdien er faldet med to tredjedele siden nytår.

»Ingen ved, hvordan det vil ende,« siger Frank Aaen, »men det er tydeligt, at finanskrisen nu har udviklet sig til en krise i den reelle økonomi. Arbejdsløsheden stiger, og der er en overproduktion i forhold til folks købekraft.«
»Men det bliver ikke en gentagelse af kriseforløbet i 1930erne, i dag er staterne meget mere aktive. Milliarder af kroner bliver smidt ud som garantier til bankerne, men det er ikke fordi staten er ved at overtage bankerne, eller at socialismen er på vej. Hvis bare det var så vel.«

Det fri kapitalmarked
Hvad er forklaringen på krisen, spørger Frank Aaen.
Ja, forklaringerne er mange, og til tider også ganske fantastiske.
Den liberale tænketank CEPOS er nået frem til, at problemet er statens overregulering.
Andre snakker om grådige direktører. Rigtigt, men det er ikke kun direktørerne. Det er hele systemet som er grådigt.

Så peger man på subprimelånene i USA. Risikovillige lån med sikkerhed i forventede ejendomsværdier. Det gik godt så længe ejendomspriserne steg, men på et tidspunkt holdt det op, og så bristede boblen.
De spiller en vis rolle. Men hvordan kan en subprimekrise i USA brede sig til resten af verden? Det har vi ikke hørt så meget om.

Ifølge Frank Aaen ligger den vigtigste forklaring i den privatisering og liberalisering af kapitalmarkedet, der er sket siden 1980erne. Beskeden lød, at hvis bare man fjernede alle restriktioner på kapitalbevægelserne, så ville vi alle blive både rigere og klogere. Liberaliseringen af kapitalbevægelserne betød farvel til demokratisk kontrol. Den kom ikke af sig selv.  Den var drevet frem af EU og var et resultat af nogle politiske beslutninger om hvordan kapitalismen skulle have lov at udvikle sig.

Fantasillioner
Stort set alle begrænsninger på finansspekulation blev ophævet og har skabt et gigantisk pengecirkus hvor ufattelige papirbeløb flytter rundt i verden fra den ene dag til den næste i forventning om en hurtig gevinst.  Selv aftenens oplægsholder blev overrasket, da den britiske avis The Independent satte tal på, hvor mange penge der er i omløb i det globale spekulant-cirkus.

Det samlede beløb skulle i runde tal svare til 10 gange værdien af verdens samlede bruttonationalprodukt.

Ikke uden grund har verdens rigeste mand Warren Buffett kaldt disse såkaldte »afledte finansielle instrumenter« for de virkelige masseødelæggelsesvåben.

Disse enorme spekulative beløb er ikke kun et amerikansk fænomen. Således havde Danske Bank 5,6 milliarder kroner i klemme hos Lehman Brothers, som i september krakkede i USA. For få år siden opgjorde Danske Bank værdien af sine afledte finansielle instrumenter til 2.000 milliarder kroner. Siden er de ikke opført i regnskaberne.

»Vi har spurgt Lene Espersen, hvor store disse spekulationsværdier er i den danske banksektor. Hun vidste det ikke, men har lovet at undersøge det. Men det forhindrede ikke, at alle partier undtagen os stemte for en garantipakke på 3.000 milliarder kroner,« fortæller Frank Aaen.

Juble eller sørge?
En tilhører har svært ved at finde ud af, om vi skal juble over kapitalismens krise, eller om vi snarere skal være kede af det.
»Du skal være ked af det,« kommer svaret uden tøven fra Frank Aaen.
Jo værre det går, jo dyrere bliver det for almindelige mennesker.

Det vil være umådeligt vigtigt, at vi kan komme med konkrete svar på folks problemer, mener han.
Nogle familier vi komme alvorligt i klemme, når de skal forny deres flexlån ved årsskiftet.

Derfor foreslår Enhedslisten at boligejerne får en lånemulighed i Nationalbanken til den gamle rente; til gengæld skal de beskattes af ejendommens værdistigning .
»Det er ganske enkelt at sætte i værk og meget mere effektivt end det, man nu snakker om med at presse pensionskasserne til at købe realkreditobligationer.«

Revolution?
Andre i salen efterlyser mere radikale svar og revolutionære løsninger. »Vi skal turde sige, at vi vil gå hele vejen.«
Gamle Lenin-citater bliver trukket frem.
Mente han ikke at kravet om varmt vand til teen var et revolutionært krav blandt soldaterne ved fronten i Rusland?

»Der er rigeligt med penge i Danmark, lad os bruge dem til at skabe en spekulationsfri finansiel sektor,« fastslår Frank Aaen, idet han dog undskylder det frygteligt usexede begreb.
Vi prøver at lave forslag som lyder tilforladelige, men som har et revolutionært perspektiv. Med en fællesejet finansiel sektor vil vi komme et stykke ad vejen og få ændret styrkeforholdene. Men en revolution kræver også fælleseje af produktionsmidlerne.

Alene det at sætte en grænse på den hastighed, spekulanterne kan lave finansielle transaktioner over grænserne, vil have så vidtrækkende konsekvenser, at spekulationen formentlig næsten vil ophøre.
Det vil selvfølgelig underminere et andet godt krav, den såkaldte Tobinskat, som er en afgift på internationale finanstransaktioner, der for eksempel kan bruges til at støtte de fattige lande.

En spekulationsfri finanssektor lyder måske utopisk, men Frank Aaen minder om, at den faktisk ikke så fjern, hvis man ser tilbage på, hvordan det var tidligere:
Det er ikke mange år siden at realkreditinstitutterne kun havde til formål at låne penge til boliger. Girobank var en offentlig ejet bank for almindelige lønmodtagere. Vores pensioner kunne forvaltes af ATP, som ikke skal tjene penge. Pengene kunne bruges som udlån og investeringer i boligsektoren.

Kineserne kommer
Spørgelysten er stor.
Hvad vil der ske hvis kineserne bliver sure og sælger deres amerikanske statsobligationer? Hvis væksten falder i Kina, vil de så gøre det for at redde deres eget skind?
Det mener Fransk Aaen ikke. Kineserne vil alligevel have størst interesse i at holde den amerikanske økonomi kørende. For det er her, de skal sælge deres produkter.

En af mødedeltagerne læser Jyllands-Posten om søndagen og får dermed indblik i fjendens lejr. Avisens analyser og konklusionerne er ikke de samme, som vi diskuterer i aften. Højrefløjen bruger krisen til at trykke lønningerne, forringe dagpengene, og skabe mere racisme.

Løsningen skal være international, siger en tilhører. Se bare på Berlusconi og Sarkozy som fører sig frem for at beskytte de nationale interesser. Racismen og protektionismen lurer lige rundt om hjørnet.

Frank Aaen er enig. Venstrefløjen er først så småt kommet i gang. Vi har brug for at diskutere bedre på tværs af grænserne for at finde de socialistiske svar på den kapitalistiske krise.

»Men i folketinget, når vi kommer med vores forslag, er Lene Espersens standardsvar, at det kommer vi aldrig igennem med i EU. Derfor må vi også stille forslag, som kan gennemføres her og nu.
Måske står vi ved et vendepunkt i verdenshistorien, lyder Aaens slutreplik:

»Hvis ikke vi griber bolden, så er der andre der gør det. Men det kan lige så godt dreje til vores fordel!«

 

Opslået i Økonomi

single.php