I. EU-valget [i 2014, o.a.] bekræftede en tendens, der har været åbenlys i nogle år, på tværs af kontinentet: Den spektakulære fremgang for det yderste højre. Dette fænomen er uden fortilfælde siden 30erne. I mange lande fik denne strømning mellem 10 og 20 procent af stemmerne; i dag har den allerede nået mellem 25 og 30 procent i tre lande (Frankrig, UK og Danmark). Ydermere, så rækker dens indflydelse ud over sine egne vælgere: Deres ideer forurener også den "klassiske" højrefløj, og selv dele af det social-liberale venstre. Det mest alvorlige er i Frankrig, hvor Front Nationals gennembrud har overgået selv de mest pessimistiske forudsigelser. Som websitet Mediapart skrev i en nylig leder, så er klokken "fem minutter i tolv".
II. Dette "Yderste Højre" er meget forskelligartet, fra åbent ny-nazistiske partier som "Gyldent Daggry" i Grækenland til borgerlige kræfter, der er helt integrerede i det institutionelle politiske spil, som UDC i Schweiz. Deres fællestræk er nationalchauvinisme, xenofobi, racisme, had til immigranter – især "ikke-europæiske" – og romaer (kontinentets ældste folkeslag), islamofobi og anti-kommunisme. Til det kan vi – i mange tilfælde – tilføje anti-semitisme, homofobi, misogyni [kvindehad, o.a.], forkærlighed for autoritære styreformer og foragt for demokrati og eurofobi. På andre spørgsmål – fx for eller imod neoliberalisme eller sekularisme – er denne bevægelse mere delt.
III. Det vil være en fejl at tro, at fascisme og anti-fascisme er fænomener, der hører fortiden til. Vi ser selvfølgelig ikke fascistiske massepartier som NSDAP i Tyskland i 30erne, men allerede dengang var fascismen ikke begrænset til den samme model: spansk francoisme og portugisisk salazarisme var meget forskellige fra de italienske og tyske modeller. En stor del af det yderste højre i dagens Europa har en direkte fascistisk og/eller nynazistisk indramning: Det drejer sig blandt andet om Gyldent Daggry i Grækenland, Ungarns Jobbik og de ukrainske partier Svoboda og Højresektoren; men også – på en lidt anden måde – for Frankrigs Front National, Østrigs FPÖ og Belgiens Vlaams Belang, hvis grundlæggere har tætte forbindelser med den historiske fascisme og kræfter, der samarbejdede med Det Tredje Rige. I andre lande, såsom Holland, Schweiz, UK og Danmark, har partierne på den yderste højrefløj ikke fascistiske rødder, men de deler deres racisme, xenofobi og islamofobi. Et af argumenterne, der bruges som argument for, at det yderste højre har forandret sig, og ikke længere har noget at gøre med fascisme, er dets accept af parlamentarisme, og at vejen til magten går gennem valg. Vi kan dog mindes, at en vis Adolf Hitler blev tysk Kansler gennem en lovlig afstemning i den tyske Reichstag, og at Marskal Pétain blev udnævnt til statsoverhoved af det franske parlament. Hvis Front National kommer til magten ad parlamentarisk vej – en hypotese, der bestemt ikke kan udelukkes – hvad vil der så blive tilbage af det franske demokrati?
IV. Den økonomiske krise, der har plaget Europa siden 2008, har næsten overalt (med undtagelse af Grækenland), gavnet højrefløjen mere end det yderste venstre. Størrelsen på de to kræfter er helt ude af proportioner, til forskel fra situationen i 30erne, hvor det anti-fascistiske venstre voksede frem i takt med fascismen. Det yderste højre har utvivlsomt profiteret af krisen, men det forklarer ikke alt: I Spanien og Portugal, to lande, der er hårdest ramt af krisen, er det yderste højre stadig en marginal kraft. Og selv om Gyldent Daggry har haft en eksponentiel fremgang i Grækenland, er det blevet overhalet af Syriza, venstrefløjens koalition. I Schweiz og Østrig, to lande, der stort set ikke har mærket krisen, får det yderste højre mere end 20 procent af stemmerne ved valgene. Derfor skal vi undgå de økonomistiske forklaringer, som venstrefløjen ellers ofte fremfører.
V. Historiske faktorer har uden tvivl spillet en rolle: En lang og vidt udbredt anti-semitisk tradition i visse lande; den fortsatte eksistens af de strømninger, der samarbejdede under krigen [med tyskerne under 2. Verdenskrig o.a.]; og den koloniale kultur, der har gjort indtryk på holdninger og opførsel længe efter afkolonialiseringen – ikke bare i de tidligere imperier, men i næsten alle europæiske lande. Alle disse faktorer er i spil i Frankrig og bidrager til at forklare successen for Le Pens parti.
VI. Konceptet "populisme", der anvendes af visse videnskabsfolk, medierne og selv dele af venstrefløjen, er fuldstændigt ubrugeligt i forhold til at forklare dette fænomen, og tjener kun til at sprede forvirring. Hvor begrebet i Latinamerika, i perioden fra 1930erne til 1960erne, svarede til noget ret specifikt – Vargas-isme, Peron-isme, etc., – så er dets brug i Europa fra 1990erne og frem, blevet stadig mere vag og upræcis. Populisme defineres som ”et politisk standpunkt, som tager folkets parti mod eliterne”, hvad der kan siges om næsten ethvert politisk parti eller bevægelse. Når det anvendes om det yderste højre, så tjener dette pseudo-koncept til at legitimere dem, gøre dem mere acceptable, eller endog tiltrækkende – hvem går ikke ind for folket mod eliterne? – mens man omhyggeligt undgår de besværlige ord som racisme, fremmedangst, fascisme og yderste højre. ”Populisme” bruges også med vilje af neoliberale ideologer i en mystificerende betydning, for at sammensmelte det yderste højre og venstrefløjen, karakteriseret ved ”højrefløjs-populisme” og ”venstrefløjs-populisme”, fordi begge er imod neoliberale politikker, "Europa", osv.
VII. Venstrefløjen som helhed har, med få undtagelser, alvorligt undervurderet denne trussel. Den så ikke den brune bølge komme, og så derfor ikke behovet for at tage initiativ til en anti-fascistisk mobilisering. Visse strømninger på venstrefløjen ser ikke det yderste højre som andet end en sideeffekt af krisen og arbejdsløsheden, og for de strømninger er det disse årsager, der skal bekæmpes, og ikke det fascistiske fænomen i sig selv. Sådan en typisk økonomistisk tilgangsvinkel har afvæbnet venstrefløjen overfor det yderste højres racistiske, xenofobiske og nationalistiske ideologiske offensiv.
VIII. Ingen socialgruppe er immun overfor den brune pest. Det yderste højres ideer, særligt racismen, har ramt en betydelig del, ikke bare af småborgerskabet og de arbejdsløse, men også arbejderklassen og ungdommen. Dette er særligt slående i Frankrigs tilfælde. Ideerne har ingen relation til immigrationens virkelighed: Stemmetallet for Fronten var særligt højt i visse landdistrikter, der aldrig har set skyggen af en immigrant. Og romaer, der for nyligt var målet for en hysterisk racistisk kampagne, der gjorde et vist indtryk – med velvillig deltagelse af den ”socialistiske” indenrigsminister på det tidspunkt, Hr. Manuel Valls – udgør mindre end tyve tusinde, fordelt over hele Frankrig.
IX. En anden ”klassisk” venstrefløjs-analyse af fascismen er den, der forklarer fascismen som hovedsageligt et instrument for storkapitalen beregnet på at knuse revolutionen og arbejderbevægelsen. Da arbejderbevægelsen er stærkt svækket og truslen om revolution er ikke-eksisterende i dag, har storkapitalen ingen interesse i at støtte det yderste højre, og derfor er risikoen for en brun offensiv ikke-eksisterende. Dette er, igen, en økonomistisk tolkning, der ikke tager hensyn til politiske fænomeners selvstændige eksistens – vælgerne kan faktisk vælge at støtte et parti, der ikke har storkapitalens opbakning – og det er en tolkning, der også synes at ignorere det faktum, at storkapitalen kan tilpasse sig til alle former for politiske regimer uden alt for store skrupler.
X. Der er ikke nogen magisk formel for bekæmpelse af det yderste højre. Vi må lade os inspirere – med passende kritisk distance – af fortidens anti-fascistiske traditioner, men vi må også kunne forny os for at kunne matche fænomenets nye former. Vi må kunne kombinere lokale initiativer med fast organiserede og strukturerede enheder af socio-politiske og kulturelle bevægelser, på både nationalt og kontinentalt plan. I Frankrig kan man somme tider samarbejde med resterne af "republikanerne", men enhver organiseret anti-fascistisk bevægelse kan kun være effektiv og troværdig, hvis den drives af kræfter, der er placeret uden for den dominerende neoliberale konsensus. Det betyder en kamp, der ikke kan begrænses indenfor det enkelte lands grænser, men må organiseres på Europæisk niveau. Kampen mod racisme, såvel som solidaritet med dens ofre, er et af de vigtigste elementer i denne modstand.
Michael Löwy er forskningsdirektør på CNRS (Nationale Center for Videnskabelig Forskning) Paris. Han er forfatter til adskillige bøger, heriblandt “The Marxism of Che Guevara”, “Marxism and Liberation Theology”, “Fatherland or Mother Earth?” og “The war of Gods: Religion and Politics in Latin America”.
Oversat fra engelsk af Steen Andersen