Et fælles dokument fra hele den europæiske venstrefløj til at udfordre EUs kvælertag i forhold til økonomisk og social uretfærdighed.

af Eric Toussaint, Miguel Urbán Crespo, Stathis Kouvelakis, Teresa Rodríguez, Costas Lapavitsas m.fl.

To år efter Syrizas valgsejr og trods alt det, som siden er sket, så mangler venstrefløjen en klar vision om EU.

Målet med den følgende tekst, som blev igangsat af Eric Toussaint og Komiteen for Afskaffelse af Illegitim Gæld (CAID), sigter mod gøre dette. Det var underskrevet af personer, herunder parlamentsmedlemmer fra mere end 15 europæiske lande, som repræsenterer en bred vifte af kræfter fra den radikale og antikapitalistiske venstrefløj: Podemos og Izquerda Unida i Spanien, den portugisiske Venstreblok (Bloco), tyske Die Linke, det Nye Antikapitalistiske Parti NPA og Ensemble! i Frankrig, Folkelig Enhed og Antarsya i Grækenland, Enhedslisten i Danmark og aktivister fra lande som Cypern, Slovenien, Bosnien-Herzegovina og Ungarn. Det fælles ønske er at fortsætte diskussionen om en ”plan B” for Europa.

Det efterfølgende vil analysere magtbalancen i EU og præsentere en serie af radikale forslag mod nedskæringspolitikken og neoliberalismen, såvel som positive alternativer til den eksisterende europæiske integration.

Forslagene er resultatet af mere end syv års analyse – som ikke kun kommer fra de græske erfaringer, men også fra Spanien, Irland og Cypern. De seneste begivenheder har vist behovet for en venstrefløjs-regering, som har mod til at nægte at adlyde EUs myndigheder, og som bryder afgørende med EUs rammer.

Men dette skal kombineres med en folkelig bevægelse, som denne regering sætter i gang, og af en række gennemgribende foranstaltninger, som sættes i gang umiddelbart: en gældshøring med borgerdeltagelse, kontrol med kapitalbevægelser, socialisering af finans- og energisektoren og en radikal skattereform. Og selvfølgelig skal den uundgåelige debat om eurozonen gennemføres, hvor exit som mulighed skal argumenteres for og vindes på demokratisk vis.

De seneste års analyse af europæisk politik fører uvægerligt til denne konklusion: Der findes ingen anden alternativ strategi end at bryde med nedskæringspolitikken og neoliberalismen i Europa.

Siden maj 2010 er spørgsmålet om national gæld blevet den centrale bekymring for Grækenland og resten af eurozonen. Det første program på 110 millioner euro, som blev pålagt af trojkaen – bestående af Den Europæiske Centralbank (ECB), EU-Kommissionen, og den Internationale Valutafond (IMF) – med det ene formål at udarbejde og føre programmet ud i verden, fremprovokerede en brutal stigning i den græske offentlige gæld. Det var også tilfældet i forskellige former i Irland (2010), Portugal (2011), Cypern (2013) og Spanien.

Dette program har følgende fundamentale mål: især de sydeuropæiske lande findes, som ikke har samme vægt og drivkraft i eurozonens udseende.

Redning af private banker med offentlige midler, så de selv undgik de skadelige konsekvenser af deres egen kreditboble og dermed undgik en ny stor international finanskrise.

Overdragelse af massive indgribende beføjelser over regeringerne og institutioner i periferi-landene (især de sydeuropæiske lande, som ikke har samme vægt og drivkraft i eurozonen som kernelande som Tyskland og Frankrig), til nye offentlige kreditorer, der erstattede de private – med det formål at pålægge dem en radikal sparepolitik, deregulering (undergravning af en lang række faglige og velfærdsrettigheder), privatisering og mere streng autoritær kontrol (se sidste punkt), bevare eurozonens perimeter (med andre ord at bevare Grækenland og de andre periferi-lande i eurozonen), som er et er magtfuldt instrument i hænderne på de multinationale virksomheder og store økonomier i eurozonen.

Styrke en autoritær form for styring over hele Europa (både i EU generelt og i hver enkelt medlemsstat) uden at ty til nye eksperimenter, der kunne minde om fascisme eller nazisme, eller perioderne med Franco, Salazar eller de græske oberster (1967-1974). Dette aspekt bliver ikke givet tilstrækkelig opmærksomhed, fordi man lægger vægt på de økonomiske og sociale konsekvenser. De autoritære tendenser i EU og eurozonen er et nøglespørgsmål og et mål for EU-Kommissionen og de store virksomheder. Det drejer sig de udøvende beføjelser, hurtige afstemningsprocedurer, begrænsninger eller overtrædelse af folks rettigheder, tilsidesættelse af vælgernes afgørelser og blandt flere andre ting mere, undertrykkelse af uenighed.

Der er erfaringer, der kan inddrages den fejlslagne politik, som Alexis Tsipras-regeringen praktiserede i 2015 i forsøget på at bryde fra nedskæringspolitikkens bånd. Det er også nødvendigt at forstå begrænsningerne af Antonio Costas socialdemokratiske mindretalsregering i Portugal.

En alternativ politik i befolkningens interesser skal på samme tid adressere nedskæringspolitikken, offentlig gæld, private banker, eurozonen og sætte sig imod autoritære tendenser. Erfaringer fra eurozonen fra 2010-16 viser tydeligt, at det er umuligt at bryde med nedskæringspolitikken, med mindre de førnævnte problemer tages med i betragtning. Selvfølgelig skal der også tages højde for den klimamæssige og økologiske. Ligeledes må vi konfrontere den humanitære krise forårsaget af Europas forskansede grænsepolitik, krisen i Mellemøsten, og fremkomsten af racisme og den yderste højrefløj, som er skyld i mange emigranter og flygtninges død i Middelhavet.

Siden valget af Trump, og også siden fremkomsten af de radikale bevægelser omkring Bernie Sanders´ kandidatur, og som nu er med i kampen mod Trump og hans program, så skal den europæiske radikale venstrefløj, fagforeninger, feminister og økologer skabe bånd med modstandskræfterne i USA.

En stor del af den radikale venstrefløj, der har medlemmer af parlamenter havde og har stadig en forfejlet ide om, hvad EUs integration og eurozonen står for. For at sige det enkelt: De ser flere fordele end ulemper ved EU. De anskuer EU, såvel som eurozonen, som forenelig med en tilbagevenden til socialdemokratisk politik, om end mindre uretfærdig, og med en keynesiansk-agtig igangsættelse af økonomien.

Med erfaringerne fra 2015 in mente, så er det afgørende at styrke de kræfter, som ikke har nogen illusioner om EU eller Eurozonen, og som advokerer for autentiske og socialistiske perspektiver i et brud med det eksisterende. Det er tydeligt, at hverken EU eller eurozonen kan reformeres. Det viste sig umuligt, på grundlag af legitimitet med almindelig stemmeret og demokratisk debat, at overtale EU-Kommissionen, IMF, ECB og de konservative regeringer ved magten over det meste af Europa, til at forliges om foranstaltninger, at acceptere politiske tiltag, som respekterer det græske eller hvilken som helst andet folks rettigheder.

Folkeafstemningen den 5 juni, hvor europæiske institutioner kæmpede med næb og klør og gennem afpresning og tvang (såsom at tvinge græske banker til at lukke fem dage før afstemningen) fik dem ikke til at komme med indrømmelser. Faktisk skete det modsatte, hvor alle demokratiske principper blev ignoreret og kravene blev endnu mere undertrykkende.

Der findes helt afgjort mange forskellige tiltag, som kan og skal bruges på europæisk niveau til at stimulere økonomien og begrænse den sociale uretfærdighed, gøre gælden bæredygtig og genopleve demokratiet. I februar 2015 præsenterede Yanis Varoufakis, mens han var den græske regerings finansminister, i denne ånd en række forslag, der betød, at den græske gæld skulle erstattes af to nye former for obligationer – enten som vækst-indekserede obligationer eller ”evige” obligationer – som aldrig ville skulle indfries. Selv om disse forslag var moderate og nemt opnåelige, havde de overhovedet ingen chance for at blive accepteret af de europæiske autoriteter.

Det samme er tilfældet med mange andre forslag, der stræber efter at lette Grækenlands og adskillige andre landes gæld (fælles gælds-anerkendelse, fælles euro-obligationer osv.). Teknisk set er disse forslag alle mulige at gennemføre, men i den nuværende politiske kontekst og magtbalance i EU, så mangler viljen til at bruge dem i praksis. En progressiv regering kan ikke håbe på at blive hørt, respekteret og i endnu mindre grad blive hjulpet af EU-Kommissionen, ECB eller den den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM).

ECB kan paralysere et eurozonelands banksystem ved at afskære bankernes adgang til likviditet. ECBs vilkårlige magt sammen med bankunionen styrker de beføjelser, som europæiske institutioner kan bruge for at imødegå enhver form for progressive politikforslag i Europa.

Traktaterne er blevet ekstremt restriktive i spørgsmålene om gæld og underskud. De europæiske myndigheder, som styrer denne politik, kan nemt beslutte at fravige disse regler ved at tage højde for krisen (de gør faktisk dette over for ”venlige” regeringer), men de har tydeligvis ingen planer om det.

Helt modsat så bekæmpede alle de forhandlende parter den græske regering, også selvom den beviste sin moderation (for at sige det mildt). Mainstream-medierne og adskillige europæiske ledere behandlede Alexis Tsipras og Yanis Varoufakis som rebeller, og endda som radikale anti-europæere. Mellem januar og juli 2015 lancerede trojkaen en kamp mod den græske regering for at vise Europas befolkninger, at der ikke findes noget alternativ til den neoliberale kapitalisme.

Den første Tsipras-regerings kapitulation var ikke nok til at tilfredsstille IMF eller de europæiske ledere. Presset blev fortsat lagt på den anden Tsipras-regering for at indføre endnu flere neoliberale reformer, især med angreb på offentlig ejendom, velfærden og pensionsordninger, og ved at hjælpe storkapital gennem indførelse af juridiske rammer, der favoriserer privatisering og grundlæggende strukturelle tilbageskridt. Alle disse nye tiltag førte til større uretfærdighed og mere usikkerhed.

Hvis kreditorerne bliver enige om at omstrukturere gælden, så vil det være på betingelse af, at den samme politik fortsætter. I det tilfælde vil en reduktion af gælden ikke være en sejr eller trøst overhovedet. Det vil blot være en foranstaltning til at sikre fortsat tilbagebetaling, mens man søger at dæmpe ethvert tilløb til sociale kampe.

Dette er den første lektie: Med mindre folket og de regeringer, der bliver valgt til at bryde med nedskæringsprogrammerne, i selvforsvar griber til stærke, suveræne og selvstændige skridt, så vil de ikke kunne sætte en stopper for de krænkelser af menneskerettighederne, som kreditorerne og de store virksomheder gennemfører.

Nogle vil argumentere med, at hvis en venstreorienteret regering skulle komme til magten i Madrid, så kunne den bruge den spanske økonomis vægt (den fjerde største BNP i eurozonen) til at forhandle indrømmelser, som Tsipras ikke kunne. Men hvad ville disse indrømmelser være? Relancering af produktion og beskæftigelse gennem et massivt offentlig forbrug og et underskud på de offentlige budgetter? ECB og Berlin vil sammen med fem eller seks andre hovedstæder modsætte sig dette! Bruge stærke virkemidler mod bankerne? Det ville ECB og EU-Kommissionen afvise.

Lige så sikkert er det, at hvis den yderste venstrefløj gik i regering i et land som Cypern, Irland, Portugal, Slovenien eller en af de tre baltiske stater, så ville de ikke have styrken over for en urokkelig EU-Kommission eller ECB-bestyrelse til at overbevise disse institutioner om at afvise nedskæringspolitik, stoppe privatiseringer, udvikle offentlig service og reducere gælden drastisk. Disse lande ville være nødt til at gå til modstand og tage ensidige skridt i deres befolkningers interesser. Kunne en gruppe af progressive regeringer i eurozonen danne en fælles front til fordel for genforhandling? Det ville i hvert fald være yderst velkomment, hvis det skete, men muligheden er fjern.

Hvis Jean Luc Melenchon skulle gå hen og vinde det kommende præsidentvalg i Frankrig, og hans koalition det efterfølgende valg, kunne en fransk venstreorienteret regering så opnå en reform af euroen? Mélenchon og hans kampagnestab tror på det. Men det er klogt at have sin tvivl i forhold til denne mulighed. Lad os forestille os, at Mélenchon faktisk vinder valget og danner en regering, der har intention om at introducere sociale reformer og reformere euroen. Hvilke muligheder ville der være?

Det er meget sandsynligt, at en fransk regering kunne have råd til ikke at adlyde de nuværende traktater, men den vil ikke kunne opnå en omsiggribende reform af hele eurozonen. For at gøre det skal der være simultane progressive valgresultater i alle de store lande, såvel som i de perifere lande. Når det er sagt, er det selvfølgelig oplagt, at en fransk modstandsregering og dens allierede, der iværksætter initiativer til fordel for den franske befolkning og for folk andre steder i verden (for eksempel ved at slette Grækenlands og u-landenes gæld til Frankrig) ville have en positiv effekt gennem Europa.

Det betyder ikke, at vejen ud af krisen har en nationalistisk profil. Som tidligere er det nødvendigt at anlægge en internationalistisk strategi og stræbe efter en europæisk integration, som forener folk sammen – modsat den nuværende form for integration, som er domineret af storkapitalens interesser.

De svage led i kæden af europæisk dominans finder man i periferi-landene. Hvis Syriza havde lagt den rette strategi i 2015, så kunne det meget vel have været et vendepunkt. Det skete ikke.

Andre svage led, hvor den radikale venstrefløj muligvis opnår magt i en ikke så fjern fremtid, er Portugal, Spanien, og måske Cypern, Irland og Slovenien. Progressive skridt fremad vil afhænge af, om den radikale venstrefløj formår at tage ved lære af 2015 og komme med antikapitalistiske og demokratiske forslag, som skaber folkelig opbakning. Den folkelige mobilisering vil uden tvivl blive en afgørende faktor. Hvis presset for en virkelig kompromisløs forandring ikke fylder gaderne, boligkvartererne og arbejdspladserne, så vil fremtiden være meget mørk.

For at undgå, hvad vi så i Grækenland i 2015, er her 10 forslag til en social mobilisering og initiativer, der skal tages umiddelbart samtidigt af alle regeringer, som virkelig arbejder for folkets interesser.

 

En venstreorienteret regering skal være ulydig over for EU-Kommissionen på en gennemsigtig måde og i overensstemmelse med sine tidligere løfter
Partiet eller koalitionen af partier (eksemplet fra Spanien kan bruges), som hævder at regere, skal fra starten nægte at bøje af for nedskæringer, og love at nægte foranstaltninger, som kun stræber mod at balancere budgettet. De skal annoncere: ”Vi vil ikke overgive os til de europæiske traktaters diktater om et balanceret budget, fordi vi vil øge de offentlige udgifter for at bekæmpe asociale stramninger og gå i gang med en økologisk omstilling”.

Derfor er det første skridt at starte med at være ulydig på en klar og beslutsom måde. Den græske kapitulation har vist os, hvorfor vi må flænse illusionen om, at EU-Kommissionen og andre europæiske regeringer respekterer et folkeligt mandat. Denne illusion kan kun føre til tragedie. Vi skal være ulydige.

En opfordring til folkelig mobilisering på både nationalt og europæisk niveau
I 2015 viste det sig, at et sådant initiativ ikke havde succes i Grækenland eller andre steder i Europa. Det er tydeligt, at europæiske sociale bevægelser ikke havde stor succes med at kalde til demonstrationer – som fandt sted, men som ikke var på et niveau, der matchede behovet for solidaritet med den græske befolkning.

Alligevel er det også sandt, at Syrizas strategi ikke inkluderede en opfordring til folkelig mobilisering i Europa, eller sågar i Grækenland. Og da Tsipras-regeringen ikke mobiliserede på baggrund af folkeafstemningen den 5. juli, blev viljen hos de 61,5 procent af grækerne, som nægtede at acceptere kreditorernes krav, ikke respekteret.

Lad os huske på, at fra slutningen af februar i 2015 og til slutningen af juni 2015 kom Yanis Varoufakis og Alexis Tsipras med udtalelser rettet mod at overtale den offentlige opinion om, at en aftale var nært forestående, og at situationen var ved at blive forbedret.

Forestil dig i stedet, at de efter hver vigtig forhandling havde forklaret, hvad der var på spil, gennem pressemeddelelser, udtalelser til medier og offentlige erklæringer – foran de europæiske institutioners hovedkvarter i Bruxelles og andre steder. Forestil dig, at de havde afsløret, hvad der i virkeligheden foregik. Det ville have ført til demonstrationer med ti- eller hundredtusinder af folk, og de sociale netværk ville have videresendt alternative fortællinger til hundredtusinder eller millioner af borgere.

Lancering af en gældshøring med borgerdeltagelse
Situationen i de 28 EU-lande og selvfølgelig inden for eurozonen, er vidt forskellig. I nogle europæiske lande – såsom i Grækenland – er det et spørgsmål af yderste nødvendighed og prioritet at suspendere gældsbyrden, for at opfyldelsen af sociale behov og grundlæggende menneskerettigheder kan blive en absolut førsteprioritet. Det er også et centralt element i en selv-forsvarende strategi.

I Spanien, Portugal, Cypern og Irland afhænger sådan et træk af magtbalancen og den aktuelle økonomiske situation. I andre lande er det muligt at udføre høringen først og dernæst tage en beslutning om tilbagebetaling. Den specifikke situation i hvert enkelt land må afvejes før man sætter disse foranstaltninger i gang.

 

Indføre kontrol over kapitalstrømme
Vi skal klargøre, hvad dette betyder. Det betyder ikke, at folk ikke kan overføre nogle få hundrede euro til udlandet. Selvklart vil internationale finansielle transaktioner blive tilladt op til et vist beløb. På den anden side er det vigtigt at opretholde streng kontrol med kapitaltransaktioner over en vis grænse.

 

Socialiser finanssektoren og energisektoren
Socialisering af finanssektoren betyder ikke kun udvikling af en offentlig centralbank. Det indebærer også et offentligt monopol på den finansielle sektor, det vil sige banker, boligselskaber og forsikringsselskaber. Det vil sige en socialisering af finanssektoren under borger-kontrol, så den finansielle sektor står til rådighed for den offentlige service. Selvfølgelig vil en socialisering af energisektoren også blive en prioritet under den økologiske omstilling. Økologisk omstilling kan ikke ske uden et offentligt monopol over energisektoren, både i forhold til produktion og distribution.

 

Skabe en komplementær, ikke-konvertibel valuta og forsvare retten til at forlade eurozonen
Uanset om det handler om at træde ud af eurozonen eller forblive i den, så er det nødvendigt at skabe en ikke-konvertibel komplementær valuta. Med andre ord en valuta, som bliver brugt lokalt for indenlandske betalinger – fx for at betale for højere pensioner, lønstigninger til offentlige ansatte, skatter, offentlig service, osv. Brugen af en komplementær valuta vil til en vis grad betyde, at man slipper for euroens diktatur og den Europæiske Centralbank.

Selvfølgelig kan vi ikke undgå at debattere eurozonen. I flere lande er udtræden af en eurozonen en mulighed, som skal forsvares af politiske partier, fagforeninger og andre sociale bevægelser. Flere eurozonelande vil ikke være i stand til for alvor at bryde med sparepolitikken og lancere en økosocialistisk omstilling uden at forlade eurozonen. En pengepolitisk omfordelingsreform, eller indførelse af en speciel progressiv skat på indkomster over 200.000 euro skal implementeres i tilfælde af exit fra eurozonen. Dette skal kun gælde for likvide indeståender og ikke personlig ejendom (bolig eller andet).

Ved at indføre en progressiv valutakurs, når der skiftes fra euroen til en ny valuta, vil man begrænse indeståender for den rigeste ene procent og fordele rigdommen til almindeligt forbrug.

 

Implementere en radikal skattereform
Fjerne moms på grundlæggende forbrugsvarer og tjenesteydelser, som mad, elektricitet og vand (op til et vist forbrugsniveau pr. person) såvel som grundlæggende fornødenheder. Omvendt skal momsen på luksusvarer og luksusforbrug stige. Vi har brug for at øge skatterne på virksomhedernes profit og indkomster over et vist niveau – med andre ord en progressiv skat på indkomst, rigdom og luksusejendomme. Skattereformen skal skabe effekter omgående: et markant fald i indirekte og direkte skatter for størstedelen af befolkningen og en signifikant stigning for de rigeste 10 procent og for store virksomheder. Ligeledes skal skrappe nye foranstaltninger tages over for skattesnyd og -unddragelse.

 

Afprivatisere – tilbagekøbe – private virksomheder for en symbolsk euro
Med betaling af intet mindre end en symbolsk euro til dem, som har profiteret af privatisering, vil være en passende gestus og vil styrke og forlænge den offentlige service under borgernes kontrol

 

Implementer en bred nødplan for skabelsen af samfundsnyttige jobs og for økonomisk retfærdighed
Nedsættelse af arbejdstiden med fuld lønkompensation. Afskaffelse af asociale love og indførelse af ny lovgivning for at afhjælpe situationen med ubetalelig boliggæld. Lande som Spanien, Irland, og Grækenland er de mest berørte. Dette kan meget vel fikses ved at indføre passende lovgivning for at undgå juridiske sager (eftersom mange husholdninger vil stå over for juridiske søgsmål fra banker).

For eksempel kan et parlament annullere boliggæld under 150.000 euro og dermed bringe sagen til ende. Et udvidet program for offentlig forbrug skal implementeres for at stimulere beskæftigelse og samfundsnyttig aktivitet ved at opfordre til fællesskaber for lokal produktion og distribution.

 

Igangsætte en ægte konstituerende proces
Det betyder ikke grundlovsmæssige forandringer inden for rammen af de eksisterende parlamentariske institutioner. Det indebærer en opløsning af parlamentet og valg af grundlovgivende forsamlinger ved direkte stemmeafgivning.

 

Dette er de ti grundlæggende forslag til diskussion. Men en ting er sikker: Initiativerne skal tage fat om problemets rod, og skal indføres samtidig, for der er behov for et sammenhængende program. Et brud fra sparepolitikken kan ikke opnås, hvis der ikke fra starten tages hånd om indgreb mod storkapitalen.

De, som vil have os til at tro, at det er muligt at opnå dette mål uden at gribe til disse skridt, skaber blot forvirring og blokerer for reelle fremskridt. Europas arkitektur og omfanget af den kapitalistiske krise efterlader intet rum for neo-keynesiansk politik. Økosocialisme skal sættes i centrum for debatten og ikke køres ud på et sidespor. Umiddelbare og konkrete forslag må sættes i verden her og nu. Vi må gå til kamp mod nedskæringspolitikken og gå i gang med den økosocialistiske omstilling. Det er nødvendigt, og det haster.

21. februar 2017

Find den fulde liste af underskrivere her.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com