En klog mand med humor, nemlig arkitekten og forfatteren Poul Henningsen, skrev for mere end et halvt århundrede siden:
“Der er noget selvmodsigende og tåbeligt ved, at netop borgerskabet hylder fattigdommen som flidens forudsætning. Rigdom er øjensynligt kun skadelig for fattigfolk. De rige kan sagtens tåle at være rige uden at tabe initiativet og arbejdsomheden.”

 

Allerede dengang kæmpede arbejdsgivere og borgerlige nemlig indædt for, at arbejdsløshedsunderstøttelse, fattighjælp og den slags skulle holdes nede på et minimum – med den begrundelse, at ellers var der jo ingen, der gad arbejde!
Det samme siger arbejdsgiverne og de borgerlige den dag i dag. Under overskriften "det skal kunne betale sig at arbejde" agiterer de for, at folk, der uforskyldt kastes ud af arbejdsmarkedet, skal opleve et voldsomt indtægtstab – altså endnu voldsommere, end det allerede er nu…
Noget mere overraskende er det, at SF’eren skatteminister Thor Möger Pedersen i en kommentar i Berlingeren nu har meldt sig i dette kor. Den kommende skattereform skal kun komme de arbejdende til gode – ikke dem på arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp eller andre former for overførselsindkomst. De skal rammes af "Thors hammer": Det er nemlig et "mål for regeringens skattereform, at det i højere grad end i dag skal kunne betale sig at tage et arbejde".

Det officielle argument, som borgerlige politikere (ikke mindst Margrethe Vestager) fremturer med, er, at "det er nødvendigt at øge udbuddet af arbejdskraft, så vi kan få hjulene i gang!". Men dette er åbenlyst vrøvl og hykleri:
For det første er der allerede et alt for rigeligt udbud af arbejdskraft! Der har de sidste par år været hurtigt voksende arbejdsløshed inden for snart sagt hver eneste branche, man kan forestille sig. Der er masser af ansøgere til et hvilken som helst reelt job, der tilbydes. Hjulene er gået i stå, ja – men det har absolut intet at gøre med mangel på arbejdskraft!
For det andet har en arbejdsløs slet ikke mulighed for at sige "Nej tak, det tjener jeg sgu for lidt på" – end ikke, hvis det faktisk ikke kunne betale sig at tage et ledigt arbejde. Alle arbejdsløse såvel som kontanthjælpsmodtagere skal stå til rådighed for ethvert arbejde, de kan bestride – og mister hurtigt deres ydelse, hvis de ikke gør det.
Antydningen af, at de arbejdsløse er arbejdsløse fordi de ikke er fattige nok til at gide tage et arbejde, er lige så dum som den er ondskabsfuld.
For hvorfor er arbejdsløsheden i løbet af et par år så pludselig blevet mangedoblet? Fordi dovenskaben pludselig har bredt sig som en smitsom sygdom?? Eller er der mon en sammenhæng med kapitalismens økonomiske krise…?
Men hvorfor fører nogen sig så frem med den slags tåbeligheder? Giver det slet ingen økonomisk mening?
Jo, det gør det! Det gør det da i høj grad! Men ikke på en måde, som egner sig godt til propagandaen i TV-nyhederne. Det giver nemlig rigtig god mening – for arbejdsgivernes muligheder for at presse lønninger, underminere arbejdsforhold osv.:
– Intet virker så disciplinerende på arbejdskraften, som angsten for at blive fyret. Og jo større afstand fra løn til understøttelse, jo større bliver denne angst.
– Jo ringere understøttelsen er i forhold til lønnen, jo mere desperate vil nogle af de arbejdsløse være for at få et arbejde. Flere vil være parate til at acceptere et job med underbetaling og/eller elendige arbejdsforhold.
– Lavere understøttelse skaber derved et pres på løn- og arbejdsforhold. Og lavere løn gavner alt andet lige "konkurrenceevnen", læs: profitterne, hvilket selvfølgelig giver topkarakter i de borgerlige økonomers modeller.
At sammenhængen mellem "det skal kunne betale sig at arbejde" og "at få gang i hjulene" kun eksisterer via "løntrykkeri", ved enhver af de journalister, kommentatorer og økonomer, som fylder medierne fra morgen til aften. Denne argumentation er såmænd også reel nok, hvis man vil overlade det til kapitalisterne at "løse" krisen på den måde, som de vil gøre dette, nemlig ved at lade arbejderklassen betale regningen.
Men det vil nok blive svært at sælge budskabet til den brede befolkning, hvis overskriften er: "Indkomstforskellen mellem arbejdsløse og arbejdende skal øges, for så virker de arbejdsløse bedre som løntrykkere". Derfor er der en stiltiende overenskomst om, at dén lille mellemregning ikke skal nævnes.

Thor Möger går aldeles uden om "nationaløkonomiske argumenter". Næh, han vil alene gøre det for de lavtlønnede arbejderes skyld! Vi skal "anerkende dem, der får det hele til at hænge sammen", " dem der står tidligt op, smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde".
Selvfølgelig i modsætning til dem, der fx står tidligt op, smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på underbetalt "jobtræning"…
Thor Möger finder det – lige som arbejdsgiverne og de borgerlige – ikke så relevant at nævne, at det egentlige formål med øvelsen faktisk er at presse lønnen ned for "dem der står tidligt op, smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde"!
Tilsvarende taler han også lidt uden om regeringens ideer om at hæve topskattegrænsen, så alle med indtægter over 423.800 kr. får en skattenedsættelse. Det kommer med i leverpostej-bøtten med sætningen: "Vi kan gøre det mere attraktivt at tage en ekstra vagt på jobbet". Hermed bortvejrer han elegant, at en stor del af denne gruppe langt fra er almindelige lønmodtagere, der tager vagter og smører leverpostejmadder.
Mange af dem møder til direktørtid, sidder på chefgangen, mange ejer deres firma, nogle spekulerer på børsen. Og hvis virksomhedens kantine ikke er god nok, går de på frokostrestaurant…
I stedet vælger han at fremhæve det positive ved at tage overarbejde. Og hvad er så lige det positive ved det, når 200.000 går arbejdsløse, kunne man fristes til at spørge? Ja, så er vi igen tilbage ved en af "de hemmelige mellemregninger": Det øgede arbejdsudbud giver større arbejdsløshed – og det kan igen være med til at trykke lønnen. Ikke lige en mekanisme, som en SF-minister burde fremme. Med den slags venner har arbejderklassen ikke brug for fjender!

I sidste uge var EL så ivrig efter at tydeliggøre regeringens mulighed for forlig til venstre, at der opstod lidt signalforvirring. Men faktisk har Enhedslisten formuleret en klar, solidarisk klasseholdning til, hvilken skattereform vi kræver. I al enkelhed er budskabet, at EL gerne vil lette skatten for almindelige arbejdere, især de lavtlønnede, men at de arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagerne, pensionisterne osv. ikke skal snydes!
Det er faktisk netop dem, der er blevet snydt mest under VKO. Til gengæld skal de rige så betale mere, meget mere i skat.
På dette afgørende område – som på mange andre – står Enhedslisten for en helt anden politisk retning end regeringen. Det skal vi ikke være flove over eller forsøge at nedtone. Tværtimod skal vi være stolte over, at Enhedslisten ikke er en del af den tværpolitiske enighed om, at vejen ud af krisen er at gøre kapitalen tilfreds. Med det udgangspunkt kan vi i de kommende uger lægges et massivt pres på S og SF, så de må opgive Möger-linjen. Et godt afsæt for dette er de protester, der har lydt fra dele af fagbevægelsen, først og fremmest HK og FOA.

SAP’s forretningsudvalg, den 21. januar 2012

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php