Den længe ventede regeringsrokade blev annonceret i den forgangne uge. Det er tid til forandring, lyder det. Ifølge flere interviews og analyser skal regeringsrokaden ikke blot bruges til at skaffe regeringen af med upopulære ansigter. Den skal angiveligt også bruges til at indvarsle en ny kurs for regeringen. Det må man da håbe! For et hurtigt blik på Thornings ”track record” viser, at hvis regeringsrokaden virkelig skal blive til et kursskifte – og ikke blot et hamskifte – så kræver det en helt anden politik.

 

De økonomiske ”reformer”, der, også iflg. regeringen selv, har domineret indsatsen fra foråret 2012 til i dag, tæller en næsten ubrudt række af asociale reformer gennemført sammen med hele eller dele af højrefløjen:

Førtidspension. En spareøvelse, som medfører, at personer under 40 år ikke kan få førtidspension, men i stedet må leve op til 10 år på kontanthjælp.[1]

Fleksjob. Endnu en spareøvelse, som skulle indbringe i omegnen af 2 mia. kr. Fleksjobbernes lønvilkår blev forringet markant, så startydelsen for en fleksjobber blev dagpenge i stedet for den mindsteløn, som gælder inden for det fag fleksjobberen er beskæftiget. Samtidig hviler ordningen på, at virksomhederne af sig selv vil ansætte fleksjobbere, uden at der følger et krav til virksomhederne eller en gulerod; resultatet er at virksomhederne intet incitament har til at ansætte fleksjobbere.

Budgetlov. Selvom det på alle måder var unødvendigt, tiltrådte regeringen EU’s finanspagt, og lavede derfor budgetloven. Den betyder, at den offentlige sektors udgifter holdes i et jerngreb, der skal tvinge udgifterne ned. Dette har både kommunerne og regionerne mærket gennem øgede sanktionsmuligheder og en økonomisk spændetrøje.

Skattereform. Reformen giver markant flere penge i lommen på topskatteyderne, som både fik lempet topskatten og beskæftigelsesfradraget. Reformen blev samtidig finansieret af overførselsindkomsterne, så afstanden til lønmodtagere i arbejde blev øget endnu mere.

Vækstplan I. Sammen med hele den borgerlige fløj i folketinget lavede regeringen første del af vækstaftalen, som opretholdt BoligJob-ordningen, sænkede afgiften på sodavand og øl. Dertil kom et løft af efteruddannelse til voksne. Alt sammen betalt af kontanthjælpsreformen og reformen af SU.

Vækstplan II. Sammen med, LA, V og K lavede regeringen anden del af vækstplanen, som indebar massive afgiftslempelser til erhvervslivet – primært den kraftige sænkelse af selskabsskatten, men også en klimamæssigt horribel sænkning af erhvervslivets energiafgifter og fjernelse af den planlagte afgift på lastbiltransport. Dette blev finansieret ved en reduktion i væksten i det offentlige forbrug, som allerede fra 2014 bliver 2 mia. kr. mindre end påtænkt.

Kontanthjælpsreform. Kontanthjælpsreformen skulle ifølge aftalen indbringe 1,2 mia.kr. ved at få kontanthjælpsmodtagere i beskæftigelse. Ideen i reformen var, at en kraftig pisk af de unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år, som må gå fra den normale kontanthjælp til SU-niveau, ville de finde arbejde meget hurtigere.

SU-reform.
Reformen af SU’en rammer især de hjemmeboende SU-modtagere. Men samtidig sænkes reguleringen af SU’en, hvilket rammer alle SU-modtagere. ”Harmonisering” kaldes det.
Indgreb i lærerkonflikten. Indgrebet i lærerkonflikten var forventet. Men at regeringens lovforslag kom til at ligne arbejdsgivernes udspil så meget, var alligevel en øjenåbner for de fleste fagligt aktive i kampen mod forringelserne af lærernes arbejdsvilkår.

Aftale om kommunernes økonomi for 2014. Med aftalen om kommunernes økonomi for 2014 er der lagt op til nulvækst. Regeringen slagter velfærden og bruger pengene til at opretholde anlægsniveauet. Samtidig skal kommunerne finde store besparelser for 750 mio. kr.

Alt i alt en perlerække af tunge, nyliberale tiltag, der har som et af de vigtigste sigtemål at gøre arbejdsløshedskøen længere og tilværelsen på overførselsindkomst mere ubehagelig.

Aftalerne med Enhedslisten på disse områder kan derimod tælles på én hånd. Og selvom aftalerne har indeholdt mange små skridt i den rigtige retning, har de ikke rokket ved hovedlinjen i regeringens sorte spor:

Finansloven for 2012.
Regeringens første finanslov indeholdt en række positive elementer, bl.a. afskaffelse af visse fattigdomsydelser, øget skat på bankerne, øget offentligt forbrug (planlagt stigning på 1,2 pct. realt) og et løft af daginstitutionernes normeringer.

Justering af det kommunale udligningssystem. En justering, som skulle sikre en mere ligelig fordeling af bloktilskuddet ved at flytte midler fra hovedstadsområdet og de større byer til udkantsområderne.

Energiaftalen. En aftale med alle folketingets partier. Indeholdt en række vigtige skridt i retning af at tackle klimakrisen, men langt fra nok.

Finansloven for 2013.
En finanslov, der ikke blot opsummerede de asociale reformer fra 2012, men endda indvarslede en stram finanspolitik i modsætning til netop den ekspansion, som er der brug for. Enhedslistens aftryk var mange, men meget små – og langt fra nok til at bryde men regeringens nyliberale linje.

Midlertidig arbejdsmarkedsydelse. Den midlertidige arbejdsmarkedsydelse endte som en lap på indfasningen af den asociale dagpengereform, som blev vedtaget under den borgerlige regering.

Enhedslisten har konsekvent stillet sig parat til at lægge stemmer til et sporskifte og ethvert lille skridt i den rigtige retning. Alligevel har regeringen ikke villet give indrømmelser, der på nogen måde rokker ved hovedlinjen.

Med forårets nye overgreb på de økonomisk svagest stillede og velfærdssystemet i kommunerne er der lagt en linje frem mod finanslovsforhandlingerne, som gør det mere end svært at forestille sig, at regeringen vil fremlægge og forhandle om en finanslov, som Enhedslisten kan stemme for. Hidtil har regeringen i hvert fald afvist alt – endda de borgerlige vismænds anbefalinger af en mere lempelig finanspolitik i 2014.

Problemet forværres af, at regeringens lokke-strategi har slået fejl. Det er en illusion at tro, at man kan lokke eller bestikke kapitalen til at skabe arbejdspladser og rimelige vilkår for arbejderbefolkningen i den nuværende investeringsstrejke. Den offentlige sektor må løfte denne opgave ved at investere i grøn omstilling og offentlig produktion.

Derfor er der ingen anden vej end at kræve et sporskifte af regeringen. Den offentlige velfærd skal genoprettes, der må investeres massivt i nye og grønne arbejdspladser og det sociale sikkerhedsnet skal genetableres. En sådan politik skal finansieres ved at tage pengene fra de rige og den ophobede kapital.

Foreløbigt er Thornings ”nye ansigter og nye kurs” blot et hamskifte, ikke et sporskifte. Der tales om produktivitetsfremmende foranstaltninger i erhvervslivet og den offentlige sektor. Men effektiviseringer og produktivitetsstigninger er indtil videre indhentet ved pres på de offentligt ansattes løn- og arbejdsvilkår, blinde grønthøsterbesparelser (fx den årlige 2 pct.-besparelse på sygehusene), uindfriede digitaliseringsgevinster og et pres for mere udlicitering og konkurrenceudsættelse.
Med andre ord mere liberalistisk drømmeri. I virkelighedens verden vil denne politik føre til flere arbejdsløse og velfærdsforringelser.

Hvis og når EL ikke kan og vil lægge stemmer til en finanslov, der fortsætter den forkerte retning, vil de borgerlige partier sikkert gerne. Det eneste, der kan stoppe regeringens fortsatte amokløb i det sorte spor, er modstanden i befolkningen. Enhedslisten er det eneste parti, der kan være drivende kraft i at organisere denne.


[1] I stedet skal unge bruge op til 10 år på afklaringsforløb (ressourceforløb) på en ydelse der svarer til kontanthjælp; modsat førtidspensionens dagpengesats. Fra kommunerne forlyder allerede, at reformen er slået igennem. I 2013 er markant færre tildelt førtidspension.

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php