Nej til Daesh – Nej til imperialisme – Solidaritet med ofrene! Den 13. november markerer en ændring i den nationale og internationale politiske situation. Islamisk Stat (IS, Daesh) slog til igen; og denne gang endnu kraftigere.

I januar var det journalisterne på Charlie Hebdo, politiet og jøder, der var målet. Denne gang var det landets ungdom, der var målet. De dræbte ikke bare alle og enhver, alle mulige steder: De angreb unge mennesker, unge mennesker af alle farver, uanset deres oprindelse, deres religion (hvis de havde en) eller deres politiske holdninger. Mindst 130 døde, mere end 350 sårede – mindst 1000 direkte vidner til blodbadet. Mange af os har slægtninge blandt ofrene, og hvis ikke, så har vi venner, der har. Chokket og medfølelsen er dyb.

Der er intet mystisk ved det mål, som Islamisk Stats kommando forfulgte: At splitte samfundet gennem terror. At gennemtvinge en tilstand hvor man bekriger hinanden; hvor frygt skaber ugennemtrængelige barrierer ned gennem befolkningen, alt efter deres oprindelse, religion, livsstil, identitet – at grave en grøft fyldt med blod inden for selve den muslimske tro, for at tvinge de troende til at vælge side. De, der ikke er med os i vores umenneskelige handlinger, er imod os, og de bliver "legitime" mål.

Angrebene i Paris var blandt de blodigste i verden, som er begået af Islamisk Stat og andre lignende bevægelser, der tjener den samme destruktive logik. Vores solidaritet er international, og den går især til de kræfter i andre lande, der kæmper mod Islamisk Stat og lignende bevægelser med risiko for eget liv: I Syrien og Irak, i Libanon og i Bamako, i Pakistan og i Tyrkiet… Først og fremmest må vi udtrykke vores medfølelse, vores samhørighed og broderskab med ofrene og med deres familier.

På et tidspunkt som dette fortsætter vi selvfølgelig klassekampen for at støtte alle undertryktes kamp; men ud over det forsvarer vi menneskeheden mod barbari. Den humanistiske dimension i det revolutionære engagement forbliver vores ledestjerne. Enhver progressiv politik starter med indignation, med følelser. Den handler selvfølgelig ikke kun om dette, men det er udgangspunktet. Lad os ikke gøre tårer og tanker til modsætninger! Lad os ikke ævle løs med paroler, lad os ikke skrive med en iskold pen. Her og nu skal vi hjælpe ofrene og deres familier, tage del i sorgen, respektere minutter af stilhed, deltage i solidaritets-arrangementer. Vi er en del af denne bevægelse – og det er med det som udgangspunkt, at vi kan redegøre for vore holdninger.

Uanset imperialismens rolle bærer Islamisk Stat selv ansvaret for sine handlinger
Revolutionære må klart og utvetydigt afvise fundamentalistisk barbari. Det må bekæmpes – med anvendelse af vore egne metoder og ud fra vores egen tilgang – og ikke på den måde, vores politiske ledere griber til. Men barbariet må aktivt besejres.

Under indtryk af begivenhederne har venstrefløjens organisationer og fagforeningerne givet efter for appellen om national enhed, mens andre – som en reaktion mod dette – har lagt så meget vægt på Vestens meget reelle politiske og historiske ansvar, at man ikke kan høre fordømmelsen af Islamisk Stat. Som dagene er gået, er holdningerne ofte blevet mere afklarede. Og heldigvis for det. Men vi kan stadig læse en masse artikler, som giver udtryk for, at selv om angrebene "ikke kan undskyldes", så var det nødvendigt først og fremmest at tage højde for "sammenhængen" – men da analyserne af denne sammenhæng dybest set er reduceret til en opregning af imperialistiske ugerninger, kunne man konkludere, at de fundamentalistiske bevægelser blot reagerer på stormagternes handlinger, og at vi derfor bør indrømme dem formildende omstændigheder. Det er nødvendigt at fjerne enhver tvetydighed omkring dette spørgsmål.

Besynderligt nok er der mange skribenter på venstrefløjen, som fordømmer de fundamentalistiske angreb, men som ikke vil sætte et konkret navn på de bevægelser, der begår dem. Endnu mere mærkeligt er der mange organisationer, som ikke tøver med dette (at nævne de skyldige med navn og at forklare deres reaktionære karakter), men som ikke drager nogen praktiske konsekvenser heraf. Når det kommer til spørgsmålet om vores opgaver, så bliver kampen mod terrorisme og mod disse fundamentalister ikke nævnt, hvilket for øvrigt giver vores ledere et monopol på de konkrete tiltag.

Vi er i almindelighed enige om at kæmpe mod imperialismen og dens krige, den ødelæggende kapitalistiske globalisering, ulighed og diskrimination, ideologien om civilisationernes sammenstød, racisme – herunder islamofobi – arven fra den koloniale fortid, sikkerhedspolitiet og undtagelsestilstanden, appeller om national enhed og social fred. Således er vi i offensiven mod nogle af årsagerne til og konsekvenserne af de dramatiske begivenheder, som vi gennemlever.

Men vi må også bekæmpe den indflydelse, som Daesh (blandt andre) har i vore egne samfund, og konkret udtrykke vores solidaritet med den folkelige modstand i udviklingslande, som bliver sønderrevet af religiøs fanatisme – om noget en internationalistisk pligt! På dette spørgsmål findes der en "blind plet" hos store dele af den radikale venstrefløj, selv hos dem, der ikke synker ned i en ødelæggende "lejrtænkning". Det er derfor, vi tillægger dette spørgsmål betydning i nærværende bidrag.

Islamisk Stat, og andre tilsvarende bevægelser, handler ikke kun som en reaktion, de handler ud fra deres egen dagsorden. De er politiske aktører, som forfølger bestemte mål. Der er ikke meget tvivl om, at Daesh faktisk er ansvarlig for angrebene i Paris. Denne organisation har opbygget en stat i svøb på et område på størrelse med Storbritannien. Den kører et statsapparat, den har ophobet umådelig rigdom (anslået til næsten 1,8 mia. $), den organiserer udsmuglingen af olie og bomuld. Den fører militære operationer på flere fronter, den har rekrutteret IT-specialister på højeste niveau. Det er ikke en marionet! De er ansvarlige for deres gerninger – totalt ansvarlig for de angreb, de har begået så mange steder.

Dens eget ansvar forsvinder ikke, bare fordi imperialismen også har skyld, uanset hvor stor den er og har været længe: Fra Sykes-Picot aftalerne i det tidlige 20. århundrede til stormagternes nuværende intervention. Det hævdes tit, at uden den amerikanske intervention i Irak i 2003 (som destabiliserede hele regionen og ødelagde stater), ville Daesh ikke eksistere. Det er kun sandt i forhold til en specifik udvikling, der førte til grundlæggelsen af Islamisk Stat, som vi kender den. Ellers er udsagnet forkert. De jihadistiske styrkers opdukken udspringer ikke automatisk af imperialistisk dominans; det er et sammensat produkt af mange faktorer, der rækker fra den arabiske (og europæiske) venstrefløjs fallit til det regionale borgerskabs beslutning om nødvendigheden af at opbygge nye kontra-revolutionære kræfter, for at styrke deres egne regionale ambitioner og bekæmpe det revolutionære opsving i den arabiske verden. Det er også sandt, for så vidt angår fremkomsten af religiøs fundamentalisme i andre verdensdele, også i lande, der ikke har været udsat for noget, der kan sammenlignes med krigen i 2003, som fx Indien (den hinduistiske yderste højrefløj), Burma (buddhistisk yderste højrefløj) eller i USA (den kristne højrefløj – meget magtfuld længe før 2001 og meget tæt på Bush).

Endnu engang om "barbarismernes sammenstød"
Der er et vestligt imperialistisk ansvar, ligesom der var efter 1914-18 krigen (med Versailles-traktaten) i forhold til nazismens fremvækst i Tyskland. Den tids antifascister undlod ikke at gøre opmærksom på dette ansvar. Men da først Nazipartiet var trådt i karakter, blev det bekæmpet som sådan. Og Daesh er trådt i karakter…

Vi skal blive ved med at forklare sammenhængen, men Islamisk Stat skal ses for det, den er, ikke blot som en skygge af Vesten. Moderne imperialisme, neo-liberal politik, kapitalismens globalisering, koloniale forretninger og endeløse krige alt dette ødelægger den sociale sammenhæng i et stigende antal lande, og slipper alle slags barbarisme løs. Men religiøs fundamentalisme er i sig selv en formidabel kraft i denne opløsning af hele samfund.

Der er ikke i dag en "første klasses barbarisme" (Vesten) som vi skal bekæmpe i dag, og så en "anden klasses barbarisme" (Daesh og lignende), som vi kan bekymre os om i en ikke nærmere defineret fremtid. Også det modsatte er sandt: Vi skal ikke acceptere imperialistisk barbari og "allierede" diktaturer, med kampen mod fundamentalistisk barbari som undskyldning. Der er ikke nogen rækkefølge i rædslerne. Vi må aktivt og uden tøven forsvare alle ofre for disse to former for barbarisme, som ernærer sig ved hinanden, ellers vil vi fejle i udførelsen af vore politiske og humanitære pligter.

Før de hævdede deres uafhængighed og vendte sig mod deres sponsorer, blev religiøse fundamentalister i begyndelsen ofte støttet af Washington under henvisning til "kampen mod Sovjetunionen" (i Afghanistan, Pakistan…). Der var intet progressivt ved disse dybt reaktionære bevægelser. Der er ikke nogen "reaktionær anti-imperialisme"! De ønsker at gennemtvinge en samfundsmodel, der er både kapitalistisk og bagudskuende, totalitær i ordets egentlige betydning. Selvfølgelig bliver Frankrig ramt på grund af sin Mellemøsten-politik og sin koloniale og post-koloniale fortid. Men når Daesh slagter yezidier, fordi de er yezidier, gør befolkninger til slaver, sælger kvinder, destabiliserer Libanon, udøver ekstrem, sekterisk vold (især imod shiiter), hvad er da forbindelsen til en formodet anti-imperialisme?

Fundamentalistiske bevægelser har ikke alle den samme basis eller den samme strategi. Er nogle af dem, som Islamisk Stat, fascister? De har ikke de samme (komplekse) forbindelser med dele af det imperialistiske borgerskab, som fascisterne havde i 1930ernes Europa, men de reproducerer dem i forhold til dele af borgerskabet i de "regionale magter" som fx Iran, Saudi-Arabien, Qatar, Tyrkiet… De tiltrækker det "menneskelige støv" fra de samfund i opløsning, men også folk fra middelklassen, småborgerskabet og faglærte arbejdere. De bruger "terror fra neden" til at gennemtvinge deres dagsorden. De umenneskeliggør dem, der er anderledes, og gør dem til syndebukke, ligesom gårsdagens nazister gjorde med jøder, sigøjnere og homoseksuelle. De udsletter enhver form for demokrati og alle former for progressive folkelige organisationer. Religiøs begejstring har samme funktion, som national begejstring havde i mellemkrigstiden, og sætter dem herudover også i stand til at vokse internationalt.

Det ville være mærkeligt, hvis ikke den globaliserede kapitalismes krampetrækninger gav anledning til nye former for fascisme, ligesom det ville være mærkeligt, hvis disse nye former – i den en e og den anden henseende – lignede fascismen i det sidste århundrede. Der er en forskel til europæisk fascisme: Denne fascisme hører til i et krydsfelt mellem totalitær fundamentalistisk reaktion, kriseramte stater i opløsning, og den imperialistiske økonomiske og militære dominans, der gennemsyrer hele regionen.

Kampen mod terrorisme må føres af folkene i regionen, og ikke af en koalition af Vestmagter. En ny militær intervention fra de imperialistiske magter og Rusland, hver især flankeret af Golfstaterne og det syriske diktatur, kan svække Daesh militært, men det vil kun fremprovokere et modangreb fra alle sunnier i regionen.

Krisen i det franske samfund
Angrebene den 13. november blev hovedsageligt begået af franskmænd eller fransk-belgiere – Frankrig og Belgien er de lande, hvor hovedparten af rejserne til Syrien finder sted fra. Det er ikke mennesker med én bestemt profil eller en bestemt gruppe, der ser sig selv på linje med Islamisk Stat. De kan komme fra troende familier, de kan være sekulære muslimer eller ikke-muslimer: Nyligt konverterede ikke-arabere udgør en stor del. På samme måde kan de både komme fra en meget udsat baggrund eller fra stabile miljøer, være kriminelle eller ej. I nogle tilfælde er "radikaliseringen" af et individ afslutningen på en lang proces; for andre er det en pludselig omvæltning. Som det kunne forventes, kommer de fleste af de mænd, der har udøvet angreb i Frankrig, fra særligt udsatte miljøer, har været fængslede eller været bandemedlemmer – men ikke alle.

Stillet over for denne mængde af profiler kan vi ikke stille os tilfredse med simple forklaringer, som kun er sociologiske (marginalisering eller racemæssig udstødelse …) eller kun historiske (den postkoloniale dimension).

I modsætning til tidligere radikaliseringsbølger blandt ungdommen, er denne meget lille og ikke inspireret af de samme humanistiske forhåbninger. Islamisk Stat præsenterer sig selv på den mest brutale måde: "Kom med her, og skær hoveder af". Den franske praktiserede tortur i stor målestok, specielt under Algierkrigen, men regeringen og hærledelsen benægtede hårdnakket deres forbrydelser; der var ingen opfordringer med "Meld dig til din Store Hær og dyrk tortur med os"! Daesh leverer en udtrykkelig fortælling om had og udelukkelse af de, der er anderledes (ligesom de mest ekstreme elementer på det yderste højre). Der er ingen lighed overhovedet, mellem dem, der i dag rejser til Syrien, og dannelsen af de Internationale Brigader under den spanske borgerkrig – eller radikaliseringen i 1960erne.

Der er ikke nogen selvfølgelighed i alt dette, eller i brugen af masseterror. Hvis man påstår, at terrorisme er de undertryktes "naturlige" våben i en "asymmetrisk" krig, så ignorerer man alle erfaringer fra de store befrielseskampe i de sidste hundrede år, fra de revolutionære krige. I kampen for uafhængighed og mod imperialismen i Indokina og Latinamerika blev der sjældent brugt terrorisme, og de kæmpende bevægelser indså hurtigt, at de politiske omkostninger ved den slags aktioner var for høje – og at de gav mange etiske problemer. I Algeriet havde FLN bevæget sig ind på dette område, men droppede det hurtigt igen efter pres fra sektorer i FLN og fra solidaritetsbevægelserne.

Vi lider under de yderste konsekvenser af "den politiske krise", af den udstødelse, der er indbygget i de neoliberale samfund og deres voksende uretfærdighed, af de nederlag, som de radikale 60er- og 70er-generationer led, af venstrekræfternes manglende evne til at tilbyde et radikalt perspektiv og til at agere blandt de udsatte befolkningsgrupper. Vi er faktisk inde på områder, som de færreste af os forstår: psyko-sociologien, forholdet mellem skrøbelige individuelle identiteter og de sociale strukturers opløsning, unge mennesker i søgen efter identitet. Islamisk Stat tilbyder en rustning, med identitet og med magt: Magten ved en offentlig fremtræden, våbnenes magt, magt over kvinder, magt over liv og død… Og det er i langt højere grad det, end en påstået anti-imperialisme, der gør Islamisk Stat attraktiv.

Disse spørgsmål er vi nødt til at beskæftige os mere med, end vi har gjort hidtil, og vi kan allerede se nogle af konsekvenserne. Den anti-racistiske kamp – uanset hvor vigtig den er – er ikke tilstrækkelig. Stillet over for den neoliberale individualisme og dens anonymitet (hvem kender egentlig sine naboer?), er vi nødt til at genopbygge steder, hvor folk kan mødes, tale sammen og "leve sammen" – og genoptage grundlæggende overvejelser om etik, engagement og kamp.

I den situation udgør enhver form for racisme en dødelig fare, selvfølgelig også statsracismen, men ikke kun den. Lad os bekæmpe alt, der kan bidrage til lokale spændinger eller sætte undertrykte grupper op mod hinanden, uanset om vi har at gøre med anti-arabisk racisme eller negrofobi, anti-semitisme eller islamofobi, diskrimination mod romaer … – og for at gøre det, så lad os skabe en kultur, hvor vi lever sammen, med respekt for alles rettigheder.

Vores internationalistiske opgaver
De nylige begivenheder (13. november, bombesprængningen af det russiske fly over Sinai…), har skabt et skifte i alliancer, som man allerede tidligere kunne øjne, med dannelsen af en stor koalition: Ruslands indtog, Frankrigs opgiven af sin påståede uafhængighed, selv Saudi-Arabien udviste bekymring over Islamisk Stats fremgang… På den anden side er Assads regime blevet styrket, samtidig med at dette styre er udgangspunktet for den syriske krise og er skyldig i en række kendte forbrydelser. Vil dette være nok til at fremme en midlertidig aftale mellem regionale magter, der tilhører de såkaldte "blokke", sunnier og shiiter?

Det er endnu for tidligt at vurdere de fulde konsekvenser af dette vendepunkt i den internationale situation. I øjeblikket vil vi understrege følgende punkter:

Kompromisserne mellem Vesten og Tyrkiet eller Assads regime vil blive indgået til skade for de styrker på landjorden, der mest fortjener vor støtte, nemlig kurderne, yezidierne, de progressive og ikke-religiøse dele af modstanden mod regimet. Vi må give dem vor politiske og materielle solidaritet og kræve, at de får en passende våbenhjælp, hvilket de progressive dele af FSA (Frie Syriske Hær) aldrig har fået (og alligevel gør de modstand!), og som kan kurderne, især på den syriske front, kan risikere at miste. Vi må erkende, at vi i Frankrig aldrig har gjort det, som vi burde gjort på dette punkt.

Koalitionens intensivering af bombningen, hvor en ublu pris betales af civile, vil sandsynligvis styrke det publikum, som Daesh og andre islamiske elementer i Syrien har. Resultatet af denne politik ender sandsynligvis med at styrke både Assad-regimet og de fundamentalistiske organisationer (startende med Islamisk Stat)! For at undgå at falde i denne fælde, må vi bryde med stormagternes logik: Vi må hjælpe de folkelige kræfter i Syrien og Irak med at fortsætte deres kamp, i stedet for at forsøge at erstatte dem eller marginalisere dem yderligere.

Vi må derfor kæmpe imod den krigspolitik, som vores regeringer står for, men også forstå den ssærlige karakter af denne konflikt, som er meget forskellig fra krigene i Indokina eller i Algeriet: Dengang betød tilbagetrækningen af franske eller amerikanske tropper afslutningen på den vigtigste udenlandske indblanding og skabte forudsætningen for sejr.

Dette er ikke tilfældet i dagens Mellemøsten: Her vil der fortsat være Tyrkiet, Iran (og Hezbollah), Saudi-Arabien, Qatar, Algeriet, Egypten… Og i et så komplekst geopolitisk billede er vi nødt til at lytte til de folkelige bevægelser, som vi støtter, for at vi kan forholde os til hvad de har behov for, materielt og politisk.

Det er folket som bør bestemme, ikke den imperialistiske koalition. Men, og dette er en særlig dimension af denne krig, både kurderne og de syriske demokrater har efterspurgt, og efterspørger fortsat, medicinsk og militær hjælp, også fra de vestlige regeringer.

De er nødt til at få dette. Intet kan erstatte beslutningsretten og selvbestemmelsen hos de syriske og kurdiske demokratiske kræfter, og vi skal ikke tøve med at hjælpe dem, og presse vores regeringer til at imødekomme deres appeller.

På det internationale niveau må Vestens kræfters hykleri fordømmes: På den ene side hævder de, at de kæmper imod terrorisme, og på den anden side støtter de regimer som Qatar, Saudi Arabien og Tyrkiet.

Koalitionen der bliver dannet, er på ingen måder en "demokratisk" alliance imod en totalitær trussel. I tillæg til vores "klassiske" imperialisme, som inkluderer Putins Rusland, Saudi Arabien – hvis regime er meget tæt på den samfundsmodel, vi kender fra Daesh – Qatar, det iranske teokrati, Erdogans Tyrkiet… Uanset karakteren af Islamisk Stat, er enhver analogi med en "anti-fascistisk demokratisk front" ugyldig. Vi er hverken med koalitionen, med Daesh eller med Assad. Vi går ind for retten til folks selvbestemmelse – inklusiv det palæstinensiske folks – imod alle former for barbari.

Et vendepunkt i den hjemlige situation
Ligesom i januar efter massakren på journalisterne på Charlie Hebdo, de myrdede politifolk og angrebet på Hypercacher supermarkedet har følelserne overvældet vores land – hvilket selvfølgelig er fuldstændig oplagt. [note 1] Der er sket en flerdobling af islamofobiske angreb, men de bliver i virkeligheden kun begået af et fåtal af befolkningen. Sammenholds- og solidaritetshandlingerne er også mangedoblede: sympatiske smil, når man møder en marokkaner i metroen, tydeligt (omend gammeldags) galanteri, når man giver plads for en tilsløret kvinde, genoplivningen af steder, hvor man fester og blander sig, og afvisningen af falske lighedstegn [mellem terrorister og almindelige muslimer] …Desværre bliver alle disse handlinger ikke talt op og indgår ikke i statistikkerne.

Og ligesom i januar får sikkerhedspolitikken anerkendelse, og ordensmagten roses. Regeringen har, endog mere end i januar, grebet muligheden for at indføre drakoniske retsændringer. I går var det tilfældet med den efterretningslov, som gav efterretningsvæsnet overvældende bemyndigelser. I dag gælder det indførelsen af undtagelsestilstand og parlamentets velsignelse af dens skærpelse, det gælder den franske regerings appel til EU om at følge efter, særligt hvad angår overvågningen af flypassagerer og det gælder Hollande-regeringens.

Frankrig har allerede mulighed for at indføre to slags undtagelsesindgreb, som særligt blev udviklet i forbindelse med Algierkrigen: undtagelsestilstanden (en halvvejs militær undtagelsestilstand, der løser politi og militær fra domstolene og begrænser frihedsrettigheder) og belejringstilstanden (en fuld militær undtagelsestilstand, der overdrager magten til hæren). Hvorfor er det ikke nok for vores ledere? Fordi brugen af undtagelsestilstanden, eksempelvis, er tidsbegrænset og forudsætter en afstemning i parlamentet – som i dette tilfælde viste sig at være nærmest enstemmig: den blev støttet af det overvældende flertal af Socialisternes, De Grønnes og Kommunisternes parlamentarikere. En grundlovsreform ville give regeringen (eller præsidenten?) mulighed for lettere at gennemføre undtagelsesindgreb – og gør i sidste ende undtagelsen til reglen: hærens indblanding i poltitiets arbejde, vilkårlige ransagelser, ”præventiv” varetægtsfængsling, forbud mod demonstrationer og strejker, pressecensur osv. Det præcise indhold i den lov, Hollande vil foreslå, er stadig ukendt, men dens intentioner er ikke. Styret vil blive stadig mere autoritært og militariseringen af samfundet vil tage et spring fremad.

Der er mange, som er bekymrede over hvad der kommer til at ske, hvis Marine Le Pen og Front National vinder valget (et scenarie, der ikke er politisk fiktion), men de spørger ikke, hvad Hollande, Valls, Sarkozy og de andre vil gøre. Derfor er det så vigtigt at huske på, hvad ”republikanske” regeringer har gjort tidligere – blandt andet tortur i Algeriet og vedtagelsen af en amnestilov, der udelukkede muligheden for at dømme de skyldige (man kan kun blive beskyldt for at støtte tortur, hvis man efterfølgende forsvarer brugen af det), medieboykotten af massakren på algeriere i Paris den 17. oktober 1961 (der om noget var statsterrorisme) Algier-generalernes kupforsøg, de mange beskidte spil i efterretningsvæsnet, angrebet på Greenpeaceskibet Rainbow Warrior (som dræbte en person, endnu et eksempel på statsterrorisme), mordene på kanakkernes ledere osv. I det hele taget kan det samlede opbud af sikkerheds- og overvågningstiltag, som er blevet indført i de seneste år, give enhver regering mulighed for at føre en snigende borgerkrig, når det passer dem. Endeligt er der, ud over en tendens mod et samfund domineret af sikkerhedstiltag, en politisk kalkule. Hollande og Valls støtter sig til undtagelsestilstanden for endnu engang at bruge det bonapartistiske arsenal til at løfte sig selv op over partier og institutioner.

Manøvren sigter på at neutralisere de elendige resultater for regeringerne siden 2012, og at opnå bedre valgresultater for Socialistpartiet. Hollande og Valls spiller højt spil: De kan trække sikkerhedskortet, støttet af den 5. Republiks institutioner, men i den øjeblikkelige politiske situation, hvor der blæser gunstige vinde for højrefløjen og den yderste højrefløj, er det de kræfter, der mest sandsynligt vil få glæde af denne manøvre.

Modstanden mod udvidelsen af nødretstilstanden har været meget svag på den parlamentariske venstrefløj, men væsentlig mere markant blandt almindelige mennesker (for eksempel er der modstand i det franske Kommunistparti mod parlamentsmedlemmernes stemmeafgivning), og i de folkelige bevægelser og i de faglige organisationer, især i [landsorganisationen] Solidaritet, men også i CGT.

Det nuværende politiske øjeblik er fyldt med meget store farer. Politisk demokrati er blevet tømt for indhold, valgte forsamlinger har ikke længere kontrol over de vigtigste beslutninger (som bliver taget af EU, World Trade Organisation, og mellemstatslige regeringsaftaler…). Nu er det borgerrettigheder, som allerede er under angreb, der er på vej til at blive en tom skal. Regeringen vil give samfundet stuearrest. Men befolkningen er ikke bevidst om det.

Nøglen er at forbinde de forskellige platforme for modstand, at vise vores solidaritet med ofrene for terrorisme, at give de frihedskæmpende folk de nødvendige materielle politiske og militære midler for at overleve og vinde, at støtte de progressive og ikke-konfessionalistiske [note 2] kræfter, der kæmper på jorden, mod både Daesh´ blodige, terroristiske obskurantisme, og mod Assad-regimet, som det i så høj grad har favoriseret. Det betyder et stop for engagement i krige og bombninger, stop for støtte til absolutistiske regimer, og stoppe med at understøtte sociale og politiske uretfærdigheder i Mellemøsten og andre steder.

De progressive kræfter i Frankrig er i en ret katastrofal tilstand, men i dette afgørende øjeblik, eksisterer der nogle støttepunkter for modstand: I befolkningens fælles følelse af solidaritet, i unge menneskers reaktion, i det, at mange organisationer og fagforeninger nægter at acceptere drakoniske tiltag og en permanentundtagelsestilstand. Her er grundlaget for at bygge en enhedsfront til forsvar for frihed – hjemme og i udlandet, for at leve sammen, for solidaritet.

Fredag den 27. november 2015. Denne artikel var oprindelig skrevet til den spanske webavis Viento Sur. Her oversat fra International Viewpoint af Steen Andersen m.fl.

Noter:

[1] Vi henviser til den artikel, vi skrev, da Charlie Hebdo blev angrebet: Charlie Hebdo – And now what? The events, their impact and the issues at play.

[2] Her mener vi bevægelser, der fremmer "konfessionalisme", repræsentation gennem "religiøse fællesskaber", som fx i tilfældet med det libanesiske styre (et repræsentativt system, som venstrefløjen tager afstand fra). Det "konfessionalistiske" styre i Libanon har til formål at bevare status quo. Vi mener derimod ikke bevægelser "med religiøse referencer". Bevægelser tilknyttet befrielsesteologien var fx med i sociale konflikter og klassekampe.

François Sabado og Pierre Rousset er begge medlemmer af Fjerde Internationales ledelse og aktive i det Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) i Frankrig.

 

Opslået i Fjerde Internationale, Mellemøsten

single.php