Kan et teaterstykke undersøge, om vi er klar til at definere og skabe en ny virkelighed? Kan et teaterstykke være med til at frembringe en gennemgribende forandring i en situation med krise på krise i “den reelt eksisterende kapitalisme”? Et radikalt brud – det vil sige en revolution?

 

(foto. Emilia Therese)

Det prøver teateret S/H – Sort/Hvid – i København med stykket Revolution. Premieren var i august på Åbne Scene på Godsbanen i Aarhus. Og fra den 2.-13. oktober spiller det på Aarhus Teater

 

“Vi er alt for optagede af økonomi. Værdimæssigt er vi kørt af sporet. Alt skal kunne betale sig. Vi trænger til en revolution. Hvor skal vi begynde?” Siger instruktøren af stykket, Christian Lollike.

 

Er det så det, stykket kan være med til at sætte i gang? Socialistisk Information har snakket med Maria Kallehauge Jessen og Janus Noack og bedt dem anmelde forestillingen.

 

Scenen er sat

Kostymerne skifter – startende med to kvinder; en i hvidt, en venlig revolutionær, den anden i sort, en ironisk liberal skæbne, som vores anmeldere udtrykker det.

 

To mænd i grå bukser, sort overdel. Den ene af mændene er midt i en skilsmisse, som lige nu er fokus i hans liv. Det er disse fire skuespillere, der optræder robotagtig med lydeffekter, noget metallisk og i pludseligt skiftende tempo.

 

Scenen er med neonlys, uv-maling, fugleagtig. Alle har parykker på, men tager dem af i løbet af stykket. Rammen brydes op, og tilskuerne involveres. Til sidst forandres ansigterne, personerne smelter sammen på en eller anden måde.

 

Det er i en stor virksomhed, Ikea – Ikea-verden. Verden er ved at forandre sig, og “hvad skal vi gøre?”, “hvor skal vi begynde?”

 

To små piger fra dørene ved siden af kommer ind i stykket, men kun denne ene gang, og siger “I lykkes ikke at bryde ud!”

 

Håbløshed

“Vi tror på håbløsheden som motivationsfaktor” – udtrykker de fire mennesker/robotter – noget man kan føle på; nu er de sårbare, noget menneskeligt. Så tager de fire klædedragterne og maskerne af, og vi ser, at de har de problemer, man nu kan have. Musik, sang og rock sætter ind, så de kommer tæt på sig selv, nærmest nøgne, dog med underbukserne på. De vil åbenbart vidt forskellige steder hen.

 

De to piger – dem, der siger noget ved sidedørene, skyder sig selv i protest mod det manglende håb.

 

Intet svar

De to teatergængere starter med at sige, at stykket ikke var, hvad de havde forestillet sig. Da de gik ud fra teatersalen, var det ikke lige med en tanke om at opfordre andre til at se Revolution. Men når vi nu sidder her entusiastisk og snakker om stykket, så jo – alligevel. Her er deres tanker:

 

Stykket ikke handler ret meget om revolution, men viser blot det store usikkerhedsfelt, vi er i nu. Det er vel det, teaterstykket handler om, som eksempelvis samspillet mellem de fire typer – det er jo genkendeligt.

 

Stykket får os jo til at overveje forholdet samfund og revolution. Hvordan kommer vi derhen? Intet svar. Vi må selv finde ud af det. Men det undrer, at tekstforfatteren til stykket, kulturteoretiker ved Københavns Universitet, Mikkel Bolt, kalder sig selv revolutionær og marxist.

 

Det sætter vi spørgsmålstegn ved. I hvert fald på baggrund af denne forestilling. Hvordan kan man lave et stykke om revolution uden at have noget med om udbytning, undertrykkelse og klasser? Eller solidaritet for den sags skyld? Hvordan kan man se på en verden fuld af kriser og ikke adressere, at en ekstrem lille gruppe mennesker, der alene på baggrund af sine mange penge, tiltusker sig en stor del af de værdier, som det store flertal producerer?

 

Den udbytning er reel. Vi kan mærke den på vores kroppe, når vi hele tiden skal have presset lidt mere arbejde ud af vores liv, til glæde for stadig færre. Klassesamfundet omslutter os, og revolutionen må vel være en reaktion og udfrielse fra denne presballe. Hvordan kan man skrive om revolution uden at omtale magt? Magten over samfundet og vores tilværelser?

 

Selvhad
Hvis ikke en revolution er omvæltningen af gamle udlevede magtstrukturer og institutioner, hvad er det så? Som Lenin sagde, “revolutionen kommer, når dem, der regerer ikke længere kan regere, og dem, der regeres, ikke længere vil lade sig regere”.

 

Stykkets fokus er langt inde i egen skyld – og negligerer fuldstændigt overklassen og kapitalen. Hvordan kan man udelade overklassen, så oprøret ikke bare er noget abstrakt, men et opgør mod nogle konkrete mennesker og institutioner? Stykket har heller ikke et gran af det klassehad, der sparer sammen til en revolution af den store slags. Ingen refleksion af den retfærdige vrede over kapitalens nedbrydning af livsmuligheder for milliarder.

 

Uden klassehad er der bare selvhad tilbage, og uden et sådant klassehad står stykket og dets karakterer tilbage med selvhad. Og modstanderen synes nærmest at være inde i dig selv. Skyldfølelsen sætter sig så igennem. Selvhad kan man ikke opbygge solidaritet og handling omkring.

 

Opvågnen

På plakaten for stykket står Revolution med skudhuller i. De eneste skud i stykket er, da børnene, de to piger, skyder sig selv. Musik og sang spiller skuespillerne selv rockagtigt – måske mere punkagtigt med metalliske lydeffekter.

 

Stykket er vel en beskrivelse af storbyselitens virkelighed med dilemmaer i menneskets forfald – med stress og depression. Ensomhed og døden. Eller menneskets opvågnen!

 

Revolution handler vel mere om utopisk socialisme, om at lave sig selv om. Men hvis vi skal lave verden om, er vi nødt til at vise sårbarhed. En sårbarhed, der vises til sidst. De kan røre hinanden, og de kan være i situationen uden at tale sammen.

Opslået i Facebook, Kultur

single.php