af SAPs Forretningsudvalg

Det er ikke en ny idé, Løkke har fået, når han vil nedrive boliger i udsatte boligområder. Det var også et element i ”Ghettoplanen”, som han fremlagde i forbindelse med Folketingets åbningstale i 2010. Der blev lavet en liste over bebyggelser, som ifølge regeringens nye definition kunne betegnes som ”ghettoer”. Planen indeholdt en række tiltag, hvoraf kun nogle er sat i værk. Nedrivninger af enkelte boliger eller boligblokke er en af dem. Boligområderne skal ”åbnes op”, som det allerede den gang blev italesat. I diskussionerne omtales de også som ”lukkede områder”. Et stærkt billede, der associerer til mure, pigtrådshegn og aflåste porte, hvor kun særligt udvalgte har adgang.

 

De fattigste bliver taberne
Nedrivningerne er for nuværende sket nogle få steder, bl.a i Gellerupparken i Århus. Og flere er på vej. Nedlægning af boliger i forbindelse med nedrivning eller sammenlægning af lejligheder sker som regel i forbindelse med såkaldte ”helhedsplaner”, der skal sikre en fysisk og social genopretning af områderne.

En helhedsplan er ikke nogen enkel affære at gennemføre. Det kan tage adskillige år at få planlægning, finansiering og beslutningsprocesser på plads, inden selve byggeriet kan starte. Og der er store udgifter til nedrivning, byggeri og manglende fremtidig husleje for de boliger, der fjernes. Det hele betales af huslejekroner: Beboernes opsparing i Landsbyggefonden og fremtidige huslejestigninger.

 

De beboere, der bliver boende, oplever en nyistandsat bolig, men typisk også en stor huslejestigning. Nogle vælger frivilligt – eller tvinges af økonomiske grunde til – at flytte på grund af huslejen.

 

De, der mister deres boliger på grund af nedrivning eller sammenlægning, skal genhuses i en anden bolig i samme lokalområde. Der bliver ikke nødvendigvis bygget nyt til formålet.
Samlet set bliver resultatet: 1) Udbuddet af almene boliger bliver mindre. 2) Den gennemsnitlige husleje stiger. 3) Det bliver svært for de fattigste at finde en passende bolig. 4) Beboersammensætningen i de renoverede boliger ændres.

 

Det sidste bliver undertiden fremhævet som selve formålet med en helhedsplan. Men de øvrige konsekvenser er der ikke politisk fokus på. Disse spiller kun alt for godt sammen med kontanthjælpsloftet og alle de andre ”reformer”, der skal straffe dem, der af den ene eller den anden grund er røget ud af arbejdsmarkedet.

 

Demokratisk underskud
Statsministeren kan godt slå ud med armene og love at ”bryde betonen op, rive bygninger ned, sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder.”. Men han er ikke givet magten til at gennemføre det uden videre. Borgerne har heldigvis nogle grundlovssikrede rettigheder. Myndighederne kan ikke retmæssigt – med en uklar begrundelse – ekspropriere folks boliger sammen med den opsparing, de har i boligen, og bruge pengene til at rive boligen ned.
I en almen boligafdeling kan dette kun ske ved en demokratisk beslutning på et beboermøde. Man kan undre sig over, at boligforeninger, som er sat i verden for at opfylde et boligbehov, frivilligt går med til at nedlægge anvendelige boliger.

 

Men sagen er, at boligselskaberne er under et voldsomt politisk og økonomisk pres. Boligselskabernes Landsforening prøver at varetage deres medlemmers interesser og protesterer f.eks. over regeringens retorik og brug af ”ghettolister”. Men samtidig retter de ind og gennemfører store dele af regeringens politik.

 

De kigger måske ud i verden og ser den bølge af privatisering, som skyller hen over boligsektoren. Regeringerne har i årevis været i gang med af afvikle alt, hvad der ligner sociale boliger. Kan regeringen finde på at gøre de samme i Danmark? Over for den trussel – tænkt eller reel – vælger de samarbejde frem for konfrontation.

 

Der er en reel konflikt om Landsbyggefondens midler. Det er beboernes penge, opsamlet gennem bidrag fra huslejebetalinger. Men man skal ikke være så naiv at tro, at det så er landets ca. 550.000 lejere i almene boliger, der bestemmer kollektivt over fonden.

 

Staten har lagt sin klamme hånd på pengene. Statsministeren opfører sig som om det er statens penge på linje med finansloven. Landsbyggefonden ”forhandler” med staten om retningslinjerne. Og pengene bruges til mange formål, f.eks. plejehjemsbyggeri.

 

Når en boligafdeling står over for en større renoveringssag, skal de have penge fra Landsbyggefonden. De får et tilbud, der indeholder de elementer der skal indgå i sagen. Det kan f.eks. være tagrenovering, vinduesudskiftning, nye badeværelser, lejlighedssammenlægninger og nedrivning af nogle opgange. Det er så pakken. Take it or leave it.

 

Hvem tør i den situation sige nej til at få udskiftet et sundhedsfarligt, smuldrende asbesttag?
”Man forhandler ikke med Landsbyggefonden”, som en tekniker fornylig kom til at sige på et beboermøde, hvor nogle beboere var kritiske over for en helhedsplan, som han havde været til møde med fonden om.

 

Kræv billige boliger, demokrati og indgreb over for byggemonopoler
Der er rigtigt store problemer i de udsatte boligområder, som der skal tages hånd om, bl.a. med sociale indsatser. Men boligproblemer handler også om de mange, der bare har brug for et sted at bo eller bor for dyrt eller dårligt.

 

Vi må kræve, at der bliver bygget nogle billige boliger.

 

I de udsatte boligområder skal huslejen ned, samtidig med at der sker en fysisk renovering. Det vil kunne tiltrække nye typer af beboere, f.eks. studerende eller bare folk, der gerne vil bo billigt og godt.

 

Staten skal hellere bruge pengene på generelt lavere husleje, end på individuelle tilskud. Det vil skabe mere lige vilkår, hvor alle slags mennesker oplever, at de får glæde af statens tilskud.
Landsbyggefonden skal demokratiseres, så det bliver Beboernes Landsbyggefond. Det er et krav som der vil være opbakning til ikke mindst hos de beboere, der oplever at blive “kørt over” af Landsbyggefondens krav til en helhedsplan. Her er der en demokratisk grundstruktur at bygge på, lige fra det lokale beboerdemokrati over boligselskaberne til toppen i Boligselskabernes Landsforening. Perspektivet er mere lokal selvforvaltning med udgangspunkt i de mangfoldige sociale aktiviteter, der findes i boligafdelingerne.

 

Der skal skabes en statslig byggefond, der kan finansiere energiforbedringer og give tilskud til nybyggeri.

 

Der skal gribes ind over for de store entreprenørfirmaer, der sidder på størstedelen af boligbyggeriet.  De har alt for meget magt. Om nødvendigt skal byggeindustrien nationaliseres.

 

SAP’s forretningsudvalg, den 21. januar 2018

Opslået i Facebook, SAP's ugekommentar, Socialt og Bolig Tagged with: ,

af Brais Fernadez, Juan Tortosa

Hvad er Anticapitalistas?

Anticapitalistas er fortsættelsen af Antikapitalistisk Venstre (Izquierda Anticapitalista). Vi har skiftet navn for at imødekomme de krav i Podemos vedtægter, som Podemos’ ledelse har fået gennemført. Vedtægterne forhindrer, at aktivister fra partilignende strukturer kan blive valgt til Podemos’ ledelse.

 

En anden grund er, at begrebet ”venstre” mistede sin tiltrækningskraft i Spanien efter 15M (forkortelse for bevægelsen Indignados, som startede med besættelsen af Plaza del Sol 15. maj 2011).

 

Udover disse begrundelser er det også en ændring i den politiske selvforståelse. Izquierda Anticapitalista så sig selv som en bred antikapitalistisk gruppe til venstre for den reformistiske venstrefløj. Vi nåede imidlertid ikke dette mål. Anticapitalistas har stillet sig et nyt mål: at opbygge brede anti-neoliberale fronter på det parlamentariske område, samtidig med at vi opbygger en selvstændig revolutionær organisation og stærke og uafhængige udenomsparlamentariske bevægelser. Et ændret udgangspunkt for en ny fase efter erfaringerne med 15M.

 

Antikapitalistas 2. kongres havde som tema: ”Opbyg bevægelsen – opbyg antikapitalismen”. Hvilke udfordringer var de vigtigste?

Vi havde to store debatter.

For det første en intens og interessant diskussion om det nationale spørgsmål efter den katalanske erfaring og radikaliseringen af krisen i den spanske statskonstruktion. Det er en åben debat, som er i stadig udvikling. Med udgangspunkt i vores forsvar for retten til national selvbestemmelse stiller vi andre spørgsmål. Hvad betyder dannelsen af en stat og hvordan foregår det? Støtter vi en statsmodel, eller gør vi det ikke? I så fald hvilken? Hvordan er vor tilgang til det nationale spørgsmål uden at ty til det, som Gramsci kaldte kosmopolitisk rodløshed. Samtidig med at vi fastholder et internationalistisk perspektiv.

 

For det andet diskuterede vi, hvordan vi forankrer os i arbejderklassen i en periode med tilbagegang.. Vi må arbejde tættere sammen med ungdommen, fagforeningerne, kvinde- og miljøbevægelsen. Vi vil ikke være en bevægelse, som er stærkt repræsenteret i institutionerne, men som kun har få aktivister blandt græsrødderne.

 

To tredjedele af de delegerede var unge, og der var også mange kvinder med. Hvordan har I grebet generationsskiftet an?

Fornyelsen var helt naturlig, fordi den gamle garde, som kom fra Liga Comunista Revolucionaria – LCR, altid var imødekommende overfor den. De klæbede ikke til interne magtpositioner som i kommunistpartierne. Det har altid været muligt, at skabe plads til fornyelse. Vi samler på de ældres erfaringer, samtidig med vi udvikler nye referencer i fællesskab. For eksempel læser den yngre generation mere Gramsci end Trotskij, og det er helt naturligt. Vi var heldige med den generation, som kom fra LCR. De har en utrolig evne til at integrere nye erfaringer. Det er enestående på den europæiske venstrefløj.

 

Hvordan oplever I spændingen mellem institutionelt arbejde og græsrodsaktivisme i de tusinder af sociale kampe, som I deltager i?

Det er svært. Den kapitalistiske stats parlamentariske institutioner suger mange ressourcer.

Disse forsamlinger skaber et rum, hvor politiske modsætninger bliver løsrevet fra den sociale virkelighed. Det æder megen tid og påtvinger en kunstig timing. Derfor må vi bevare bevægelsens militans. Det bringer andre problemstillinger til organisationen og en forskydning af tyngdepunktet mod græsrødderne.

 

I har et anspændt forhold til flertallet i Podemos’ ledelse. Hvilke vigtige udfordringer er der for Podemos og jeres strømning i Podemos? Hvordan kombinerer I jeres aktiviteter i Podemos med jeres organisatoriske selvstændighed?

Anticapitalistas er ikke en strømning i Podemos. Vi er en organiseret bevægelse, der fremmer brede, radikale bevægelser. Der er ikke alle vores aktivister, der er i Podemos, selvom vi bliver set som ledere af den kritiske fløj. Det er vigtigt at vide det, ellers forstår man ikke Anticapitalistas’ erfaringer. Der er konstant spændinger i forhold til Podemos’ ledelse, som er meget autoritær og har svært ved at praktisere pluralisme. Vi kunne godt tænke os et bedre samarbejde, men det er vanskeligt med den politiske kultur i Podemos.

 

Til slut: Hvad er jeres prioriteringer de næste par år?

Vi må blive bedre forankret lokalt og i de strategisk vigtige sociale kampe: fagforeninger, kvinde- og klima og miljøbevægelsen. Det er en periode med tilbagegang – den herskende klasses reaktion for at få genoprettet den politiske orden. Det er derfor nødvendigt at udvikle kadrer, forsætte arbejdet med politisk nytænkning og en fornyelse af en kritisk marxistisk teori. Men også at gøre fremskridt på den parlamentariske front og bygge udenoms-parlamentariske styrkepositioner, som er stærke nok til at udgøre en modkraft, der kan udfordre kapitalen. Det europæiske borgerskabs projekt for arbejderklassen i Sydeuropa er mere forarmelse og en stærkere og mere autoritær stat.

 

Vi må derfor arbejde for at fremme omfattende og radikale krav, der sigter mod arbejderklassens ledelse, og med udgangspunkt i de sociale konflikter komme med et resolut modsvar i klassekampen. I den proces skal vi også inddrage folk, der ikke nødvendigvis er revolutionære.

 

Oversat fra International Viewpoint af Leif Mikkelsen

 

 

Opslået i Facebook, Fjerde Internationale, Sydeuropa Tagged with:

af Arne Lund

Tydeligst kommer EU-skepsissen til udtryk, når det gælder den frie bevægelighed på arbejds-markedet og social dumpning. Her har SD og DF et interessesammenfald. Og det var ud fra dén betragtning, at 3F’s Per Christensen bragte de to partier yderligere sammen. Om interesse-sammenfaldet så også gælder DF’s støtte til regeringens nedskæring af Arbejdstilsynet, hvor ca. 20 procent af de ansatte skal fyres, er foreløbig et åbent spørgsmål.

 

Også på andre politikområder er der bevægelse. Således har SD “justeret” sin flygtningepolitik, så den bedre matcher DF’s – og regeringens. Som Mette Frederiksen siger, “er det nødvendigt, at den socialdemokratiske flygtningepolitik er dér, hvor danskerne er”.

 

Sass Larsen: Stop udlicitering!?
Ikke alle SD-tilpasninger falder dog i god jord hos DF. Det gælder bl.a. Henrik Sass Larsens forslag – udsendt dagen før partiets årsmøde i Ålborg – om at al togtrafik skal samles hos DSB gennem en sammenlægning med Banedanmark. Der skal sættes en stopper for udliciteringer, og de aftaler, der eksisterer med private aktører, skal ophøre, når kontrakterne udløber. På sigt skal der sælges op til 40 procent af aktierne til private investorer.

 

At samle infrastruktur (skinner, signaler mv.) og selve togdriften i ét selskab, er det eneste rigtige. Den nuværende skilsmisse er hul i hovedet, og har været det lige siden SR-regeringen – på EU’s bud – gennemførte det sidst i 90’erne. Alle andre EU-lande adlød EU – undtagen Frankrig og Tyskland, men de er så store, at dem vil EU-Kommissionen ikke røre.

 

Mange på venstrefløjen vil klappe i hænderne, hvis SD tør udfordre EU-Kommissionen og slå DSB sammen med Banedanmark. Det samme vil ske, hvis partiet trodser EU’s krav om, at efter 2020, da skal al offentlig støttet togtrafik sendes i udbud.

 

Men er det realistisk, at Sass og SD kan få vedtaget forslaget, der trodser EU’s jernbanepolitik? Med mindre SD og partierne til venstre for SD får flertal efter næste valg, så vil SD fortsat være afhængig af, hvad DF vil være med til.

 

”Rydde op” i Banedanmark
DF’s trafikordfører Kim Christiansen afviser forslaget: “Det vidner om, at Sass Larsen ikke har indsigt i transportpolitik. Det løser hverken problemerne i DSB eller Banedanmark, at man slår de to selskaber sammen. Der skal ryddes op i Banedanmark. Her sidder der over 2000 mand, og de sidder der kun for at sætte andre i gang. De har underleverandører på stort set alt, hvad de laver. Man kunne reducere medarbejderstaben betragteligt og føre Banedanmark ind under Vejdirektoratet, så det blev til en vej- og banestyrelse”.

 

Også de Radikale støtter DF i at “rydde op i Banedanmark”, hvilket yderligere underminerer Sass’ muligheder for at få gennemført forslaget.

 

Kim Christiansen taler mod bedre vidende. Han ved jo godt, at Banedanmark beskæftiger sig med langt mere end blot at sende opgaver i udbud. Fx planlægning, vedligehold, tildeling af kørselstilladelser til operatørerne, lave køreplaner, opkræve strækningsafgifter mv.

 

Når det gælder DSB, så er Kim Christiansen kendt for at ville opsplitte DSB. Sende al togtrafik i udbud, og om nødvendigt lade udenlandske togselskaber overtage togdriften. I foråret vedtog regeringen således et gammelt DF-forslag om at sende Svendborg-banen og Vejle-Struer i udbud.

 

Hermed har DSB ikke flere regionalbaner vest for Storebælt, for DSB har besluttet, at man ikke vil byde på egne strækninger. Det vil sige, at det er nu den af Thorning-regeringen genindsatte bestyrelse med ex-direktør i Nordea (DSB’s bank), Peter Schütze i spidsen, der har besluttet det.

 

Paradeforslag
Alt dette er Sass Larsen naturligvis vidende om, og forslaget er derfor et paradeforslag til indvortes brug, og for at dupere de uvidende. Samt en markering i anledning af partiets årskongres.

 

Forslaget er også ét af den slags, som SD altid kommer med, når partiet er i opposition, men som glemmes den dag, regeringsmagten genvindes. Et eksempel herpå er forslaget om at indføre en afgift på højfrekvente valutatransaktioner. Før valget i 2011 støttede SD en sådan afgift. Så kom partiet i regering, og nu var man lodret imod. Man ville kun støtte skat på finansielle transaktioner, hvis den blev global. Forslaget blev vurderet negativt, fordi det angiveligt ville koste vækst og arbejdspladser. I dag går partiet så igen ind for en sådan finansskat – så længe det varer.

 

Sass Larsens forslag går ud på at “stoppe alle typer af udbudsforretninger”, da det kan være vejen til bedre og billigere tog.

 

Korrekt. Jo færre operatører, der kører på skinnerne, desto bedre kan togdriften koordineres. I dag er der flere eksempler på, at Arrivas køreplaner ikke passer med DSB’s og lokale busser. Hertil kommer det ineffektive i, at hver operatør har egne værksteder, administration mv. Opsplitningen har således kostet DSB tab af stordriftsfordele.

 

Arriva modtager lavere betaling fra staten end DSB, men har dog ikke givet billigere billetter, som ellers var lokkemaden. Arriva har ikke udviklet togdriften med nye rejsetilbud og -services, hvilket DSB har gjort på i samme periode. Arrivas passagertal stagnerer, mens DSB siden Arriva-udbuddet trådte i kraft, har forøget passagertallet på sammenlignelige strækninger.

 

I Sass’ regnestykke indgår ej hellere, at DSB har haft betydelige tab på IC4-togene, at der er store udgifter til pensionsforpligtelser, dyr administration, og at regeringen årligt dræner DSB for 300 mio kr. i “udbytteregulering”. Alt dette er med til at gøre togrejser dyre.

 

Pengemaskinen Storebælt
En nedsættelse af de afgifter, der betales for at køre på skinnerne, vil hjælpe gevaldigt. Fx koster det ca. 7.000 kr. hver gang et IC3-tog – uanset længde – passerer Storebælt, mens det “kun” koster ca. 4.200 for et tilsvarende tog, at komme over Øresund. Hvorfor? Fordi regering og Folketing bruger provenuet fra Storebælt til alt muligt, der intet har med Storebælt at gøre. (Siden åbningen af Storebæltsforbindelsen, har skiftende regeringer trukket ca. 9 mia kr. ud). Svenskerne derimod, ser anderledes på det, og derfor skal indtægterne fra Øresundsbroen udelukkende bruges til at afdrage på broens gæld.

 

I betragtning af de dårlige vilkår, der ofte bydes DSB, er det imponerende, så godt det trods alt fungerer. DSB hører til blandt Europas bedste togselskaber når det gælder tog til tiden, især S-togene rangerer højt.

 

En af grundene til, at DSB ikke fungerer så godt, som det kunne, er dels skilsmissen mellem DSB og Banedanmark. Den har ført til dårlige løsninger. De to selskaber er ikke gode til at arbejde sammen, bl.a. fordi de forfølger selvstændige målsætninger. Og dels blander folketingspolitikerne sig alt for ofte, tit uden at vide, hvad det var de har med at gøre.

 

Sass fægter i blinde. Siger, at vi skal undgå, at DSB ender som en DONG- eller PostDanmark- model. Sammenligningen halter, for dels har DSB ikke DONG’s midlertidige behov for kapitaltil-førsel. Og dels forlader passagererne ikke DSB, på samme måde som PostDanmark mister breve til omdeling. Tværtimod så stiger DSB’s passagerunderlag.

 

Hvad Sass heller ikke medregner, er, den usikkerhed, der er forbundet med forslaget om, at 40 procent af DSB med tiden skal sælges til institutionelle investorer. Hvem er det? ATP eller..?

 

Uanset hvad, kan det blive vanskeligt, at tage højde for, hvem der overtager de udbudte 40 procent af DSB, samt hvilke udfordringer EU-reglerne giver. Ved et salg er der tale om en privatisering, og så er det ligegyldigt, hvem statens aktiver sælges til. DSB er et offentligt aktiv, der overgår til private hænder, siger udbudseksperten Ole Helby Petersen, RUC, til Information den 16. september 2017.

Også her gør Sass regning uden vært. EU’s udbuds- og konkurrenceregler forbyder nemlig, at en sælger målrettet går efter bestemte købere på bekostning af andre. Regeringen vil blive slæbt for EU-domstolen, hvis den udelukkende satser på en eller flere danske investorer.

 

Ukritisk opbakning fra EL
Der knytter sig talrige usikkerheder til Sass’ forslag, og derfor er det problematisk, at Enhedslistens Pernille Skipper, ukritisk bakker op: “Jeg kan simpelthen ikke huske, at jeg før har været så enig med Sass Larsen. Efter årtiers privatiseringer er det et vanvittigt vigtigt vendepunkt for vores fælles togdrift og infrastruktur, hvis det her holder vand. Han kan regne med vores stemmer – både nu og efter et valg”.

 

Der skal i det hele taget gøres op med fortiden, siger Sass. Salget af TDC i 90’erne til amerikanske kapitalinteresser var en ren foræring af kritisk dansk infrastruktur, og må ikke ske igen. Enig, men atter glimrer Sass med den korte hukommelse. Thorning-regeringen deponerede således udviklingen af det nye landsdækkende signalsystem til et fransk og et tysk firma, næsten for tid og evighed, hvor andre landes jernbaneselskaber går langsommere frem, men til gengæld selv har styr på processen.

 

SD-fadæser
Vel er et opgør med den tidligere førte transportpolitik påkrævet. Der er nok af kedelige eksempler.  Her er nogle af de fadæser SD-ledede regeringer har begået i de sidste årtier:

•  SD var medansvarlig for det skandaløst planlagt metrobyggeri, der finansieres via grund-spekulation. Det gælder såvel metroens to første etaper, som Ringbanen og etaperne til . Nord- og Sydhavnen.

•  En voldsom promovering af en overflødig fast Femern Bælt Bælt-forbindelse.

•  Nedlæggelse af DSB Gods, og et landsdækkende net af banegodsterminaler i 90’erne. Et krav fra EU om at virksomheden skulle drives efter forretningsmæssige principper dvs. give overskud – miljødelen så man helt bort fra. Efter pres fra VK bøjede Nyrup sig, og lukkede dermed for næsten al indenlandsk godstransport på skinner. (Den godstrafik der foregår i dag, er næsten udelukkende transit Sverige-Tyskland).

•  Elektrificering, der ikke blev til noget pga. modstand fra Mogens Lykketoft – det førte til købet af IC4.

•  Udbuddet af togtrafikken i Midt- og Vestjylland blev tilrettelagt af Jacob Buksti (SD), men blev gennemført, da Fogh kom til i november 2001.

 

Thorning-regeringen videreførte stort set den trafikpolitik, man arvede fra VK-regeringen. På nær ét afgørende punkt: Der blev ikke igangsat nye motorvejsprojekter – og tak for det. Flere VVM-undersøgelser af nye overflødige motorveje blev dog påbegyndt.

 

Togfonden
Billedet er denne gang mere blandet, takket være SF’s regeringsdeltagelse og EL’s funktion som støtteparti. Togfonden er der mest afgørende, men svæver lidt i det uvisse med hensyn til tidsramme og investeringstakt. VLAK-regeringen gør, hvad den kan for at bekæmpe Togfonden. I skrivende stund ser det dog ud til, at de fem aftalepartier uden om regeringen, har flertal til at gennemtrumfe anlæg af en ny bane på Vestfyn, elektrificering Fredericia-Ålborg og Roskilde-Kalundborg mv.

 

Mere blandet er den DSB-kontrakt, der løber fra 2015 til 2025. Her fik DSB mulighed for at køre, når der var mange rejsende. Som det var til at forudse, køres der ofte ikke i ydertimerne, ligesom der er længere mellem afgangene i weekenden. Kontrakten indeholder tillige bestemmelser om, at der i perioden skal iværksættes et analysearbejde med henblik på øget udbud efter 2025. Trods voldsomme protester fra EL, så trumfede daværende trafikminister Magnus Heunicke med støtte fra RV og SF sit krav igennem.

 

På minussiden står, at Thorning-regeringen afviste at tilføre flere midler til den markant under-finansierede nye bane København-Køge-Ringsted (kun station i Køge Nord, for få vigespor til de meget lange godstog, dårlig integration med andre baner i Køge og Ringsted, ingen udbygning af flaskehalsen i Kastrup osv.)

 

Opgivelse af betalingsringen og road pricing var ligeledes en forspildt mulighed.

 

Genudbud af togtrafikken i Midt- og Vestjylland burde have været aflyst.

 

Strækningen Hobro-Frederikshavn blev frataget DSB, angiveligt fordi DSB havde forsømt den. Javist – som følge af landspolitikernes, inklusiv SD’s, udsultning af DSB. Bannerfører for at smide DSB væk fra de nordjyske baner var den socialdemokratiske regionsrådsforkvinde, og den social-demokratiske borgmester i Ålborg.

 

Der påhviler partierne til venstre for Socialdemokratiet en stor opgave i at fastholde partiet på noget af det, Sass Larsen har meldt ud. At de gerne vil, kan ikke betvivles. Så må det folketingsvalg, der skal afholdes senest sommeren 2019 vise, om de får den nødvendige styrke dertil.

Opslået i Dansk politik, Facebook, Trafik Tagged with:

af Laia Facet

I forlængelse af dette års feministiske opsving i år havde jeg i et par uger lejlighed til at dele diskussioner og erfaringer med kvinder fra forskellige dele af verden på det internationale kvindeseminar. Jeg blev inspireret af et oplæg fra kammerat Julia Cámara (1) vedrørende søsterskab, samt af den efterfølgende diskussion på seminaret, og på den baggrund har jeg dristet mig til at sætte ord på en intuition, som vi måske deler med mange. Refleksioner, der vokser ud af kollektive drøftelser, som gør det muligt at forstå kompleksiteten af koordinaterne for en strategi for frigørelse.

 

Vi er vidne til en ny cyklus af internationale feministiske mobiliseringer, og det er noget, der især kan iagttages det seneste år. Opbakningen bag 8.marts-opfordringen, samt opbakningen til kvindedemonstrationer over hele verden, er noget nyt i forhold til tidligere årtier. Og så har vi også, fra 2011 og frem set en feminisering af protester. Vi så det i Det Arabiske Forår, vi har set det i mobiliseringerne til forsvar for den brede befolknings rettigheder og velfærd, i bøndernes protester i Latinamerika, eller, i en mere specifik form, i PAH (Platform for Gældsramte) i Spanien. Det er ikke tilfældigt.

 

Krisens konsekvenser i forhold til kvinder er blevet diskuteret og analyseret vidt og bredt. Hvordan opløsningen af velfærdsstaten har ødelagt levevilkårene  for millioner af kvinder, som nu mærker en stærkt voksende fattiggørelse på deres krop, og som mangedobler deres byrder sammenlignet med tidligere årtier. Hvordan kvinder fylder geledderne i den lov- og retsløse fra-dag-til-dag-økonomi. Hvordan vi bliver ved med at finde os i levevilkårene på trods af kapitalismen. Kvinder, der allerede før 2008 arbejdede dobbelt og tredobbelt, og hvis forhold er blevet udbredt til stadig større dele af arbejderklassen og den brede befolkning i det hele taget. Kvinder, som bærer den reproduktive tvangs byrder både i og uden for hjemmet, i og uden for varemarkedet, i og udenfor arbejdsmarkedet (det formelle og det uformelle).

 

For at undgå enhver misforståelse: Det er ikke sådan, at kvinder i sig selv udgør en klasse, knyttet til ‘det hjemlige’, som nogle strømninger i den anden bølge har påstået. Pointen er, at vi her udgør en strategisk sektor. Idet vi går uden om selvcentreret identitetspolitik, så er det i denne position i kapitalismen i almindelighed, og i det særlige, aktuelle pres i retning af helt at vende tilbage til denne position, at vi oplever, at vi bliver et potentielt strategisk subjekt. Ikke ved en slags ophobning af undertrykkelse – jo mere undertrykkelse, des større potentiale – men gennem den rolle, der ligger i at stå for reproduktionen (i bredeste forstand), der sætter os i en strategisk position, som vi så kan udfolde.

 

At stå for reproduktionen omfatter pleje, men ikke bare det. Det omfatter alt det, der sker i hjemmet, men går langt ud over dets fire vægge: Det reproduktive gør sig også gældende på vare- og arbejdsmarkedet og i staten, og lægger derfor et pres på flertallet af kvinder. De fleste, men ikke alle kvinder, indtager denne position på tværs af disse forskellige sfærer. Kvinderne fra borgerskabet, samfundets top, high society, de dominerende eliter og statsapparatets kommandoposter spiller ikke denne rolle, selv om nogle af dem kommer til at bryde med den i kritiske øjeblikke. Vi har, for vores vedkommende, ophobet en afgørende erfaring til forståelse af den aktuelle fase: Velfærdsstaten var i sig selv utilstrækkelig.

 

Hvorfor er det en afgørende erfaring? Feministiske økonomer i Spanien er nået meget langt i arbejdet med dette spørgsmål i bidrag fra Carrasco, Ezquerra, Orozco og mange andre, der giver en god oversigt over begrænsningerne ved det, der er blevet kaldt ‘velfærdsstaten’. Jeg vil afholde mig fra at gengive dem. Jeg tror, at denne ophobede erfaring er nøglen til at gentænke en økonomisk, social og politisk strategi i denne krisefase for kapitalismen, hvor vi nu befinder os. Der er blevet en form for sansebedrag bragt på bane om en tilbagevenden til en guldalder af velfærd, der slet ikke var sådan for de fleste kvinder, men som fungerer som et ønskværdig drømmesyn i det fjerne. Imens stiger udbytningsraten, proletariserings-processerne tager fart på globalt plan, og den ikke-formelle og hjemlige økonomi spiller en central rolle i stadigt større dele af klassen, noget som kvinder i Latin- og Centralamerika kender alt for godt.

 

Denne periferi, hvor velfærdsstaten slet ikke blev udviklet, og hvor der blev opretholdt høje udbytningsrater og brutal undertrykkelse for at støtte de rige vestlige lande. For to år siden sagde kammeraterne fra Brasilien til os, efter at have lyttet til en rapport om situationen i Spanien: ‘I gennemlever en ‘latinamerikaniseringsproces’, et besværligt ord at udtale, men det indikerer en tydelig  retning for, hvor vi er på vej hen. Vi er der, hvor forventninger, der ikke kan blive indfries i denne fase af kapitalismen, støder sammen med en virkelighed, hvor en ny epoke bryder frem, som der ikke er samfundsmæssige eller tilstrækkeligt udviklede økonomiske strategier overfor.

 

En strategi, der underminerer grundlaget for undertrykkelsen af halvdelen af befolkningen, skal ikke bare ‘integrere’, men må gentænke sociale og økonomiske politikker inden for de nuværende rammer af en kapitalisme, hvor der ikke er nogen vej tilbage, ej heller keynesianske opskrifter, der kan hjælpe. Vi er inden for rammer, hvor staten efterlader sig stadig større huller. Huller i de funktionsmåder for reproduktionen, som staten havde overtaget (uddannelse, social- og sundhedsområdet osv.), og som løbende indskrænkes gennem overførslen til et marked, der lever i kraft af udbytning og brutal og skånselsløs behandling af de kvinder, der arbejder der, eller ved at reorganisere disse funktioner, spærre dem inde bag boligens fire vægge, og lade dem falde tungt på kvinders skuldre, i en individualiseret og familieagtig skikkelse.

 

Det er i vores hænder – de samme hænder, der gør rent, laver mad, trøster, plejer, arbejder. De samme hænder, der forsvarer jorden, folk og fæ, kroppene og fællesskabet. Det er i vore hænder at finde ud af nye måder at organisere arbejdet på, nye måder at omgås naturen på, nye måder at omgås hinanden på, der er i samklang med fælles interesser og fri af hadefulde fobi-reaktioner af enhver art. Sådan gør vi allerede, vi organiserer tilværelsen, det er os, der i dag, usynligt, i de daglige småting, og når den dybeste elendighed hersker, indkredser disse fælles interesser og holder dem gående. Disse hænder må tage fat i det samme reb for at trække de nævnte gøremål ind i centrum af en politisk og økonomisk strategi, der omfatter alle sider af tilværelsen. Og de kvindelige arbejderes interesser, de nederstes interesser, de 99 procent, som vore kammerater i USA udtrykker det, er ikke bare vore interesser, det er det store flertals interesser, det er den samlede klasses interesser. Vi må derfor opretholde beredskabet til at opbygge radikalt nye institutioner, der fødes af vore kampe, af feministiske kampe og feminiserede organisationer. Institutioner, som er til for vores skyld, som vi bestemmer over, og som løser den sociale krise på en radikalt ny måde.

 

Det betyder, at vi ud fra vores politiske praksis skal tænke strategisk for at udvikle dette potentiale. For det er lige præcis det, det er: et potentiale, som ikke indløses af sig selv, men kun gennem en aktiv og bevidst politisk indsats. At styrke og videreføre selvorganiseringen af kvinder på alle mulige områder, ikke som et spørgsmål om politisk korrekthed, men som et strategisk element. At decentralisere magten og uddelegere den (stol trygt på det!) til nye institutioner, der opfylder basale behov. Vi kan se hundrede år tilbage og tage ved lære af Petrograds kvinder, der efter at have tålt krigens lidelser og dybe elendighed, skød op af jorden den 8. marts og blev den gnist, der antændte Februarrevolutionen, og som også bakkede op om og deltog i strejkebevægelsen. Det her er altså ikke bare flyvetanker, det er horisonter, som vi vil arbejde hen imod, det er ledetråde for vores daglige aktivisme, og det er kittet i en strategi for frigørelse..

 

(1) Det internationale kvindeseminar afholdes hvert andet år af Fjerde Internationale. Artiklen af Julia Cámara, ‘Sororidad y conciencia femenina: qué hermandad de mujeres para qué propuesta política‘, findes i ‘Viento Sur’.

 

 

 

 

 

Opslået i Feminisme, Fjerde Internationale Tagged with:

af Laia Facet, Nadia De Mond

Det var i forbindelse med kvindeseminaret på International Institute for Research and Education, at der blev lejlighed til dette interview. I en pause i det stramme program med diskussioner og arbejdsgrupper, der skulle analysere den seneste cyklus af feministiske mobiliseringer, talte Laia Facet med Nadia De Mond, der er medlem af Communia i Milano og feministisk aktivist, for at få et overblik over de nyeste internationale initiativer inden for bevægelsen, hvad der er sket for nylig i Italien, og fremtidsudsigterne for den nye feminisme.

 

LF: Nadia, du har været feministisk aktivist i årtier, hvordan ser du med den baggrund på den nye cyklus af mobiliseringer?

 

NDM: Det, der træder tydeligt i frem i de mange lande, hvor der har været mobiliseringer i de sidste to år, er, at  den internationale feminisme befinder sig i en ny udviklingsfase. Det er selvfølgelig ikke en verdensomspændende foreteelse, der vedrører alle lande, men den er ikke længere begrænset til et bestemt kontinent eller en bestemt region. Vi siger, at vi er i en ny geopolitisk fase, og at vi ikke kan tænke ud fra forestillingen om kontinuitet, det er noget tilsvarende, der sker inden for den feministiske bevægelse. Efter en årrække med begrænsede erfaringer, fællesskaber og kampe, hvor det var svært at få øje på de store fremskridt, så er der i de sidste to år mange forhold, der har virket ind på hinanden på en måde, som vi ikke har set før, og hvis samspil giver mange nye muligheder. Og så er der som noget helt nyt det generationsaspekt, at dem, der har skabt disse nye mobiliseringer, er meget unge. Der er selvfølgelig gamle aktivister med, men det generationsmæssige er meget fremtrædende, det er de unge, der er i front. Så er der jo også det, og det er selvfølgelig normalt, denne generation har sine egne måder at praktisere feminisme på. Jeg tror, at enhver generation tilegner sig feminisme på sin egen måde. Denne generation giver udtryk for en feminisme, der er meget mere intersektionel end tidligere. Meget spontan, meget direkte og ligefrem i de mindre politiserede lag, i den måde, som de forskellige former for undertrykkelse med hensyn til race,  køn, etnicitet og klasse opfattes på, alt det flettes sammen i en gennemtrængende fælles følelse af intens ubehag og utilfredshed, der gør protest og forandring tvingende nødvendig.

 

LF: Jeg skulle lige til at spørge dig om det med, at vi i denne nye fase har kunnet iagttage racialiserede, tilslørede og transseksuelle kvinders tilstedeværelse og synlighed som noget meget iøjnefaldende i mobiliseringerne. Vi så det i Women’s March, men det har været et markant træk ved alle mobiliseringerne. Jeg kan huske, at jeg talte med nogen af mine kammerater, om det drejede sig om en overvindelse af den anden bølges begrænsninger. Hvor langt er vi med at overvinde dem?

 

NDM: Jeg er helt vild med denne nye bølge. Men det mere borgerlige, mere institutionelle segment, er ikke besejret. Det har mange måder at opretholde sin kontrol og indflydelse i kvindebevægelsen på. Det råder over mange kommunikationsmidler, ikke de sociale medier som vores, men massemedierne, kvinder i kulturelle og politiske magtpositioner osv., de er der, og vi bliver stadigvæk nødt til at konfrontere dem, slaget er ikke vundet. Cinzia Arruza har f.eks. fortalt mig, at i opstarten af Women’s March var der medarrangører, der prøvede at lukke munden på dem, der opfordrede til strejke og til en mere intersektionel, bredere og mere klasse- og raceorienteret march… Nej, det er ingen nem sameksistens.

 

LF: Og hvordan har det så formet sig i Italien? Der har været en meget stærk cyklus af mobiliseringer. Det er også lykkedes at genopbygge kvindebevægelsen og at etablere nye platforme som f.eks. Non Una Di Meno. Hvordan har det været?

 

NDM: Uforventet. Der har været et samspil mellem forskellige organiseringer. Der har været en radikal, revolutionær gruppering af unge feminister, der har været bygget op omkring kampen for fri abort i solidaritet med Spanien. Deres netværk (‘Io Decido’) begyndte så at samarbejde med de kvindelige medarbejdere i anti-volds-centrene, som har deres eget, lidt mere institutionelle netværk – som blev direkte berørt af nedskæringerne og regeringens planer – samt nogle andre grupperinger, om at skabe Non Una Di Meno, men tilslutningen er gået langt ud over disse initiativtagere. Det interessante er, at demonstrationerne og protesterne i gaderne fra starten af har været forbundet med stormøder på landsplan dagen efter for at gennemføre dybdegående diskussioner af alle aspekter af, hvad begrebet ‘vold’ indebærer. Vold omfatter alle former for undertrykkelse og diskrimination af kvinder og LGBT+ personer. Det har åbnet op for dannelsen af arbejdsgrupper, ikke bare disse kæmpe landsmøder med mere end to tusinde kvinder, men også møder  i de store byer. De har arbejdet med, hvad de enkelte aktioner skulle gå ud på, samt hvilke krav og forslag, der skulle føres frem, og det har krævet næsten alle politiske ressourcer i et år. Nu består udfordringen i at konsolidere denne meget betydelige styrkeposition. Der har ikke været nogen landsdækkende feministisk organisering i Italien i de sidste 20 år, alting har været meget fragmenteret og lokalt. At kunne holde fast i denne form for landsdækkende organisering, det er altså noget nyt. Udfordringen er derefter, hvilke muligheder det så åbner op for.

 

På den ene side har vi konfrontationen med regeringens planer. Men der er forskellige holdninger blandt de mere uafhængige grupperinger, der ikke vil have alt for meget med regeringen at gøre, én gruppering siger: vi vil møde op og fremlægge vores synspunkter med den vægt, som vores styrke giver, og en anden gruppering, knyttet til koordineringen af institutionelle centre, der er mere villig til at forhandle, fordi de er afhængige af budgetter af hensyn til deres overlevelse. Så det er altså en meget svær diskussion.

 

Vi diskuterede derudover, om vi skulle foreslå et årligt landsdækkende feminismemøde, også denne gang inspireret af de argentinske kvinder, for at holde fast i en anledning til diskussion inden for rammerne af den feminisme, der udspringer af denne nye bølge og ikke af de mere institutionelle organiseringer.

 

LF: Hvad har du tænkt på i forbindelse med mobiliseringen 28. september? Hvor står abortspørgsmålet i Italien i dag?

 

NDM: Der bliver mobiliseringer i de store byer, der bliver ikke en landsdækkende mobilisering, det er for at være tættere på, hvad der foregår blandt almindelige mennesker og på hospitalerne. Problemet med Lov 194, der fastlægger mulighederne for abort i Italien, er spørgsmålet om lægers ret til fritagelse af samvittighedsgrunde, der er udstrakt til alle sundhedsarbejdere. Det betyder, at 70% af lægerne er modstandere, og i nogle offentlige hospitaler og i nogle regioner vil muligheden for afbrydelse af svangerskabet være meget vanskelig eller komme meget sent. Og det er noget, der diskuteres. Er det vores mål at få loven ændret, så denne paragraf bliver fjernet, eller skal vi kræve, at alle de offentlige myndigheder skal sikre, at retten til indgrebet på den ene eller anden måde garanteres. Dette sidste er ét synspunkt, mere pragmatisk, om man vil; det andet, der er mere politisk, er mere interessant, men hvis man vil gå den politiske vej, så er man nødt til at byde ind på, hvordan man vil få loven ændret. I en kontekst, hvor vi har et parlament, der bliver kaldt centrum-venstre, men reelt er mere centrum-højre. Med denne magtbalance, hvordan skal man så forandre loven? Med PD, der er en fusion af de kristelige demokrater og det kommunistiske parti, eurokommunisterne, er magtbalancen utilstrækkelig. Der skal en enorm mobilisering til, for der den risiko, at hvis Lov 194 bliver taget op i denne parlamentsperiode, så kan en ændring af den blive til det værre. Og dertil kommer, at højrefløjen fra tid til anden mobiliserer for at indføre en lovbeskyttelse af fosteret. Det er et argument, men den virkelige trussel om, at graviditet ikke kan blive afbrudt, og at vi ikke kan fortsætte ad denne vej, og at vi er imod retten til fritagelse af samvittighedsgrunde, det er klart, og der vil blive stribevis af protestaktioner. Jeg tror, det vil blive en succes.

 

LF: I denne uge diskuterer vi det internationale scenarie med et tiltagende antal mobiliseringer, og hele situationen med globalt kaos og bruddet på den sociale pagt, som den politiske krise har tydeliggjort…Hvilken rolle tror du, den feministiske bevægelse spiller? Hvilken strategisk rolle kan den komme til at spille i de kommende år?

 

NDM: Jeg ser et meget stort potentiale, uden at lukke øjnene for problemerne. Sammen med den feministiske bevægelses fremgang er der også det andet, dvs det feminiserede lederskab af mange andre bevægelser – sociale, med hensyn til territoriale rettigheder, økologiske, inden for social-, sundheds- og boligområdet. Begge disse foreteelser er for mig indikatorer på, at den tomhed og lammelse, som venstrefløjens nederlag førte med sig, er begyndt at blive udfyldt af disse nye former for mobilisering, og at de også, hvis vi arbejder godt, kan ændre de måder, vi bedriver aktivistisk politik på. Måder, der inkorporerer et helhedsorienteret perspektiv på menneskers liv, hvor seksualitet er ét tema, men også kollektiv ejendomsret, naturen osv. Jeg synes, at der er en mulighed. En ny avantgarde, jeg ved, at dette begreb er til diskussion. Men disse kvindelige ledere inkorporerer en sammensat helhed af kreative modsigelser, der i meget høj grad kan styrke og blive et godt grundlag for et nyt paradigme for forandring og revolution.

 

Nadia de Mond er et ledende medlem af Sinistra Critica i Italien og af Fjerde Internationale. Hun koordinerer Women’s March i Europa. Laia Facet er medlem af Anticapitalistas i Spanien.

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

Opslået i Feminisme, Sydeuropa Tagged with: