Til december afholdes i Paris det 21. af de efterhånden berygtede COP-topmøder. Her skal verdens ledere endnu engang samles for at finde en løsning på den klima-krise, der truer verden for så vidt det ikke lykkes at undgå at gennemsnitstemperaturen på jorden overskrider en 2°C-stigning inden udgangen af dette århundrede. Håbet om en løsning kan imidlertid på ingen måde knyttes til topmødet som sådan, men derimod til den globale klimabevægelse, der bl.a. udfolder sig op til COP21.

 

Der er en række opsigtsvækkende fejl allerede i karakteristikken af COP21, som det oftest præsenteres.
For det første er klimakrisen ikke bare en trussel omkring slutningen af århundredet. Det er en meget virkelig tilstand for millioner af mennesker i verden, der oplever at deres levegrundlag forsvinder, at kysterne trækker sig tilbage, at der bliver længere til basale ressourcer som vand, og at tidligere tilgængelige naturgoder forsvinder.
For det andet er der ingen sandsynlighed for, at verdens såkaldte ledere kan eller vil finde en løsning i Paris. Siden det første COP-topmøde har samtlige betydningsfulde økonomier forsøgt at snyde sig uden om ansvaret for klodens fremtidige udvikling og for den verden, som vi skal overlade til vore børn og børnebørn. Desuden har alle topmøder glimret ved at lade diskussionerne foregå mellem dem, der bærer det tungeste ansvar for tingenes tilstand, mens de, der er hårdest ramt af udviklingen, kun kommer til orde i randbemærkninger.
For det tredje er klimapolitikken gennemsyret af idéen om, at man kan forhandle en løsning med de største firmaer, der frivilligt vil være med til at omstille vores produktion og samfund. Dette er et blålys! Som det for nyligt kunne læses i flere internationale medier, har i hvert fald olieselskabet Exxon kendt til klimaforandringerne og deres årsager i flere årtier, men har valgt at bruge deres kræfter på at sponsorere videnskab, der mistænkeliggjorde hvad de selv anså for sikker viden. Blot 90 virksomheder har stået for 2/3 af den globale opvarmning – flere af disse har været statsejede. Der er tale om kyniske profitjægere, der, som Marx skrev, ikke nærer andet ønske end at drikke nektar af de dødes hjerneskaller. Med den slags er ingen forhandling mulig. Hver aftale, hvert fremskridt vil blive forsøgt omgået, snyd vil blive brugt ved enhver mulighed – her hjælper kun trusler, straf og simpelthen at tage tøjlerne fra dem.
For det fjerde vil det, at holde temperaturstigningen ved slutningen af det 21. århundrede til 2° C ift. den førindustrielle periode, betyde en markant omdannelse af vores samfund. En omdannelse, der forudsætter helt nye former for samfundsorganisering, reel inddragelse af borgere, kontrol og planlægning af produktionen og massiv overførsel af teknologi og ressourcer til de lande, der er mindst økonomisk udviklede. Der er behov for direkte opgør med profithensyn og for diskussioner af, hvilke værdier og behov, der skal regulere den menneskelige tilværelse. I sidste ende skal op mod 90% af de tilbageværende fossile ressourcer forblive i jorden. Det er overflødigt at sige, at dette er et radikalt projekt – alt for radikalt for dem, som i dag sidder på den politiske og økonomiske magt i verden.

At tage kampen op for såvel fremtidens som nutidens klima og for verdensbefolkningens sikkerhed og fremskridt kræver en stærk international bevægelse. En bevægelse, der ikke alene protesterer mod yderligere udvinding af fossile brændstoffer – som vi så det i den vellykkede kamp mod udvindingen af skifergas i Danmark – men også udvikler nye måder at arbejde og fungere på, der kan erstatte samfundets afhængighed af olie, kul og naturgasser.
Den globale bondebevægelse Via Campesina har i mange år fremført sloganet: ”Vi kan dyrke verden koldere”. At opbygge en international bevægelse betyder for os i de rigeste lande at forbinde os til og lære af de mangfoldige bevægelser i det Globale Syd – særligt landbrugs- og kvindebevægelserne.
 
Derfor er det også glædeligt, at der allerede arrangeres dansk deltagelse i protesterne mod COP21-topmødet. Ikke fordi disse protester kommer til at ændre udfaldet, men fordi de tilbyder muligheden for at forbinde sig til netop disse bevægelser og til ligesindede i Europa. Og det er opbygningen af en global bevægelse, der er helt afgørende for at begrænse klimakatastroferne.
For alle, der ikke kan tage til Paris og deltage i arbejdet der, er der i Danmark arrangeret en demonstration mod klimaforandringerne d. 29/11 kl. 13.00 på Christiansborg Slotsplads. Ikke mindst med V-regeringens nye, skandaløst klima-katastrofale kurs, er der al mulig grund til også at demonstrere netop hér!
Mobiliseringen til disse to begivenheder er i øjeblikket en stor prioritet for alle, der kæmper for en retfærdig og global klimaløsning. Selv om der altid – og ikke mindst nu – er andre aktuelle kampe, der er helt nødvendige at kæmpe, kan vi ikke tillade os at glemme klimaet. Det er det for vigtigt til.

SAPs forretningsudvalg, den 25. oktober 2015

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php