For første gang siden 1972 var det medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd som i en urafstemning valgte ny formand, og for første gang i mange år var der kampvalg om posten. Den 15. september forelå resultatet.

 

Valget stod mellem Grete Christensen og Irene Hesselberg. 51 procent stemte for Grethe Christensen mod 47 procent til Irene Hesselberg. 2 procent var blanke stemmer. Stemmeprocent kom op på 43 procent, hvilket svarer til at ca. 25.000 medlemmer afgav deres stemme.

At Grethe Christensen ikke vandt mere overbevisende kom bag på mange. At valgdeltagelsen ikke var højere kom bag på mig, en sygeplejerske på 5. år, der har oplevet to overenskomstperioder uden de forventede lønstigninger trods to hårde konfliktperioder i 2005 og 2008.

Blanke stemmer
Jeg havde forventet, at flere medlemmer ville deltage i valget om den formand, der skal lede overenskomstperioden frem til 2011. Jeg havde ikke de store forventninger til, at medlemmerne nødvendigvis ville afgive en stemme på de to opstillede kandidater, snarere havde jeg en forventning om, at en større del af de afgivne stemmer ville være blanke, som tegn på medlemmernes udmattelse i forhold til lønspørgsmålet, og opgivenhed i forhold til fagforeningens fremtid.

Så galt gik det heldigvis ikke. Men hvad er valget så et udtryk for? Helt grundlæggende er de to kandidater meget forskellige i deres tilgang til fagpolitik. Kendskabet til Irene Hesselberg i organisationen er ikke stort, mens Grethe Christensen er en gammel kending med mere end 20 års faglig arbejde bag sig.

Fornyelse – med arbejdsgiverne
Med en baggrund som initiativtager af og formand for lederforeningen siden 2007, hvor den blev oprettet i Dansk Sygeplejeråd, fremførte Irene Hesselberg behovet for fornyelse i organisationen. I hendes valgoplæg udtrykte hun nødvendigheden af, at grundlæggende faktorer skal ændres og udvikles – ikke bare overfladepynten.

Hendes bud på fornyelsen gav sig blandt andet til udtryk ved tanker om, at Dansk Sygeplejeråd skal til at samarbejde på en ny måde med Danske Regioner og Kommunernes Landsforening, de øvrige organisationer i sundhedsvæsenet og Sundhedsstyrelsen, ud fra filosofien om, at alle arbejder efter samme mål: Et sundhedsvæsen i verdensklasse.

Det umiddelbare indlysende, at arbejdstagernes organisationer er i direkte opposition til arbejdsgiverne på mange faglige spørgsmål faldt hende ikke ind. Selv udtrykte hun det således: »Sidste års konflikt beviste, at finansministeren og regeringen er de eneste, der har gavn af, at organisationerne – arbejdsgivere/arbejdstagere – bruger tid på at bekrige hinanden!«

I valgoplægget var hun fortaler for, at ’den danske model’ fornyes, uden dog at specificere hvad fornyelsen i givet fald skulle bestå af. Hun rokkede ved et meget gammelt princip, om at Dansk Sygeplejeråd, sygeplejerskerne, skulle til at agere mere end blot de svage patienters og borgeres advokater ved at få større indflydelse på det samlede sundhedsvæsen, ligesom hun vil arbejde for indførelsen af nye metoder i forhold til løn og anerkendelse ved at udnytte markedsmekanismerne, – løn efter udbud og efterspørgsel-princippet.

Ligeløn og vagthund
Grethe Christensens baggrund som næstformand i Dansk Sygeplejeråd gennem 11 år betød, at hun i valgkampen fik rollen som værende én af motorerne bag den (noget slidte) ’tunge dame’ af mange medlemmer. Hun fremførte ligelønskampen som sin vigtigste sag, ligesom hun er fortaler for, at organisationen fortsætter med at være vagthunden, der råber op, når uligheden i sundhed stiger, at sygeplejerskerne er talerør for de svageste borgere/patienter, f.eks på medicinske afdelinger eller i psykiatrien, og at fagforeningen kæmper for, at der er gode rammer sygeplejerskerne i sundhedsvæsenet, og for de patienter der skal plejes og behandles der. Arbejdsgiverne som intersserede og medvillige aktører udgør ikke lige så stor en del af løsningen som hos Irene Hesselberg.

Ellers var der ikke meget nyt under solen i hendes valgoplæg. Sager som arbejdsmiljø, fagets og professionens udvikling, varetagelsen af de mangeartede medlemmers interesser lige fra de studerende til lederne, til et bud på en ændring af autorisationsloven, så flere opgaver i sundhedsvæsenet kan varetages af sygeplejersker, er indlysende ting, der skal arbejdes med fremover i organisationen.

To tilgange til arbejdsmiljø
Slående var forskellen på de to kandidaters tilgang til faglige spørgsmål i spørgsmålet om for eksempel arbejdsmiljø.

Irene Hesselbergs bud på en løsning er blandt andet taget fra hendes afsluttende Masterafhandling på MPH studiet, hvor hun har set på PAS- modellen (Psykisk-Arbejdsmiljø-Spiral) som en enkel og brugbar metode til at opnå et godt arbejdsmiljø for ledere og medarbejdere. En metodetilgang, der ganske givet bryder med organisationens hidtidige strategi i forhold til en kompleks problemstilling som arbejdsmiljø.

Grethe Christensens bud på en løsning er langt mere vidtgående. Hun mener, der skal stilles krav om nationale indsatser, til arbejdsgiverne, at medlemmerne selv skal fokusere på, hvad de kan gøre for at få et sundt fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Ligesom hun agiterer for, at det bliver obligatorisk, at lederuddannelser indeholder arbejdsmiljøelementer, at der opstilles nationale og forpligtende tal for forbedringer af arbejdsmiljøet, at indretning af nye sygehuse sker med udgangspunkt i arbejdsmiljøviden Og at den ansatte altid har indflydelse på arbejdsindhold, arbejdstilrettelæggelse og arbejdstid.

Åbne spørgsmål
På papiret ser valget af Grethe Christensen ud til at være det bedste bud frem mod 2011 i kampen for bedre løn- og arbejdsvilkår. Vi nåede ikke at se Irene Hesselberg i aktion med hendes management-metodetilgang i forhold til fagpolitik.

Tilbage står flere spørgsmål, for eksempel om den nyvalgte formand formår at få organisationen til at aktivere og medindrage medlemmerne til handling og faglig aktivitet mellem overenskomstperioderne, så fagpolitiske spørgsmål tages op og handles på ude på arbejdspladserne i kommuner og regioner, og ved spisebordet derhjemme.

Eller om hun blot manøvrerer ’den tunge dame’ videre i samme gear, som på den ene side har ført til udmeldelser og voksende utilfredshed blandt medlemmerne, og på den anden side har ført til en fornyet aktivititet blandt især unge i fagforeningen i erkendelsen af, at der skal arbejdes for at få sygeplejersker organiseret og aktiveret i Dansk Sygeplejeråd.

Bedste bud
Spørgsmålet er også, om de mange stemmer, som pegede en anden vej, i retning af en mere nyliberalistisk tanke og metodetilgang, vil markere sig tydeligere ved nyvalget til kredsbestyrelserne i efteråret 2009.
Valgdeltagelsen og den snævre sejr skriger på, at der er brug for fornyelse og slagkraft.

Irene Hesselbergs bud vandt ikke genhør på nuværende tidspunkt, trods en otteårig regeringsperiode med liberal politik, hvor flere af hendes bud på nyskabelse i organisationen kunne mistænkes at have sine rødder. Grethe Christensens bud er ikke revolutionerende, men dog det bedste i en tid med medlemsnedgang på baggrund af en langarig og opslidende konflikt under OK 2008, der med al tydelighed viste, at der gives ikke ved dørene, når det handler om kampen for bedre løn- og arbejdsvilkår.

Opslået i Faglig kamp

single.php