Erklæring af den Sydasiatiske Karavane for Klimaretfærdighed, Ligestilling og Fødevaresuverænitet forelagt for Folkets SAARC, Kathmandu, Nepal og UNFCCC møde (COP 20), Lima, Peru.

Vi mænd og kvinder, småbønder, adivasier (et oprindeligt asiatisk folkeslag), landarbejdere, arbejdere, fiskere, jordløse, plantagearbejdere, gadehandlere og ungdom har organiseret en karavane tværs gennem Bangladesh, Indien og Nepal for at samle folk for klimaretfærdighed og folkets løsninger på klimakrisen.

Vores 13 dage med den Sydasiatiske Karavane for Klimaretfærdighed, Ligestilling og Fødevaresuverænitet var organiseret af Bangladesh Krishok Federation; Bangladesh Kishani Sabha, Friends of Bangladesh og All Nepal Peasant’s Federation og omfattede disse bevægelser samt Bangladesh Adivasi Samity, Bangladesh Agricultural Farm Labour Federation, EKOTTRO, National Hawkers ‘Federation, Progressive Plantation Workers’ Union, All Nepal Womens Association, MONLAR, og La Via Campesina som er folkelige bevægelser, der kæmper for værdighed og rettigheder for landdistrikternes og det arbejdende folk. Vi besøgte 12 byer i Bangladesh, Indien og Nepal.

Vi havde følgeskab af mange, som fører den samme kamp fra vores søsterorganisationer i Indien; Sri Lanka; Nepal, Indonesien og Filippinerne; samt venner af vores kampe fra England; USA, Tyskland, Sverige og Australien. Vores karavane kulminerede i en tre dages ‘Folkets SAARC’ afholdt i Kathmandu, Nepal, hvor bevægelserne mødtes for at diskutere alternative løsninger på klimakrisen og demonstrerede for klimaretfærdighed. Sammen er vi en del af de globale folks modstand for klimaretfærdighed.

I byerne holdt vi møder, workshops og seminarer om de vigtigste problemer som vores samfund står over for. Gennem denne karavane blev det klart for os, at vores problemer er fælles for vores bror- og søster- bønder i Sydasien og i hele verden. Disse er domineret af den planetariske nødsituation skabt af klimakrisen. Vores eksistens er ved at blive usikre gennem jordløshed; elitens land-grabbing; offentlig korruption; ulighed mellem kønnene og diskrimination (især kvinders dobbeltarbejde i husholdningen og i markerne), og indførelsen af industrielle markedsbaserede landbrugsmetoder (herunder brugen af kemiske pesticider og kunstgødning), som har øget vores produktionsomkostninger og gæld, og tvunget bønder fra deres jord og levebrød.

Klimaændringerne forværrer problemerne, og gør landbruget vanskeligt på grund af oversvømmelser; indtrængende saltvand; cyklonskader; ørkendannelse og tørke og uforudsigeligt vejr, atypisk for årstiderne. Disse er forårsaget af overdreven udledning af drivhusgasser og ikke-bæredygtig udnyttelse af naturressourcer især fra de rige industrilande, men også fra de industrialiserede eliter i lande som Kina, Indien og Brasilien. De bærer ansvaret for klimaændringerne, men de fattige i den globale Syd bærer byrderne og lidelserne som følge af dem. På baggrund af disse kriser, som vi står overfor, afviser vi helt de markedsbaserede indgreb i landbruget i Bangladesh, Indien, Nepal og Sri Lanka Disse indgreb har til formål yderligere at forværre vores betingelser. De falske løsninger på klimakrisen, som verdens ledere presser på for i den ineffektive UNFCCC-proces er et forsøg fra multinationale selskaber, der i første omgang har forårsaget klimaforandringer til yderligere at overtage, hvad der er tilbage af vores jord og levebrød.

I landbruget presser de ved hjælp af falske løsninger som klimavenlige GMO’er (såsom Bt Brinjal (genetisk modificeret aubergineplante, o.a.) i Bangladesh, efter at det blev afvist af Indien efter landmændenes modstand.); benzinbaseret forurenende gødning; brug af biochar (ideen om at CO2 kan omdannes til trækul som jordforbedring, o.a.); agrobrændstoffer på bekostning af fødevarer; stigende monokulturer; og programmer som led i at reducere emissionerne fra skovrydning og skovødelæggelse (REDD) og ren udvikling (CDM (lagring af CO2 i undergrunden, o,a.)). Forurenerne tror, at ved at kaste penge efter de fattige lande gennem lån bundet til at fremme disse falske løsninger, kan de fortsætte med at udsende kulstof og samtidig overtage vores landbrug. Vi bekræfter vores afvisning af og kamp mod alle transnationale selskaber, der forfølger overskud før folks levebrød. Vi kræver, at folket bestræbelser støttes for at muliggøre de virkeligt folkelige løsninger på klimakrisen.

Vi kræver

(i) omfattende jordreform herunder jord og skøder til jordløse; al land-grabbing fra elitetære interesser og multinationale selskaber skal stoppes.

(ii) offentlig støtte til små landbrugere, der ernærer verden og køler planeten – små landmænd har brug for rimelige priser for deres produkter, rentefri kredit, tilskud, garanterede markeder, forsikring mod katastrofer, selvafhængige økologiske landbrugsmetoder såsom traditionelle dyrkningsmetoder, som behøver statsligt sponsoreret forskning. Småbønders landbrug har brug for vore nationers støtte til fødevaresuverænitet. Vi er imod afhængighed af fødevarer fremstillet af industrielt landbrug og import forurenende.

(iii) anerkendelse af landbokvinders dobbelte arbejdsbelastning fra landbrug og husholdning og en afslutning på al kønsdiskrimination og ulighed.

(iv) forfatningsmæssig anerkendelse og rettigheder for Adivasi-folk (oprindeligt folk i bl.a. Bangladesh) og støtte til oprindelige folks landbrug.

(v) erstatninger i stedet for udbetalte lån til regeringerne i Bangladesh, Indien, Nepal og Sri Lanka og resten af det globale Syd som en del af klimagælden fra industrialiserede lande i det globale nord.

(vi) alle tilpasningsforanstaltninger til klimaændringer skal inkludere fuld deltagelse og høring af lokalsamfundene.

(vii) en juridisk bindende aftale til drastisk at reducere udledningen af drivhusgasser skal underskrives af alle regeringer, der er ansvarlige for disse emissioner.

(viii) en fuldstændig og retfærdig overgang til samfunds-kontrolleret vedvarende energi.

(IX) juridiske rettigheder for alle klimaflygtninge.

(x) et visumfrit Sydasien.

(xi) beskyttelse af og afslutning på privatiseringen af al biodiversitet og genetiske ressourcer i Sydasien.

(xii) respekt for Moder Jords rettigheder.

Vores krav er en del af den bredere bevægelse for klimaretfærdighed, som spirer i hele verden og er nedfældet i Cochabamba-erklæringen fra 2010. Vi opfordrer til en yderligere intensivering af international solidaritet mellem bøndernes bevægelser og netværk (såsom La Via Campesina, Asian Peasant Coalition; South Asian Peasant Coalition; People’s Coalition on Food Sovereignty, Jubilee South Asia and the Pacific on Debt and Development) Climate Justice Networks såsom Climate Justice Now! og Climate Justice Action; fagforeninger og oprindelige og dalit-folks bevægelser (dalit: gruppe af kasteløse i Indien, o.a.).

Vi kræver systemændringer, ikke klimaændringer.

November, 24, 2014 Kathmandu, Nepal

 

 

Opslået i Klima

single.php