Den revolutionære proces i Syrien er lige fra starten blevet mødt med mistro fra dele af venstrefløjen, og det har ført til, at nogen har set den som helt anderledes end de øvrige opstande i regionen.

De har anklaget den for at være led i en konspiration, styret af de vestlige imperialistiske regeringer og de reaktionære regimer i regionen, f.eks. Saudi-Arabien. Det er en tendens, der desværre er fortsat, på trods af styrets forbryderiske handlinger.

Andre har begrænset deres holdning til at sige nej til enhver form for udenlandsk militær intervention. Det er vi enige i, men de har også sagt nej til at give fuld støtte til revolutionen, og det er vi ikke enige i. Modstand mod udenlandsk militærintervention i Syrien er ikke nok. Sådan en holdning er meningsløs, hvis den ikke bliver fulgt op af en klar og stærk støtte til den syriske folkebevægelse.

Disse holdninger er alle sammen udtryk for en mangel på analyse og forståelse af den syriske folkebevægelse.

Styrets karakter
Tre vigtige grupper har været centrale for støtten til regimet: toppen af militæret og sikkerhedsapparatet, borgerskabet og lederskabet af de religiøse sekter.

Den klike, der står i spidsen for militæret, har skovlet enorme summer til sig, siden Hafez Al Assad kom til magten i 1970 – han gav grønt lys for en massiv korruption til fordel for officerer og embedsmænd, hvis de så til gengæld var totalt loyale over for ham. Staten blev gennem denne udbredte korruption en virkelig pengemaskine for nomenklaturen og især for diktatorens inderkreds, hans familie og hans mest loyale løjtnanter.

Denne nye klasse, der er organisk forbundet med staten, havde brug for at investere deres rigdomme inden for forskellige økonomiske sektorer. Dekret nr. 10 fra 1991 var springbrættet til, at denne klasse kunne hvidvaske deres formuer. Den tillod investeringer i den private sektor og har åbnet op for import-eksport-muligheder, men under statslig kontrol. De kunne så alle sammen blive rigere og fortsætte systemet med den udbredte korruption. I 1990’erne så man fremkomsten af en ‘ny klasse’, eller en nyrige/borgerskabs-hybrid, der var resultatet af en fusion af bureaukratiet og det gamle borgerskabs efterkommere, det ‘private borgerskab’.

Dette ‘regime-borgerskab’ fik endnu flere muligheder med implementeringen af en neoliberal økonomisk politik, som kom med Bashar Al Assads magtovertagelse i 2000. Denne politik favoriserede et lille oligarki og en håndfuld af dets klienter. Rami Makhlouf, Bashar Al Assads fætter, er den mest fremtrædende repræsentant for denne mafia-agtige privatiseringsproces, som styret har ført an i.

Privatiseringsprocessen skabte nye monopoler, i hænderne på Bashar Al Assads slægtninge, mens kvaliteten af varer og tjenesteydelser gik ned ad bakke. De neoliberale økonomiske reformer gav de rige og magtfulde hele den økonomiske magt. Privatiseringen af offentlige virksomheder er sket til fordel for nogle få, der er tæt knyttet til styret. Samtidig hermed har den finansielle sektor udviklet sig inden for toppen af de private banker, forsikringsselskaber og varebørsen i Damaskus.

Den neoliberale politik, som styret har sat i gang, har tilfredsstillet overklassen og de udenlandske investorer, især fra den Persiske Golf, fordi den har liberaliseret den syriske økonomi til fordel for dem og på bekostning af det store flertal af syrere, der er blevet ramt af inflationen og stigende leveomkostninger. Oven i det kommer så, at landbruget i Syrien og den offentlige sektor også har været for nedadgående, og der er ikke blevet fremført en effektiv strategi for at styrke dem, og det har også sat landets selvforsyning på spil og skabt vrede i befolkningen pga. de konstante prisstigninger på fødevarer og non-food basisvarer.

Den sidste vigtige bastion for støtte til det syriske styre er de øverste religiøse ledere fra alle sekter, der har nydt godt af styret i de sidste 20 år, og som har støttet det fra begyndelsen. Det syriske styre og dets hemmelige tjenester skabte politiske og økonomiske forbindelser til det religiøse establishment, især fra den sunni-muslimske befolkningsgruppe i tiden efter undertrykkelsen i 1980’erne. Det øverste religiøse lederskab fra alle sekter er i stigende grad blevet præsenteret som aktører i ‘det syriske civilsamfund’, hver gang en udenlandsk delegation har besøgt landet.

Statens opførsel i de seneste år har været i total modsætning til det officielle billede af et sekulært samfund. Religiøs sprogbrug bliver stadig mere almindelig i politiske sammenhænge, og der har også været en massiv vækst mht. bygning af moskeer, kirker mm. siden 80’erne. Disse regeringsinitiativer er altid blevet ledsaget af censur af litterære værker og billedkunst. Styret har også fremmet en udvikling, så religiøs litteratur fylder mere og mere på bibliotekernes hylder, samt en islamisering af de højere uddannelser. Det gælder især inden for de humanistiske videnskaber, og det kommer til udtryk ved temmelig systematiske religiøse referencer til ethvert videnskabeligt, socialt eller kulturelt fænomen. Ca. 10.000 moskeer og hundredvis af religiøse skoler er blevet bygget. Mere end 200 konferencer blev afholdt i kulturelle centre i vigtige byer i løbet af 2007.

Samtidig med dette har styret bidraget til sekterisk splid. Mens flertallet af værnepligtige er sunnier, svarende til deres andel af befolkningen, så er officerskorpset i alt overvejende grad alawitter.

Styret er dog først og fremmest et klient-styre, som finder støtte – ved siden af sikkerhedsapparatet – hos de overvejende sunni-muslimske og kristne borgerskaber i Aleppo og Damaskus, som har nydt godt af den neoliberale økonomiske politik i de seneste år. Styret har opbygget et netværk af loyalitet gennem forskellige bånd, især økonomiske, med folk fra forskellige religiøse samfund, som vi har set ovenfor.

Et anti-imperialistisk styre, der udfordrer Israel og Vesten?

Syrien har været i stand til at fremstille sig som en anti-imperialistisk stat på grund af støtten til modstanden i Libanon og Palæstina gennem mange år, og har ført sig frem med en skrap retorik over for Israel. Men denne position er ikke baseret på anti-imperialistiske principper, men på formodede nationale interesser. De går hånd i hånd med nødvendigheden af at fastholde styrets sikkerhed og kontinuitet, samt en magtbalance i de diplomatiske forhandlinger med Israel om at få Golan-højderne tilbage, som Israel erobrede i 1967.

Styret har reelt samarbejdet med vestlige imperialistiske regeringer ved flere lejligheder. Det er det samme styre, der nægtede at hjælpe palæstinenserne og progressive jordanske grupper med at styrte det konservative hashemitiske regime i Jordan under den folkelige opstand i 1970, kendt som ‘Sorte September’. Det er det samme styre, der knuste palæstinenserne og de progressive bevægelser i Libanon i 1976, med stiltiende accept fra Vesten, og de gjorde dermed ende på den revolution, der var sat i gang. I den imperialistiske krig imod Irak i 1991 deltog Syrien i den USA-ledede koalition. De har også deltaget i ‘krigen mod terror’, som præsident George W. Bush iværksatte gennem et samarbejde om sikkerhedsmæssige anliggender. Israel har i virkeligheden flere gange henvendt sig til USA om at lette presset mod det syriske styre, der ikke har affyret en eneste kugle siden 1973 for a få de besatte områder tilbage.

Syriske regeringsembedsmænd har gentagne gange erklæret sig parate til at underskrive en fredsaftale med Israel, så snart besættelsen af Golan-højderne blev afsluttet, uden at nævne det palæstinensiske spørgsmål med ét eneste ord.

Rami Makhlouf, Bashar Al Assads fætter, erklærede i juni 2011, at hvis der ikke var stabilitet i Syrien, så ville der heller ikke være stabilitet i Israel, og han tilføjede, at der ikke var nogen, der kunne garantere, hvad der ville ske, hvis det syriske styre kom noget til. Som følge af dette kan man godt forstå Israels tilfredshed med status quo under det nuværende syriske styre.

Palæstinenserne i Syrien, der er fuldstændig klar over alle disse ting, har i stigende grad deltaget i revolutionen sammen med deres syriske brødre og søstre. De har lidt under styrets undertrykkelse, med mere end 40 martyrer og mange hundreder, der er blevet arresteret af sikkerhedsstyrkerne. Antallet af støtteaktioner fra de besatte områder og fra 48-territorierne (i Israel) er blevet mangedoblet de seneste måneder.

Den folkelige bevægelse
Den geografiske spredning af opstanden – Idlib og Deraa og andre landområder, forstæderne til Damaskus og Aleppo – er et klart tegn på de undertryktes enorme engagement i denne revolution. Hovedparten af deltagere i den revolutionære bevægelse i Syrien omfatter den forarmede arbejderklasse og middelklassen, både på landet og i byerne, der har lidt under den forcerede neoliberale politik, som er ført af Bashar Al Assad siden hans overtagelse af magten. De vellykkede generalstrejker og den civile ulydighed i Syrien i løbet af december 2011, som lammede store dele af landet, var et klart bevis på aktivismen i arbejderklassen og hos andre udbyttede, som er hjertet i den syriske revolution. Det er også derfor, at diktaturet har fyret mere end 85.000 arbejdere fra januar 2011 til februar 2012 og lukket 187 fabrikker (iflg. officielle tal).

Nedgangen i levestandarden for det store flertal af syrere, sammen med en politisk undertrykkelse, har faktisk ført til synlige protester siden 2006. I maj 2006 demonstrerede hundredvis af arbejdere fra det statslige byggeselskab, og det endte med sammenstød med sikkerhedsstyrkerne. I Homs kom det til sammenstød mellem politi og en folkemængde, der demonstrerede imod nedrivningen af huse, der var besat af fattige. Data fra 2007 viser, at antallet af mennesker, der levede i ekstrem fattigdom, defineret som dem, der ikke var i stand til at tjene til basale fødevarer og non-food behov, var vokset til 2 mio. Ca. 62 procent af dem, der lever i fattigdom, er fra landområder, og de lever i daglig usikkerhed med hensyn til at få mad og er i det hele taget i en meget udsat social situation.

I 2007 fandt der mange sammenstød sted mellem politi og demonstranter i forskellige områder af Syrien, f.eks. al-Moussrania-distriktet i Aleppo, al-Mazra i Homs og Alroudha i Damaskus. I 2008 var der arbejderdemonstrationer i Latakias havn og i Dhabla og Zabadani ved Damaskus. I 2009 og 2010 mødte styret også protester, indtil revolutionen begyndte samme år. Skellet mellem rig og fattig og ulighed i det hele taget er vedvarende blevet større de seneste år.

Forud for revolutionen var andelen af syrere, der levede under fattigdomsgrænsen, vokset fra 11 procent i 2000 til 33 procent i 2010. Det vil sige, at ca. 7 mio. syrere levede under fattigdomsgrænsen. Arbejdsløsheden steg konstant, og der var op imod 20-25 procent arbejdsløse, heraf 55 procent blandt unge under 25, i et land hvor unge under 30 udgør 65 procent af den samlede befolkning. Arbejdsmarkedet var ikke i stand til at opsuge de 380.000, som fyldte rækkerne af arbejdsløse hvert år, men regeringen lovede at skabe 250.000 jobs pr. år, ifølge en 10-års-plan, som i øvrigt var umulig at realisere. Oven i det kom der en ny arbejdsmarkedslov i Syrien i april 2010, der klart favoriserede arbejdsgiverne.

Det syriske regimes støtter og den del af venstrefløjen, der nægter at støtte den syriske revolution, betragter altså de undertrykte og udbyttede masser i Syrien, der udgør hovedparten af den folkelige bevægelse, som bare et simpelt instrument for Saudi-Arabiens og USA’s imperialistiske politik. Samtidig forsvarer de eller undlader at vende sig imod et styre, der samarbejder med de vestlige imperialister og beskytter Israel, og som fører en neoliberal politik til fordel for en lille økonomisk elite, der langt fra er sekulær, men rent faktisk bliver støttet af de religiøse lederskaber.

Konklusion
Israels udenrigsminister Avigdor Lieberman havde ret, da han sagde, at det post-revolutionære Egypten er en større trussel imod Israel end Iran, og det kan man også sige om Syrien. Et frit, progressivt, demokratisk og reelt uafhængigt Egypten og Syrien er ubetinget farligere for den zionistiske apartheid-stat og dens besatte områder end den undertrykkende syriske og islamiske republik.

Revolutionen i Syrien er en del af den revolutionære proces i den arabiske verden og kan ikke adskilles fra den. Det syriske folk kæmper, lige som egyptere, tunesere, folk i Bahrain og andre demokrater, socialister og anti-imperialister i regionen.

Det er det syriske folk, som er de sande revolutionære og anti-imperialister – ikke Bashar Al Assads styre. Det var den syriske befolkning, der tog imod palæstinensere, libanesere og irakiske flygtninge, da de blev angrebet og deres lande besat af imperialistiske magter som USA og Israel. Den syriske revolutions sejr åbner en ny modstandsfront imod de imperialistiske magter, mens et nederlag for den vil styrke dem. Længe leve den syriske revolution.

Artiklen blev bragt på New Socialist http://www.newsocialist.org/index.php/611-syria-understanding-the-regime-and-the-revolutionary-process
den 29. maj og er oversat af Niels Overgaard Hansen.

Khalil Habash er en syrisk aktivist og medlem af Syriens Revolutionære Venstre (Yassar Thawri Suri).

 

Opslået i Arabiske revolutioner

single.php