Modsætninger mellem de europæiske stormagter skabte et Mellemøsten, der mellem verdenskrigene og tiden efter skabte nogle fastlåste systemer, som fortsat eksisterer og påvirker millioner af mennesker. Ikke blot i Mellemøsten, men også rundt om andre steder i verden.

af Svend Vestergaard Jensen

Israel/Palæstina-konflikten blev skabt. Et folk, der fordriver er andet – et folk, der selv blev udsat for det værste: folkemordet på de europæiske jøder. Disse synkrone traume-udviklinger har sit afsæt i, hvad der skulle blive af et Mellemøsten, der i århundreder var domineret af Det Osmanniske Rige med hovedcentrum i Konstantinopel – det nuværende Istanbul. Dette rige havde forsøgt at holde de forskellige folkeslag og stammer i ave og kunne udøve en imperial kontrol.

 

Briterne havde allerede under krigen forsøgt at aktivere de centrifugale kræfter i Mellemøsten ved at love alle stammer og folkeslag støtte i deres kamp for selvstændighed. Men hvor lidt forpligtet man følte sig i dette løfte, fremgik af den hemmelige Sykes-Picot-aftale, som England og Frankrig indgik i 1916. Her blev de stormagter enige om den fremtidige opdeling af Mellemøsten i interesse- eller mandatområder uden hensyntagen til religiøse, kulturelle eller historiske forhold.

 

Oprettelsen af de nye stater som Irak, Jordan og Syrien på Det Osmanniske Riges sammenbrud fulgte i vid udstrækning den forudgående fransk-engelske aftale. Hertil kom spørgsmålet om Palæstinas fremtid, der var blevet bragt i spil af den engelske udenrigsminister Balfour i 1917. Alt dette ikke mindst på grund af, hvad der lå under overfladen i store dele af Mellemøsten: Olien.

 

Det jødiske mindretal

Jødiske mindretal var en del af alle europæiske lande – i Øst som i Vest. Værst havde jøderne det i det zaristiske Rusland, der bredte sig ud over store dele af Europa og Asien. Jævnligt foregik der pogromer. Men kun ganske få tænkte på, at jøderne skulle have et “hjemland”.

 

Den kendte jødiske forfatter, Stefan Zweig, skrev i sine erindringer, “Verden af i går – en europæers erindringer”, om mødet med Theodor Herzl, der var en af initiativtagerne til dannelse af en zionistisk bevægelse. Herzl var redaktør i Wien for bladet Neue Freie Presse. Han havde derudover været journalist og Paris-korrespondent for bladet. Herzl følte sig kaldet til at skabe det, han selv i sit skrift kaldte “Jødestaten” , efter som korrespondent i Paris at have oplevet og dækket den kendte Dreyfuss-sag, som var en retssag mod en højtstående jødisk officer i den franske hær på falske beviser for højforrædderi i slutningen af 1800-tallet. Sagen skabte i herskende kredse en hysterisk antisemitisme.

 

Stefan Zweig, der havde et udmærket forhold til Herzl, undrede sig over disse formuleringer om “et hjemland”. I sit skrift proklamerede Herzl, at al assimilerende udligning og alt håb om total tolerance var en umulighed for det jødiske folk. Det måtte grundlægge et nyt hjem, sit eget hjem i det gamle hjem, Palæstina.

 

Det synspunkt forargede i de jødiske kredse og vakte stor undren – også hos Stefan Zweig. Men Herzl og andre skabte en lille bevægelse blandt jøder i Vest – og Østeuropa. Ingen masseopbakning på nogen måde. Zionisterne var ret isolerede.

 

Ny barbarisme

Med nazisternes erobring af magten i Tyskland i 1933 vendte tingenes tilstand sig for de europæiske jøder. Længe havde nazisterne haft det på programmet, men nu var situationen en helt anden. Nu nærmede relationen bøddel og offer sig i en slags ondskabens dialektik: Der eksisterede strukturer af uendelige ydmygelser, der begynder på de internationale markeder og finanscentre, og som ender i hver enkelts hus.

 

Ikke mindst i perioden under verdenskrigen i årene 1941-45 tager nazi-regimet fat med “den endelige løsning” – holocaust med industrialiserede massedød. En grusomhed, der fortsatte “mønstret fra epoken med masseudryddelser”. Noget som eksempelvis Enzo Traverso har teoretiseret over i bogen, “Understanding the Nazi Genocide – marxism after Auschwitz” (Pluto Press/IIRE 1999). Samt i Curt Sørensens politiske essays fra forlaget Solidaritet 2018, “Demokrati og Socialisme” – essayet “Massemord og Udryddelser”.

 

Denne barbarisme skal naturligvis betragtes og analyseres særskilt – også for at forstå, hvad der senere gav vind i sejlene for den zionisme, meget få af de europæiske jøder støttede. Hvad Europa tabte gennem dette folkemord fik store negative effekter og med synlige effekter med tabet af millioner jøder, der døde og de, der ville være født. Europæiske jøder havde beriget verdensdelen med gennem århundreder.

 

Russiske jøder fyldte også op i det stalinistiske lejrsystem og udryddelsesmønster. Store dele af venstreoppositionen og mange andre kritiske folk overfor det stalinistiske bureaukrati var jøder. Adskillige millioner blev ofre for disse udryddelser og fordrivelser.

 

Kan ske igen

Nazisterne var ikke ene om det 20. århundredes katastrofer og masseudryddelser, som blev sat i system med industrielle metoder. Her som nævnt de mange fra Stalins arbejdslejre, men mange andre for ikke at nævne den amerikanske bombning af Hiroshima, så Auschwitz var ikke per definition “værre” end disse.

 

At lære af disse grusomheder – massemord som Auschwitz – er fundamentalt for at skabe en frugtbar dialektisk erindring mellem erindringen af fortiden og kritik af nutiden for at eliminere de trusler, der ligger. Som kz-fangen og senere forfatter, Primo Lewi, sammenfattede læren om historiens – ikke mindst det 20. århundredes rædsler: Det er sket, derfor kan det ske igen!

 

At der kunne findes grobund for en “ren jødisk stat” et sted i verden kan kun ses i denne moderne barbarismes lys. Udryddelsen af seks millioner jøder, millioner af udvandrede til primært USA betød, at zionismen, der netop havde dette som fokus, kunne vinde opbakning. Dels fra jøder rundt om i verden på grund af tragedien, og dels støtten fra “det internationale samfund” – fra Stalins Rusland til de vestlige lande.

 

Det ramte imidlertid et andet land, et andet folk: Palæstina. Palæstinenserne blev fordrevet fra hus og hjem med vold og blev for langt de fleste fuldstændig afskåret fra deres nu tidligere område, fra deres fortid. Denne situation – historisk som nutidigt – blev og bliver overført fra generation til generation – stimuleret af nye krigssituationer og konstante overgreb. Palæstinenserne er den ældste og største flygtningegruppe i verden.

 

Arbejderforbundet Bund

Langt fra alle jøder rundt om i Europa fulgte “den zionistiske vej”. Her skal først og fremmest omtales Bund – det jødiske arbejderforbund. Heller ikke de rester, der er tilbage af det, støtter zionismen. Udover disse foreninger støttede den internationale venstreopposition, Fjerde Internationale, der var dannet i opposition til stalinismen, ikke staten Israels oprettelse. Fjerde Internationale blev stiftet i slutningen af 1930’erne med Lev Trotskij som den bedst kendte. Da Moskva støttede “retten til en jødisk stat” i Palæstina, bakkede de kommunistiske partier op om samme og var aktive i etableringen af staten Israel, herunder våben til den kæmpende invasion af Palæstina.

 

Bunds holdning var klar: “Diaspora er hjemme. Jøder kan ikke undslippe ved at fordrive andre. Jøder har ret til at live i frihed og værdighed – uanset hvor de er”. Bund var en masseorganisation blandt jødiske arbejdere. Det var hos denne organisation, de jødiske arbejdere, der kom til København i 1910’erne efter endnu en zaristisk pogrom i Rusland, var organiseret. Det var Bund, der sammen med andre organiserede modstand mod den nazistiske besættelse af Polen i den kendte Warszawa-opstand i 1943.

 

Bund blev så godt som smadret gennem Anden Verdenskrig, men reorganiserede sig som international organisation i 1947 med base i New York. Organisationen argumenterede for et uafhængigt Palæstina, som ville ligestille jøder og arabere samt kæmpe for genindsættelse af jødiske flygtninge i alle frie lande. Bund modsatte sig zionisternes krav om en “uafhængig jødisk stat”. Umiddelbart efter 1948-israelske-arabiske krig krævede Bund retten for palæstinensiske flygtninge til at vende tilbage.

 

To folk støder sammen

To folk, to etniciteter, stødte sammen: Traumatiserede jøder, der traumatiserede den lokale, oprindelige befolkning – palæstinenserne, der i hovedsagen var muslimer i det område, den zionistiske stat blev etableret. Millioner af mennesker blev inddraget i dette drama med dets eftervirkninger og virkninger helt frem til i dag. Såvel på den arabiske side som på den jødiske side, så at sige traume på traume op gennem denne historie.

 

Traume-begrebet er altid voldsrelateret – også i den sekundære traumatisering. Traumatisering gennem generationer – det som psykologer kalder traumevandringer. Vi kan også sige, at traumer smitter. Eksempelvis hvis vi ser på fænomener i dagens Danmark, er en del af forklaringen på etnisk mindretalsbaserede bander og rekruttering til disse – men også til islamistiske grupper, at drenge og unge mænd mangler, har manglet, en faderfigur i opvæksten. En far kan også fysisk være til stede i familien, men har måske PTSD – posttraumatisk stresssyndrom.

 

Synkrone traumer

Uanset om det er i de såkaldte parallelsamfund i Danmark eller på Vestbredden i Israel/Palæstina er situationerne stærkt præget af dette. De fleste etniske unge, der er aktive i bandekonflikter i Danmark, er for langt hovedparten af palæstinensisk herkomst. Dagligt på Facebook – i hvert fald hos skribenten her – koger scener fra Vestbredden og Gaza over i vold fra den israelske besættelsesmagt mod børn, unge og voksne af begge køn.

 

I voldsudøvelser skades begge parter og følgerne af disse sætter sig i enten det ene eller andet. Begge steder, begge grupperinger må gøre op med opdelingen i “os” og “dem”, som de får bekræftet af de herskende tendenser og kampen mod “parallelsamfund” og så videre. Når fællesskabet bryder sammen opstår en ny jagt på identitet.

 

Traumer er som nævnt altid voldsrelaterede – også selv om det er foregået for årtier siden eller i nuet. Ikke mindst, når disse voldsepisoder – individuelt som kollektivt – ikke er bearbejdet. Som den polskfødte sociolog Zygmunt Bauman skrev, kan en stigmatiseret person nære sympati og antipati for en anden bærer af et stigma. Stigmatiserede individer kan leve i fred eller bekrige hinanden. En ting er dog sikkert – skrev Bauman – de vil ikke komme til at respektere hinanden. Om det så er her eller der, altså også hvis vi ser på Israel/Palæstina-konflikten i det mellemøstlige.

 

Konfliktløsninger

To religioner, der har sit mellemøstlige udspring – islam og jødedom – stødte sammen i stedet for at spille sammen, respektere hinanden. Da grundlaget for den ikke-religiøse kritik er: Mennesket skaber religionen, religion skaber ikke mennesket. Det er altså menneskene, der må handle for at løse problemerne her og der. Som den jødiske, tyskfødte politiske tænker Hannah Arendt betonede, måtte og må der skabes harmoni, forståelse og forsoning med palæstinenserne, som zionisterne gjorde statsløse. Traumatiserede personer lavede nye traumer på andre, på palæstinenserne. Noget Hannah Arendt skrev, ikke måtte ske. En indvandring af jøder til Palæstina måtte ske i en forsoning med det folk, der boede i området, hvor mange jøder allerede før holocaust var indvandret til. Hannah Arendt skrev ikke mindst om flygtninges og statsløse udsathed i verden. For at bruge et kendt Hannah Arendt-begreb måtte ondskabens banalitet brydes.

 

Imidlertid spiller religion her ikke den afgørende rolle. I Mellemøsten og rundt omkring ser vi disse historiske modsætninger slå ud i lys lue, som eksempelvis, når unge med palæstinensisk baggrund projicerer deres harme over på samfundet. En harme, der får ny næring igen og igen gennem stigmatisering med den aktuelle “stemning”, der formuleres af politikere ved den skærpede retorik, hvor muslimer krænkes kollektivt. Ikke bare retorikken, men også tiltag som nedrvininger af deres boliger med efterfølgende tvangsflytninger.

 

En forståelse, der kan medføre, at personer og grupper kommer ud af offer-rollen, som de har fået påført gennem tragiske historiske processer, og som reproduceres igen og igen. Løsninger på problemer her må bestå af forskellige dele og tiltag. På det sociale plan, psykologiske plan, pædagogiske plan må der anvendes en traumeinformeret tilgang for de personer, der arbejder med disse børn og unge. Men ikke mindst gode institutioner, god skolegang og senere uddannelse og arbejde er afgørende for at bryde mønstret.

 

Solidaritets-aktiviteter

På det større politiske plan må Israel/Palæstina-konflikten løses. “Det internationale samfund”, der i dårlig samvittighed sikrede Israels eksistens, må træde i karakter, såsom at protestere og boykotte, når voldsomme overgreb finder sted. De er de samme politikere i Danmark, der er tavse, når Israel bomber løs i Gaza, som også har skabt “ghettopakker”, stigmatisere beboere her, osv. Den onde spiral fortsætter, mens “det internationale samfund” ser på. Såvel i Danmark og andre lande som i Mellemøsten må et samfund, der består af flere etniciteter – multikulturelt – kunne leve i fred – sammen.

 

Imidlertid løses denne konflikt ikke uden omfattende aktiviteter rundt om i verden. Fra solidaritetsarbejde til et nyt arabisk forår, der kan ryste modsætningerne og sætte andre løsninger på tegnebrættet. Revolutionerne i Algeriet og Sudan har på kort tid væltet gamle diktatorer gennem oprør fra neden. Ligesom der er kommet gang i den klimabevægelse, der er opstået overalt – en klimabevægelse, der jo helt klart siger nej til den kilde, der var og er afgørende i konflikterne i Mellemøsten: Olien.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com